You are the medium and the message

Vi har efterhånden vænnet os til, at alt og alle findes på nettet. I større og større omfang er meget af indholdet skabt af brugerne selv, og mange brugere er derudover glade for at blive registreret og overvåget. Det giver dem nemlig mulighed for at blive synlige i forskellige sociale netværk. Men hvorfor accepterer vi nødvendigvis at blive overvåget i større og større omfang på nettet, og hvilke konsekvenser har overvågningen for den private og digitale frihed? Vi gør det, fordi det er underholdende, og fordi det kun kræver, at man er sig selv.

Succesen med at uploade billeder og dele indhold har dog gjort os alle til genstand for ’hverdagspaparazzi’. Vi har godt nok fået mulighed for at uploade billeder og video til nettet og nyde dem i selskab med virtuelle andre, men vi må også leve med, at andre kan uploade og udstille os på nettet. I denne udveksling af billeder og videosekvenser online opstår imidlertid en spændingsfyldt uforudsigelighed, der er meget underholdende, men som samtidig bygger på en accept af, at man kan komme til at skulle stå skoleret og undskylde for fortidige og knapt så flatterende hændelser. Dårlig omtale synes dog at være bedre end ingen omtale, som Simon Spies ofte påpegede.

For at nyde de nye underholdningsformer, hvor vi selv er indholdet, kræves umiddelbart, at vi udviser ligegyldighed og tilegner os en mere blaseret holdning til tilværelsen. Vi må nok acceptere, at i den digitale tidsalder må vi blive bedre til selviscenesættelse og til at give en god performance. I det lange løb vil en sådan en holdning og indstilling dog betyde en større og større indskrænkning af privatlivet.

Det store overvågningsbillede – Big Brother 2.0

Med registrering og overvågning af brugergenereret indhold på nettet og med en stigende monitorering af vores navigation med nye medier i det hele taget antager indholdet en yderligere underholdningsværdi. Konvertering af overvågningsdata, som det reelt er, bliver ofte til brugbart visuelt data med stor informations- og underholdningsværdi.

Et godt eksempel på tendensen er nyheden om, at Københavns Kommune har indgået et samarbejde med Massachusetts Institute of Technology om at bruge data fra københavneres tændte mobiltelefoner til brug i byplanlægningen. Brugerne vil gladelig deltage, for gennem projektet vil alle mobiltelefon-aktive københavnere kunne få overblik over, hvordan folk bevæger sig rundt i byen. Visualiseringen kan således give et praj om, hvor det er, festen foregår. Et godt eksempel på, at man også må tale om overvågningens glæder.

Lignende overvågningstendenser har stor underholdningsværdi på Chicagocrime.org, hvor det bl.a. er muligt at undersøge byen og dets kvarterer på baggrund af den kriminalitet, der bliver begået. Indhold, som måske tidligere var forbeholdt politiet, byplanlæggere og ikke mindst forsikringsagenter. Men med web 2.0 er disse informationer nu til rådighed for menigmand og –kvinde.

Er dit nabolag fredeligt? I Chicago kan man følge kriminaliteten på nettet.

Ved at konvertere statistiske data bliver det altså muligt digitalt at få visualiseret og på æstetisk underholdende måde at få et hurtigt indblik i, hvad der sker af uhyrligheder forskellige steder i Chicago. Sådanne oplysninger kan være en glimrende vejledning til, hvilke veje man nok skal undgå på vej gennem byen, men også en helt ny måde at opfatte og forstå byen på.

Ét er dog, hvordan overvåget aktivitet med digitale medier eller registrerede data over kriminelle handlinger visualiseres og bliver konstruktivt brugbare – men også e-mails, personlige hjemmesider og diskussionsgrupper bliver overvåget.

Særligt ser man på social networking sites, hvordan overvågningsdata eller andre former for registrerende kommunikation konverteres tilbage ind i det sociale fællesskab med stor underholdningsværdi. Faktisk er visualiseringen med til at konstituere fællesskabet og gøre det synligt for dets ellers flygtige og spredte medlemmer. Gennem visualisering forankres de flygtige online interaktioner i bestemte opfattelser af fællesskabet. Eksempelvis i forhold til rum ved at blive forholdt til et traditionelt verdenskort, som det kan ses hos gruppen af ’autentiske’ videobloggere i deres blogmap community.

Verdenskortet som vi kender det - nu med markering af online video-bloggere world wide.

Pointen bliver, at visualiserede datamængder får stor betydning for, hvordan vi forstår og agerer online såvel som i hverdagslivet, og konsekvenser for, hvordan vi opfatter det virtuelle rum såvel som den fysiske verden.

Visualisering af overvågningsdata kan altså ses som afslørende og delvis konstituerende for den sociale virkelighed, men er samtidig også en spekulativ måde at omdefinere virkeligheden på, så den er tilpasset en bestemt visualisering af virkeligheden.

Underholdningsværdi fremmer accept af overvågning

Men hvorfor lader vi vores medieforbrug registrere uden større skepsis? Dels fordi visualiserede data fungerer aktivt i den videre kommunikation mellem de overvågede, og dels fordi de mange visualiseringer af data fra konkrete menneskers handlinger på overfladen mimer forholdsvis harmløse og underholdende computerspil. Et godt eksempel er Sim City, hvori computerspilleren har en mission med at skabe en by, der kan tilfredsstille alle byens borgere. Spillet handler i princippet om at vedligeholde byen og undgå katastrofer, og der er en kapitalistisk vækstmotor indbygget i gameplayet, så der ikke kan opnås nogen harmonisk ligevægtstilstand, hvorfor spillet nærmest kan køre for evigt.

Computerspil som Sim City har lært os at overvåge verden ovenfra.

I hovedtræk handler det altså om at håndtere det uventede, kontrollere begivenheder og skabe en tro på, at simulationen er virkelig, i hvert fald mens spillet pågår.

Med et hurtigt opslag på wikipedia.org står det klart, at Sim City oprindelig var tænkt som et værktøj for systemdesignere i forhold til at producere nye computerspil, altså et værktøj til at designe, kontrollere og styre forskellige gameplays og handlingsscenarier. I stedet har spillet udviklet sig til et populært legetøj i forskellige versioner for en kæmpe flok computerentusiaster, og resten er historie. I denne historie bør vi dog ikke glemme, at bag et underholdende interface, der viser overvågningsdata, findes et reelt værktøj til at bestemme ’gameplayet’ eller, i forhold til internetaktiviteter, til at bestemme de måder, vi kan være sammen på online.

Men hvad der måske er mere væsentligt, så betyder ligheden mellem overvågningsdata, der konverteres til visuelle data, og egentlige underholdende computerspil, at der sker en stigende accept af digital overvågning. Overvågning bliver set som noget positivt, hvor de negative sideeffekter kommer lidt ind ad bagvejen i kraft af en vanlig fascination af medieprodukter. Samtidig sikres selskabeligheden ved, at visualiseringerne imiterer genkendelige mediegenrer.

Woody Allen sagde engang, at livet ikke kun efterligner kunsten, det er også begyndt at efterligne dårlige tv-programmer. Med den seneste udvikling kan vi måske tilføje, at livet i den digitale tidsalder endvidere er begyndt at efterligne underholdende computerspil. Det er ikke længere i tv-programmerne, at vi identificerer os med og har sympati for forskellige persontyper. Nu spiller vi selv vores roller og opsluges i sociale spil på nettet, hvor alle kan holde øje med hinanden, og hvor det bliver muligt at lære og agere i forhold til, hvordan de andre spiller det sociale spil.

Overvågningens utilsigtede konsekvenser: Little Brother 1.0

Ét er selvfølgelig underholdningsværdien ved data indhentet fra mange mediebrugeres gøren og laden med medieteknologier, men hvis vi vender blikket mod de nye mediers indflydelse og konsekvens for konkrete individer, så er billedet lidt sløret. Vi har bl.a. oplevet, at bitre ekskærester hævner sig ved at publicere kompromitterende billeder på nettet, og at skønhedsdronningen Miss Nevada må trække sig, fordi billeder fra en våd aften, mens hun gik på college, var tilgængelige online. Herhjemme vakte det i begyndelsen stor furore, da diskoteker lagde billeder ud på nettet fra folks udskejelser, og i Skagen giver de sågar rabat på drinks, hvis de kvindelige gæster viser deres bryster til web-kameraet i baren, som så kan ses på nettet (http://www.copa-cabana.dk).

Sikkert meget festligt den konkrete aften, hvor de unge skal vise sig overfor veninderne og spændte drenge, men når billederne er lagret på værtshusets hjemmeside, så læger tiden ikke ret mange sår fra fortidige hændelser. Men måske vurderer diskoteksgæsterne, ekskæresterne m.fl. slet ikke den virtuelle publicering som noget entydigt dårligt, for tendensen bevæger sig mere og mere imod, at hvis du ikke kan googles, hvis du ikke har en lagret fortid, hvis du ikke er synlig på nettet, ja så eksisterer du ikke, så er du ikke troværdig.

At de nye medier fastholder begivenheder fra fortiden og sammensmelter dem med nutidige situationer, bliver væsentligt at forstå i lyset af brugernes engagement i de nye medier. Der trækkes nemlig på en evig søgen efter autenticitet og en evig skepsis omkring troværdigheden ved de personer, som man møder online. Brugerne er aktive i at etablere de andre brugeres ’biografiske konsistens’ på den måde, at de uploader, downloader og henviser til informationer, der kan sikre autenticitet og troværdighed, men til dels også en gemen nygerrighed og en moralsk og kontrollerende social justits.

Overvågning er således ikke en straf, men en drivkraft og en præmis i forhold til selvidentiteten og fællesskabsdannelsen. Ved at overvåge og blive overvåget hjælpes selvforståelsen ikke alene på vej, men bliver også socialt anerkendt. Det er en vigtig grund til, at folk er vilde med det.

At komme til orde eller at blive til grin?

I utallige blogs og på mange personlige hjemmesider ses ihærdige og demokratisk fordrende forsøg på, at almindelige mennesker tilkæmper sig en ’stemme’ i en medieret virkelighed, hvor de også samtidig leger med og konstruerer en selvidentitet. Selvfølgelig kan disse personlige sider slettes igen, men mange glemmer, at utallige andre brugere eller søgerobotter kan have gemt eller kopieret indholdet.

Det er derfor svært helt at slette sporene af sin synlighed på nettet, og modsat vores leg med identitet og social interaktion i den fysiske verden, så er den i medieret form ikke længere isoleret til et bestemt rum og en bestemt tid og forbeholdt en lille gruppe af mennesker. Den er bliver potentielt evigt nærværende i andre sociale rum og kan muligvis få konsekvenser senere i livet, når vi forsøger at tilkæmpe os autoritet og troværdighed på en arbejdsplads, til familiemiddagen eller i et seriøst parforhold.

Den virtuelle synlighed har hidtil mest været kendt fra diskussionsfora og lignende medierede rum, men her har pseudonymnavne dog oftest dækket over de værste spøgefuldheder. Med billeder og video er det dog en helt anden historie, da legen ikke længere kun er tilsløret sjov, og hvor det bliver muligt for andre at udstille og fremstille deres versioner af andre mennesker, der ofte er ydmygende og forrået i karakter.

På YouTube kunne man således finde en 22-årig babysitter, Hemy Hamisa Abu Hassan Saari, som var blevet filmet med en mobiltelefon, da hun blev tvunget til at smide alt tøjet i Kuala Lumpurs lufthavn, da lufthavnspolitet var overbevist om, at hun skjulte narko. På filmen bliver hun i flere minutter beordret til at sætte sig på hug og rejse sig igen. Videoklippet med kvinden var ligeledes til stor morskab på malaysiske mobiltelefoner, hvor klippet flittigt blev udvekslet. Det, som måske er morsomt for nogle på nettet ved at udveksle disse videoklip, kan altså være ydmygende og dybt fornedrende for andre. Som på tv er vi med udveksling af videoklip på nettet efterhånden også blevet mere immune over for, at det er virkelige mennesker, som er blevet beluret og udsat for uhyrligheder.

Piet Heins gruk om, at den, som kun tager sjov for sjov og alvor for alvor, har forstået begge dele lige dårligt, bliver kun endnu mere sand, for på nettet og i de nye digitale rum er der i høj grad alvor forbundet med, at intime, sjofle, nederdrægtige eller almindelige private forhold bliver genstand for underholdende, medieret selskabelighed. Selvom overvågning og udveksling af indhold kan bringe en masse glæder i sociale netværk, så er der stadig en meget alvorlig bagside af medaljen.

Privatsfærens selskabelighed er en velkendt underholdningsgenre

Mens de nye medier er blevet udråbt som et demokratiserende værktøj, hvilket de også er, så er de dertil et overvågningsværktøj, som nu kræver, at almindelige mennesker på trods af overvågningens glæder tilpasser deres optræden i ellers meget private rum. Det bliver de nødt til for at undgå social straf og eventuel offentlig ydmygelse ved at blive fremstillet i de elektroniske hverdagsmedier, som udgøres af blogs, videodelingssider og personlige hjemmesider.

Ved første øjekast virker det mest, som om brugergenereret indhold på nettet trækker på velkendte underholdningsgenrer, som de kommer til udtryk i programmer som "det’ ren kagemand", "tæskeholdet" og "jack-ass", eller når de træder igennem med et mere aktivistisk udtryk ved, at brugerne imiterer dybdeborende journalistik i stil med tyske Günther Walraff og britiske MacIntyre.

At det intimt- og privatselskabelige er blevet offentligt interessant, er der som sådan ikke noget odiøst ved, hvis vi ser på, hvordan kroppen og en god performance i dag er et vigtigt medie for særligt de unge, og hvis vi ser på, hvordan en lang række tv-programmer har vist, at almindelige mennesker og hverdagslivets aktører er interessant stof i en medieret virkelighed, uanset om de almindelige danskere er på en ø, i et overvåget hus, har frustrationer i parforholdet, måske skal have hjælp til at genopdrage deres børn eller deres hund eller blot have shinet lejligheden op, så den kan blive ’godt solgt’.

Allerede med tv’ets komme viste den amerikanske mediesociolog Joshua Meytowitz i sin bog fra 1985, No Sense of Place, at tv blev et nyt mødested for private seere og tv-optrædende personer, hvor de personer, som optrådte i tv-mediet, var nødt til at finde en ny omgangsform, hvor de befandt sig i en position, hvor de både skulle være offentligt kendte personligheder og samtidig skulle nå ud til befolkningen, seerne i de private hjem.

Meyrowitz trækker på socialantropologen Erving Goffmans teatermetafor, når han påpeger, at den måde, vi som tv-seere er kommet til at kende tv-personligheder på, er gennem et blik ind i deres offentligt sociale rum såvel som deres private rum, hvor sidstnævnte rum egentlig er dér, hvor de afprøver og øver sig til en mere social og offentlig optræden. På mange måder kan man sige, at tv-seere både har fået at se, hvad der foregår på og også bag scenen, når vi ikke blot skal lære politikere og andre personligheder at kende i kraft af deres embede eller hverv, men også gennem, hvilke ting de har i køleskabet eller den måde, de optræder på i morgen-tv.

Den tilpasning, som er foregået, har været en nivellering af de sociale rum. Tv har udgjort en mellemposition mellem det private og det offentlige rum, hvor de optrædende ikke har kunnet være ceremonielle og stive, men heller ikke helt afslappede og familiært indladende og fortrolige. Mediekendte personer har selvfølgelig fået en social anerkendelse og synlighed gennem tv-mediet, men det er sket på bekostning af deres private rum, som er blevet indskrænket, og hvor de i høj grad må værne om privatlivets fred.

På mange måder kan det antydes, at det nu er blevet de almindelige menneskers, de almindelige mediebrugeres, tur til at finde en ny mellemposition, hvor de med nye medier ligeledes har mulighed for at opnå en medieret social synlighed, men tillige risikerer at få indskrænket deres private rum. De nye medier har forårsaget en skelsættende forandring i forholdet til at være privat i en offentlig sammenhæng, hvorfor tilpasning til en ny social virkelighed er i fuld gang.

På vej mod et forrået og reserveret samfund?

En fremtidsprognose kunne være, at en skælmsk fortid eller diskrediterende informationer vil blive normaliseret, da vi alle har skeletter i skabet og lig i lasten, som de nye medier giver os, men særligt også andre, mulighed for at lufte i en medieret offentlighed. Folk vil muligvis blive ligegyldige og immune overfor digital overvågning og billeder fra mindre heldige situationer, måske vil de endda blive mere tolerante over for, at det er menneskeligt at fejle.

I det lange løb synes sådan en strategi dog uholdbar, for der vil ske en stigende offentliggørelse og afsløring af det intime og det private, hvorfor der i høj grad vil følge en indskrænkning af det intime og private rum som konsekvens af vores tilpasning til denne nye overvågede sociale virkelighed.

Som indledningen til denne artikel anslog, så er alle blevet medier, men alle er måske netop derfor på jagt efter et godt scoop, og alle er samtidig i søgelyset for at blive andres underholdende scoop.

Anders Albrechtslund: "Overvågningens glæder", 12 april 2007 i Kforum. Link: http://www.kommunikationsforum.dk/default.asp?articleid=12686

Malene Charlotte Larsen: " Bag om Arto.dk – fra venskaber til mediepanik", 4. oktober 2006 i Kforum. Link: http://www.kommunikationsforum.dk/default.asp?articleid=12503