Og så pludselig 30 år senere oplever jeg Winnetous død som et deja vu. Denne gang i skikkelse af Helle Thorning Schmidt i lufthavnens udenrigsterminal.  Omgivet af journalister og fotografer, der skyder på hende fra alle sider…

Af Michael Lykke, retorisk konsulent og storyteller

En af de ting, der stadig står klarest for mig fra min barndom, er en scene fra den tyske tv-serie om den modige Apache-høvding, Winnetou, og hans blodsbroder, Old Shatterhand. I gennem 5 spændende afsnit havde jeg fulgt Winnetou og hans modige frænder i deres kamp mod den hvide overmagt. Og så i den sidste scene, er der pludselig en af de ’onde’, der har frit skudhold mod Old Shatterhand. Det ser Winnetou, og i sidste øjeblik kaster han sig ind foran sin ven. Bliver hårdt såret og dør.

Mit 6-årige verdens billede krakelerede fuldstændig. Winnetou død! Det måtte jo være en fejl! Hvem skulle nu tage kampen op mod alverdens ondskab? ’

Det var jo det sidste afsnit, ‘ trøstede min far mig. ’Det skulle jo slutte på en eller anden måde!’

Men lige meget hjalp det. Den aften græd jeg mig i søvn, mens jeg skiftevis hulkede min sorg ud i puden og bed i dynen af raseri.   

Selvfølgelig havde min far ret. Serien skulle slutte, og hvad var mere effektivt end at lade Winnetou dø?

Og så pludselig 30 år senere oplever jeg Winnetous død som et deja vu. Denne gang i skikkelse af Helle Thorning Schmidt i lufthavnens udenrigsterminal.  Omgivet af journalister og fotografer, der skyder på hende fra alle sider. Med ét er der en kameramand, der har hende på kornet. Men der er ikke nogen, der springer ind foran hende…. Hvor er Morten Bødskov, når man har brug for ham!!!!

I stedet toner hun frem i skarp profil og undskylder: ’Jeg har begået en fejl,’ siger hun. ’Jeg har sjusket med mine mails,’ uddyber hun, mens hun fortsætter med at undskylde og beklage.

Fortællinger lever af konflikt og kamp! Det ved vi fra de gamle folkeeventyr, hvor hovedpersonen skal så grueligt meget igennem, før han vinder prinsessen og det halve kongerige. Og det er lige præcis der, at socialdemokraterne sætter ind.

De forsøger at tage luften ud af historien ved at lægge hende fladt ned på maven for pressen og vælgerne. Og de gør det grundigt! Hendes optræden i lufthavnen ligner nærmest en frivillig henrettelse uden bind for øjnene og gult kryds henover hjertet.

En hovedperson, der ikke kæmper, er der ikke noget ved. Hvis nu Esben Askefis var gået direkte hen på den nærmeste bænk og havde spist sin madpakke i stedet for at drage ud i verden, så var der mange børn, der ikke havde fået læst eventyr højt i dag.  

Det kunne I godt lære noget af, Konservative!!!

Jo mere forurettet og stædig Lene Espersen er, jo nemmere er det at holde gang i fortællingen, for medierne skal nok vide at blive ved med at give hende modstand. Én ting, er, at hovedpersonen klokker i det. Men, at hun også slår igen… Hvor heldig kan man få lov at være? For så er det bare at bygge op til den næste konflikt og sige: ’Join us next week! Same time, same channel!’ 

Men kære socialdemokrater – i modsætning til Winnetous banemænd, der ikke efterlod nogen tvivl hos mig om, at nu var det slut, så har vi i Helle Thornings tilfælde fået en vaskeægte Jason Bourne-slutning! Og som I måske husker blev det til hele tre film, og rygtet siger, at der er en fjerde film på vej!

Meningen var måske at skabe et manøvre-rum, men historien er jo ikke glemt! Og den vender med 100 % sikkerhed tilbage, når vi får reultatet af SKATS undersøgelse af Thorning/Kinnock-parrets økonomi.

Der er allerede masser af stof til en 2’er. Og jeg kan tydeligt se Venstres ordfører, Peter Christensen for mig som superskurk, men måske blive det ikke så slemt, hvis Morten Bødskov springer i sadlen og griber sin Old Shatterhand-riffel?

Indtil da kan vi altid nynne med på det gamle børnerim:

Snip snap snude, så er historien ude.

Tip tap tønde, snart kan en ny begynde.