Jørgen Christian Wind Nielsen


Jørgen Christian Wind Nielsen

Jørgen Christian Wind Nielsen

Karma: 105 (?)

Fanden tage The Rolling Stones!
Fanden tage The Rolling Stones!
- fra tiden med Brian Jones, 1962-1969
-- Mit oplæg om The Rolling Stones, holdt på Gentofte Hovedbibliotek den 15. april 2014
 
Det siger George Amberton, der er hovedpersonen i Stephen Kings roman 22.11.63. George Amberton er på en tidsrejse tilbage i tiden, faktisk lige omkring det tidspunkt, hvor Rolling Stones bliver dannet. Han skal forsøge at forhindre mordet på John F. Kennedy.
 
George Amberton siger det, fordi han ubevidst nynner ”I can’t get no Satisfaction”. Problemet er bare, at han nynner den, før den er skrevet, og så bliver han jo afsløret. Sangen blev udgivet i 1965 og er på LP’en ”Out of Our Heads”.
 
Jeg kan også tænke ”Fanden tage The Rolling Stones”, når det går hen og bliver for meget. Når man bare skal til den koncert.
 
I 2007 fløj vi hjem fra Australien til Frankfurt. Vi skulle videre til København med det første morgenfly og se ”A Bigger Bang-koncerten” i Parken om aftenen. Men vi nåede ikke det første fly, og alle andre fly var fyldte.  Vi kom på et tog til Køln, nåede et eftermiddagsfly til København, blev hentet i Kastrup, afleverede vores datter og fandt vores pladser i Parken samtidig med at Stones gik på scenen.
 
Året inden så vi Stones i Horsens. Vi stod op i 7 timer før koncerten. Bagefter gik vi 5 km om natten for at komme hen på en landbrugsskole, hvor vi kunne overnatte.
 
For mig har Rolling Stones altid handlet om fortolkning af følelser. Det er sjovt at være Stones-fan, men det er også alvor. Men er det ikke sådan for alle, når man hører musik man kan lide?
 
Jeg tilslutter mig Don Was i bogen ”Ifølge The Rolling Stones”, udgivet på Ekstra Bladets Forlag, oversat af Henrik Queitsch:

”Men hvis verden svigter en, kan man altid gå tilbage til The Rolling Stones. … Man kan trygt overlade sine urealiserede håb og drømme i deres varetægt. De kan gå ud på scenen og lindre sjælen hos 100.000 mennesker, som hver især har deres egne problemer. To timer senere går de alle sammen hjem med en følelse af at være helet følelsesmæssigt og at være forbundet med et globalt samfund på flere millioner mennesker”.
 
Stones bevæger sig i hele følelsesregisteret: Vrede, agression, frustration, tab, insisteren, hævn, men også glæde, tillid, sørgmodighed, vemodighed og melankoli. Det er en helt central kvalitet ved Rolling Stones, at vokalerne er tydelige. Man kan høre hvad der bliver sunget.
 
Det her er også en slags tidsrejse. I 1965, 13 år gammel, tog jeg mutters alene fra Amager til Rolling Stones-koncert i Tivolis koncertsal. Især husker jeg Peter Belli & Les Rivals som opvarmning. Bill Wyman, der stod helt ude til venstre på scenen, som altid næsten skjult af scenetæppet. Mick Jagger dansede dengang rundt med et langt mikrofonstativ. Og pigerne hvinede.
 
 
En af Stones første egne kompositioner skrev de til og om Marianne Faithfull. Marianne Faithfull blev gravid med Mick Jagger, aborterede, forsøgte at tage sit eget liv og blev narkoman. Men hun er her stadigvæk.
 
Jeg hørte Marianne Faithfull i 2004 i Vega, og hun laver også film. For et par år siden købte jeg en LP med hende for 2 Euro på et marked i Italien.
 
Sangen er ”As Tears Go By”. Den er vemodig og melankolsk. Læg mærke til strygerne. Den er smuk med Rolling Stones og den er smuk med Marianne Faithfull. De synger blandt andet
 
“My riches can't buy everything
I want to hear the children sing
All I hear is the sound
Of rain falling on the ground
I sit and watch
As tears go by”
 
Her et citat fra Wikipedia:
 ”"As Tears Go By" blev mest kendt da den blev indspillet af den engelske sangerinde Marianne Faithfull i 1964.
 
Sangen bliver betragtet som den første originale komposition af Jagger og Richards. Myten fortæller, at Stones manager Andrew Oldham låste Jagger og Richards inde i køkkenet, og tvang dem til at skrive en sang sammen. Resultatet blev ”As Time Goes By”, som er titlen på sangen som Dooley Wilson synger i filmen Casablanca. Det var Oldham, der ændrede  ”As Time Goes By” til ”As Tears Go By”. Oldham gav balladen, en genre som The Stones endnu ikke var kendt for, til Faithfull, dengang 17 år.
 
The Stones indspillede deres egen version et år senere. Den var en af de tre sange, som bandet optrådte med til deres første optræden på The Ed Sullivan Show.”
 
Her er den, først med Rolling Stones og så med Marianne Faithfull.

”As Tears Go By” - Rolling Stones:
https://www.youtube.com/watch?v=g6PsahByRUU
 
”As Tears Go By” - Marianne Faithfull
http://www.last.fm/music/Marianne+Faithfull/_/As+Tears+Go+By
 
Min første Rolling Stones-LP, det var også The Rolling Stones første LP, købte jeg brugt af en ven hjemme i gården på Amager. Jeg var 12 år. Pladen hed  The Rolling Stones, i USA ”England’s Newest Hit Makers”.
 

Pladeomslaget er dystert, med de hvide, gråblå og sorte nuancer, og fem par øjne, der stirrer lidt truende ud på én. Rhytm ’n’ Blues-omslag har nogen kaldt det. Det rå, upolerede indhold bekræftede synsindtrykket.
 
”The Rolling Stones er ikke bare en popgruppe – det er en livsstil
 
skrev Stones-manager Andrew Loog Oldham på den første LP. Det er ord, hvis sandhedsværdi kan efterprøves nu.The Rolling Stones var og er en livsstil. The Rolling Stones var utjekkede og alligevel tjekkede. Set i bakspejlet er de også rollemodeller: De arbejder meget, de går ikke på efterløn, de er selvstændige erhvervsdrivende og de tjener godt.
 
Vi var selv store drenge, på vej ud i verden. På vej ud i verden mødte vi ”Tell Me (You’re Coming Back)”, der brændte sig fast i hukommelsen:
 
”I hear the knock on my door that never comes, I hear the telephone that hasn’t rung”
 
Mick Jagger trygler pigen om at komme tilbage. Et tidligt varsel om Jaggers komplicerede relationer til kvinder. Som store drenge kunne vi sætte os ind i det, Vi troede på det. Vi stod jo selv i samme situation med vores uafklarede forhold til pigerne. Rolling Stones var ikke bare deres sange, de levede deres sange. I det mindste fik de os til at tro det. The Rolling Stones havde troværdighed.
 
Sangen var rå, medrivende, den lød som om den blev sunget nede i gården. Den er nærmest lavteknologisk. Sidst i sangen er der et underligt rodet kor, nærmest råben. Og så en brat afslutning. Nummeret er en blues-ballede. De har selv skrevet det.  

”Tell Me”
http://www.releaselyrics.com/3b4a/the-rolling-stones-tell-me/
 
 
I 1961 mødte Mick Jagger sin barndomsven Keith Richards på Dartford Station ved London, med favnen fuld af bluesplader. Det blev starten på The Glimmer Twins, som vi fejrer nu mere end 50 år senere.
Rolling Stones var i starten en blandet landhandel med covernumre på deres LP’er. De var inspireret af jazz og amerikansk Rhytm 'n’ Blues. I Marquee Club i London spillede de blues sammen med Alexis Corner og Elmo Lewis, Charlie Watts trummede jazz, Brian Jones var avantgardist og musikalsk troldmand og initiativtager til gruppen.
 
Omslaget til Rolling Stones no. 2 er stilmæssigt som nr. 1, afdæmpet og dystert.
 
 
Pladen er en blanding af covernumre og egne kompositioner. Min favorit, igen balladeagtig, og ikke deres egen komposition, er ”Under the Boardwalk”. Rent undtagelsesvist er der tale om idyl og sommerudflugt med kæresten. Igen en uhyre enkel komposition med en stærk vokal, Brian Jones fænomenale guitarspil og en markant rytme.

”Under the boardwalk, down by the Sea, on a Blanket with my Baby, is where I’ll be”

“Under the Boardwalk”
http://www.youtube.com/watch
 
Men idyllen varer ikke ved. På pladen er suveræne sange som ”Pain in my Heart”, ”Off the Hook” (skrevet af Jagger/Richards) og “Time is on my Side”, der alle handler om bekymret kærlighed. Vi kendte det fra vores egne unge liv. Igen balladen, koret og Brian Jones på guitar.

”Time is on my side”
https://www.youtube.com/watch
 
I ”Off the Hook” kan Mick Jagger ikke komme igennem på telefonen, hvilker bekymrer ham en del:

”Talkin' so long she upset my mind
Why is she talkin' such a long time?

Maybe she's sleeping, maybe she's ill
Phone's disconnected, unpaid bill
It's off the hook, It's off the hook, It's off the hook, It's off the hook, It's off the hook
Don't wanna see her, afraid of what I'd find
Tired of letting her upset me all the time”
 
På bagsiden af pladen skrev manager Andrew Loog Oldham:

”The rest is not history, so I’ll tell you bout it”
 
og det fik han jo ret i.
 
 
”Out of Our Heads” er den tredje studie-LP med et stilmæssigt næsten identisk omslag.
 
 
Her står de gode sange i kø, med flere og flere egne kompositioner. Balladerne er der også.
The Last Time (Jagger/Richards) er den aggressive “du er selv ude om det”-kærlighedssang med de ringende guitarer:
 
”I told you once and I told you twice, but you never listen to my advice”
”I’m sorry girl but I can’t stay, feeling like I do today, there’s too much pain and too much sorrow”
 
En Mick Jagger der begynder at træde i karakter, bakket op af en hurtig rock-rytme.
Men der er stadigvæk plads til den sentimentale ballade og beskytterrollen i “That’s how strong my Love is”, en sang de ikke har skrevet, men har valgt at indspille.
 
”That’s how strong my Love is”
https://www.youtube.com/watch?v=ypq4MbjH5rA
 
“Play with Fire” er en sang om den farlige kærlighed og det rige, dekadente overklassemiljø i London, som Mick Jagger selv følte sig stærkt tiltrukket af.
 
 
”Satisfaction” kender alle. Om mangel på tilfredsstillelse. Seksuelt, ja, men også intellektuelt og som samfundsborger.
 
“Out of Our Heads” findes i to udgaver. Én med “Satisfaction”, en anden uden, hvilket gav plads til ”Heart of Stone”, skrevet af Jagger/Richards, om den kyniske ladykiller og den usårlige kvindebedårer.
 
“I sangen diskuterer sangeren sit liv som kvindebedårer, og hvordan en bestemt pige ikke kan slå hans hjerte itu”, står der på Wikipedia:
 
“There've been so many girls that I've known
I've made so many cry and still I wonder why
Here comes the little girl
I see her walking down the street
She's all by herself, I try and knock her off her feet
But she'll never break, never break, never break, never break
This heart of stone”
 
”Heart of Stone”
 
En anden og længere version blev udgivet i 1975 på albummet ”Metamorphosis” med Jimmy Page på guitar. En plade der også er på min udstilling.
 
 
Andrew Oldham får plads til en samfundskommentar på bagsiden af ”Out of Our Heads”, der reflekterer den tid vi befinder os i:
 
“We have no message to our sea of faces of destruction and riots in downtown L.A.; And war in uptown Vietnam, or who really killed that soldier of peace in Dallas a year ago or so.”
 
Her er vi så tilbage til George Amberson og mordet på John F. Kennedy.
 
”Aftermath” er fra 1966. Farven på pladeomslaget skifter fra sort, grålig og blå til lilla.
 
 
”Aftermath” betyder efterspil, eftervirkninger. Det er ikke kun pladeomslaget, der skifter stil. Efter min opfattelse er Stones her på vej fra Rhytm ’n’ Blues til klassisk rock, stadig bluesbaseret. Vi er i midten af 60’erne, rockmusikken er ikke længere ny, men netop på vej til at blive klassisk: Jefferson Airplane, Jimi Hendrix, Quicksilver Messenger Service, The Who, The Hollies, The Kinks, for at nævne nogle af dem jeg lyttede til.
Alle sangene på pladen er skrevet af Jagger/Richard (uden –s).

Pladen rummer den sjove ”Mothers Little Helper”, husmoderen der ikke synes at det hele er så sjovt mere og går til lægen:

”And though she’s not really ill
there’s a little yellow pill
she goes running for the shelter of our mother’s little helper”
 
Det er de små gule piller, der er mors lille hjælper.
 
”Doctor please, some more of these, outside the door she took four more”
 
Det er temaet om pillemisbruget, den grå hverdag i små kår, som især the Kinks gjorde til deres tema.
 

I USA blev ”Mothers Little Helper” erstattet med ”Paint it Black”, en af Stones allermest intense sange. For mig er der tale om en depression.
 
”I see the girls walk by dressed in their summer clothes, I have to turn my face until my darkness goes”
 
Keith Richards er nærmest spansk flamenco i sit guitarspil:
”Stupid girl”, ”Under my thumb” og “Doncha Bother Me” er alle henvendelser til den elskede og foragtede kvinde. Lady Jane skaber en royal eller adelig stemning, næsten middelalderlig og bringer ”Play With Fire” i klar erindring. Sangen er en perle. Der er mange forskellige fortolkninger af den på nettet.
 
”Take it or leave it” fokuserer igen på temaet om bruddet eller det svære forhold.
”Take it or Leave it – it’s just my Life”. Fatalismen stikker hovedet frem. Sangen har et fantastisk omkvæde.
 
 
”Goin’ Home” varer 11,5 minutter og viser klart, at rockmusikken er blevet voksen.
Quicksilver Messenger Service indspillede ”Mona” der varede endnu længere. Iron Butterfly havde været ude med ”In a Gadda da Vida”, livets have, der fyldte en LP-side. For slet ikke at tale om Pink Floyd. The Who kom med rockoperaen ”Tommy” og Jimi Hendrix med Band of Gypsies.
 
Rolling Stones indspillede en kort version af ”Mona”, tæt på Quicksilver Messenger Services lange version. En ubetinget kærlighedserklæring.

”Mona” – Rolling Stones
https://www.youtube.com/watch?v=PB3Z5qJCfDQ
 
”Mona” – Quicksilver Messenger Service
https://www.youtube.com/watch?v=fCG0oqWT5wc
 
 
”Between the Buttons” fra 1967 er et underligt komprimeret, måske lidt poppet album, sådan som Mick Jagger kan have hang til, og langt fra ”Aftermath”. Det er det sidste album produceret af Andrew Loog Oldham. Brian Jones ser lidt træt ud på det omslag.
 
 
”Who wants yesterday’s paper, who want’s yesterday’s girl”
 
synger Mick Jagger på det første nummer.
I “Back Street Girl” har Mick Jagger en pige i baghånden og anslår igen det ambivalente og dobbeltmoralske forhold til det andet køn:
 
“Don’t want you out in my world, just you be my back street girl – you’re rather common and coarse anyway”
“Please don’t you bother my wife, please keep yourself to yourself”
 
Oprindeligt var ”Ruby Tuesday” planlagt til at være på pladen, et legendarisk nummer, der stadigvæk spilles til koncerterne:
 
”She would never say where she came from, yesterday don’t matter if it’s gone”
En nærmest aggressiv og smertende konsekvens. Sangen er skrevet til Linda Keith, Keith Richard’s eks-kæreste.
 
 
Pladen har også klassikeren “Let’s Spend the Night Together.”
 
 
”Their Satanic Majesties Request” fra 1967 var Rolling Stones hippie-album og deres svar på Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band.
 
 
Men Rolling Stones var aldrig rigtig hippier. De var ikke med på Woodstock-festivalen i august 1969. Til gengæld spillede de på Altamont-festivalen senere på året. Festivallen kom ud af kontrol. Hells Angels stod for sikkerheden, en person blev stukket ihjel og Rolling Stones selv blev evakueret i en helikopter. Koncerten er optaget på filmen ”Gimme Shelter”. Den er i min udstilling på et VHS-bånd. Nogle mener at festivallen markerede afslutningen på hippie-epoken.
 
Den mest kendte sang på pladen, der har et 3D-cover i den originale version, som også er i min udstilling, er ”She’s a Rainbow”, som danskerne opfordrede Rolling Stones til at spille til en koncert i Parken. Formentlig fordi sangen havde været brugt i en børneudsendelse i dansk TV, ”Super Karla” fra 1968.
 
Bill Wyman har skrevet og synger ”In another Land”
 
Rundt regnet 25 år senere forlod Bill Wyman Rolling Stones. Han har turneret med et orkester, skrevet bøger, ”Stone Alone” er i min samling, og udgivet solo-LP’er, som alle de øvrige medlemmer af gruppen også har. Jeg så Bill Wyman for nogle år siden i Roskilde.
 
”Beggars Banquet” fra 1968 var den sidste LP, Brian Jones var med på i sin helhed.
 
 
 
Pladeomslaget kan åbnes og viser en dionysisk frokost – dekadencen er på vej. Rolling Stones selv var på vej ind i et stofmisbrug, der var ude af kontrol, og restskatterne begyndte at blive temmelig store. Et par år senere flyttede Stones til Frankrig og indspillede dobbelt-LP’en ”Exile on Main Street”, en kombination af blues, country og rock.
”Beggars Banquet” indeholder en række supernumre: ”Jumpin’ Jack Flash”, ”No Expectations”, “Street Fighting Man”, der på singleversionen viser et billede fra raceoptøjerne i USA, samt “Sympathy for the Devil”, der også refererer til Kennedy:

”Who killed the Kennedys, after all it was you and me”
 
Indspilningen af “Sympathy for the Devil” er filmet i en dokumentarfilm af Jean-Luc Godard. Hvis nogen har set den vil man vide at den er for lang. Filmen dokumenterer, at Brian Jones kun deltog i indspilningen i meget begrænset omfang.
 
“No Expectations” – en bluesklassiker, fuld af smerte og desillusion:
http://www.youtube.com/watch?v=1rIqBeMZAMc
 
 
”Let it Bleed” er fra 1969, det sidste album Brian Jones er med på. ”Gimmie Shelter” med Merry Claytons fantastiske vokal, ”You got the Silver”, som Keith Richards synger. Der er ”Midnight Rambler”, om seriemorderen ”The Boston Strangler”.
 
 
 
Jeg så Rolling Stones opføre ”Midnight Rambler” i Brøndby-Hallen, hvor Mick Jagger klatrede rundt på højttalerne og slog med et læderbælte – en teateropsætning af Boston-seriemorderen.
 
Pladen indeholder også “You Can’t Always Get What You Want”, indsunget med klassisk kor. Sangen er nærmest blevet en fællessang til Stones-koncerter.
 
Omslaget er en kommentar til det velfungerende, ordnede liv. På bagsiden er det hele smadret, pladen gået i stykker og lagkagen smurt ud over det hele. Her er igen brug for ”Mother’s Little Helper”.
 
Endelig er der ”Love in Vain”, en hjertegribende ballade om forgæves kærlighed, skrevet af Robert Johnson.


”The blue light was my baby, and the red light was my mind”
 
Lad Mick Jagger få det sidste ord. Her fra Hyde Park i 1969, hvor han mindes Brian Jones, der var død. Mick Jagger læser den engelske poet Shelley.
 
Rolling Stones i Hyde Park 1969 læser Shelley over Brian Jones (kl. 24:45)
https://www.youtube.com/watch?v=Z-YCqUMQ29U
 
Rolling Stones vendte tilbage til Hyde Park i 2013, hvilket kan ses på den fantastiske video ”Sweet Summer Sun”, der også lige har været vist i biografen. Mick Taylor, der afløste Brian Jones og debuterede i Hyde Park i 1969, var med på scenen.
 
”It’s been a lonely night at the Memory Motel”
(Jagger/Richards)
 
Jørgen Christian Wind Nielsen, Rolling Stones jubilæumsudstilling, Gentofte Hovedbibliotek, april 2014
 
 
Et nogenlunde dækkende overblik over hele min samling fås her:
http://www.windnielsen.eu/rolling_stones_music_collectionA.htm
 
 
Se mit oplæg på Gentofte Hovedbibliotek den 18. september 2014 om perioden med Mick Taylor
http://www.kommunikationsforum.dk/joergen-christian-wind-nielsen/blog/live-with-the-rolling-stones-2
 
 

Giv din stemme

8 stemmer
4,5/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Netværk

Webansvarlige

Kun få ledige pladser

Se alle Læs mere

Få nyhedsbrev

Kom til K-dag om Facebook

Lær, hvordan du får mere ud af din indsats på Facebook

8. februar

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.