Teamkoordinator

Teknik- og Miljøforvaltningen
Teknik- og Miljøforvaltningen
Teamkoordinator til Trafiktårnet
Vil du være med til at hjælpe københavnere og pendlere hurtigt gennem byen med præcis og rettidig trafikinformation? Vi søger en erfaren kommunikator og koordinator, der kan være med til at sikre god information til trafikanter i København, og bidrage til kommunens mål om mindre trængsel og bedre fremkommelighed for alle typer af trafikanter.
Ansvar og udfordringer
Du bliver koordinator og daglig faglig leder af et team på tre dygtige trafikrådgivere. Trafikinformationsteamets opgave er at indsamle, vurdere, strukturere og formidle den rette trafikinformation til brugerne af Københavns Kommunes veje. Teamet er placeret i det nye Trafiktårn på Kalvebod Brygge, hvorfra de via den nyeste teknologi overvåger den aktuelle trafik og kommunikerer om både planlagte og akutte hændelser på vejnettet via Trafikken Hovedstadens app og twitter. Det sker i tæt samarbejde med Vejdirektoratet og P4 Trafik, der også er placeret i Trafiktårnet.

Arbejdsopgaver
Som teamleder er det afgørende, at du både kan holde det store overblik over, hvad der er i gang i byen, og hvordan det indbyrdes kan påvirke hinanden, og samtidig har blik for de helt små detaljer, som nogle gange kan gøre hele forskellen. Du vil have en løbende driftsopgave med at optimere og udvikle kvaliteten af den daglige trafikinformation i forhold til form, indhold og valg af kanal. Samtidig skal du indgå i den fælles redaktion med Vejdirektoratet, som koordinerer og udvælger fælles indsatser på trafikinformationsområdet, herunder udvikling og markedsføring af de fælles kanaler under navnet Trafikken Hovedstaden. 

Du vil fungere som forbindelsesled mellem Trafiktårnsamarbejdet og Teknik- og Miljøforvaltningen, herunder have et tæt samarbejde med forvaltningens kommunikationsafdeling. Endelig vil du få en væsentlig rolle i den forestående implementering af det nye trafikledelsessystem MobiMaestro, som vil give en række nye muligheder for overvågning og validering af trafikken i realtid - og på sigt også konkrete muligheder for at gribe direkte ind i trafikafviklingen via trafiksignalerne.

Kompetencer
Vi forventer, at du er kommunikationsuddannet, journalist eller har lignende baggrund, og har minimum fem års dokumenteret arbejdserfaring, som gerne må omfatte pressearbejde og nye kanaler som sociale medier og apps. Det er en klar fordel, hvis du har erfaring fra transport- eller trafiksektoren og har en vis teknisk forståelse og interesse.

Væsentligst er, at du har flair og interesse for at kommunikere direkte til trafikanter og borgere i København og besidder evnen til at manøvrere i en politisk styret organisation og i krydsfeltet mellem samarbejdspartnere med forskellige interesser. Du har en skarp pen, kan prioritere og nyder at arbejde i et til tider hektisk miljø. Du kan begejstres ved både den tilbagevendende dagligdags opgave, og har evne til at arbejde strategisk med kommunikation, kanaler og kan formidle fakta på en levende, præcis og vedkommende måde. Du har talent for at gå forrest og arbejde struktureret med teamets udvikling.

Vi tilbyder
Vi tilbyder et udfordrende job, hvor ambitioner og målsætninger er store. Du får mulighed for at sætte dit fingeraftryk på den københavnske trafik og bidrage til at gøre København til en endnu bedre by at bo i. Du får desuden engagerede kolleger og gode muligheder for kompetenceudvikling.

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst, afhængigt af dine kvalifikationer og efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation. Der kan være tale om en ansættelse som specialkonsulent. Stillingen er med tiltrædelse 1. august. Vi forventer at der afholdes samtaler i uge 23 og 24.

Trafikinformationsteamet hører til Teknik- og Miljøforvaltningens Trafikenhed, som er placeret i Njalsgade på Islands Brygge og i Trafiktårnet på Kalvebod Brygge. Tjenestestedet er Trafiktårnet.

Yderligere information
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte enhedschef Mikkel Balskilde Hansen på 2940 8758. Du kan også læse mere om Københavns Kommune og Teknik- og Miljøforvaltningen på http://www.kk.dk og www.kk.dk/tmf.

Søg stillingen via nedenstående link senest mandag den 29. maj 2017.

Om Teknik- og Miljøforvaltningen
Forvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv, blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Teknik- og Miljøforvaltningen, der står for renholdelsen, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker, foretager parkeringskontrol og driver de københavnske kirkegårde. Vi beskæftiger ca. 2.200 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 4 mia. kr.

Københavns Kommune ser mangfoldighed som en ressource og værdsætter, at medarbejderne hver især bidrager med deres særlige baggrund, personlighed og evner.

Ansøgning skal sendes igennem dette link.
 
Skriv venligst i din ansøgning, at du har set annoncen på Kforum

Frist: 29. maj

Info

Virksomhed
Teknik- og Miljøforvaltningen
Stillingsbetegnelse
Teamkoordinator
Kontakt
Mikkel Balskilde Hansen

Telefon: 2940 8758
Website
Indrykningsdato
17-05-2017
Ansøgningsfrist
29-05-2017
Adresse
Teknik- og Miljøforvaltningen
Njalsgade 13
2300 København S

Yderligere info

Få nyhedsbrev

Kom til K-dag om Facebook

Lær Facebooks vigtigste og nyeste funktioner

29. august

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.