I dag mødes FCK og Brøndby tre gange om året i det såkaldte New Firm, men hvis et nyt forslag fra Divisionsforeningen bliver vedtaget, så vil det fra 2012 blive til 4 gange.
Forslaget har i første omgang ikke ført til de store diskussioner, for det bakkes helt og holdent op af de tre store klubber i dansk fodbold FCK, Brøndby og OB, der hellere end gerne vil møde hinanden fremfor klubber som Sønderjyske og Horsens. Så efter al sandsynlighed kommer sidstnævnte klubber til at friste en tilværelse i en slags Superligavakuum i den del af sæsonen, hvor man efter planen skal spille om nedrykning til 1. division. Her skal de fire dårligste fra Superligaen spille mod de fire bedste fra første division om at blive i Superligaen – et såkaldt nedrykningsspil.
Divisionsforeningens forslag bygger på en særdeles grundig analyserapport fra analysefirmaet Capacent, som udover et internationalt studie også rummer en analyse af klubbernes økonomi, og et bud på hvad der kan gøre fundamentet under fodbolden endnu mere solidt. Rapporten har inddraget en lang række ressourcepersoner med indsigt i fodboldverdenen, så det nye forslag er langt fra en tilfældig kanin, der er trukket op af hatten.
Hvad er fordelen ved den nye ligastruktur og hvorfor kommer forslaget fra Divisionsforeningen nu? Ved at de store klubber mødes oftere, så kommer der flere intense opgør, større tilskuer- og TV-interesse og derved flere penge til de store klubber. De har fået blod på tanden, fordi fodboldinteressen er stigende, og det er ikke kun for kampe som FCK-Brøndby, for også kampe mellem AaB og OB er interessante ligesom en et midtjysk opgør mellem FCM og AGF kan trække tilskuere. Men de store klubber foretrækker at underspille dette argument. De ved godt, at den nye struktur kun bliver vedtaget, hvis man kan komme med argumenter, der gavner de mindre klubber også.
De findes heldigvis, for i dag bruger mange klubber ufattelige summer på at undgå nedrykning, og prisen hvis man så alligevel rykker ned er skræmmende. Man går fra indtægter på mellem 25 og 40 millioner til måske 10-15 millioner kroner. Man mister umiddelbart mindst 10-12 millioner i TV-penge, og hertil kommer færre indtægter fra tilskuere og sponsorer.
Det er en ren dødsspiral at rykke ned – spørg bare i Viborg, hvor man stadig kæmper med at opretholde et Superligabudget, selvom man man nu på andet år roder rundt i 1. division. Det er svært at omstille sin organisation efter mange år i Superligaen – navnlig hvis man forventer at rykke hurtigt op igen. Tilpasser man omkostningerne for hurtigt risikerer man jo at rykke endnu længere ned gennem rækkerne.
Så det korte af det lange er, at der spildes en masse penge i de klubber, der rykker ned. Hvis man gjorde det sværere at rykke ned, og dermed også sværere at rykke op, så ville klubberne undgå de enorme transaktionsomkostninger som en nedrykning medfører. Man ville dermed undgå den såkaldte yo-yo effekt, som giver sig udslag i, at de samme hold rykker op og ned hele tiden, hvilket er en belastning for de klubber, det går udover.
Argumentet er, at en mindre yo-yo effekt vil skabe en stærkere Superliga. Og med nedrykningsspillet bliver det jo også mere klart hvem der er kvalificeret til at spille mod de bedste og hvem der ikke er. Man undgår at et dårligere hold rykker op – eksempelvis kan man diskutere, om ikke Vejle eller Horsens kunne have klaret sig bedre i Superligaen end HB Køge.
Men det er en svær diskussion, for det gør det jo også sværere for den fremadstormende og ambitiøse 1. divisionsklub at rykke op. Tænk hvis Silkeborg, der i parentes bemærket ”kun” blev nummer 2 i 1. division, ikke var rykket op? Silkeborg har været sæsonens helt store overraskelse, og har som det eneste hold formået at ”stjæle” alle tre points mod topholdet OB. Ved at gøre oprykning vanskeligere, vil ligaen måske miste dynamik, og man får et hav af ligegyldige kampe i nedrykningsspillet, som vil drukne i mængden af fantastiske fodboldkampe.
Erfaringerne fra udlandet vedrørende slutspil er i øvrigt ikke gode. Ideen er blandt andet afprøvet i Holland, og der blev det en dundrende fiasko. Faktisk er det ingen overdrivelse at sige, at de udenlandske erfaringer er entydigt negative. Mange husker måske også, at ideen om et slutspil i 90’erne blev afprøvet i Danmark, men det holdt kun i få år, så blev man træt af det.
Meget taler altså i mod Divisionsforeningens forslag, som på ingen måde er vedtaget på forhånd. Foreløbig ser det ud til at opbakningen allerhøjst er lunken blandt hovedparten af Superligaklubberne og overvejende negativ blandt 1. divisionsklubberne. Problemet for Divisionsforeningen er derudover, at det skal vedtages i DBU – dvs. blandt alle klubber i Danmark.
Det betyder, at klubber som Terndrup og Biersted IF også kan stemme til stor fortrydelse for Don Ø og Per Bjerregaard. Det er i længden en uholdbar situation, og det ved man sikkert også godt internt i DBU. I de toneangivende lande i Europa har de største klubber for længst løsrevet sig organisatorisk, således at de nationale fodboldforbund primært tager sig af landsholdsfodbold og talentudvikling mv. Så kan de store klubber bestemme det meste - de rige bliver rigere og de fattige bliver fattigere. En nødvendig udvikling, hvis danske klubber skal kunne klare sig i Europa.
Derfor kan strukturforslaget udlægges som et oprørsforsøg fra Divisionsforeningen, der ønsker at styre udviklingen af dansk eliteklubfodbold uden indblanding fra DBU. Navnlig de store klubber er trætte af, at Divisionsforeningen ikke selv kan planlægge deres egen turnering. Om et par måneder ved vi, om det vil lykkes.