Det var en i begyndelsen nervøs statsminister, som mødte pressen tirsdag før middagstid. Han faldt lidt over ordene og var lidt uklar i formuleringerne lige indtil, at han fik talt sig varm.

Lige nu var det ”op ad bakke” for regeringen, indrømmede en ydmyg Lars Løkke Rasmussen. Regeringen skal op på næste bakketop. Kritikken i pressen fik dermed sin første luns kød. En indrømmelse. Det var aldrig sket under forgængeren. Stemningen vendte fra rød til neutral.

Løkke forsøgte sig med en cykelmetafor om at det gik op og ned i bakkerne nede på Tenerife. Og sådan var det også i dansk politik, mente han. Tjah. Så har man da ikke sagt for meget. Cykelmetaforen var også god kommunikation til folket.

Hvad så med handlekraft? Løkke afventer en tilstandsrapport om dansk økonomi i næste uge før der kan handles. Ting skal foregå i den rigtige rækkefølge, belærte statsministeren blidt. Altså ingen konkrete svar, men sagen skudt til hjørnespark. OK vil nogle mene.

Stilen? Løkke smilede det bedste han havde lært. Især efter at han havde brudt isen og overlevet de første 2-3 kritiske spørgsmål. Der var også masser af selvironi og han passede umådeligt på med ikke at være for sarkastisk. (Det hader journalister). Det var lige på grænsen, da han talte om alle de gode råd til ham, som han havde læst og hørt om. Men han holdt sig i skinnet.

Stemningen blev næsten helt hjerteligt i sin verbale ping-pong med Ekstra Bladets sporhund/skraldespandstømmer Jan Kjærgaard, som sukkersødt var bekymret for statsministerens nattesøvn. Svaret blev serveret med smil, overskud og en vittighed om, at Kjærgaard burde købe en større megafon, for Løkke kunne ikke høre, da journalisten stod udenfor indhegningen og brægede i instrumentet.

Løkke indrømmede også på pressemødet, at han ”bar følelserne” ude på tøjet. Han var altså et følelsesmenneske på godt og ondt, fornemmede man på Løkke var det passende svar på kritikken af hans ved flere tidligere lejligheder ganske synlige irritabilitet. Det blev også accepteret som svar. Løkke er en anden end “robotmennesket” Anders Fogh Rasmussen. Løkke stod derimod “nøgen” som et sårbart menneske som gav mindelser til en Jens Otto Krag. Jeg er sikker på at en del af journalisterne og TV-seerne, der fulgte med – men slet ikke dem alle sammen – fik lidt sympati for ham efter denne anden indrømmelse.

Den gode stemning blev egentlig kun udfordret af de spørgsmål, der blev stillet til Løkkes aflysning af mødet med ambassadørerne, som også er blevet meget kritiseret. I første omgang blev kritikken pareret af en nyhed: Løkke har indkaldt til et nyt møde i april. Siden blev nyheden fulgt op af en anden “overrumblende” nyhed: Det var nemlig ikke Løkkes datters forstuvede fod, der var årsagen til aflysningen, sagde Løkke, som heller ikke kunne forklare, hvorfor denne oplysning via diplomaterne var havnet i pressen. Forklaringen blev nu lukket inde i svaret: Privatlivets fred. Pressen kan spørge løs, men der vil ikke fremkomme svar. Det var smart gjort. Oppositionen kan forfølge sagen, men de risikerer at fremstå som for snagende i privatlivets fred. Det sker ikke. Den sag dør nu.

Pressen havde pisket stemningen helt op forud for pressemødet med Løkke efter at han havde formastet sig til at tage med familien til ferieøen Tenerife en uges tid.

Det er især Ekstra Bladet og BT som har været helt oppe og ringe over, at statsministeren har taget sit yngste skolesøgende barn ud tre-fire dage ud af skolen UDEN for skolernes sædvanlige vinterferie . En helt igennem latterlig diskussion, som mange andre medier også har taget meget seriøst, fordi undervisningsministeren tidligere i januar havde advaret mod at forældre tager deres elever ud af skolen udenfor vinterferien. I Løkkes tilfælde lød forklaringen, at familien kun kunne være sammen i sidste uge , fordi det ganske simpelt er i den uge, hvor statsministerfruen har vinterferie fra sit arbejde som skolelærer på Det Kgl. Teater. Og selv om at han var statsminister, så ville han altså “insistere på også at være far”. Et retorisk trick, som fik mig til at tænke på Richard Nixons “Checkers-tale”, som han måtte levere, da han som vicepræsidentkandidat for Dwight D. Eisenhower i 1952 blev anklaget for at modtaget ulovlige bidrag til sin kampagne mv. Herunder en Cocker Spaniel..:

“It was a little cocker spaniel dog in a crate that he’d sent all the way from Texas. Black and white spotted. And our little girl-Tricia, the 6-year old-named it Checkers. And you know, the kids, like all kids, love the dog and I just want to say this right now, that regardless of what they say about it, we’re gonna keep it. “

Bundlinjen efter dagens pressemøde er, at statsministeren overbeviste alle om, at han tager opgaven og jobbet seriøst og at han vil lægge sig i selen for, at optræde lidt mere overskudsagtigt overfor pressen og oppositionen end danskerne har været vidne til siden nytår.

P.s.

Og nu vi er ved Ekstra Bladet og det skamløse fjollehoved, som den gamle nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer af alle (er det vist) har sat i spidsen for at lede frokostbladet: I sidste måned hængte Ekstra Bladet en uskyldig mand ud på forsiden for mord. I denne måned belærer avisens chefredaktør Poul Madsen os på TV2 og TV2 News om dansk politik og hvad statsministeren skal gøre og ikke gøre. Det har ingen konsekvenser uanset hvor tåbeligt man opfører sig. Bare man er chefredaktør, så åbner man mikrofonen for Poul Madsen, så han kan få lov at udtale sig om, hvad som helst? Pressen holder sammen uanset, hvor mange uetiske handlinger manden foretager sig – lige fra at hænge uskyldige ud på forsiden til at kradse 40 millioner kr. hjem årligt fra massageannoncer fra prostituerede – hvor flere formentlig udøver erhvervet som handlede kvinder imod deres egen vilje. Har han adkomst til at tale om om moral hos nogen overhovedet?
Hvorfor synes TV2s redaktion, at det er vigtigt at vide, hvad Poul Madsen mener om politik? Det er jo ikke noget at han ved noget om eller har beskæftiget sig med? Formentlig skriver han ikke engang sine egne ledere, for det – siger dem, der kender ham – evner han simpelthen ikke. Men på TV2, hvor de stadig giver ham taletid, mener de, at hans mening er særlig vigtig. Hvorfor i alverden er den det? Er der nogen, der kan forklare mig det? Er det mon fordi manden har en masse kolleger derude fra sin tidligere ansættelse poå TV2, som han så ringer til for at komme i fjernsynet og få lidt gratis reklame for sin skrantende avis? Kan vi ikke snart slippe for at høre på Poul Madsens “ekspertudsagn”, Michael Dyrbye?