Du har sikkert allerede læst om Louis Vuittons sagsanlæg mod designeren Nadia Plesner, som der har været skrevet en del om den sidste uges tid. Hvis ikke, så er historien kort, at den 26-årige danske designer Nadia Plesner har tegnet en håndtaske, der til forveksling ligner Louis Vuittons kendte design, i et billede på en række plakater og T-shirts, hvis salg genererer penge til nødhjælp i Darfur. Det bryder Louis Vuitton sig ikke om, og de har derfor lagt sag an mod Plesner, da hun ikke frivilligt vil stoppe sit velgørende foretagende.
Louis Vuitton kræver ifølge medierne 112.500 kroner i bøder om dagen, for hver dag Plesner gør følgende:
- Sælger sine T-shirts og plakater på sit website http://www.nadiaplesner.com/
- Fremviser brevene fra Louis Vuitton på det nævnte website
- Anvender navnet "Louis Vuitton" på det nævnte website!!
Sagen har fået global medieomtale, og støtteerklæringerfra hele verden strømmer ind på Plesners hjemmeside. Bloggerne og internetaktivisterne er aktivt i gang med at svine Louis Vuitton til i diverse fora, og for et par dage siden sprang også mindst tre Facebook grupper frem til støtte for Nadia Plesner. På Google er der allerede over 61.000 hits på "LV+Darfur", 39.000 hits på "Louis Vuitton+Darfur" og blandt de første 10 hits på "Louis Vuitton" dukker nyheden om den sagsøgte kunstner op to gange (i hvert fald i Danmark).
Et PR-mareridt
Hele sagen er begyndt at minde om et regulært PR-mareridt for Louis Vuitton. Det er specielt faldet de kritiske masser for brystet, at Louis Vuitton sagsøger et non-kommercielt projekt, der skal rejse penge til nødlidende i Afrika, og at summerne i sagsanlægget er så astronomiske. Før medieomtalen (og dermed salget af T-shirts) rigtig tog fart, havde Simple Living kun skaffet omkring 20.000 kroner til Darfur. Det beløb må forventes at være steget betydeligt de sidste par uger.
Uden at jeg skal kloge mig for meget på copyright og jura, er det svært ved at se, at Louis Vuitton har en sag her. Eftersom tegningen kun minder om en Louis Vuitton taske, salget af T-shirtene ikke konkurrerer med Louis Vuittons eget salg af varer, og der er tale om et non-profit foretagende, er der efter min overbevisning ikke meget at komme efter. Og kravet om, at Plesner ikke må fremvise breve, Louis Vuitton selv har sendt hende, eller skrive deres firmanavn på hendes website, virker direkte i strid med tanken om ytringsfrihed.
Den aggressive copyrightbeskyttelse
Men hvorfor har Louis Vuitton så reageret så voldsomt over for det lille filantropiske firma? En forklaring kan være præcedens i forhold til kommende retsopgør. Fjollet eller ej, så er specielt store, internationale virksomheder nødt til at tage selv opfattede krænkelser af deres copyright alvorligt, da de ellers kan bruges senere af en modpart i retten ("dengang reagerede I ikke, hvorfor så nu?").
Argumentet om kunstnerisk frihed eller harmløse foretagender har kun ringe betydning i en retssag, for både i sager om copyright og patenter gælder det, at hvis man undlader at gøre indsigelser mod krænkelser i flere tilfælde, så kan man til sidst miste retten til sit varemærke eller sin opfindelse.
I sagen McDonald’s versus pølsemanden McAllan udtalte McDonald’s informationschef Birgitte Boers efter nederlaget i Højesteret, at ”selskabets advokater havde læst de danske love og bemærket, at det var nødvendigt at handle, for overhovedet at hævde sin ret til et varemærke”.
Flydende grænser for kunstnerisk frihed
Argumentet om kunstnerisk frihed blev anvendt af kunstneren Tom Forsythe, da han i 1999 blev stævnet af legetøjsproducenten Mattel for sin udstilling ”Food Chain Barbie”. Forsythe havde anvendt en række Barbiedukker i fødevaresituationer som symbol på den fantasiverden, der nærer os og giver os falske forhåbninger og drømme.
Tom Forsythe forsvarede sig med den principielle ytringsfrihed, og retssagen kørte helt frem til udgangen af 2003, hvor Mattel tabte og blev idømt at betale sagens omkostninger på 2,1 millioner dollars.
Juristernes problematiske autopilot
Både Mattels og Louis Vuittons eksempel viser, hvor afgørende det er at have kommunikationen på plads, når og hvis juristernes maskineri går i gang. Lov er lov, og retssystemet skal derfor tage stilling til, hvem der juridisk har retten på sin side i en given sag.
Men uanset Louis Vuittons juridiske afdelings bevæggrunde, så afspejler håndteringen af sagen fra Louis Vuittons side, at man enten ikke har taget sig tid til at tænke de kommunikationsmæssige perspektiver ordentligt igennem eller helt har valgt at se bort fra konsekvenserne. Louis Vuitton har formået at få pisket en stemning op i medierne og har ligefrem vakt internetaktivisterne til kamp. Flere steder, som på bloggen detfalskested.dk og på Facebook, går opfordringer igen til at genere Louis Vuitton ved at fremprovokere negative søgeresultater igennem linkaktivisme, købe Simple Livings T-shirts og boykotte Louis Vuittons produkter.
Den positive tilgang til varemærkekrænkelser
Louis Vuitton kunne måske have undgået hele denne affære ved at tage bestik af situationen og i stedet for at bede Plesner om at droppe sit foretagende, så kunne de have støttet det. De kan ikke løbe fra, at de som virksomhed sælger varer, der ligger i den absolutte luksus-ende af skalaen, hvilket står i skarp kontrast til de nødlidende i Darfur. Det er meget forståeligt, at Louis Vuitton ikke bryder sig om at se deres design anvendt som kulturikon sat sammen med et sultende barn, men hvis de i det mindste havde anerkendt, at det var det, det var - et kulturikon og symbol på vor tids rigdom og overflod - så kunne de have vendt historien til noget positivt. Selve tegningen var jo ikke en kritik af Louis Vuitton, men et forsøg på at starte en dialog om den vestlige verdens værdier.
Rockidoler og filmstjerner er konstant fremme og tale Afrikas sag, uden at de af den grund behøver at undskylde, at de selv tjener styrtende med penge. Bono har endda været nomineret til en Nobelpris for sin godhed, selv om han samtidig beskyldes for at gemme penge i et skattely. Hvis Louis Vuitton ikke kunne undlade helt at reagere - af hensyn til fremtidig jura - så kunne de have indgået en aftale med Simple Living om, at produktionen af T-shirts var med deres viden og accept på betingelse af, at projektet forblev non-profit og overskuddet fortsatte med at gå til Darfur.
Når sagsanlæg er en nødvendighed
Hvis Louis Vuitton er juridisk tvunget til at sagsøge alle opfattede krænkelser af deres copyright for at have en vandtæt varemærkebeskyttelse også i fremtiden, så havde det været en god ide, om de havde forberedt sig bedre på at imødegå den efterfølgende negative omtale.
Sagen har uhyre emotionel karakter, både fordi der er tale om fundraising til nødlidende, og fordi det fremstår som Davids kamp mod Goliath. Derfor kan Louis Vuitton sagtens risikere at tabe økonomisk på sagsanlægget – selv hvis de vinder i retten – fordi den tabte ’brand value’ slet ikke står mål med den tildelte erstatning.
Den artikel er blevet til på baggrund af et blogindlæg på Start snakken!