Jeg læser dansk med kommunikationsfag på overbygningen på KUA.
Fagligt er jeg optaget af den måde, vi taler med hinanden på;
kommunikation mellem folk. Særligt mundtligt i mødet med hinanden - fx i
virksomheder. Herunder gruppedynamikker, kropssprog, tegndannelse og ens egen identitetsskabelse.
Jeg har altid været uhyrlig interesseret i, hvordan foredrag holdes og
hvilke oplæg, der griber mig, og hvilke der ikke gør - og hvorfor. Og
hvorfor nogle deltagere (ofte elever, for det er undervisning, mit liv
har bestået mest af) taler og taler, mens andre stort set aldrig får
sagt et ord i løbet af fire timers intens undervisning.
Og så synes jeg, at teori og praksis bør hænge sammen, og jeg overraskes
af sætninger som "jamen så skulle du have taget dig en praktisk
uddannelse, for på universitetet lærer du jo mere bare teori". Det er
vel praktiske problemstillinger, der gør teorien interessant at
beherske? (sætningen hørte jeg på en videnskabsteoretisk konference, som
jeg kom med til gennem DM).
Gennem Kubulus har jeg fået mig en mentor i Danske Bank. Og ikke så
snart havde vi holdt vores første møde, så sad jeg i
kommunikationsafdelingen og hjalp til. Derfor prøver jeg nu selv at være
en del af en stor koncern og lære om kommunikationsbranchen ved at have
med rekrutteringen at gøre - samtidig med at min hjælpsomme, friske og
seje mentor holder øje med mig og giver mig råd og feedback undervejs.
På universitetet står jeg - sammen med en flok engagerede elever med
kaldenavnet HumEnzym - bag oprulningen af den nye fakultetsrevy på
humaniora. Vi har haft første revymøde, og det bliver en fabelagtig
oplevelse, er jeg sikker på. Vi har fået råbt højt nok til at mere end
30 elever fra diverse humanistiske retninger dukkede op en grå torsdag i
starten af semestret og lagde slagplanen for forløbet - så glæd dig til
en fremragende revy i midten af oktober 2011 :o)
Af mere fritidslignende aktiviteter tager jeg billeder, skriver og tegner - det sidste er faktisk også en slags profession, da jeg er i fuld sving med en illustrator-opgave for Danmarks Akvarium: En børnebog om Sillehajen Sille.