Lars Jørgensen


Lars Jørgensen

Lars Jørgensen

Karma: 165 (?)

Forfatter:

5


artikler

4


indlæg

Venstres ledelse er en trussel mod det danske demokrati
En fri og uafhængig presse er en forudsætning for et velfungerende demokratisk samfund. Uden en fri presse der oplyser om faktuelle forhold, sociale og politiske problemer, er det umuligt for borgerne at vide, hvad der sker. Ikke blot hvad der er sandt og falsk – men simpelthen hvad der reelt foregår. Hvis en befolkning udelukkes fra et kritisk kendskab til de sociale og politiske realiteter, hvordan skal man så kunne løse problemerne og udvikle samfundet i en fornuftig retning? Det er umuligt. Tilsvarende har borgerne ikke noget, der minder om et frit valg, hvis de ikke er orienteret om relevante kritiske aspekter om deres politikere. Journalister skal med andre ord være kritiske og objektive over for de politiske magthavere uanset politisk ståsted, så de kan oplyse om realiteterne.
 
Rædselsscenariet er en stat, hvor journalister retter ind og magthaverne bestemmer, hvad der skal oplyses om og hvordan. Sådan som det fx kendes i dag fra Fox News i USA eller i Nordkorea, hvor alt præsenteres så det sætter den korporative lobby og republikanske politikere henholdsvis den ’himmelske leder’ Kim Jong Il i det finest mulige lys. I Nordkorea og på Fox News findes ingen kritik af henholdsvis det republikanske parti og den himmelske leder. Ikke én kritisk sætning ikke én kritisk tanke. Alle kritiske spørgsmål, al kritisk viden undertrykkes aktivt og magtfuldt. Der er da også dokumentation for, at Fox News gør deres seere stadig dummere.
 
Løgn og latin på Borgen
Et så problematisk forhold mellem politiske magthavere og den offentlige oplysning er desværre ikke så fremmed for det danske demokrati, som man kan ønske. I hvert fald ikke når man ser lidt kritisk på Venstres magtfulde adfærd overfor danske medier og journalister. Venstretoppen har i årevis haft en uhyre problematiske opfattelse af forholdet mellem demokrati, journalistik og politik, som det er værd at fokusere på, hvis man skal forstå mediernes situation i dag herunder forstå en stor del af den information, man præsenteres for om dansk politik. Især fra TV2. Inden for sociologi og kommunikationsforskning er det et vigtigt princip, at man må medtænke magtforholdene i en given kontekst for at kunne forstå de ting, der bliver sagt og kommunikeret. Dette er særligt væsentligt når man i dag vil forstå, hvad Venstre (ikke) bliver spurgt om. Det kritiske spørgsmål drejer sig om Venstres magt i det danske samfund i dag, og især hvordan de misbruger denne magt. Men problematikken drejer sig også om de danske mediers troværdighed, når vi tror, at medierne oplyser os om de sociale og politiske realiteter. Herunder konsekvenser for den behandling Venstres politiske modstandere og andre politiske partier får i medierne. Især i TV2.
 
Hvori består Venstres skandaløse adfærd så mere konkret? Ja, det er i sagens natur vanskeligt at vide, hvor omfattende Venstres undertrykkelse af kritiske spørgsmål og kritiske realiteter i virkeligheden er. Men der har været en række kendte markante eksempler igennem årene, hvor Lars Løkkes seneste sag med undladte kritiske spørgsmål og en sletning af Løkkes raserianfald blot er det seneste. Det vender jeg tilbage til. Lad mig kort rekapitulere lidt af Venstres, lad os sige register. Lad os begynde med det mest kendte nemlig daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, der i årevis og helt frem til sin exit fra dansk politik konsekvent nægtede af at stille op til et kritisk interview med Cavlingpris-vinder Bo Elkjær om Danmarks deltagelse i Irakkrigen. Her mente statsministeren helt åbenbart ikke, at de danske borgere havde krav på viden om kritiske spørgsmål til Danmarks deltagelse i en dybt problematisk krig, som alle i dag ved var sat i gang på et falsk grundlag. Det er en offentlig hemmelighed, at både Bush og Blair vidste, at de gik i krig på løgne. Og tag ikke fejl det var løgne, som Bush-administrationen selv havde fabrikeret. 
 
Den samme form for offentlig kritik af krigen på løgne har Fogh endnu aldrig oplevet. Det mest glemte eksempel er måske til gengæld, at Anders Fogh Rasmussen nogle år forinden var blevet fyret som skatteminister på grund af sin ’kreative bogføring’. Ministerens ’kreativitet’ blev fulgt op af, hvad man vel godt kan kalde en typisk Nordkoreansk finte, da både Foghs ’kreative bogføring’ og fyring blev udeladt i omtalen af hans person i den nye Den store danske encyklopædi. Og måden det danske samfund holdt Anders Fogh Rasmussens ansvarlig på var som bekendt først at gøre ham til statsminister og senere til generalsekretær for NATO. Den højeste internationale post nogen dansker nogensinde har haft. I verden i dag kommer man langt med forbrydelser mod demokratiet, i hvert fald hvis man er Venstre-mand. Et andet eksempel er hele samlingen af magtmisbrug, løgne og manipulationer udført af Venstres minister Claus Hjort Frederiksen, hvis afdækning gav Orienterings Jesper Tynell Cavlingprisen i 2009. Her blot nogle af de sager Tynell afslørede:  
 
”Claus Hjort Frederiksen gav Folketinget usande oplysninger. Ministeren afskaffede kravene til udenlandske arbejdstageres sikkerhed i farlige job - i al hemmelighed og uden om Folketinget. Beskæftigelsesministeriet bad kommunerne administrere den såkaldte 300-timers regel på en ulovlig måde. Ministeriet bestilte misvisende tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen for at dreje den offentlige debat til egen fordel. Embedsmænd slettede belastende dokumenter fra ministeriets arkiver.” 
 
Slettede bånd og bilagssager tæller som skeletter i skabet hos Løkke. Foto: Polfoto/ Mikkel Tariq. 
 
Ved prisoverrækkelsen roste daværende statsminister Lars Løkke Jesper Tynell, samtidig med at han understregede betydningen af kritisk journalistik. Det er vel den mest tomme ros i nyere Danmarkshistorie, idet Løkke ikke lang tid efter forfremmede Claus Hjort til finansminister. Der synes ikke at være nogen grund til at tro, at Løkke ikke allerede kendte Claus Hjorts ’metoder’, inden Tynell afslørede dem. Der er til gengæld mange grunde til at anfægte partiets opfattelse af og tilgang til demokrati og anstændighed. For denne sag – ikke alene Hjorts magtmisbrug, løgne og manipulationer men især Løkkes ’håndtering’ - viste om noget, hvor problematisk Venstre arbejder i vores demokrati, og hvor fløjtende ligeglade toppen i Venstre er med basale demokratiske principper.
 
I Venstres top er ’ministerens mindre demokratiske metoder’, som DRs Orientering kaldte afsløringerne om Claus Hjort, simpelthen business as usual. Hvis det da ikke gælder, at den slags metoder simpelthen er direkte karrierefremmende. På den baggrund kan man kun gisne om, hvad der reelt skete bag kulisserne i Venstre i Helle Thornings ’skattesag’. Der er i hvert fald ingen grund til at tro, at Venstres top har givet ærlige og sande svar i sagen. Hvor skattekommissionen som bekendt ikke nåede til bunds i sagen. Selvom der faktuelt var begået en række ulovligheder såsom læk af personfølsomme oplysninger, så nægtede blå blok at skrive under på den kritik, som de andre partier i folketinget mente var berettiget. Stine Brix fra Enhedslisten kunne dermed fastslå en logik, som giver god mening i det store billede af Venstre-toppens tilgang til demokrati og lovgivning:  "Der er begået en række ulovligheder i skattesagen for Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnock... Hvis ikke man som Folketing kan sige klart fra over for det, så står vi faktisk i en situation, hvor vi sender et signal til kommende og nuværende ministre om, at man bare kan køre løs."
 
De store nyhedsmedier synes aldrig rigtigt at have interesseret sig for den borgerlige fløjs accept, da blå blok tillod Claus Hjort Frederiksen at fortsætte til at blive finansminister. Det er stadig et åbent og kritisk spørgsmål, hvorfor TV2 og DR i sin tid lod være med at forfølge Tynells afsløringer i de almindelige tv-nyhedsudsendelser i prime time. Med det resultat, at mange borgere den dag i dag er ganske uvidende om Claus Hjorts udemokratiske adfærd. Hvorfor lod I være? Hvor længe skal vi fortsætte med at lade som om det ikke skete? Det er faktisk en udemokratisk 'dækning' af et helt afgørende public service emne. Der er ingen tvivl om, at Danmarks Radios og TV2s 'dækning' af Claus Hjorts utrolige katalog af udemokratisk adfærd er en endog væsentlig grund til, at han så let kunne fortsætte som minister. 
 
Claus Hjort Frederiksen i krydsild. Foto: Polfoto/Anthon Unger. 
 
Et demokratisk problem
Sandheden er, at vi ikke aner, hvad vi er gået glip af i relation til kritisk demokratisk oplysning om den daværende borgerlige regerings udfoldelser. For i de ti år formåede regeringen at kontrollere såvel hvilke journalister, de mødtes med som de spørgsmål, de svarede på. Og den grundlæggende logik med hensyn til løgne og fortielser er som bekendt, at den ene løgn kræver endnu flere. Løkkes regeringsførelse tvang dem givetvis ud i stadig mere kontrol og manipulation.
 
Men tilbage til Venstres tilgang til medier og journalister. For den mest magtfulde og problematiske måde at manipulere på handler netop om at sørge for, at der slet ikke er noget at kunne afsløre. Hvordan kan et politisk parti som Venstre sørge for det? Ja, de kan lægge pres på medier og journalister og nægte at svare på andre spørgsmål, end dem som de selv ønsker at svare på. Presset kan så bestå i, at partiets folk simpelthen nægter at stille op til interviews. Hvis journalisten ikke accepterer denne ’aftale’, så har hun (meget) mere vanskeligt at arbejde med området. Der er ingen tvivl om, at dette var en meget brugt metode fra Venstres side da de sad i regering. Det var netop for at udstille denne problematik, at DRs nyhedschef Ulrik Haagerup i 2010 besluttede at vise det senere så omdiskuterede klip med en yderst ophidset Bertel Haarder, der gik endog meget hårdt til en journalist. Haarder var også på dette tidspunkt minister, og klippet hvor han angriber journalisten for at stille spørgsmål, som Haarder ikke var forberedt på, udstiller bedre end noget andet, hvad det er for et pres, magtfulde politikere kan udøve. Selvom det vel ikke rigtigt lykkedes for Danmarks Radio at komme igennem medielandskabet med denne pointe, så var det ikke desto mindre Haagerups eksplicitte begrundelse for at vise klippet, at det skulle illustrere det pres, som medier og journalister er underlagt fra politikernes side.
 
Klippet viser da også klart, at journalisten der skal samarbejde med den daværende regering ikke er fri til at oplyse men er underlagt ministerens ønsker om, hvad der skal tales om. Haarders trussel om ikke at ville tale med journalisten i fremtiden, samt journalistens vedholdende bestræbelse på at redde et fortsat samarbejde med en rasende minister viste, at regeringen anså det for helt legitimt at kontrollere journalisten. Men da det er vanskeligt for ikke at sige umuligt at forestille sig, at DR med en særlig public service forpligtelse ikke interviewer regeringens ministre, er de praktisk talt nødt til at ’samarbejde’ på disse præmisser.
 
Her en mere rollig Bertel Haarder. Se klippet med en ophidset Bertel. Foto: Polfoto/ Berit Hvassum. 
 
Episoden illustrerer det afgørende politisk-journalistiske demokratiske problem, at den siddende regering arbejdede ud fra den demokratiske vildfarelse, at det er ministre og spindoktorer, der afgør, hvad der skal tales om, når de mødes med journalister. Der er tale om en uhyrlig demokratisk vildfarelse, som Venstre dengang tog for givet. Vildfarelsens utvivlsomme karakter forklarer Haarders raseri. Mens det er regeringens magtmisbrug, der forklarer journalisters nærmest tvungne medvirken i problemet.
 
Fri presse
Alligevel indeholder episoden en journalistisk selvkritik. For den illustrerer det generelle som et ’samarbejde’ mellem politiker, spindoktor og journalist ud fra et fast censurerende arbejdsmønster. Journalisten forsvarer sig over for Haarder med, at han faktisk havde levet op til de uformelle regler og havde aftalt alle spørgsmål med Haarders spindoktor inden mødet. Problemet var blot, at Haarder i dette tilfælde ikke var forberedt på de aftalte spørgsmål. Den fejl formentlig kombineret med træthed gjorde, at kæden hoppede af i det normalt intimt aftalte samarbejde mellem politiker og journalist. Klippet er ikke et kønt syn. Ikke så meget, fordi Haarder eksploderer men langt mere fordi det viser, hvordan journalisten går til ministeren med spørgsmål, han på forhånd har aftalt med ministerens spindoktor. Klippet udstiller en dyb afhængighed, der er det logiske resultat af den daværende regerings tvangsmæssige magtudøvelse over for journalister. Episoden illustrerer derfor også journalistens afmagt, hvor han selv i et urimeligt verbalt overfald er nødt til at gøre ministeren tilfreds for at bevare håbet om at kunne opretholde samarbejdet fremover. Spillet blotlægges fuldstændig, da journalisten appellerer til den forurettede minister med, at han faktisk havde levet op til spillereglerne med aftalte spørgsmål mv. Kort sagt: Løkkes regering kontrollerede det journalistiske arbejde på DR.
 
Når en minister truer med at opsige samarbejdet, når han stilles kritiske spørgsmål, så ser vi samarbejdspræmisser, der ikke er et demokrati værdigt. ’Samarbejdets’ karakter betød, at journalisterne var kontrolleret i en grad, så de kun kunne stille de spørgsmål, som minister og spindoktor ville acceptere. Hvis de ikke gik med til det, så var der intet interview. Dermed var alle kritiske spørgsmål mere eller mindre systematisk og magtfuldt udelukket. Derfor må man forstå DR's visning af episoden som et vigtigt demokratisk nødråb. Det yder derfor ikke problematikken retfærdighed, hvis man nøjes med at kritisere journalisterne for at acceptere disse illegitime ’spilleregler’. På den måde overmales problemets magtfulde rod, nemlig den illegitime magtudfoldelse som regeringen benyttede i kontrollen af pressen. Der var og er tale om en form for magtmisbrug, som reelt betød, at vi ikke havde en fri presse under Løkkes sidste regering. Den daværende Venstreregerings magtfuldkommenhed havde simpelthen skabt historisk uholdbare ’samarbejdsaftaler’, der reelt umuliggjorde uafhængig politisk journalistik helt ind i det licensbaserede og uafhængige DR. Regeringen udnyttede kort sagt sin magt til at reducere DR’s public service forpligtelse til et spørgsmål om at være talerør for den siddende regering. Sådan nærmest i Nordkoreansk stil. Hvis Kim Il Jong og hans nærmeste medarbejdere havde besøgt Løkkes regering i sin tid, så ville de have bifaldt, hvordan regeringen sørgede for, at journalisterne rettede alt ind, så det præsenteredes så fint som muligt.
 
Medierne i lommen på Løkke?
Nu har jeg nævnt en række eksempler på ledende Venstre folk, der lyver, truer og kontrollerer medier mv. og som reagerer nærmest uciviliseret, hvis en journalist stiller andre kritiske spørgsmål. Vi ser et mønster, hvor Venstre konsekvent og magtfuldt sørger for at begrænse al kritisk oplysning om Venstre. Og det er i øvrigt også tidligere lykkedes for Løkke at få slettet et indslag på TV2, hvor han blev rasende. I et andet tilfælde hvor Løkke blev rasende på en journalist på Deadline, der stillede nogle kritiske spørgsmål, blev den pågældende journalist Anja Bo på mistænkelig vis - i hvert fald set udefra - fyret få måneder efter. Tilsvarende er det et åbent spørgsmål, hvorfor DR valgte at fyre Niels Lindvig, en af de absolut største journalistiske kapaciteter i landet, hvis det da ikke også handlede om en rent højredrejet politisk motiveret fyring.
 
Det seneste eksempel med Lars Løkkes raserianfald mod visse kritiske spørgsmål på TV2 er derfor helt symptomatisk for Venstres magtfuldkommenhed over for pressen. Og dermed borgerne. Eksemplet viser – igen - i hvor høj grad Venstre har fået indflydelse på medierne, især TV2. Igen lykkedes det Løkke at få TV2 til at undlade at stille ham visse kritiske spørgsmål og (igen) efterfølgende at få dem til at slette den fil, der viser det raserianfald, der medførte, at TV2 undlod at stille ham spørgsmålene. Ligesom i Nordkorea er den kritiske nutid på TV2 den dag med kritiske spørgsmål til Løkke simpelthen slettet. Der er ikke nogen optagelse af det skete. Det skete ikke. Selvom det skete. Tiden den dag på TV2 er blevet slettet. De danske borgere ville aldrig have haft mulighed for at forstå, at de var blevet snydt ift. de spørgsmål, som seerne havde bedt om svar på, men som aldrig blev stillet. Ligesom de aldrig ville have hørt om Løkkes raseriudbrud, hvis ikke andre medier havde ageret anderledes kritisk og oplysende end TV2.
 
Alligevel går TV2s nyhedschef Michael Dyrby ud efter den seneste skandale og forklarer, at det var en fejl at slette spørgsmålene og filen med Løkke, samtidig med at han på helt fantastisk vis erklærer, at TV2 ikke har mistet troværdighed. TV2 er sandelig underholdende. Men sagen udstiller på alvorlig vis den indflydelse, Venstre har på TV2, når det gælder om at præsentere partiet Venstre finest muligt, sådan ’North Corean Style’. Jeg skal ikke gå ind på de mulige sager, hvor TV2 kan have haft til formål at stille Venstres politiske modstandere i et dårligt lys. Ej heller de udsendelser TV2 har bragt i valgkampen, der bogstaveligt talt synes at være som skabt til at føre Venstres politik finest muligt frem.
 
TV2s nyhedschef Michael Dyrby mener ikke, at TV2 har mistet sin troværdighed men at man leverer kritisk journalistik. Foto: Polfoto/ Simon Høgsberg.
 
TV2 rekrutterer venstre-folk
I stedet skal jeg gå direkte til problemets rod og fokusere på et forhold af helt principiel kritisabel karakter, ikke mindst, da der er tale om en delvist licensfinansieret tv-kanal. For det er oplagt ikke nogen tilfældighed, at Løkke i så høj grad kunne påvirke netop TV2s redaktionelle beslutningsproces. Man behøver blot at søge på Michael Dyrby, TV2s nyhedschefs navn på Wikipedia for at se, at man målrettet har arbejdet på at ansætte stærkt ’Venstre-orienterede’ folk på de afgørende positioner på TV2. Dyrby er som bekendt navnet på den chef på TV2, der både gik med til at undlade de kritiske spørgsmål og senere tog beslutningen om at slette filen med Løkkes raseriudbrud. Her en kort opsummering af indholdet på Wikipedia under navnet Michael Dyrby:
 
”(…) Allerede i 1991 blev han [Michael Dyrby] ansat på TV 2/Østjylland, hvor han blev redaktionschef og souschef. I 1994 blev han ansat på TV 2 Nyhederne som redaktionssekretær, siden blev han redaktionschef og var fra 1997 til 2003 souschef. Han var bl.a. med til opbygge TV 2's morgenflade, Go' morgen Danmark og Morgennyhederne i 1996. I 2002 blev han konstitueret i stillingen som nyhedschef, da Jens Gaardbo forlod TV 2. Michael Dyrby blev udnævnt til nyhedschef i januar 2003. Siden maj 2010 har han været nyhedsdirektør og medlem af TV 2's direktion. Frem til Jacob Nybroes udnævnelse til nyhedschef i august samme år bestred han begge stillinger.
 
Michael Dyrby har ansat Ulla Østergaard som politisk redaktør på TV2 News. Ulla Østergaard er tidligere personlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen og gift med Peter Arnfeldt. Peter Arnfeldt er tidligere personlig rådgiver for tidligere skatteminister, Troels Lund Poulsen fra Venstre. Michael Dyrby har ligeledes ansat Henrik Quortrup som politisk reporter/redaktør. Henrik Qvortrup har en fortid som personlig rådgiver for tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen fra Venstre. Michael Dyrby har ansat Anders Langballe som politisk reporter/redaktør. Anders Langballe har en fortid som landskasserer og fremtrædende medlem af Venstres Ungdom.”
 
Alene af denne halvside på Wikipedia om Dyrby fremgår det, at TV2 i de forløbne år systematisk har rekrutteret stærkt profilerede Venstre-folk til nøglepositioner i TV2s politiske nyhedsformidling. At der er tale om en oplysningsnedbrydende og fordummende strategi, der bør give anledning til hævede øjenbryn uanset ens politiske observans, generer åbenbart ikke Venstre, der synes at leve efter parolen: Det er langt vigtigere at få ret end at have ret. Det generer åbenbart heller ikke ledelsen på TV2. Men det er dybt problematisk og udemokratisk. Om ikke andet så fordi vi lever i et demokrati, hvor borgerne har ret til fri oplysning og frie valg. Og det er altså ensbetydende med en frit oplyst virkelighed, der en betingelse for oplyste valg om alt fra viden om fødevarer og fordele og ulemper ved organisering af private versus offentlige sygehuse til valg af politiske kandidater.
 
Desuden er det i sidste ende umuligt at skabe en fornuftig samfundsudvikling, hvis den politiske oplysning kontrolleres af ideologisk ukritiske manipulatorer. Se blot på Nordkoreas politiske udvikling. Når et væsentligt medie som TV2 systematisk reducerer og skævvrider oplysningen af bestemte sociale forhold og/eller politikere, så undergraver de borgernes frihed. Mere kritisk kan man sige, at TV2 og Venstres (baglands) strategi med at besætte ledende poster i samfundet med folk med bestemt politisk-ideologisk observans, så man kan styre folks viden og oplysning, er en almindelig kendt fascistisk strategi. Ud fra en kynisk betragtning er det komisk, at TV2s adfærd og rekrutteringsmønster så let lader sig optrevle. Måske viser det både, hvor lidt intelligente og magtfuldkomne både Venstre og TV2 er, når de så åbenlyst rekrutterer kendte Venstre-folk, der umiddelbart kan genkendes på en enkel søgning på Wikipedia.
 
En sort dag for demokratiet 
Det påtrængende spørgsmål er derfor, om der mon er nogen… i dette land, der har fantasi til at forestille sig, hvor langt Venstre vil gå i deres kontrol med og manipulation af medierne, hvis de vinder valget? Det er måske et af de mest afgørende spørgsmål for dagens valg. Også fordi der under alle omstændigheder er grund til at antage, at Venstres og Venstres baglands magt over de danske medier vil øges i de kommende år. I et medielandskab hvor ’tænketanken’ CEPOS og en finansiel stærk aktør som Saxo Bank trænger sig mere og mere på med diverse former for politisk propaganda. Og det i en verden, hvor medierne i andre lande har vist sig at kunne udvikle sig til det hæmningsløst korrupte. Men man behøver ikke nøjes med at gisne om, hvad der kan ske i det danske medielandskab de næste fire år, hvis Venstre får regeringsmagten. De slap afsted med meget lidt demokratiske metoder sidst, de sad i regering. Siden har de solidt infiltreret sig i TV2. Og det er de samme folk, der sidder i partiledelsen i dag. Der er ingen grund til at tro, at de vil arbejde mere demokratisk denne gang. Slet ikke…
 
Så vil man indvende, at denne artikel er et partsindlæg mod Venstre. Det er ikke sandt. Der er tale om objektiv oplysning til borgerne om kritiske forhold i deres samfund – om vores licensbaserede pulic service tv-kanaler, særligt TV2 og om den moralske habitus hos ledelsen i et ledende politisk parti. Alle påstande i teksten kan tjekkes. Hvem synes, at den danske befolkning kan være tjent med at undertrykke sådanne kritisk fakta? Har folk ikke krav på at vide sådanne ting? Inden de stemmer? Kan Venstre ikke holde til at blive oplyst? Sandheden er stik modsat, at hvis oplysningerne her ikke støttes i at blive trykt, politiserer man ved at undertrykke vigtige sandheder om TV2 og Venstre. Alle journalister bør under alle omstændigheder arbejde på at oplyse og punktere Venstres barnagtige luftkastel om at ville bestemme, hvad de skal spørges om og hvordan. Det er af afgørende vigtighed for vort fremtidige demokrati og for at kunne bevare muligheden for at bedrive fri, seriøs og uafhængig journalistik.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Giv din stemme

145 stemmer
4,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Kursus

Boost dine budskaber med infografik

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Kursus

Boost dine budskaber med infografik

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Job

Communications Internship

Frist: 31. august

Kommunikationskonsulent

Frist: 25. august kl. 12.00

Afdelingschef

Frist: 8. september
Se alle job Indryk job

Kom til K-dag

Brug Snapchat strategisk og engager dine brugere

7. september

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.