TV-avisen havde lige et længere indslag om, at der på hospitaler foreløbig er sket 19 dødsfald, som kan være forårsaget af en bakterie, som antibiotika ikke bider på. Det er især ældre, svækkede mennesker, der bukker under. På Gentofte Hospital fortalte en læge, hvorledes man nu sætter ind blandt andet med ekstra skrappe rengøringsmidler.
Jeg kom til at tænke i et middel, der måske - måske ikke - på sigt har en virkning langt ud over rengøringsmidler, hvor grove de end er. Jeg tænkte nemlig på nogle forskere på Aalborg Universitet, der har skabt et stykke software - en “model” - der gælder brugen af antibiotika.
Tilbage i 2006 interviewede jeg en af forskerne, professor, dr.tech. Steen Andreassen, om det modelbaserede rådgivningssystem med navnet Treat, der gælder behandling af alvorlige infektioner. Centret han står i spidsen for havde på det tidspunkt netop fået bevilget en portion forskningsmidler, men her er, hvad jeg hæftede mig ved i forbindelse med den aktuelle situation:
»Vi mangler at overtale nogle læger til at bruge det i den kliniske hverdag,« sagde professoren.
Undskyld, at jeg her en lørdag aften ikke straks indleder er telefonstorm mod de involverede forskere i Aalborg for at få opdateres status, men prøv at læse artiklen, jeg den gang skrev til Ingeniøren.
Mere målrettet antibiotika
Den beskriver, hvorledes det - via computermodellen - er muligt i langt højere grad at finde frem til lige netop den type antibiotika, der rammer patientens bakterielle plageånd i “bulls eye”, i stedet for at skyde med spredhagl, altså med bredspektret antibiotika. Her endnu et citat:
»Internationale tal viser, at når der gives antibiotika, får knapt 60 procent af patienterne noget, der virker, og godt 40 procent, får noget, der ikke virker,« fortæller Steen Andreassen.
Treat-forsøg, der er kørt som en slags konkurrence mellem læge og system, reducerede den mislykkede medicinering til 30 procent.
Fordelen ved den smalspektrede antibiotika er hurtigere virkning, og mindre risiko for at skabe antibiotika-resistente bakterier. Dermed også besparelser i menneskeliv og i kroner.
Kræver ekstra arbejde
Problemet i sygehusverdenen er så, at det er en “noget-for-noget” situation. Modellen skal fodres med data fra laboratorieprøver, og indtil vi har nogle velfungerende elektroniske patientjournaler kan det ikke ske pr. automatik. Og så koster et sådant system nogle hundredetusinde kroner.
Tiden vil vise, om Ålborg-forskerne var for optimiske, hvad angår mulighederne, eller om det var de danske læger, der var for konservative. Men problemet er i virkeligheden globalt, for i mange lande tøver lægerne ikke med at skyde med spredhagl, og med de rejsemønstre vi har i dag…..
Men nogen her, der ved noget om, hvorledes det går med Treat-projektet?
PS:Weekendavisen fortalte i sidste uge om, hvorledes Folketingets sundhedspolitikere har vedtaget en screening-indsats, der koster 425 millioner kroner for at redde 1 menneske statistisk set for at blive ramt af HIV i forbindelse med en blodtransfusion.