Siden 1994 har jeg arbejdet i dansk dags- og fagpresse, deriblandt tre år som kriminalreporter på Ekstra Bladet, klummeskribent på B.T. samt journalist på fagbladet Dagens Medicin. Oprindeligt er jeg uddannet journalist med speciale i trykte medier fra Journalisthøjskolen (1998) og med en master i journalistik og kommunikation fra University of Queensland i Australien (2005).
Siden min hjemkomst i 2006 har jeg arbejdet som forandringsagent og kommunikator i forskellige organisationer så som NGO'ernes klimasekretrariat under COP15, som redaktør af Forbrugerrådets to blade, Tænk og Tænk Penge, og hos Rigspolitiet, hvor jeg udviklede deres prisvindende magasin 'Politi', som fik Bording-prisen for bedste specialmedie i 2008. Sideløbende har jeg undervist, dels herhjemme på Politiskolen, dels på universiteter.
Mine kernekompetencer er at skabe synergi og tværfagligt samarbejde, at forretningsudvikle og igangsætte, at have det organisatoriske overblik og en klar vision for arbejdet.
I dag er jeg tilbage hos politiet, nærmere bestemt som kommunikationschef for Fyns Politi, en stilling jeg tiltrådte 1. september 2011.