Jeg leverede for nylig et foredrag om fremtidens fagforening for Politiforbundet, til seminaret Union Governance 2020. Nedenfor følger et kort sammendrag.
Fagforeningerne er en vigtig del af demokratiet. Retten til at forsamles og kæmpe for bedre vilkår for ansatte er stadig meget relevant - ikke mindst i et globalt perspektiv. Ikke desto mindre kæmper fagforeninger over hele den vestlige verden for at tiltrække og fastholde medlemmer. Og som illustreret for nylig i forbindelse med "the Wisconsin budgettet Repair Bill", fremsætter politikerne i stigende grad forslag om at begrænse disse de igennem generationer tilkæmpede rettigheder - med henvisning til den globale konkurrencedygtighed.
Så har fagforeningerne en fremtid? Jeg tror det - men ikke i deres traditionelle form. Fagforeninger har en tendens til at være meget centraliserede og bureaukratiske, når det kommer til beslutningsprocessen - og ikke mindst, i forhold til medlemskommunikationen. Der kommunikeres primært til og kun i mindre grad med medlemmerne.
Fagforeningerne synes at være mere optaget af at bevare deres stive bureaukratiske struktur, end at engagere og involvere. De er optaget af interne processer og møder, snarere end at udvikle og udnytte deres kollaborative potentiale: Og ved at gøre dette, mister de deres legitimitet.
Fremtidens fagforening bør være inspireret af de sociale netværk.
Sociale netværk er åbne og inddragende. De er tid og sted uafhængig, og medlemmerne kan bidrage hvornår og hvordan de vil. Sociale netværk er ikke begrænsede af "politiske" hensyn - og kommunikationen flyder frit på tværs af netværket. Og fremfor alt: Sociale netværk venter på at nogen træffer beslutninger eller forhandler bedre forhold for dem.
Hvis fremtidens fagforening tager disse principper til sig, mener jeg at der er en god chance for at de får stigende indflydelse og kan vende tendensen i forhold til medlemstilstrømningen. Men de er nødt til at begynde nu. 2020 kan være for sent.