Du skal bruge:

En parkeringsbøde, eller
en smadret Macbookskærm, eller
en kontrolafgift fra dit lokale busselskab, eller
en ekstra flybillet, som du må betale, fordi du missede din oprindelige afgang, eller
en anden uforudset udgift af betragtelig størrelse for noget, som i bund og grund er din egen skyld.

Fremgangsmåde:
Betal udeståendet.
Og her er det så, at du efterfølgende normalt ville bræge højt til alle i nærheden og alle, der kan læse din statusupdate eller følger dig på Twitter om, hvor urimeligt det er, at ingen på motorkontoret/Humac/Movia/Finnair/andre kapitalistoforetagender kom dig til undsætning og nedsatte beløbet, når nu det var *dig*, der bad så indtrængende om det.
Don’t. Selv om det qua din nationalitet falder dig naturligt at forvente særbehandling og følgende brokke dig, når den ikke bliver givet, så prøv at lade være. Nævn det ikke. Til. En. Sjæl. I dare you.
Der er nemlig én klar fordel forbundet med at fortie bøderne eller ly…- hrrm – sige, at Humac selv dækkede omkostningen, eller at du skam nåede det rette fly, det var bare en aflysning eller noget terror i gaten eller noget, der forsinkede din hjemkomst: ingen holder dig op på episoden og minder dig om den. Og, for det ved du godt, husker dig på, hvor et fjols og ødsel med dine penge, du er.

Du fatter ikke, hvor let om hjertet, du bliver, når du har slugt udgiften og derefter opdager, at sagen er ude af verden. Ved simpel fortielse.