Berlingskes pressefotografer hører til de mest prisbelønnede i Danmark og er i den internationale elite. I dag fejrer vi i vores Magasin-sektion pressefotografiets 100 år i Danmark. Trods de levende billeders fascinationskraft, så kan pressefotografiet stadig noget helt særligt. Som i den skrevne journalistik er de etiske problemstillinger knyttet til pressefotografiet ikke blevet mindre i dag, hvor vi næsten alle via mobiltelefonen er udstyret med et habilt kamera lige ved hånden og en trådløs, omgående publiceringsmulighed på Internettet.
På en måde kan vi alle bliver historiens vidner som oprørerne i Libyen, der fandt Gadaffi i et tunnelrør, vidnerne til torturen i Abu Ghraib fængslet i Irak, til jordskælvet i Japan eller til oprøret i Syrien. Vi kan også alle blive paparazzier og billedfuskere ved brug af tilpas frækhed eller helt simple billedbehandlingsprogrammer til computeren.
Pressefotografiet er et snapshot af virkeligheden. Et udsnit af det, som den professionelle fotograf vælger at vise med samme krav til autenticitet, fairness, balance og helhed som det skrevne ord er underlagt i den professionelle nyhedsjournalistiks kvalitetsnormer. Men til tider også med kommentarens og nærbilledets snæversyn, drama og subjektivitet.
Ind i mellem bliver billeder så uudholdelige, at vi ikke viser dem i al deres gru. Hvis det krænker privatlivet eller intimiteten omkring et menneske i en særlig følsom situation. Jo tættere på os, jo mere tæller den dimension. Andre gange vælger vi at vise hele billedet af hensyn til beviset og historieskrivningen. Det er en del af den vanskelige redigeringsopgave på et nyhedsmedie, som ikke er blevet nemmere af, at vi nu udkommer hvert sekund, og at nettet svømmer over med billeder, som ikke har nogen klar identifikation og ægtheds-kontrol. Teknologien tillader i dag en grad af manipulation og billedforvandskning, som stiller helt nye krav til medierne. De billedetiske beslutninger skal i dag tages lynhurtigt, og rummer store udfordringer.
Resultatet af den årlige World Press Photo konkurrence er netop blevet offentliggjort i denne uge. En svensk fotograf, Niclas Hammarström, vandt andenprisen for en billedserie, der går meget tæt på ofrene for massakren på de unge socialdemokrater på øen Utøya den 22. juli sidste år. I fotokonkurrencen er de unges dræbte kroppe i vandkanten ikke tilsløret, for her er manipulationer med virkeligheden ikke tilladt, selv om den er rædselsfuld, Men det var de, da billederne blev bragt i det svenske Aftonbladet, og det ville de have været i Berlingske. Det var for tæt på.
Men hvorfor kan vi så godt vise en dræbt ung pige i Libyen eller Haiti? Og hvor er begrænsningerne på nettet, hvor til vi alle er blevet leverandører af både nuets glade eller sindsoprivende billedoplevelser?
Hvornår bærer vi vigtigt vidnesbyrd til historieskrivningen ved at vise grænseoverskridende billeder, og hvornår bruger vi voyeurens eller belurerens simple nysgerrighed til at kigge ind bag gardinet til en verden, vi måske helst vil være foruden, men på den anden side ikke kan lade ligge, hvis vi skal løfte enten vores kritiske samfundsrolle eller tilfredsstille læsernes forventninger om dokumentation?
Pressebilleder som dokumentation kan forandre verden. Stadigvæk efter 100 år.