Ud fra Aristotles hylemorfiske teori kan man sige, at en ide er stof for en form. En ide er blot en mulighed så længe den forbliver en ide i det dunkle.

Man siger fx, at der er ”stof i ham til en stor tænker”, eller ”jern er stof for mange slags industrivarer”. En mand kan omvendt ikke være stof for industrivarer, og jern kan ikke være stof for en stor tænker. Således er stoffet relateret til afgrænsede muligheder for bestemte formgivninger. Disse muligheder (potentialiteter) er netop kun immanente i stoffet. For at formen kan udfoldes kræver det aktualisering.      

Hvordan denne proces fra potentialitet til aktualitet foregår, og hvordan de immanente egenskaber ved stof bliver til form, er på det mest grundlæggende niveau hvad min forskning i sociale ideudviklingsprocesser adresserer.

Så jeg kigger på hvad der sker, når deltagere ved ideudviklingsmøder kommunikerer med tale, krop og artefakter og jeg prøver at lokalisere de strukturer, der er i spil, når ideer aktualiseres og deltagerne råber eureka! eller opløses som abstrakt og forglemt stof.

En overordnet konklusion er, at udviklingen af ideer er en social konstruktionsproces, hvor deltagerne bruger meget energi på at opretholde eget og andres ansigt. Det betyder få radikale ideer, der bryder med konventioner, og få kritiske uddybende spørgsmål til fremsatte ideer. Den teambaserede ideudviklingsproces rummer af samme årsag kæmpe udfordringer.

Jeg har også identificeret en række andre udfordringer... Kontakt mig hvis du vil videre mere.