Kommunikationsfolk gentager ét enkelt princip, når de vejleder kunderne: Formidling er forenkling. Det er efterhånden et mantra, men det skader vores demokrati og virksomhedernes muligheder for vækst, når vi arbejder med formidling som forenkling. Den verden, der skal formidles gennem sproget, bliver jo stadig mere kompleks, og der er brug for nogle pædagogiske anbefalinger af sproglig art, så alle kan lære at formidle uden at forenkle.
Hvordan blev forenkling en tradition?
Samfundet bruger enorme resurser på at skrive, læse og forstå tekster hver dag, så der er stærke økonomiske interesser i at effektivisere skriftsproget. Kommunikationsbranchen har efterkommet behovet ved at levere rådgivning, hvis effekt er udokumenteret. Forenkling blev en tradition, fordi kommunikationsbranchen manglede viden og greb til banale huskeregler i stedet for at udvikle ny viden.
Stort set al sproglig rådgivning i dag bygger på nogle anbefalinger, der ikke mindst er blevet dominerende gennem Politikens Håndbog i Nudansk. Hvis du har været på et skrivekursus på din arbejdsplads, eller hvis du på din uddannelse er blevet undervist i skriftlig formidling, så er det helt sikkert, at du kender anbefalingerne eller nogle, der ligner: Sæt mange punktummer, brug korte udtryk, brug ikke svære ord, brug ikke passiv og skriv med et lavt lix (lix er en matematisk metode til at udregne en teksts sværhedsgrad ved at tælle, hvor mange og hvor lange ord man bruger). Håndbogen udkom første gang i 1988, og der er frem til i dag næppe udkommet en bog om skriftlig formidling på dansk, der ikke gentager Håndbogen – og ikke så meget andet.
På den måde danner Håndbogen skole for en hel generation af kommunikationsrådgivere og får direkte indflydelse på sprogudviklingen i Danmark. Det er problematisk, for anbefalingerne ubrugelige. Det er der mange rundt omkring på arbejdspladserne, der har erfaret. De sidder og tæller ord og punktummer eller fjerner systematisk passiver. Undervejs kommer frustrationen, fordi teksten ikke bliver bedre, og formålet med tekstarbejdet reduceres undervejs blot til det at skulle efterleve kommunikationsafdelingens misforståede og dogmatiske sprogpolitik. Det er de dogmatiske pædagogiske principper, som vi gentager, den er gal med.
Ny inspiration
Hvis vi skal ud over dansk dogmatik og lære nyt om det danske sprog, synes jeg, der er meget godt at hente hos den amerikanske sprog- og hjerneforsker Mark Turner. Han udtaler sig ikke om formidling eller opstiller principper herfor, men særligt to af hans teorier er anvendelige til det formål.
Den første er teorien om, at menneskets bevidsthed er litterær. Det betyder, at når vi skal begribe nye ting, så gør vi det ved hjælp af to ting, der altid er i en fortælling, nemlig en aktør og en handling. Det er så grundlæggende for vores måde at begribe verden på, at vi anvender det selv på abstrakte forhold. Vi taler fx om døden som en aktør (måske med le og sort hat), og vi tillægger vores aktører handlinger (døden kommer om eftermiddagen). Eller som et andet eksempel siger vi, at ”kritikken slog mig ud af kurs”. Kritik er jo et begreb, der ikke kan handle eller slå, men alligevel taler vi om det på den måde. Vi begriber altså abstrakte begreber ved at tale om dem som aktører, der kan handle.
En anden relevant teori er teorien om at den menneskelige bevidsthed lærer nyt ved at sammenligne med noget kendt. Du kender det, hvis du har børn. Forestil dig, at et barn spørger dig, hvad der sker, når man dør. Du kan svare, at der intet sker, at det et stort tomt intet! Hvis du svarer sådan, vil barnet spørge igen: ”Hvordan intet?" osv. Det er klart, fordi barnet ikke kan sammenligne oplysningen med noget kendt. Du kan også vælge at svare på en anden måde. Du kan fx svare, at når man dør, så kommer man i himlen, og der sidder Gud til bords med alle de andre døde, som I har kendt, og alt er dejligt. Den type svar vil et barn formentligt acceptere på en anden måde. Det skyldes, at vi tilegner os ny viden ved at sammenligne med noget allerede kendt.
Det første nye princip for godt sprog
Det er disse to teorier om vores bevidsthed, der kan bruges til at formulere pædagogiske principper til en fremtidig sprogpolitik. Det første princip for godt sprog lyder således:
1. grundleddet skal være dine vigtigste aktører
2. udsagnsleddet skal være aktørernes vigtigste handlinger.
Teorien om, hvordan den menneskelige bevidsthed tilegner sig viden ved hjælp af aktører og handlinger, er hermed forbundet til nogle grammatiske led. Hvis du følger anbefalingen, så får det en voldsom positiv effekt for din teksts læsbarhed. Se forskellen på disse to tekster:
(a) Der var et ønske fra ledelsens side om en undersøgelse af de ansattes effektivitet
(b) Ledelsen ønsker en undersøgelse af de ansattes effektivitet.
Nu er det jo en lille tekst, men læsbarheden øges i eksempel to, fordi ”ledelsen” er grundled”, og ledelsens vigtigste handling (”ønsker”) er udsagnsled. Hvis du skriver mange sider i stil med det første eksempel, så viser læseundersøgelser, at læserne falder fra og mister koncentrationen.
Det andet nye princip for godt sprog
Jeg trækker her på teorien om, at vi forstår nye ting ved at sammenligne med noget kendt:
1. I starten af en sætning skal du placere de ideer og begreber, som du allerede har nævnt eller antydet i din tekst, eller som du tror, at din læser kender i forvejen.
2. I slutningen af en sætning skal du placere de nyeste informationer, svære ord og begreber – det kan være dem, som du vil forklare i næste sætning.
For at illustrere principperne har jeg valgt at forklare et ord, som jeg regner med, at de fleste ikke kender:
”Personer, der mister evnen til at regne og behandle tal, lider af akalkuli. Akalkuli kan optræde alene eller sammen med andre forstyrrelser. Hvis akalkuli optræder alene, så skyldes det normalt en læsion i hjernens venstre parietallap. Parietallapperne er den del af hjernen, som...”
Læg mærke til, at det svære ord ”akalkuli” bliver forberedt ved først at sige noget, alle kan forstå. Når akalkuli så er forklaret og nævnt sidst i en sætning, så er det kendt af læseren. Du kan nu bruge det i starten af anden og tredje sætning uden problemer. Eksemplet antyder, hvordan samme teknik kunne være brugt med næste svære ord, ”parietallap”. Det nævnes også sidst i en sætning og tages op og uddybes i den følgende.
Det er selvfølgelig modtagerens viden og baggrund, der afgør, hvornår et ord er ”svært” eller ”nyt”. En hjerneforsker ville nok finde mit eksempel ovenfor temmelig banalt. Hun ville ikke behøve at få det forklaret.
Forskellen på det nye og traditionen
Den traditionelle sprogrådgivning arbejder med dogmatiske huskeregler, der i det store hele bygger på, at der er visse grammatiske former, man skal undgå, og at man ikke må bruge svære ord.
Traditionen kan derfor ikke forklare forskellen på de to tekster om ledelsen i mit første eksempel. Der er jo hverken passiver, højt lix eller svære ord i den svære tekst. I mit andet eksempel om akalkuli ville traditionen blot fortælle os, at vi ikke måtte bruge et svært ord, hvis vi var usikre på, om læseren kender det i forvejen. Det er ikke anbefalingen her – vi arbejder i stedet med et princip om, at læseren skal lære at forstå vores fagord og viden.
Kort sagt er min anbefaling, at vi bør lære at udnytte tekstens betydningsdannende led og ordenes placering i fremtidens formidling og kommunikationsrådgivning.
Det er så simpelt
De principper, jeg skitserer her, er så simple, at det næsten ikke kan passe, at de ikke er almindeligt udbredt. Gevinsten ved principperne er dog ikke uvæsentlig. På sigt taber vi nemlig mere end omkostningerne til kommunikationsafdelingen ved at bruge traditionen. Både demokratiet og det private erhvervsliv er dybt afhængig af, at vores sprog er kompetent og kan kommunikere lærende i stedet for blot at forenkle. De private finder i stigende omfang deres berettigelse i at kunne formidle kompleksitet, og de får et redskab, der styrker dem i konkurrencen. De offentlige står over for en demokratisk udfordring: De skal formidle stadigt større mængder af kompleks information – og det går ikke, hvis borgerne bliver dummere i samme proces. God formidling er ikke altid forenkling – det er kommunikationsbranchens opgave at bevise det.