Da jeg oprettede denne blog, var det først og fremmest for at få fremmede øjne på de ting, jeg går og lirer af mig. Mine stikpiller, mine forsøg på poesi, mine betragtninger.
Som regel, når jeg ude i virkeligheden får feedback, har jeg en fornemmelse af, at det også er mig som person, der er til evaluering. Mig, mine tidligere produktioner, min attitude, hvem jeg omgiver mig med eller mit udseende. Og her er det ikke mig, der er speciel – sådan tror jeg alle, det gælder for alle, der sender noget til evaluering. Vi bliver alle bedømt på alverdens mere eller mindre uvæsentlige parametre.
Et eksempel er en leder, der engang sagde til mig, at han i den første halvanden måned, jeg var ansat, var bange for mig, fordi jeg var så høj. Tja. True story. I øjeblikket blev jeg smigret – fordi det jo måtte betyde, at han ikke længere var… skræmt. Og det er jo godt. Ahem. Men i dag har jeg mere sådan, at jeg ikke rigtigt kan bruge noget af det, han havde sagt til mig op til da, til en pind.
Og da havde jeg brug for en pause. Og en helle, en lille safe spot, hvor jeg kunne sidde bag en maske, jeg kalder Dines. Hvor mit skriftlige udtryk er key.
Jeg havde aldrig regnet med den fart, det ville tage. Har for nylig rundet 1000 læsere om dagen efter under et år on air – og jeg takker hver et eneste klik, der er blevet sat her på siden. De går lukt ind på kontoen, jeg gemmer til en rainy day. Jeg er dybt ydmyg og taknemmelig for, at I gider lægge hjørner af jeres tid her på siden og læse det, som jeg har på hjerte. Og jeg elsker, når I giver udtryk for, at I vil debattere, rose eller rise. Når det gælder emnet, forståes.
Imidlertid er der nogle af jer, der finder det helt voldsomt interessant, hvem jeg er. Det er som om, at den lille gruppe også tror, at en del af blogging for mig er at sidde her og være interessant og håbe på, at nogen outer mig i et afslørende gæt på, hvem jeg er i virkeligheden. Har endda nogle af jer mistænkt for at tro, at jeg er en eller anden kendis, der sidder her og er for kendt til mig selv.
Sådan er det ikke. Og jeg nyder ikke de små opstød, I lægger i kommentarfelterne, hvor I lægger hentydninger til, at I har gættet mit navn, min profession eller min whatever. Jeg forstår ikke, hvor I finder tiden til al den googling, og jeg forstår ikke, at I bliver ved, når nu den slags kommentarer bliver slettet lige så hurtigt, som de bliver skrevet. Især når nogle af dem er truende og har en tone i kanten, der lyder et ”når du skal sige og mene sådan der, så fortjener verden også at vide, hvad jeg ved om dig, lille De.”
Send mig en mail, hvis du vil af med din viden? Adressen samlingsbanken@gmail.com er altid åben – hvorfor ødelægge det, jeg har gang i her?
Jeg kunne aldrig drømme om at slette, hvad I har på hjerte, så længe I blot har lyst til at reagere på det jeg skriver. Men det samme gælder ikke alt det der, I sidder og gisner, gætter eller antager. I virkeligheden giver I udtryk for, at I ikke kan lide, hvad I læser. Og så fatter jeg slet ikke, at I gider bruge jeres tid her.
Det håber jeg, at I vil respektere.
Kærligst,
Dines.
