Gerda Bejder


Gerda Bejder

Gerda Bejder

Karma: 0 (?)

Holmegaardshuset og den narrative samtale - Andre skaber ens identitet
En metode til at understøtte borgerens identitetsopbygning
En identitet er unik. Det karakteriserer os som individer, der adskiller os fra andre - men hvordan kan det så være, at vi ikke skaber vores egen? paradoksalt nok er det andre, der skaber vores identitet, mener Holmegaardshuset, som baserer sine tanker på førende socialkonstruktivistiske teoretikere. 
 
Alice Morgan har ud fra Michael Whites grundlæggende teori om narrativ behandling begået en letlæselig bog om det narrative. Det er en metode, Holmegaardshuset benytter sig af. Michael White udviklede sin narrative samtalepraksis til psykiatrien, men metoden har efterhånden spredt sig til mange andre praksisområder, fordi den nænsomt støtter borgeren i at hvile i egen identitet. Holmegaardshuset anvender Alice Morgans bog som udgangspunkt for arbejdet med narrativ metode og i denne korte opsummering af den narrative metode.
 
Narrativ teori ser identitet som socialt konstrueret-
”Intet menneske er en ø, en verden for sig; ethvert menneske er et stykke af fastlandet, en del af det hele”
                                                                                                                (Digteren og præsten John Donne engang i 1600- tallet)
Narrativ= en fortælling eller en historie om noget/nogen/mig selv.
Identitet er ikke et individuelt projekt. Identitet skabes gennem respons fra andre - gennem bevidning. Man har med andre ord et publikum til sin historie. Uden bevidning efterlades individet alene, usikkert og utrygt med en tvivl om: Hvem er jeg i forhold til de andre? Holmegaardshuset arbejder aktivt med at udvikle personers identitet i samspil med andres – en proces, der gavner de enkelte individer som en helhed.

Holmegaardshuset benytter forskellige typer af narrativer/historier

Vi lever vort liv og er i vores relationer i overensstemmelse med mange forskellige historier - historier om fortiden, fremtiden og nutiden. Holmegaardshuset arbejder på at udvikle positive historier for personer, der har det svært. Historier kan være knyttet til individer, samfundsgrupper og familier og relationerne til disse. Jeg kan have en historie om mig selv som en succes, en fiasko, eller ”jeg kan ikke finde ud af noget”- måske noget helt fjerde? Min familie og jeg kan have en historie om, at vi er dysfunktionelle, kærlige, stille, eller har et godt sammenhold. Samfundsgrupper kan have historier om sig selv som oversete, privilegerede, svigtede, aktive, politiske osv. Alle historier har et PLOT- en betydning, som begivenhederne tolkes ud fra. På samfundsplan kan der være et overordnet dominerende PLOT, eksempelvis: I DK er vi overvejende humanistiske. Den opfattelse vi har af vores liv, er påvirket af de historier, der er i den kultur vi befinder os i. Holmegaardshuset oplever, at den humanistiske vinkel kan gør det ekstra svært for personer, der er udsatte, hvis de ikke får den hjælp, den danske landediskurs fordrer. De føler sig ladt i stikken af et samfund, der ellers burde skabe omsorg.
 
Skik og brug, meningsdannelse og andre kulturelle faktorer spiller en stor rolle for, hvordan vi tolker vores egen historie og hvordan vi opfatter vore egen historie- altså os selv.
 
Narrativ terapi/behandling: Narrativ terapi/behandling handler om at sætte fokus på menneskets historie, om deres handlinger og deres identitet. Holmegaardshuset forsøger at udfordre problemhistorier og konklusioner på eget liv, som er negative. De gode fortællinger skal gøres ”tykkere”, så de fylder mere, og de problemfyldte fortællinger skal gøres ”tynde” – et arbejde der kræver indsigt og forståelse fra opholdssteder som Holmegaardshuset. Terapeuten/behandleren har intet projekt på klientens vegne men har tillid til, at klienten med sine evner og ressourcer med støtte kan finde frem til fortællinger, der passer allerbedst til det menneske han/hun er eller vil være.
 

Samtaler uden magt – et menneskesyn

Den narrative samtale og den narrative terapiform er kendetegnet ved at være helt uden magt. Man ser den viden, som ”eksperter” prøver at pådutte andre, som en magtfaktor. Pædagogen, læreren, terapeuten ses ikke som bedrevidende, og må derfor ikke bruge viden som magtfaktor. Det er et forhold, Holmegaardshuset er meget opmærksom på i arbejdet med udsatte personer.
Holmegaardshuset har som mål at: møde klienten/borgeren med en intention om at skabe frihed til at leve i overensstemmelse med egne værdier og frihed til at leve i overensstemmelse med sig selv. Det er det enkelte individ, der lever på/med sin foretrukne historie/fortælling og med den praksis det indebærer, og ikke pædagogen eller terapeuten, der videregiver en version af livet, som borgeren bliver tilbudt at bruge (Morgan 2005 side 12). Ingen kan altså hævde, at de ved bedst på andres vegne.
 
”HALLELUJA” vil nogle nu udbryde, det er en umulig teori - det er ikke muligt at have en samtale helt uden ”videns-magt” med de borgere, vi har. Med nogle borgere er man eksempelvis nødt til at guide meget, fordi de ikke selv har refleksionsniveau til eksempelvis at tænke i målopnåelse. Og ja, det er rigtigt, at der er en asymmetri i forholdet mellem borger og en professionel behandler, som vi nok ikke kan komme uden om. Men når vi som terapeuter eller behandlere – i hvert fald på Holmegaardshuset - er bevidste om risikoen for, at vores mere eller bedre viden kan virke som magtmiddel, er vi kommet langt i forhold til at tale borgerens egen oplevelse op.

Hvordan gør vi hos Holmegaardshuset?

Holmegaardshuset forsøger at adskille problemer/problemhistorien fra personen ved at benævne dét som noget eksternt fra jeg` et. Det er problemet, der er problemet- ikke personen. Vi hører for eksempel ofte på Holmegaardshuset, at nogle børn betegnes som ”vådligger”. ”Vådligger” er en betegnelse, der kan have magt over en person og skabe et narrativ, som kan fylde meget med skyld og utilstrækkelighedsfølelse for barnet. Ved at eksternalisere problemet og ved eksternaliserende sprogbrug kan man opkalde problemet ved et navn eksempelvis ”natskyen” – derved minimeres magten, som problemet har over borgerens liv. Det er en metode, vi bruger med stor succes her på Holmegaardshuset.
 
Processen med borgeren eksempelvis i forbindelse med udviklingssamtalerne kan være sådan:
  1. Navngivelse: Hvad vil du kalde dit problem? Hvad er det rigtige for dig? Her hos Holmegaardshuset spørger vi ind til, hvordan vedkommende føler.
  2. Effekt: Hvad er effekten er dette problem? Hvad får det dig til at gøre eller sige? Hvad betyder dette problem for din selvfølelse og relation til dig selv og andre? Hvad får problemet nogen gange dig til at gøre og sige? Her er Holmegaardshuset meget opmærksom på, hvordan problemet manifesterer sig.  
  3. Evaluering: Hvad synes du om, at problemet har indflydelse på dit liv, som det har? Holmegaardshuset forsøger at skabe en refleksion over situationen
  4. Begrundelse: Hvilke værdier, ønsker og håb, rammer dette problem ind i, som er dyrebare for dig? Vi undersøger, hvad der i bund og grund er vigtigt for personen.

Identitet opbyggende støtte via bevidning

Bevidning er en vigtig del af den narrative behandling. Her møder du borgeren med det, han/hun fremstår med. Du hjælper borgeren med at skabe og fastholde identiteten ved at være med til at spejle borgerens identitet. Michael White bruger antropologen Babara Myerhoffs begreb ”definerende ceremonier” om dét, der sker med os mennesker, når andre bevidner os:
 
”Der foregår en definerende ceremoni af mig, når jeg lytter til, hvordan andre taler om mig, og når jeg hører, hvad jeg bidrager til i deres liv” (Morgan 2005, side 16)
 
Disse nedenstående spørgsmål kan bruges ved udviklingssamtalen, enten ved, at du selv bevidner borgeren, eller du inviterer en kollega ind til at være med til at bevidne din borger, eller i forbindelse med arbejdet med det reflekterende team. Der er en metode, vi bruger på Holmegaardshuset:
  1. Hvad har du hæftet dig ved, personen sagde?
  2. Hvad fortæller det dig om, hvad der er særligt vigtigt for denne person? Får du et billede af denne person?
  3. Når du særligt hæfter dig ved dette, har det så noget med dit eget liv at gøre? Klinger det ind i temaer eller erfaringer du selv har?
  4. Hvor bringer det dig hen i dit eget liv at have lyttet til personen? Hvad bliver mere vigtigt for dig i dit eget liv ved at have lyttet til personen?
(Morgan side 17)
 
Den narrative arbejdsmetode opsummerende:
  1. Respektfuld og ikke bebrejdende tilgang, som sætter mennesket i centrum
  2. Problemer er adskilte fra mennesket- mennesket har iboende ressourcer, kompetencer, værdier og evner, der kan hjælpe dem til at ændre det forhold de har til problemer/problemet
  3. Nysgerrighed og evne til at stille spørgsmål, som vi ikke kender svarene på
  4. Der er ikke én rigtig retning på en samtale, men mange. Borgeren spiller en væsentlig rolle, når man vælger, hvilken retning samtalen skal have
For uddybende læsning Morgan, Alice (2005), Narrative samtaler, Gyldendals bogklubber.

Giv din stemme

8 stemmer
3,1/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

45 JOB

Student assistant - Communications

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Tilmeld nyhedsbrev

Få alt, hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.