Det fortælles, at Stalin opgav verdensrevolutionen, da han første gang så et kolonihavehus. For ved synet af de tilfredse arbejdere med hejst flag og opknappede pilsnere indså Stalin, at de nyslåede kolonihaveejere mod nord blev umulige at få på barrikaderne i en blodig kamp for kommunisme. Nogle gange er visuelle oplevelser så stærke, at de kan forandre et menneske, en vision, et land, en hel verden og sågar en avis. Nu er revolutionen så kommet til Politiken.
Vi er pisse misundelige
Og hvad skal vi så sige om det nye visuelle udtryk på Politiken? Det er en umulig opgave. For hvordan skal vi kunne anmelde det nye design uden at blive beskyldt for bare at være misundelige over, at Den levende ikke valgte os til at designe den? Så lad os da bare indrømme det med det samme: Vi er pisse misundelige og ville elske selv at have fået muligheden for at designe den avis. Og derfor skal vi selvfølgelig i udgangspunktet mene, at valget af de prisbelønnede skotske designere er håbløst. For som sande Politiken-abonnenter tilhører vi jo også dem, der elsker globaliseringen, når bare den ikke rammer os selv og vores levebrød.
Men overraskende nok er Politiken efter vores mening faktisk endt som Danmarks mest vellykkede avis efter redesignet. Det nye design er sobert, veldesignet, næsten internationalt i snit. Politiken har heldigvis også beholdt det store format, og det giver siderne mere liv – det bliver simpelthen sjovere at gå på opdagelse i avisen. Men når det er sagt, så er designet også næsten uden overraskelser.
Evolution ikke revolution
Det er pænt, men det rykker ikke rigtig noget. Politikens nye design er måske nok evolution, men det er bestemt ikke en revolution. Det var ikke en helt ny og overraskende avisoplevelse, der mødte os, da den røg ind ad døren i nye klæder. Typografien ligger tæt på den, de før anvendte på Berlingske, og minder også om den, Nyhedsavisen har valgt. Der mangler variation i designet. Sporten ligner Debatten. Debatten ligner Kulturen. Kulturen ligner Indland, og Indland ligner Udland. Der er simpelthen for få tangenter at spille på. Hvor man kunne have skabt egne universer for hvert stofområde, ligner det hele hinanden i den nye Politiken. Designerne er tydeligvis gået meget metodisk og professionelt til værks. De røde bokse overalt giver et godt og sammenhængende corporate look, men det er til gengæld gået ud over den levende avis.
En gang var det Politiken, der stod for frisind, for det eksperimentelle og for beskyttelsen af dem, der gik mod samfundets norm og skejede ud. Men det er, som om i takt med, at samfundet i det hele taget er blevet mere frisindet, mere eksperimenterende og mere udsvævende, så er Politiken gået den modsatte vej. Avisen ender ofte med at indtage den konservative rolle med en løftet pegefinger over for et samfund, som efter avisens mening er blevet amoralsk.
Hvor er den levende nytænkning?
På samme måde er det med avisens nye design. Det er nærmest lidt gammeldags. Hverken Thøger eller designet har gennemgået den forandring, som ellers blev lovet i tv-spots. Når Politikens egne kulturanmeldere går ud med kniv og gaffel, stikker de tit efter, om det satte sig, om oplevelsen blev, om tonerne løftede taget, om spillerne rørte sit publikum, om historien på lærredet var vedkommende, og om penslen var ført med sikker hånd. Politikens nye design er desværre hverken blevet så moderne, som dens læsere gerne vil se sig selv, eller så fremsynet, som avisen egne kulturanmeldere ville have krævet det af andre.
Vi havde håbet på noget mere ambitiøst, for godt design kan rykke mennesker og deres kendte forestillingsverden. Ligesom oplevelsen for Stalin i mødet med kolonihaven kan de bedst løste re-designopgaver manifestere nye værdier både over for omverdenen, over for kunder, samarbejdspartnere og ikke mindst over for dem, der arbejder i virksomheden. Det lever Den levendes nye design desværre ikke op til.
Vi tillader os at tvivle på, at medarbejderne på Politiken synes, at de har fået en ny arbejdsplads. Også selvom man faktisk de første uger kunne mærke, at journalisterne havde fået ny luft under vingerne. Men da artiklerne, de havde gemt i skuffen til lanceringen, slap op, var det, som om pusten fra det nye design også havde fortaget sig. På samme måde havde vi det – først var det ”nej, ih, åh”. Så pænt, så pænt. Men efter et par dage var det også lidt, som om vi havde set det hele før. Det rykkede ikke, taget løftede sig ikke, og måske netop fordi penslen var ført med sikker hånd, så rørte det os ikke rigtigt.
E-Types stod selv i 2002 bag det prisbelønnede design af avisen Dagen og har senere blandt andet designet gratisavisen Dato, den danske udgave af Lettre Internationale og typografien til den polske avis Rzeczpospolita, som sidste år sammen med The Guardian blev belønnet som verdens smukkeste avis.