Det var måske den manglende søvn, der gjorde det. Måske var det pletterne på min udslidte hip-hop trøje og den krøllede skjorte, der gjorde det. Eller måske var det slet og ret de selvsikre forkyndelser om bortgangen af web 2.0, der gjorde det. Én ting var i hvert fald sikkert denne onsdag formiddag på New Media Days i Øksnehallen – jeg følte mig lige så malplaceret som profeten Muhammed til DFU’s landsmøde.
Lidt baggrundshistorie er måske påkrævet.
Web 2.0 på dansk
I to måneder havde jeg sammen med Nyhedsavisen arbejdet på at konceptualisere og realisere det, som blev betegnet som Danmarks nye web 2.0 nyhedsmedie. Avisen.dk skulle ikke som sine konkurrenter være et online appendiks til et falmende papirmedie. Avisen.dk skulle være en kombination af amerikanske, koreanske og franske web 2.0 forbilleder som Digg, Ohmynews og Netvibes. Projektet var ambitiøst og som med alle ambitiøse projekter lig med mange søvnløse nætter og massivt misbrug af flydende, opkvikkende substanser.
Web 2.0 RIP
Efter således at have været indespærret i et tropisk varmt udviklingslokale – opvarmet af udluftningsvifterne fra en flok udpinte CPU’er – kravlede jeg efter endnu en søvnløs nat og endnu en deadline ud under min sten for i det mindste at finde lidt trøst og opbakning blandt ligesindede på New Media Days. Der var dog ikke megen trøst at hente i Øksnehallen. I mine bestræbelser på at opbygge Danmarks første web 2.0 medie var det åbenbart gået hen over hovedet på mig, at web 2.0 var stendødt.
For hvis der var noget, foredragsholdere og konferencedeltagere kunne blive enige om, så var det, at web 2.0 var lige så dot.gone som gubi.com og Miss Boo. Brugerinvolvering var i virkeligheden et kommercielt komplot opfundet af pengegriske Silicon Valley investorer. MySpace var et falleret website befolket af gamle 35-årige grise, og de unge var helt forsvundet fra internettet – og klarede i øvrigt alle deres kommunikationsbehov via mobiltelefonen.
I mine deliriske kaffetåger havde jeg svært ved at forstå, hvad folk sagde. For ganske få måneder siden havde jeg holdt foredrag og skrevet på min blog om web 2.0’s lyksaligheder, og folk havde labbet det i sig. Pludselig som ved et trylleslag var euforien forsvundet, og web 2.0 var et glemt kapitel, som man ikke hurtigt nok kunne lægge bag sig. Hvad var der sket? Var web 2.0 virkelig dødt? Var brugerinvolvering, mash up og Ajax døgnfluer, som bare ventede på at blive begravet ved siden af Jubii? Eller var den kollektive enighed om web 2.0’s hastige bortgang i virkeligheden et udtryk for en typisk dansk cyklus i forhold til nye teknologiske fænomener, som i korte træk kan beskrives som følger:
Sidst med det første, men først med ikke at være de sidste
I første fase ignorerer man det nye fænomen. I anden fase betragter man i en lang periode fænomenet med behørig mistro og skepsis, hvorefter man så går ind i tredje fase, hvor man – typisk efter et par år i udlandet – kaster sig frådende over det nye fænomen til stor glæde for kursus- og foredragsvirksomheder, der scorer kassen på alle de mennesker, der taler om det nye fænomen, men som kun i meget sjældne tilfælde faktisk gør noget ved det. I den fjerde fase begynder de store virksomheder som TDC og Danske Bank at tale om fænomenet, og så ved man med sikkerhed, at der kun er kort tid tilbage, før fænomenet går ind i den sidste fase, hvor det hastigt afskrives som endnu en døgnflue.
Det interessante er, at danskerne typisk er ca. et par år bagud med at tage de nye fænomener til sig, men næsten altid er helt fremme i skoene, når det drejer sig om at afskrive fænomenerne igen, uden at nogen som helst for alvor har prøvet kræfter med det. Endnu mere interessant er det, at disse fænomener som oftest ikke efterlader et eneste spor eller en eneste succesrig forretningsmodel. I den korte periode, hvor fænomenet raser over vores lille land, er det kun foredrags- og konsulentvirksomhederne, der bliver rigere – der er sjældent nogen brugere, læsere, seere eller lyttere, der bliver beriget med frugterne af det nye fænomen. Som konsulent har jeg selv holdt en endeløs række af foredrag om personalisering af websider og digital return on investment – emner, som var hot buzz i den danske foredragsverden, men som kun i få tilfælde er blevet til noget i virkeligheden.
Web 2.0 lever – i resten af verden
Ingen bør dog glemme, at Web 2.0 i sandhed har været en mediemæssig revolution i USA. Almindelige – eller i hvert fald næsten almindelige mennesker blogger, podcaster og uploader og fildeler musik og videoer gennem tusindvis af nye webservices. Nogle af dem er endda gået hen og blevet kommercielle megasucesser, mens andre blot har givet brugerne en masse nyt og bedre. Det er muligt, at fænomenet er blevet kommercielt, og at nogle spillere har scoret uforholdsmæssigt høje gevinster, som i længden viser sig at være ude af proportioner. Alt andet lige har fænomenet web 2.0 i det mindste efterladt sig synlige og håndgribelige spor for de mennesker, der dagligt forbruger og bidrager med indhold til de nye services.
Web 2.0 dot.gone
Det var dog underordnet denne onsdag på New Media Days. Web 2.0 var stendødt. Ikke at det har den store betydning for almindelige mennesker, men kursus- og foredragsvirksomhederne må hellere få trykt sig nogle nye kursuskataloger. Jeg kan anbefale kurser om mobile services – det er dét, de unge vil ha’. Og det kan vi så snakke om, indtil vi endnu engang bliver enige om, at det var en døgnflue.