Memo fra Machiavelli til Margrethe

Den nyere radikale partihistorie er præget af kronisk identitetskrise.

Det hele begyndte i 2001, da partiet mistede sin traditionelle rolle som tungen på vægtskålen i dansk politik. Krisen tog til, da der gik Konen i Muddergrøften i den for Marianne Jelved, der oven på den forrygende valgsejr i 2005 nu også ville være statsminister.

Margrethe Vestager er nu med søvngængeragtig sikkerhed på vej op ad denne evindelige radikale Via Dolorosa.

I disse dage ruller næste afsnit af den navlepillende radikale sæbeopera så over skærmen, hvor der igen hersker total forvirring om partiets politiske linje. Et kig i Machiavellis samlede værker illustrerer en række af de strategiske fejlgreb, der har præget Margrethe Vestagers lederskab.

1. De store beslutninger skal træffes med det samme.
"Well used are those cruelties that are carried out in a single stroke, done out of necessity to protect oneself, and are not continued but are instead converted into the greatest possible benefits for the subjects. Badly used are those cruelties which, although being few at the outset, grow with the passing time instead of disappearing. Those who follow the first method can remedy their condition with God and with men, the others cannot possibly survive."

Villy Søvndal er et instruktivt eksempel: Energien fra SF-lederens knusende valgsejr blev brugt til at bulldoze ethvert socialistisk dogme væk fra Villys vej til ministerkontoret, og kun Pernille Frahm turde pippe lidt op over for folkesocialisternes nye enehersker. Når "balladen fra baglandet" på et tidspunkt dukker op i SF - og det gør den, før eller siden - kan overvintrede dinosaurer ikke længere rokke ved de omfattende ændringer, der er gennemført i SF"s politiske linje. Villy Søvndal fik taget opgøret, mens han var stærkest.

Margrethe Vestagers problem er, at hun aldrig har fået greb om magten og den politiske kurs i Det Radikale Venstre. Selvom hun kom til magten under Ny Alliances tumultariske efterspil, havde hun faktisk en periode med fremgang, der skulle have været brugt til at sætte sig tungt i formandsstolen.

Vestager tog et opgør med højrefløjen, personificeret af Morten Helveg Petersen, da hun vragede ham til posten som gruppens næstformand. Men den radikale leder fik aldrig fuldstændig opbakning til en klar politisk kurs.

(I stedet meldte hun bogstaveligt talt Det Radikale Venstre ud af den politiske debat til fordel for en intern diskussion om samfundets "megatrends". Undskyld, er der nogen, der har hørt noget til det? Og var "megatrends" ikke på mode nogenlunde samtidigt med Wham og Perestrojka?)

Ved onsdagens pressemøde kom regningen: Vestager MÅTTE trække sine tilnærmelser til SF i land, mens Morten Helveg Petersen i stolen ved siden af ikke var i stand til at skjule sin skadefryd.

2. Tilfældet Ammitzbøll.
"Men ought either to be well treated or crushed, because they can avenge themselves of lighter injuries, of more serious ones they cannot; therefore the injury that is to be done to a man ought to be of such a kind that one does not stand in fear of revenge".

Simon Emil Ammitzbølls kamikaze-angreb på Margrethe Vestager styrkede paradoksalt nok partilederen i første omgang. Angrebets form og forræderiske ordvalg var så umodent, at selv de, der var substantielt enige i synspunkterne, måtte lægge afstand til barnagtighederne.

I endnu et anfald af akut Christiansborg-krukkeri besluttede Ammitzbøll at melde sig ud af partiet oven på et møde med Vestager i utilfredshed med "ledelsesstilen", og han har senere forklaret, at han ikke følte, at der blev rakt en hånd ud. Alene det faktum, at en skideballe hos ledelsen opfattes som en forhandlingssituation, antyder Vestagers problem. I en tilsvarende situation hos Venstre eller Dansk Folkeparti var der kun blevet rakt hænder ud for at stikke den uvorne backbencher en lussing.

Vestager burde have kaldt Ammitzbølls handlinger ved deres rette navn: Uacceptable og barnagtige. Så havde hele sagen givet hende et solidt grundlag for at tage en konfrontation med sin højrefløj, der konsekvent forsøger at undergrave partilederens uklare linje.

I stedet valgte hun en forsigtig strategi i håb om at undgå en offentlig konfrontation.
Hele optrinnet med Ammitzbøll er nu på forunderligste vis endt med, at Margrethe Vestager nærmest må rykke ud med en undskyldning. Vestager har kun sig selv at takke for den situation.

3. Tag opgøret!
"The Romans never allowed a trouble spot to remain simply to avoid going to war over it, because they knew that wars don"t just go away, they are only postponed to someone else"s advantage".

Der eksisterer en fundamental uenighed internt i Det Radikale Venstre lige nu, om partiet skal samarbejde med højre- eller venstrefløjen. Begge strategier er for så vidt mulige, men ikke på samme tid.

Derfor var det fundamentalt fornuftigt, da Margrethe Vestager forsøgte at skabe klarhed over situationen.

Det Radikale Venstre har muligheden for at kunne bringe sig selv i en nøgleposition i dansk politik som den afgørende brik for at samle oppositionen.

Socialdemokraterne tørster efter en afslutning på ørkenvandringen, og Helle Thorning-Schmidt ved, at hun kun har et valg endnu som partileder. Og Villy Søvndal ville pisse i Aksel Larsens urne for at bringe sit parti i regering.

Margrethe Vestager kan med andre ord kræve, at S-SF skriver under på euro"en, sænkelser i topskatten og en lang række andre radikale mærkesager som prisen for at rejse perspektivet med en S-SF-RV regering.

Som garanten for konstruktionens økonomiske ansvarlighed ville De Radikale kunne trække vælgere tilbage fra SF, der trods alt har svært ved at se Ole Sohn som finansminister. Og bedst af alt: Det ville igen være interessant for pressen og offentligheden, hvad De Radikale gik og mente om tingene.

Presset af partiets højrefløj måtte Vestager imidlertid i stedet udsende denne kommunikationsfaglige stinker.

"Vi går efter en midterregering med Socialdemokraterne og Radikale Venstre som kernen. Derfor peger vi på Helle Thorning-Schmidt som forhandlingsleder. Ingen kan forudsige, hvad der sker i dansk politik de næste tre år, og ingen kender resultatet af næste valg. Derfor udelukker vi ingenting".

Nogle gange forundres man over, at selv garvede politikere tror, at man kan slippe af sted med at udsende kryptiske erklæringer, der rejser flere spørgsmål, end de besvarer. Pressen er selvfølgelig ikke færdig med at bore i, om det betyder, at SF kan være med eller ej. Og er der en ny situation, hvis Løkke afløser Fogh? Kan man heller ikke udelukke samarbejde med Dansk Folkeparti?

Den udsendte tekst er eksempel på det, der engang var en socialdemokratisk paradedisciplin især i udlændingespørgsmålet: Rorschach-kompromisset. Man laver en fælles tekst, der er så tilstrækkeligt uklar, at alle kan tolke den som udtryk for, at netop deres linje har sejret. Og Helveg-brødrene var da også hurtige til at glæde sig over, at man ikke havde udelukket samarbejdet til højre, mens Vestager mente, at det var det samme, hun hele tiden havde sagt, og den frafaldne Ammitzbøll fra sidelinjen kaldte teksten "en historisk venstredrejning".

Margrethe Vestager er før eller siden nødt til at tage opgøret med partiets højrefløj. Hun må satse på både baglandets og vælgernes opbakning, og den stærke partileder, der går frem i meningsmålingerne, har altid ro på bagsmækken. Med Machiavellis ord: "The Prince who has good troops will always have good friends".

Margrethe Vestager må afgøre med sig selv, om hun vil være politisk leder eller højskoleforstander.