Der var engang, hvor den mundtlige historiefortælling holdt til i små tilrøgede lokaler i de smalle storbystræder. Sådan er det ikke længere, hvor historiefortællingen længe har været et naturligt redskab i hænderne på de politiske kommunikationsrådgivere.

Af Michael Lykke – retorisk konsulent og professionel storyteller

Den mundtlige fortællings væsen og funktion

”Fortælleren tror på, at det er livsnødvendigt at fortælle, og han ved, at der er stærke kræfter på spil, for når vi fortæller de gamle historier, så taler vi ikke ud af os selv. Det er forfædrenes visdom, der taler gennem os.” Sådan siger en gammel eskimo til polarforsker Knud Rasmussen i 1925, der især er kendt for sine nedskrivninger af de eskimoiske myter. 

I gammel tid var fortællerne hellige! Fortælleren var medie for både dødsensfarlige og livsvigtige kræfter, som kunne vækkes til live gennem myterne. Igennem myterne kunne fortælleren forklare skabelse og død, forklare lov og ret, og på den måde udgjorde han det fundament, som menneskene byggede deres liv op omkring.

I dag er det ikke længere myterne, som bruges til at forklare, hvordan verden hænger sammen. Til det formål har vi for længst forfremmet videnskaben. Men det betyder ikke, at den mundtlige historiefortælling har mistet sin funktion! Snarere tværtimod! Caféerne i København, Odense, Århus, Ålborg, Randers osv. har som det mest naturlige mundtlig historiefortælling på programmet, internettet vrimler med fortælleforeninger, og hvert år i pinsen arrangeres Danmarks største fortællefestival i Lejre!

Siden 1960’erne har den mundtlige fortælling desuden været en naturlig del af især den amerikanske politiske kommunikation, hvor den nåede et højdepunkt med Barack Obamas fornemme brug af den 106-årige Ann Nixon Cooper i hans vindertale fra 2008.  

Den danske sociolingvist Erik Møller har undersøgt den mundtlige fortællings funktion i dagligdags tale ved bl.a. at interviewe beboere i Nyboder på Østerbro i København. Han når frem til, at på trods af at vi lever i en tid, hvor vi forklarer stort set alle aspekter i vores tilværelse ud fra det rationelle paradigme, så har den mundtlige fortælling stadig en meget vigtig funktion – at skabe en  poetisk og æstetisk sammenhæng i tilværelsen! Den mundtlige fortælling hjælper individet til at skabe orden, overskuelighed og genkendelighed i tilværelsen, fordi den indeholder en mening med tilværelsen, som det rationelle sprog ikke rummer. Det giver ganske enkelt livsfylde at fortælle og lytte til historier, fordi vi i fællesskab bliver klogere på hinanden og os selv.

I den mundtlige historiefortælling forsøger vi ikke at beskrive virkeligheden, som den er. Her handler det om at beskrive virkeligheden, som vi oplever den! Den gode historie er dybt subjektiv, for det er ikke vigtigt, om den udtrykker en virkelighed, som kan verificeres i objektiv forstand. Erik Møller pointerer, at dét, som får en historie til at lykkes, er, at den opleves som troværdig og giver mening for tilhørerne!

Det sidste er problemløst, så længe der er tale om fiktive historier som eventyr og myter, men gælder det også, når vi bruger den mundtlige fortællings form til at fortælle om oplevelser fra virkelighedens hverdag? Hvis jeg nu har været involveret i et trafikuheld, så kan man vel forlange et vist element af verificérbar korrekthed?

Ifølge Erik Møller er der ingen forskel på den fiktive fortælling og fortællingen om hverdagens oplevelser. Dét, som afgør om en fortælling er ”sand”, er, hvorvidt tilhørerne accepterer den som troværdig!

Det er det sidste, som gør historiefortælling velegnet til at indgå i den politiske kommunikation, fordi tilhørerne er med til at konstituere virkeligheden, hvis de accepterer politikerens fortælling. 

Et eksempel fra virkeligheden

Natten til den 18. juli 1969 var den amerikanske Senator Edward Moore Kennedy involveret i et biluheld, hvor han kørte ud i en sø med en af sine sekretærer, Mary Jo Kopechne. Hun druknede, mens Kennedy flygtede fra gerningsstedet. Hertil kommer, at han først meldte ulykken til politiet dagen efter, og der svirrede rygter om både utroskab og spritkørsel. Umiddelbart lignede det politisk selvmord, men Kennedy kæmpede med næb og klør for sit senatorsæde, og han tyede til et af de ældste kneb i historien: Han fortalte en god historie!

Den 25. juli 1969, præcis en uge efter uheldet, henvender Edward Moore Kennedy sig til befolkningen i tv-transmitteret tale til borgerne i Massachusetts for at bede dem tage stilling til, om han skal fortsætte som deres senator. Kennedy lover, at sandheden om hvad der skete natten til den 18. juli skal på bordet. Han indleder sin tale med kort at opridse baggrunden for ulykken i overordnede træk, og derefter slår han over i at tale om selve ulykken: 

”Little over one mile away, the car that I was driving on the unlit road went off a narrow bridge which had no guard rails and was built on a left angle to the road. The car overturned in a deep pond and immediately filled with water. I remember thinking as the cold water rushed in around my head that I was for certain drowning. Then water entered my lungs and I actually felt the sensation of drowning. But somehow I struggled to the surface alive. I made immediate and repeated efforts to save Mary Jo by diving into strong and murky current but succeeded only in increasing my state of utter exhaustion and alarm.”

Man kan roligt regne med, at Kennedys måde at henvende sig til borgerne på er nøje gennemtænkt, da det er hele hans politiske karriere, der står på spil. Det er altså ikke tilfældigt, at Kennedy henvender sig til borgerne i et intenst billedsprog, som har klare referencer til historiefortælling. Det intense billedsprog inviterer tilhørerne med tilbage på øen, hvor ulykken skete. Scenen for ulykken er beskrevet kort og præcist i form af en smal bro uden rækværk. Billedet af det kolde vand, som skyller ind over ham, og den sidste tanke inden han tror, at han skal dø, giver tilhørerne mulighed for at indleve sig i Kennedy og opleve biluheldet, som om det var dem selv, der sad i bilen.

Rent fortælleteknisk lever Kennedy op til alle krav i den mundtlige fortælling. Det er ham, der sætter billederne i gang, men tilhørerne får i høj grad lov til at sætte deres egne farver og følelser på, så de bliver medskabende!

Det usynlige budskab

Kennedys situation er mildest talt kritisk. Han har bevisligt været involveret i en drukneulykke, som har kostet en kvinde livet. Han er uden tvivl flygtet fra gerningsstedet, og han har uden tvivl været længe om at henvende sig til politiet. Hvordan kan Kennedy undgå at skulle forlade senatorposten med de odds imod sig?

Ved at bruge historiefortælling i sin tale, opnår han to ting på én gang:

 1: Identifikation.

 Det intense billedsprog inddrager tilhørerne ved at give dem mulighed for at indleve sig i ulykken, så de næsten oplever den på egen krop. Derved opstår en stærk identifikation med Kennedy, som gør ham til ”en af vore egne”. Via det intense billedsprog placerer Kennedy uudtalt følelsen af, ”at det kunne være mig, der sad i den bil” i tilhørerne. 

Fra gammel tid har et af formålene med den mundtlige fortælling været at formidle værdier, som kunne tjene som forbillede for tilhørerne. Med formuleringer som f.eks. ”I made immediate and repeated efforts to save Mary Jo by diving into strong and murky current…”,beskriver Kennedy, hvordan han på trods af situationen gjorde alt, hvad der var menneskeligt muligt. Fortællingen beskriver ikke kun Kennedy som irrationel, den tilknytter ham også til universelle værdier som selvopofrelse, mod og handlekraft! I overført betydning fremstiller fortællingen en senator, som udfører sit job så godt, som det er menneskeligt muligt. Han er handlekraftig selv i pressede situationer, og han er parat til at sætte livet på spil for sine medborgere!

Kennedy fik en enorm opbakning fra befolkningen, han slap med en beting dom, og i august 2009, fik han en statsmands begravelse efter næsten 50 år som senator. ’Et gigantisk træ i Amerikas politiske skov…’ som Politiken kaldte ham i deres nekrolog, så man kan roligt sige, at talen var en stor succes.

Gammel vin på nye sække…

Der er intet nyt i, at man bruger formen fra den mundtlige fortælling til at fremme sine budskaber med. Allerede i det gamle Rom procederede advokaten Cicero for sine klienters uskyld ved i detaljer at fremmane gerningssted, gerningsmænd og gerning, så dommerne oplevede forbrydelsen på egen krop. Formålet var at berøre dommernes følelser, så de dømte i Ciceros favør. I øvrigt en teknik som bruges den dag i dag. 

I politisk argumentation er tilhørerne typisk meget kritiske, fordi de ved, at taleren er ude på at overbevise dem, så de stemmer på ham eller hende. Historiefortælling går uden om de kritiske barrierer, fordi man kommunikerer emotionelt i stedet for intellektuelt. Budskabet formidles langt mere subtilt, fordi tilhørerne indlever sig i taleren og identificerer sig med vedkommende. Det er svært at forholde sig kritisk til historiefortælling, fordi det er at begå drab på historien. Tilhørerne er nød til at indleve sig i billederne for at kunne sætte deres egne farver og følelser på. Har tilhørerne først valgt at træde ind i fortællingen, har de også valgt at åbne sig for de værdier, som fortællingen formidler. Den eneste måde at imødegå en fortælling er ved at afvise den totalt, at nægte at indleve sig i billederne og følelserne.

I så fald fornægter mig også det usynlige fællesskab mellem fortæller og tilhører, som den mundtlige fortælling bringer med sig!

Note: Eksemplet fra Edward Moore Kennedys tale er et kun et uddrag. Hele talen kan findes på http://www.americanrhetoric.com/speeches/tedkennedychappaquiddick.htm

Litteratur: Møller, Erik (1993): Mundtlig fortælling. – fortællingens struktur og funktion i uformel tale. Institut for dansk Dialektforsknings publikationer, serie A, nr. 31. C. A. Reitzels forlag. København.