Velkommen til den omvendte verden, hvor helte bliver til skurke. Oplev følelsen af åndelig frihed, når Stoltenberg og hans kumpaner bliver afsløret som de populister, de i virkeligheden er.
Statsminister i Norge Jens Stoltenberg har fået lutter ros for sin optræden som ”statsmand” efter terrorangrebet. Men det er faktisk ikke indlysende for alle, at han bør påtage sig rollen som nationens samlingspunkt, og når han alligevel forsøger sig som altfavnende politisk poet, ligner det hyperpopulisme af Obama’sk format.
Alle er enige, fra
Politiken over
Ellemann til
Skaarup, om, at Jens Stoltenberg har optrådt med stor og nødvendig værdighed. Den populære K-debattør Signe Wenneberg har skrevet en
hyldest, og minsandten om ikke danske tv-journalister dukkede op hos Stoltenbergs gamle far for at høre, om han er stolt af sin søn.
Det er da også forbilledligt, som Stoltenberg har undgået at falde for fristelsen til at dehumanisere modstandere, som vi har set Lars Trier Mogensen gøre det i pressehistoriens foreløbige, danske
lavpunkt. Og netop i situationer, der er hævet over almindelig politik, er det smagfuldt at støtte sig retorisk til en folkelig fællesnævner. Men Stoltenbergs alfaderlige optræden burde alligevel føles uværdig for selvstændige mennesker.
Fraserne fænger
Det burde nemlig ikke være interessant for en kritisk og dannet offentlighed at se nogen ophøje sig, lægge ansigtet i sørgmodige folder og sige noget, som enhver anden ville have sagt i samme sted.
Måske berettiger terrorangrebets omfang til en undtagelse, men en statsminister, som ikke nødvendigvis har opbakning fra flertallet, og som kun står til ansvar hvert fjerde år, behøver ikke at være bemyndiget eller forpligtet til at sætte ord på tragedier, som vi alle fuldstændig intuitivt ved, hvordan vi skal forholde os til.
Når Stoltenbergs optræden er iscenesat, som den er, og bliver bedømt, som den bliver, må det skyldes tendensen til at acceptere politikkens og lederskabets udbredelse overalt, hvor tænkes kan. Samfundet anses for at være et hierarki med én stor leder på en base af lutter undersåtter, som ikke magter at løse og bearbejde små som store problemer bag hjemmets fire vægge. Vi kan åbenbart ikke rumme tragedien, før statsministeren har sat ord på den, og vi har ligget på krisepsykologens statsfinansierede briks.
Forherligelsesboblen stiger til vejrs
Landets politiske ”censorer”, der normalt er gode for komplicerede teorier og motivfortolkninger, forekommer mig at være ualmindelig nøjsomme, når de bukker og skraber for ”statsmænd”, der i forvejen svæver over vandene med simplificerede budskaber a la ’change’ og ’yes we can’.
Når jeg kalder Stoltenbergs optræden iscenesat, svarer jeg samtidig på, om det er rådgiverne, kommentatorerne og lederskribenterne selv, der lader sig forføre af banaliteterne, eller om de vurderer, at der findes en umælende underklasse med et behov for en elitær figur, der kan udtrykke det, den ikke selv evner. Svaret er det sidste, men fordi mediebrugerne opfatter det første, er effekten selvforstærkende. Og Stoltenbergs optræden bliver forherliget til stadig stigende højder.
Beskedenhed, tak
Men der findes også et segment i befolkningen, som mindeligt beder om størst mulig ydmyghed og passivitet fra politikere. Der er 179 sæder i Folketinget og vist nok 10 færre i Stortinget, som skal besættes – uanset hvor repræsentative de opstillede kandidater er. Kandidaterne er i princippet repræsentative, nuvel, men ikke i praksis, og derfor bør politikere begrænse lovgivningsarbejdet mest muligt, især den værdipolitisk motiverede.
Stoltenbergs klædeligt afdæmpede reaktion kan indgyde håb om, at han forsøger at imødekomme ovenstående henstilling. I så fald er jeg ked af, at netop han må stå model til min principielle kritik. Men som den pessimist jeg er, følger jeg fortsat Obama-sporet i Stoltenberg-sagen, et spor, der også forklarer Helle Thorning-Schmidts tavshed i valgkampens indledende fase.
Også hun står på skuldrene af Obama, og i hans urørlige fugleperspektiv kan hun følge sine modstanderes opslidende kampe i hverdagspolitikkens skyttegrave. Hun vil kun, som Obama og Stoltenberg, vise sig foran i forvejen forførte folkemasser, der klapper taktfast ved enhver almenmenneskelig konstatering og ethvert henkastet håb om bedre tider.
Placebo til taknemmelige nordmænd
Det er velkendt, at Barack Obamas retorik bliver studeret intenst af danske, og sikkert også af norske, toppolitikeres kampagnestabe. Evnen til at begejstre med sympatiske, men ufatteligt banale og overfladiske budskaber, er i høj kurs, da historien rummer mindst et tilfælde – endda det seneste – Obamas - hvor strategien er lykkedes.
Den norske statsminister injicerer en lignende placebo i sit bevidstløse norske vælgerkorps med sin bredtfavnende og derfor intetsigende tale.
Jeg er ked af at skulle mistænkeliggøre Jens Stoltenberg, den pæne mand. Måske er hans engagement dikteret af et ærligt hjerte.
Men der er grund til at være særlig kritisk over for pæne politikere, der risikofrit kan mene det, de gør. Populismens mærkat burde være reserveret dem, der mener det ufarlige og fastholder magten ved at føje flertallet. For tidsånden er altid flygtig og har derfor kun ret, indtil ærlige mennesker tør konfrontere den. Det er ærlige politikere, vi har brug for. Politikere, der holder igen med at blande sig, men som til gengæld har noget originalt på hjerte, når de gør det.