Når man løber tør for reelle modargumenter, kan man altid ty til det klassiske ”ad hominem”-argument. Det bliver ofte kaldt at gå efter manden, og ikke bolden – en analogi, der måske er mere passende i denne sag end nogensinde før. I disse dage har sportsverdenen nemlig været vidne til en kommunikationsmæssig interessant retorisk tvist mellem Jesper Lynghus og Klaus Kjøller. Stridens baggrund er kort fortalt, at Jesper Lynghus har forfattet Nicklas Bendtners brev, som undskylder hans handlinger. Jeg bliver – udelukkende for min egen skyld – nødt til først at slå fast, at jeg på ingen måde forholder mig til Nicklas Bendtners sag eller hans brev. Den har jeg ingen holdninger til whatsoever. Min kommentar er udelukkende kommunikationsteoretisk og ikke sportslig.
Den egentlige beef mellem Lynghus og Kjøller opstår, idet Kjøller i BT 17/12 kommenterer det uhensigtsmæssige i, at en ghost writer har skrevet undskyldningen. Han skriver, at der dermed opstår et troværdighedsproblem. Lynghus vælger at respondere i BT 20/12 på følgende måde:
“Jeg ser det sådan: I journalister får hjælp til jeres regnskaber af revisorer; I får hjælp af Falck, når I kører i stå”
Det er en velkendt og som sådan meget effektiv sammenligning. Læserne kan genkende, at vi alle har brug for hjælp, hvilket ikke er svært at tilslutte sig. Problemet er bare, at det ikke er Kjøllers indvending. Han skriver jo ikke, at ingen må få faglig hjælp til noget som helst. Forskellen er nemlig, at journalisten ikke lader som om, han selv har lavet sin selvangivelse. Eller at jeg ikke lader som om, jeg selv har trukket min døde bil hjem til garagen. Det er altså en sammenligning, der ikke giver mening i forhold til Kjøllers grundlæggende argument, at det koster på troværdigheden i apologia-genren, når en undskyldning tydeligvis er forfattet af en helt anden.
Lynghus kroner så den usaglige argumentrække med følgende, rationelt appellerende argument:
”Så vidt jeg ved, er der ikke lavet en lov imod, at fodboldspillere ikke må bruge venner, bekendte eller professionelle til at rådgive sig i vanskelige situationer.”
Det ville undre mig meget, hvis Kjøller – eller nogen anden – på noget tidspunkt havde foreslået en sådan lov. Lynghus’ argument kan omskrives til: Eftersom det ikke er ulovligt, kan man intet indvende mod det. Og det giver jo tydeligvis ingen mening i konteksten. Kjøller påstår ikke, at det ulovligt, men at det er utroværdigt.
Men alt dette er blot retorisk indignation som optakt til min egentlig pointe. Senere citeres Lynghus nemlig for følgende:
”Jeg synes, at lektor Kjøller er en klog mand, en meget klog mand. Han har forfattet adskillige tunge bøger, og han synes f.eks., at teksten er god. Tak for det. Hvis han bliver ved sådan, kan det være, at han en dag får lov at komme ud fra universitetet og skrive et lignende brev. Eller også gør han ikke, siger Lyngholm.”
Magen til usympatisk svar på en helt saglig kritik, skal man lede længe efter. Argumentet er direkte uredeligt. Destillatet af det implicitte argument lyder sådan her: Kjøller er klog, men fordi han primært har bevæget sig i universitetsmiljøet, er hans analyse ikke relevant i denne sag.
Det er den slags argumenter, som oftest dumme mennesker anvender. Det sætter teoretisk viden som en modpol til praktisk anvendelig viden. Et kort, der oftest bliver kastet, når man ikke har flere substantielle indvendinger i debatten. Læserne skal grine af Kjøller, fordi hans bøger er ”tunge”, som om det er diskvalificerende i sig selv. Derudover bruges vendingen ”kan det være, at han en dag får lov at komme ud fra universitetet” som et sprogligt billede på det ubarmhjertige fængsel, der omgiver manden, som ikke har set dagslys (i al dets kommercielle herlighed) siden 40’erne. Noget, der i Kjøllers tilfælde er direkte forkert.
Formel kompetence bliver altså i dette tilfælde implicit fremført som en negativ egenskab. Noget der paradoksalt nok trækker ned. Det er besynderligt, hvis man tænker tilbage på Aristoteles’ kortlægning af den personlige troværdighed, hvor phronesis (ofte oversat som ”kompetence” eller ”viden”) er en naturlig og central del af etos (den personlige troværdighed). Man burde vel egentlig sige: Eftersom Kjøller har beskæftiget sig med kommunikation i rigtig, rigtig mange år, har han nok en ret god ide om, hvad der virker. Og kun hvis Kjøllers kompetence ikke er relevant i den givne sag, bør man se bort fra den.
Jeg vil derfor opfordre alle debattører til at nøjes med at kritisere modparten, hvis vedkommende ikke har faglighed inden for sagens kerne. Ikke blot for at være kompetente. Det er et…well…selvmål.