Nettet er anarkistisk i sit væsen med dets demokratiserede og decentraliserede kommunikationsstrukturer. Disse strukturer er på vej til at blive kommercialiseret på en måde, vi ikke har set før, og kombinationen af det anarkistiske og det økonomiske aspekt vil revolutionere vores måde at lave forretning på. Velkommen til Anarconomy!
For en del år siden, mens forfatteren til denne artikel surfede på internettet, faldt han over en tekst, som han syntes var en rigtig god beskrivelse af det 21. århundredes netværkssamfund. Et uddrag lyder sådan her:
”I et samfund udviklet i denne retning vil de frivillige foreninger, der allerede nu er begyndt at dække alle områder af menneskelig aktivitet, få endnu større udstrækning […] De vil repræsentere et sammenflettet netværk bestående af en uendelig variation af grupper og føderationer af alle mulige størrelser og grader, lokale, regionale, nationale og internationale, midlertidige eller mere eller mindre permanente – til alle mulige formål: produktion, forbrug og udveksling, kommunikation [og] til tilfredsstillelse af en stadigt stigende mænge af videnskabelige, kunstneriske, litterære og sociale behov.”
Det interessante ved denne tekst er at den er skrevet for hundrede år siden. Den er ikke ment som en beskrivelse af vores nuværende netværkssamfund, men som en beskrivelse af et muligt, fremtidigt samfund baseret på den politiske filosofi anarkisme. Teksten stammer fra en artikel fra 1910-udgaven af Encyclopaedia Britannica og er skrevet af Peter Kropotkin, den russiske fyrste der blev anarkismens hovedideolog.
Kernen i anarkismen er at der ikke skal være nogle centrale autoriteter med magt til at gennemtrumfe deres vilje og håndhæve monopoler. I stedet skal samfundet styres af ”frie aftaler mellem de forskellige grupper”. De russiske anarkister i starten af det 20. århundrede mente at det var nødvendigt med magt at fjerne eksisterende, magtfulde autoriteter (nærmere bestemt zarstyret) før anarkismen kunne indføres. Derfor har vi i dag et karikeret billede af anarkister som fordækte mænd, der kaster med bomber. Zarstyret blev som bekendt væltet ved den russiske revolution, men blev erstattet af en lige så magtfuld og despotisk central autoritet, nemlig det kommunistiske sovjetstyre – i øvrigt en udvikling Kropotkin advarede om.
Internettet er et anarkistisk parallelsamfund
Netværkssamfundet har mange ligheder med det anarkistiske ideal, Kropotkin skrev om. Internettet er født i det store og hele uden centrale autoriteter. Ingen ejer internettet, og alle kan lave hjemmesider uden at spørge nogen om lov først (bortset fra organisationen ICANN, der koordinerer tildelingen af domænenavne). Den centrale autoritet er erstattet af en fri aftale – TCP/IP-protokollen – som alle, der vil være på internettet, må følge. Derfor har det ikke været nødvendigt med en voldelig revolution for at skabe plads til anarkisme på internettet – internettet er inhærent anarkistisk, selvom der næppe er mange af internettets skabere (deriblandt det amerikanske militærs forskningsafdeling DARPA) der har opfattet sig som anarkister. Man kan med god ret sige at der med internettet i al fredelighed er opstået et anarkistisk parallelsamfund. Det skal ikke forstås som at alt hvad der sker på internettet, er anarkistisk – der er utallige kommercielle virksomheder og lukkede sider – men en stigende mængde viden, produkter og services gøres tilgængeligt på anarkistisk vis.
Wikipedia er nok for tiden det bedste eksempel på den anarkistiske filosofi på internettet. Wikipedia er et leksikon, men er ikke skrevet af professionelle leksikografer eller redigeret af en central redaktion. Alle kan frit skrive artikler, og alle kan frit rette i andres artikler, blot man følger reglerne for opsætning af artikler. Der er ingen økonomisk belønning for at bidrage, men til gengæld koster det heller ikke noget at bruge leksikonet. Da Wikipedia blev lanceret, var der mange der sagde at det aldrig kunne komme til at fungere. Hvem ville bidrage til det uden betaling? Hvem ville bruge det uden garanti for sandhedsværdien af opslagene? Hvordan skulle man sikre sig mod bevidst propaganda, vandalisme og misinformation? Det bedste svar på disse indvendinger er at Wikipedia rent faktisk virker. I skrivende stund indeholder online-leksikonet mere end 13 millioner artikler på snesevis af sprog, og sandhedsværdien af artiklerne er generelt god. Der er åbenbart flere mennesker der vil det gode end der vil det onde – egentlig et ret positivt udsagn om menneskers generelle godhed. Det er faktisk i høj grad manglen på central autoritet der forhindrer dem, der vil det onde, i at få magt som de har agt – igen et anarkistisk princip, der nok virker bedre på nettet end i den fysiske verden, hvor tæskehold eller advokater kan tryne folk én ad gangen.
Et andet eksempel er open source-software som operativsystemet Linux, browseren Firefox og kontorpakken OpenOffice, der er helt eller delvist udviklet af frivillig, ulønnet arbejdskraft og bliver stillet gratis til rådighed for alle. I disse tilfælde sker der en form for central redigering, men det står frit for alle at modificere softwaren som de lyster og dele deres forbedringer med andre.
En parallel til open source er open content, dvs. vidensindhold, der er gjort gratis og frit tilgængeligt. Wikipedia er et eksempel på open content, men indholdet kan også være af mere kulturel eller underholdningspræget karakter. YouTube stiller hver dag flere hundrede tusinde nye kortfilm gratis til rådighed for deres brugere, der ofte også er indholdsleverandører. Gutenberg.org giver gratis adgang til millioner af bøger, som er indtastet eller skannet af ulønnede. Der er tale om gratis produkter og tjenester, der konkurrerer med kommercielle produkter og tjenester. Det er her at økonomi kommer ind i billedet. En mængde nye bøger, tegneserier, film, musik m.m. af høj kvalitet er af deres skabere blevet gjort frit tilgængelige under licenser fra Creative Commons eller kan læses, ses eller høres gratis på skabernes egne hjemmesider.
Med open source og open content bliver ting af stor brugsværdi gjort gratis tilgængelige for alle. Selvom de ikke koster noget, er de ikke værdiløse – langt fra. Wikipedia har en brugsværdi, der er mindst lige så stor som online-udgaven af Encyclopaedia Britannica, der i skrivende stund koster £49,95 om året i abonnement. OpenOffice og Linux anses af eksperter for at være sammenlignelige i kvalitet med de kommercielle produkter Microsoft Office og Windows. Klassiske romaner af bl.a. William Shakespeare, H.G. Wells og Charles Dickens kan læses gratis på Gutenberg.org, samtidig med at traditionelle forlag prøver at sælge dem for penge, på tryk eller som e-bøger. I stigende grad får vi en vidensøkonomi, hvor mere og mere værdifuldt vidensindhold bliver gratis.
Forskellen på æbler og ideer
Liberal økonomisk teori er baseret på tanken om spredning af produkter og tjenester, hvor prisen fastsættes i en balance mellem udbud og efterspørgsel. Jo større udbud, des lavere bør prisen være, og jo større efterspørgsel, des højere bør prisen være. Adam Smith beskrev denne balance som en usynlig hånd, der styrede markedet. I praksis fungerer den usynlige hånd dog ikke altid, da det er muligt for producenter med et monopol, baseret på patent, copyright eller eneadgang til råvarer, at begrænse udbudet kunstigt og derved opnå unaturligt høje priser.
Når prisen på en produkt eller tjeneste skal være lavere, jo større udbudet er, hvad sker der så når udbudet er ubegrænset? Ifølge økonomisk teori må det betyde at prisen falder til nul – produktet eller tjenesten må blive gratis. Det er kernen i anarconomy. Vidensprodukter har i praksis ubegrænset udbud. Til forskel fra fysiske produkter kan man give viden væk og stadig beholde den. Man kan blæse og have mel i munden. Den irske forfatter George Bernard Shaw (1856-1950) udtrykte det ganske godt:
”Hvis du har et æble og jeg har et æble og vi bytter disse æbler, så vil du og jeg stadig have et æble hver. Men hvis du har en idé og jeg har en idé og vi bytter disse ideer, vil vi begge have to ideer.”
Når først et stykke viden – eller et vidensprodukt i bred forstand – er blevet digitaliseret, koster det reelt ikke noget at fremstille og distribuere flere kopier af det, kun en smule båndbredde og diskplads. Det gælder for information, software og underholdning. Traditionelt har vi været vant til at betale penge – ofte mange penge – for den slags, fordi omkostningerne ved udviklingen af produkterne skal dækkes gennem salg. Men hvis udviklingen af vidensprodukter kan ske gennem sponsorater eller frivilligt, ubetalt arbejde, er der ingen grund til at de skulle koste noget – og det gør de så heller ikke når de bliver frigivet som open source eller open content.
Forestil dig et lotteri med hundred tusind lotterisedler til ti kroner, hvor alle deltagere vinder en gevinst på en million kroner. Det burde ikke være svært at sælge de lotterisedler, vel? Det er faktisk sådan at Wikipedia og open source virker. Hvis hundred tusind mennesker hver lægger ti timers arbejde i at udvikle et vidensprodukt, får de alle sammen værdien af en million timers arbejde – omkring fem hundrede mandår. Det årr alle andre mennesker i verden også, hvis resultatet gøres frit tilgængeligt. Det er altså ikke nødvendigvis blåøjet altruisme der driver folk til at bidrage med ulønnet arbejde, det kan lige så godt være en forventning om at få tilbagebetalt sin indsats mange tusinde gange. Alle vil gerne have Wikipedia, men de fleste ved også at det kræver at rigtig mange vælger at bidrage til det. Flertallet kan køre på frihjul, men nogle må trække læsset, og der er nok der gør sig det ansvar bevidst, til at Wikipedia – og mange andre eksempler på open content og open source – virker. Det er velgørenhed, som de selv får noget ud af, i form af indhold, selvtilfredsstillelse og måske også noget status.
Traditionel økonomisk teori er også baseret på ideen om eksklusiv værdi: jo sjældnere en ting er, jo mere er den værd. Det kan være en kvalitet i sig selv at være den eneste der ejer en ting, hvad enten det er et stykke originalt kunst eller en unik ædelsten. Men mange moderne produkter har inklusiv værdi – de er mere værd, jo flere der har dem. En e-mail-konto er ikke meget værd, hvis man er den eneste i verden der har en. Et socialt netværk er mere værd, jo flere der er en del af det. Et tekstbehandlingsprogram er mere værd, jo flere der har det samme (eller et der er kompatibelt med det). Det betyder at det er i alle ejernes interesse at skaffe flere ejere – og det gør man bedst ved at forære det væk. Æbler er mest værd hvis de er sjældne – ideer er mest værd hvis de er delt af mange.
Heri ligger lidt af et økonomisk paradoks: Når man gratis kan anskaffe sig flere og flere ting af reel værdi – måske ligefrem større værdi, jo flere der anskaffer det – kommer der en større og større afstand mellem værdien af penge og værdien af ting. Man kan opnå en stigning i oplevet velstands uden at opnå en stigning i økonomisk velstand. Hvis man ved hvor man skal lede – og det er ikke svært at lære – kan man allerede i dag få opfyldt alle tænkelige videnskabelige, kunstneriske, litterære og sociale behov uden at det behøver koste en krone, og tilvæksten af gratis indhold eksploderer i disse tider. Det udfordrer kommercielle skabere af tilsvarende indhold.
Gratis, tilgængeligt og for alle
Kvalitetskravet til kommercielle produkter skærpes, når mængden af gratis kvalitetsprodukter stiger. Hvorfor vælge at betale for noget af muligvis tvivlsom kvalitet, når der findes gratis alternativer? De gratis produkter holder de kommercielle producenter på tæerne – de er nødt til hele tiden at være et skridt foran. Omvendt kan de gratis alternativer heller ikke tillade sig at halte for langt bagefter de kommercielle produkter, for så holder de op med at være reelle alternativer. Denne
gensidige udfordring er en stor fordel for brugerne, der stadigt oftere får valget mellem gedigne gratis produkter og kommercielle produkter, der – måske – er en lille smule bedre eller skarpere. Netop skarphed kan være et område, hvor kommercielle producenter kan have en fordel. Open source og open content uden central styring kan være godt til at lægge til og udvide, men det er mindre velegnet til at skære fra og strømline end topstyrede, kommercielle skabere er det. Det kan også være svært at fastholde en unik version, hvis for mange personer kan blande sig i udformningen.
Kommercielle virksomheder behøver dog ikke nødvendigvis se open source og open content som konkurrenter. Virksomheder kan selv spare meget hvis de kan bruge gratis produkter og tjenester, enten internt eller som en del af kommercielle produkter eller tjenester. For eksempel sælges de fleste internet-servere i verden med Linux og Apache – begge dele open source-software. Det gør serverne billigere og mere konkurrencedygtige. Der er også mange IT-folk der lever af at installere og servicere open source i virksomheders computere.
Væksten i gratis indhold, ofte udviklet i netværk, er en del af kernen i anarconomy. En andel del er at dette indhold – eller viden om eksistensen af det og adgangen til det, fx i form af links – ofte distribueres decentralt. Digitale produkter kopieres af brugere, der sender eller giver det til andre brugere. Ofte sker dette ulovligt i form af piratkopiering, og piratkopiering er også en del af anarconomy, om end en mørk del. Få mennesker kan prale med ikke at have en eneste piratkopieret plade, film, artikel eller andet. De føler ikke at det at kopiere noget immaterielt er det samme som at stjæle noget materielt – man fjerner det jo ikke fra dem der allerede har det, og man gør det som en vennetjeneste uden at forlange penge for det. Mere inkarnerede piratkopister ser sig ofte –berettiget eller uberettiget, oprigtigt eller falskt – som anarkistiske rebeller snarere end som forbrydere. De respekterer ikke at adgangen til indhold skal begrænses og monopoliseres gennem immaterialret, og de ’befrier’ indholdet til offentlighedens bedste, uden tanke om egen vinding og ofte med fare for retsforfølgelse (som i tilfældet med Pirate Bay). Under alle omstændigheder gælder det at decentraliseret distribution på godt og ondt er meget svær at kontrollere. Det er i praksis umuligt at forhindre piratkopiering, om end man kan slå ned på enkelte eklatante piratcentre – men det betyder også at despotiske magthavere i ikke-demokratiske lande får sværere og sværere ved at kontrollere medierne og debatten og derved holde deres borgere uvidende.
Kommercielle produkter baseret på immaterialret – copyright, patent og trademark – bliver altså udfordret af udviklingen, dels fordi der er en stigende mængde gratis alternativer til dem, og dels fordi det bliver stadigt vanskeligere at forhindre ulovlig kopiering og distribution af dem. Det fører til et dilemma. En af pointerne med immaterialret er at give mennesker og virksomheder incitament til at udvikle nye ideer og skabe innovative produkter, fordi man kan opnå et monopol på brugen af ideerne og salg af produkterne. Hvis immaterialret ikke sikrer et sådant (potentielt) profitgivende monopol, hvad skal så være incitament til nytænkning?
Universitetet er anarconomy
Immaterialret er så centralt i moderne økonomi at det kan være svært at forestille sig en verden uden. Men det er ikke umuligt. Faktisk har vi et eksempel på anarconomy – åben, decentraliseret udvikling og udveksling af vidensprodukter – der har fungeret fint i århundreder, nemlig alverdens universiteter. Universiteter har traditionelt stillet deres opdagelser frit til rådighed for alle gennem udgivelse i tidsskrifter og gratis adgang til forskningsrapporter. Denne frie og åbne udveksling var i høj grad bærende for renæssancens rivende teknologiske og sociale udvikling efter en middelalder hvor diverse lav holdt deres viden hemmelig for udenforstående. Universiteterne blev (og bliver) finansieret af nationer og rige mæcener, der kunne se en interesse i udviklingen af ny viden – ikke ulig den måde, hvorpå meget gratis indhold på internettet er finansieret af offentlig støtte og private sponsorer.
Hvis byrden omkring udvikling eller distribution af viden kan fordeles mellem mange, sådan som det er tilfældet med fx Wikipedia og Gutenberg.org, er der ikke det samme behov for økonomisk kompensation for arbejdet som der er hvis en enkelt person eller virksomhed står får det. Derfor kan man også til en vis grad overlade udvikling af ny viden og underholdning til ubetalte frivillige, der ikke er økonomisk afhængige af kompensation. Nogle kalder dette crowdsourcing. Et eksempel er Einstein@home, hvor omkring en million privatpersoner frivilligt via distributed computing stiller computerkraft til rådighed for at finde tegn på tyngdebølger i data fra astronomiske måleapparater. Derved løses en opgave, som det ville tage verdens hurtigste computer århundreder at klare.
I en fremtid uden immaterialret må professionelle i højere grad tjene penge på unikke løsninger og oplevelser – ting der ikke umiddelbart lader sig kopiere eller massefremstille. Allerede nu ser vi mange eksempler på musikere, der tillader gratis download af deres musik for at lokke flere til deres koncerter. Der er noget der tyder på at det er en valid forretningsmodel – mens salget af masseproduceret musik er faldet de senere år, er mængden af penge brugt på koncerter steget voldsomt. Et andet eksempel på en overgang fra produkt til service er de store online-computerspil, der tjener mere på månedlige abonnementer end på salg af programmet – ofte kan selve programmet downloades gratis.
Det er endnu uvist hvad der kommer til at ske i fremtiden. En af de store skismaer her i starten af det 21. århundrede er om immaterialretten skal strammes eller lettes. Uanset hvad udfaldet af skismaet bliver, vil mængden af åbent, gratis materiale utvivlsomt vokse. I nær fremtid vil den fri økonomi – anarconomy – bevæge sig ud fra internettet til den fysiske verden, så stadigt flere typer af fysiske produkter kan produceres næsten gratis. Så bliver det rigtigt spændende!
|
Klassisk kommercielt produkt |
Anarconomy |
|
Baseret på copyright/patent |
Baseret på ’copyleft’ |
|
Koster penge |
Er gratis |
|
Skaber fastholder kontrol over indhold |
Skaber slipper kontrollen med indhold |
|
Professionel, lønnet arbejdskraft |
Frivillig, ulønnet arbejdskraft |
|
Centraliseret produktion og distribution |
Decentraliseret produktion og distribution |
|
Opdateres med mellemrum |
Opdateres løbende |
|
Garantier kan gives for funktion/sikkerhed |
Ingen garantier gives for funktion/sikkerhed |
|
God til at strømline |
Middelmådig til at strømline |
|
Middelmådig til at tilføje |
God til at tilføje |
|
Kan fastholde singulær vision |
Mange 'kokke' kan mudre visionen |