Lars Jørgensen


Lars Jørgensen

Lars Jørgensen

Karma: 165 (?)

Forfatter:

5


artikler

4


indlæg

Neoliberalismen i dagens Danmark
“Every time I hear a political speech or I read those of our leaders, I am horrified at having, for years, heard nothing which sounded human. It is always the same words telling the same lies. And the fact that people accept this, that the people’s anger has not destroyed these hollow clowns, strikes me as proof that most people attribute no importance to the way they are governed; that they gamble – yes, gamble – with a whole part of their life and their so called 'vital interests.” Albert Camus
 
Vi har en situation i Danmark i dag, hvor den praktiserede politiske filosofi på tværs af de politiske partier mere og mere synes inspireret af Thatchers og Reagans neoliberalistiske mål om en total destruktion af velfærdsstaten. Dansk Folkeparti får megen plads i overskrifterne. Men de står blot for den mest tydeligvis grimme politik, når de stille blåstempler den danske politiske neoliberale slagtning af velfærdsstaten og ikke tager ansvar for noget som helst - altså bortset fra at tryne flygtninge og indvandrere. Mere (moralsk) begavede folk burde gå ind i politik og gøre politikerne magten stridig. I alle partier.
 
En af de afgørende årsager til, at nazismen fik så let spil i Tyskland var, at praktisk talt alle folk med 'forstand på videnskab og kultur' betragtede politik som under deres værdighed. Og jo dummere politikken blev jo mindre fik fornuftige folk naturligvis lyst til at deltage. Mens de få fornuftige der forsøgte at komme til velsagtens blev fuldstændig trynet af de mange mindre fornuftige.
 
Man kan sige, at man først er rigtig moderne i den historiske forstand, når man erkender, at politik er det vigtigste, der findes i verden. For det er i politik, vi afgør rammerne for vores samfund, kultur, erhvervsliv, velfærdsstat og sociale liv samt vores børns fælles fremtid. Hvis man ikke synes, at politik er en vigtig og fin metier, så er man oplagt ikke den skarpeste kniv i skuffen. 
 
Tænk så på at Joachim B. OIsen i dag er en af de mest profilerede danske politikere med en enorm eksponering i medierne. Jeg plejer at sige til mine studerende, at de fleste børn i 3. klasse, med blot lidt voksen støtte, udviser markant større social forståelse. Her kan man retfærdigvis indvende, at Olsen er skidt hjulpet, når det gælder fornuftig voksen-støtte i sit parti. Men det ændrer ikke på, at intet seriøst menneske burde tage Olsens ubehjælpelige syn på samfundet alvorligt. Desværre er det et faktum, at langt de fleste politikere samt alle medier og journalister tager Olsens argumenter alvorligt, som var de fornuftige, værdifulde og værd at overveje i relation til (fremtidens) politiske beslutninger.
 
Hvordan kan vi forstå baggrunden for Joachim B. Olsens succes? Ja, vi kan være ret sikre på, at hverken Olsen, andre politikere eller journalister vil kunne forklare det. Thi de ikke vide, hvad de gøre. Men det er faktisk let at forklare. Udover mediernes og de mange politikeres hooliganisme omkring Olsens talen velfærdsstaten ned, så er det ganske givet rigeligt at være en tumpe uden mindste viden om samfund, mennesker og velfærdsstat for at kunne argumentere for neoliberalismens minimalstat og for undergravelsen af de rettigheder og institutioner, som er bygget op gennem tiden for at kunne tage hensyn til forskellige mennesker, herunder støtte og hjælpe dem til en fornuftig tilværelse.
 
Man kan sammenligne de danske mediers medløb og ukritiske understøttelse af Olsen som en fornuftig politiker med de amerikanske korporative mediers understøttelse af Donald Trumps valgkamp i USA. En analyse er nået frem til, at Trump har modtaget gratis medie-coverage for omkring 2000 millioner dollars (2 milliarder). I begge tilfælde handler det måske om, at medierne går højt op i underholdning og skandale. Men det kan i lige så høj grad handle om, at magtfulde folk bag medierne ønsker at fremme erhvervslivets dagsorden.
 
Vores kollektive behov for hinandens fornuft og anstændighed
En helt fundamental lære fra Det Tredje Rige handler netop om, hvad der sker, når et samfund lader fornuften ryge og lader nogle relativt få ekstremistiske politikere styre tingene på uretfærdig og urimelig vis. Det er sikkert svært for mange mennesker at gennemskue, hvor slem situationen reelt er i Danmark i dag - selvom de fleste i det mindste har en fornemmelse af, at noget er helt galt. Men vi altså inde i en rigtig, rigtig skidt politisk udvikling.
 
Det sker umærkeligt, men vi er efterhånden stærkt på vej til at have ændret et grundlæggende moralsk samfund til et grundlæggende umoralsk samfund. Præcis som det skete i Tyskland, da langt hovedparten af den tyske befolkning blot kiggede på, lod jøder og andre 'udsøgte' grupper få en særlig behandling, som om de ikke var lige så meget værd som de 'normale' borgere. I dag sidder vi blot ved vores pc eller smartphones og kigger på og lader vores politikere træde på udsatte mennesker, flygtninge og andre 'fremmede'. Mens medierne i høj grad hjælper med at udstille og træde på folk, der på forskellig vis synes 'svage'.
 
Vi er ved at lade umoralske politikere og elendige medier med inkompetente og uansvarlige journalister ødelægge vores samfund. Ligesom tyskerne engang lod en gal og målrettet nazistisk minoritet med en stærk propagandamaskine køre landet i en afsindig retning. Den mest kritiske pointe er lige så himmelråbende oplagt som den er subtil, nemlig at den stadig mere socialt uretfærdige, diskrimerende og menneskefjendsk politik ender med at infiltrere hele samfundet og gå ud over alle. Det bliver stadig vanskeligere at ændre politikken tilbage i en fornuftig retning. Den pointe er mest berømt formuleret af den vise moralske præst Niemüller, som Gestapo arresterede i 1937 og sendte i koncentrationslejr i 1938:
 
"Først kom de for at tage kommunisterne, men jeg protesterede ikke, jeg var jo ikke kommunist.
Da de kom for at arrestere fagforeningsmændene, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke fagforeningsmand.
Da de spærrede socialisterne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke socialist.
Da de spærrede jøderne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke jøde.
Da de kom efter mig, var der ikke flere tilbage til at protestere."
 
I dagens Danmark kan man vel sige, at politikerne først gik efter flygtningene og indvandrerne; dernæst efter kontanthjælpsmodtagerne og folk på dagpenge; senere efter folkeskolerne og gymnasierne; samt universiteterne, akademikerne og nu også efter de studerende på SU (sådan som ’tænketanken’ DEA lige har foreslået den anden dag). De næste, der står for skud, bliver formentlig middelklassen. Vi er ved med andre ord ved at skifte samfundsform – væk fra en velfærdsstat over til en neoliberal minimalstat. Den respekt for, og de relativt fornuftige forhold som fandtes for alle de ovenfor nævnte grupper og områder står simpelthen for skud et efter et. Og vi lader det ske, fordi det jo ikke ’lige er mig’, der står for skud - nu. Men inden du får set dig omkring, så er der ingen til at forsvare dig.
 
Neoliberalismen deler neo-Darwinismens menneskesyn
For dem der ikke rigtig ’have paid attention’ omkring den politiske udvikling, kan jeg oplyse, at det er neoliberalismen, der, som tidens alment accepterede totalitære filosofi, undergraver det danske velfærdssamfund. Dette er dels sket fordi partier som Socialdemokratiet ikke alene ikke modstår men aktivt medvirker til at styrke den. Den slags socialdemokrater er langt farligere end højrefløjen, ifølge den franske sociolog Bourdieu, fordi de taler socialdemokratisk mens de reelt implementerer neoliberalisme. De bedrager befolkningen og sikkert ofte også sig selv. Men neoliberalismen har også og ikke mindst fået vind i sejlene gennem den efterhånden årelange målrettede indsats fra den patologiske ’tænketank’ CEPOS, der til stadighed systematisk arbejder på at destruere vort samfunds grundlæggende rettigheder, værdier og kollektive sociale demokratiske tænkning. Endelig må vi ikke glemme, at det hele hjælpes afgørende på vej af medier som DR, der aldrig har følt sig så moralsk gode, at de ville sætte foden ned over for CEPOS' syge projekt og derfor lige så systematisk har bidraget til at promovere CEPOS' arbejde og ideologiske budskaber som fornuft.
 
Hvis man vil vide mere om neoliberalismens grundlæggende filosofi, så er man godt hjulpet, hvis man læser Bourdieus lille tekst ’The essence of Neoliberalism’ (1998). I den lille koncise tekst kan man dels læse, hvor tåbelig og inkonsistens den neoliberale ideologi er selv på dens egne rent økonomiske præmisser, nemlig omkring den logik, der skal til for at få en stærk samfundsøkonomi. Neoliberalismen har fx ikke tanke for, at det er nødvendigt med et stærkt uddannelsessystem, hvis man skal have en stærk økonomi, der kan skabe innovation og vækst mv. Her til kommer alle de andre sociologiske undladelser såsom en stærk folkeskole, omsorgsfulde børneinstitutioner osv.
 
Neoliberalismens ideologi tilskriver, at markedet er gud og kun en en stadig mindre minimalstat er acceptabel, hvorfor alle rettigheder indenfor uddannelse og arbejdsmarked, alle økonomiske og sociale rettigheder og muligheder for støtte osv. må skæres bort. Og det arbejdes der så på, så systematisk det kan gøres gennem forskellige forlig. Fx med brilliante Corydonske new speak logikker om, at man må skære i velfærdsstaten for at kunne bevare den osv. 
 
I den omtalte tekst forklarer Bourdieu den yderste konsekvens af projektets individualiserende logik og skæren helt ind til stats-benet, hvor borgerens relation til staten ender som et afpillet skelet - uden støtte og rettigheder til et anstændigt liv. Det er ikke svært at forstå. Når man forstår Bourdieus pointe, at neoliberalismen konsekvent vil nedbryde alle kollektive strukturer først og fremmest fagforeningerne mv. - civilisationsbærende institutioner som Norbert Elias ville kalde dem - så ender man naturligvis til sidst med en Darwinistisk social jungle, hvor alle er pressede og frygtsomme, og hvor alle vil kæmpe mod alle uden evne til at stå sammen mod et socialt system, der, frem for at støtte alle borgere, helt systematisk ødelægger livet for alle borgere:
 
“In this way, a Darwinian world emerges - it is the struggle of all against all at all levels of the hierarchy, which finds support through everyone clinging to their job and organisation under conditions of insecurity, suffering, and stress. Without a doubt, the practical establishment of this world of struggle would not succeed so completely without the complicity of all of the precarious arrangements that produce insecurity and of the existence of a reserve army of employees rendered docile by these social processes that make their situations precarious, as well as by the permanent threat of unemployment.
 
This reserve army exists at all levels of the hierarchy, even at the higher levels, especially among managers. The ultimate foundation of this entire economic order placed under the sign of freedom is in effect the structural violence of unemployment, of the insecurity of job tenure and the menace of layoff that it implies. The condition of the “harmonious” functioning of the individualist micro-economic model is a mass phenomenon, the existence of a reserve army of the unemployed.” https://mondediplo.com/1998/12/08bourdieu
 
Neoliberalismens deler nazismens filosofi: Foragt for svaghed
Den norske filosof Harald Ofstadt når i et omfattende seriøst studie frem til, at kernen i den nazistiske filosofi er en udbredt 'foragt for svaghed'. Hans pointe er, at der er tale om en filosofi, der findes i et vist omfang i alle samfund, og som derfor altid vil kunne brede sig og ende med at dominere. I nazismens filosofi må enhver ide om menneskelig lighed undertrykkes. Ligesom fx både kristendommens lære og socialismens tankegang blev undertrykt i nazitiden. Det er logisk, da de står fast på, at alle mennesker er lige meget værd. I øvrigt det samme stoiske princip som var afgørende for the founding fathers af den amerikanske forfatning samt for Jesus og Sokrates. 
 
Her kommer vi til en yderligere aktuel magtfuld pointe, som George Orwell blev berømt på at udbrede, nemlig at ord kan bruges til at manipulere hele befolkninger med. Nazisterne kunne simpelthen (efterhånden) vende ordene på hovedet, så de betød det stik modsatte og havde stik modsat effekt og slippe afsted med det. Det var som bekendt i den forbindelse, at filologen Klemperer udtalte, at ord er giftige. Hvis man vil bekæmpe nazismen, er man nødt til at tage ord dybt alvorlige og sørge for, at de er sande. Både ens egne og andres.
 
Der er i allerhøjested grad tale om en aktuel pointe med både ord, moral og kristendom. Tænk blot på da Marie Krarup fra Dansk Folkeparti og mange andre på den politiske højrefløj var ude med en stærk kritik af 'de gode', der 'flasher deres godhed', når de deler på sociale medier, at de har hjulpet flygtninge. Marie Krarup er som bekendt datter af præst og tidligere folketingsmedlem Søren Krarup. Og det er derfor ganske illustrativt, når hun vender Jesus og kristendommen på hovedet. Kritik af folk, der gør gode gerninger (mod fremmede) og står ved det, er stik imod Jesus og kristendommens budskab og kan dårligt være mere falsk, umoralsk og farlig. Jesus Kristus:
 
"I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene." (Matt 5,14-16) (Tak Peter Tudvad)
 
Men vi kan naturligvis, desværre finde utallige eksempler på giftig Orwelliansk new speak i dagens samfund herunder fx tidligere beskæftigelsesminister (nu finansminister) Claus Hjorts projekt med at få syge i arbejde. Hvor Claus Hjort simpelthen manipulerede forskningen på området og fik det til at fremstå således, at forskningen angiveligt viste, at man blev hurtigere rask, hvis man blev sendt i arbejde, når man var syg. Også det dirty trick har langt mere end blot den sproglige vending til fælles med nazismens omgang med ord. Det handler om vort samfunds efterhånden stadig mere vanvittige menneskesyn og -behandling. 
 
Holocaust-mindesmærker dækker over den enkeltes ansvar
I dag er der mange steder i Tyskland små mindesmærker, der minder nye generationer om tyskernes massive moralske og politiske svigt. Alle de små mindesmærker skal minde om, at nazisterne udelukkende kunne slippe afsted med deres projekter og misgerninger, fordi det store flertal af fornuftige tyskere kiggede på og lod det ske. Hvis vi ikke snart får sat foden ned, hvor mange af den slags mindemærker, vil kommende generationer så skulle kigge på?
 
Men tag ikke fejl de små mindesmærker er langt vigtigere, end man kan man forledes til at tro. Ifølge den tyske sociolog Wolf Lepenies bør det ikke så meget være Holocaust og andre momumentale misgerninger, som tyskerne tænker tilbage på med størst skam, men derimod alle de almindelige tyske borgeres udbredte apati og stiltiende accept af nazisternes utallige daglige misgerninger mod jøder og andre udsøgte medborgere. Lepenies forklarer os, hvad forfattere som Grass og Klemperer (men også den tyske socialdemokrat Willy Brandt) var smerteligt bevidste om både før, under og efter krigen nemlig de utallige tyske borgeres 'små' amoralske handlingers sammenlagte monumentale betydning.
 
Den i dag så kendte 'monumentale erindringspolitik' med holocaust monumenter osv. har været en fejl, ifølge Lepenies. Idet man på den måde har æstetiseret naziforbrydelserne, så de nærmest er blevet gjort (moralsk) uforståelige. De store misgerninger symboliseret ved store mindesmærker har paradoksalt gjort det vanskeligt at forstå den vigtigste lære fra nazitiden, nemlig at de største forbrydelser kun kunne ske qua de utallige enkelte borgeres utallige svigt i forhold til at tage ansvar og handle anstændigt. Med et fokus på en enorm kollektiv tysk skyld og skam for nazitidens forbrydelser forleder de til at overse, at det var hver enkelt lille borgers ansvar for det store og hele, der var det afgørende. Og som man burde lære af.
 
Her er vi ved det enkelte menneskes ansvar. Selvom det er vores folkevalgte politkere og elendige medier, der går forrest, så har vi alle sammen et ansvar. Idet det er vores kollektive handlinger lagt sammen, alle vores rigtige eller forkerte ord og handlinger der til sammen bliver afgørende. Vi har alle et ansvar for hinanden og andre i hver eneste situation i dagligdagen, som Løgstrup tænkte det.
 
Det enkelte menneskes ansvar er naturligvis også relateret til folk med magt. Her finder vi den lige så universelle pointe, at magt og ansvar følges ad: Med enhver magtposition følger et tilsvarende ansvar. Enhver politiker og journalist har et ansvar for at tænke over de ting, som de gør og de ord de bruger - for ikke at tale om den politik, som de går med til at gennemføre. I dag har journalister et særligt stort politisk ansvar for at tænke moralsk og handle anstændigt, idet de med dækninger og ordvalg så let kan legitimere eller delegitimere den umoralske og menneskefjendske politik, vi er blevet alt for vante til at acceptere i afmagt. Endelig og ikke mindst er det på høje tid, at almindelige borgere konfronterer politikere og journalister med deres ord og handlinger.
 
Tænk på dagligdagens små ord og handlinger
Ifølge Lepenies' er den mest grundlæggende lære af nazitiden, at et samfunds menneskelige anstændighed opretholdes af almindelige mennesker. I det perspektiv er det klart, at de mange mennesker, danskere og europæere, der i dag hjælper fattige, flygtninge og indvandrere og opfordrer andre til at gøre det samme herunder fx den svenske regering alle arbejder på det mest legitime etiske grundlag, som er menneskelig anstændighed. Nedenfor nogle centrale citater fra bogen "The Seduction of Culture in German History":
 
"Reading Klemperer's diaries one could argue indeed, with the term Hannah Arendt used, that the core moral problem of German history in the twentieth century was not the momumentality of the Nazi crimes, but the everyday banality with which ordinary citizens abandoned decency.
 
For its remembrance and representation, this banality requires above all precision - and least of all monumentality. In this respect, Walser and Grass were of the same opinion. 'The Diary of a Snail', Grass' diary while campaigning for [Social Democrat] Willy Brandt, had to be read as a document of the newly won normality of German politics.(...) For Grass, remembering the Holocaust did not so much mean remembering a big state-ordered crime as mourning the daily loss of decency by ordinary citizens under a dictatorial regime."
 
"The first to understand the importance and the far-reaching impact of these diaries was Martin Walser, who read Klemperer's manuscripts and made sure that they were published." (Page 207-8)
 
Knud Lindholm Lau har oversat Victor Klemperers bog til Dansk. Se her http://www.klemperer.dk/

Giv din stemme

99 stemmer
4,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Netværk

Kommunikatører

Gruppen er udsolgt - venteliste

Se alle Læs mere

Job

Senior Manager

Frist: As soon as possible

Kommunikationskonsulent

Frist: 7. januar

Kommunikationsmedarbejder

Frist: 8. januar kl. 12.00
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Kom til K-dag om Facebook

Lær, hvordan du får mere ud af din indsats på Facebook

8. februar

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.