Er der kaos i Brøndby eller er der ikke? Set udefra virker det sådan, for siden 2007 har man haft fire administrerende direktører, og nu skal man finde en femte. Det fremstår som kaos, og klubbens omdømme ligger noget nær i ruiner.

Men på de indre linjer er virkeligheden knap så kaotisk, for der har på intet tidspunkt været tvivl om hvem der har magten i Brøndby – nemlig Per Bjerregaard.

Der er heller ingen tvivl om hvad der førte til Frank Buch Andersens exit. Det var uenighed om hvorvidt den kommende sportsdirektør skulle rapportere til bestyrelsen eller den administrerende direktør. Den diskussion indkapsler også problemet i rigtig mange andre fodboldklubber, hvor man ikke kan finde ud af om man vil være en forretning hvor bundlinjen er vigtigst, eller en forening, hvor det er de sportslige resultater, der tæller.

Nu har Brøndby besluttet at lave en meget speciel ledelsesstruktur, hvor sportsdirektøren og den kommercielle direktør sidestilles og dermed begge skal rapportere direkte til bestyrelsen – læs Per Bjerregaard. Det står direkte i den fondsbørsmeddelelse, der blev sendt ud oven på Frank Buchs kaotiske afsked.

En enkel løsning kunne være at lade den nuværende kommercielle direktør Ole Palmå blive ”rigtig” direktør, mens jagten på den nye sportsdirektør intensiveres. For det er indlysende, at det er helt umuligt at tiltrække en tung administrerende direktør udefra, når bestyrelsen har besluttet, at det altoverskyggende forretningsområde – nemlig køb og salg af spillere – skal ligge under en sportsdirektør med reference til bestyrelsen.

For Brøndbys forretningsmodel er at satse på det sportslige – det er sådan pengene skal tjenes – ikke ved at udvikle ejendomme og forlystelsesparker som man har gjort i FCK. Bevares – man har prøvet at gå den vej med det mislykkede forsøg på at købe Bella Center, men Brøndby skal prise sig lykkelige over, at der ikke kom noget ud af den handel. Det er det faktum, som man tager konsekvensen af nu med den nye ledelsesstruktur.

Så jobbet til den kommende kommercielle direktør bliver optimering af pølseboder, endeløse møder om fordelingen af TV-penge i DBU-regi, lidt trøjesalg og den næsten håbløse kamp for at udleje Brøndby Stadion til andre formål end fodbold. Erkendelsen hos Brøndbys bestyrelse er tydeligvis, at det er umuligt at finde en person, der både kan det kommercielle og det sportslige på et niveau, så det giver mening at samle ansvaret.

For et børsnoteret selskab er modellen med to sideordnede direktører ganske usædvanlig. Uklar ansvarsfordeling og tvivl om hvem der tegner Brøndby udadtil er blandt de mest oplagte faldgruber.

Men finder man den rette sportsdirektør er modellen næppe så tosset, som mange vil gøre den til. Per Bjerregaard bliver i praksis en slags administrerende direktør, og det er jeg sikker på er det helt rigtige så længe han har opbakning blandt amatørerne i Brøndby, der jo reelt kontrollerer klubben på grund af kapitalstrukturen med A- og B-aktier. Så længe Per Bjerregaard er i Brøndby, må man formode, at modellen er brugbar.

Man skal lige huske, at Per Bjerregaard i en menneskealder har været den måske dygtigste fodboldkøbmand i Danmark, og selvom han har truffet mange uheldige beslutninger er det svært at se hvem der umiddelbart skulle kunne udfylde hans position lige nu. Jeg er derfor overbevist om, at han først trækker sig, hvis han enten tvinges ud eller vurderer at han kan aflevere en klub, der kan stå på egne ben. Og der er vi slet ikke endnu.

Mange har sammenlignet Per Bjerregaard og Flemming Østergaard. Fakta er, at de som nat og dag – også hvad angår deres tilgang til at drive en fodboldklub. Flemming Østergaard var bedst i medgangstider og havde ikke længere aktionærernes opbakning. Per Bjerregaard har kæmpet sig ud af utallige nedture, og mit gæt er, at han også vil klare sig ud af denne – selvom den unægtelig har været langvarig og pinefuld. Han har fuld opbakning blandt aktionærerne – hvilket endnu engang vil blive bekræftet på den kommende generalforsamling.

Tilbage står, at begge Københavnske topklubber er alvorligt vingeskudte, fuldstændig som de jyske flagskibe Aab, AGF og FC Midtjylland, og det er ikke til gavn for dansk fodbold. Nu håber vi bare, at kaos er mindst lige så stor i de andre europæiske ligaer, så vi ikke ender med at miste vores flotte placering på UEFA’s rangliste, der som bekendt berettiger os til to hold i kvalifikationen til Champions League fra sæsonen 11/12.