Benjamin Jul Olsen


Benjamin Jul Olsen

Benjamin Jul Olsen

Karma: 0 (?)

Forfatter:

1


artikler

0


indlæg

Er Tivoli blevet hjemsøgt af sin responsstrategi?
Det er den 1. november, og Halloween har netop været over os.
 
For Tivoli indtraf uhyggen dog tidligere end planlagt. Allerede den 12. oktober blev forlystelsesparken ramt af en shitstorm, efter at den havde valgt at navngive sin nye Halloween-forlystelse ’Det hjemsøgte børnehjem’.
 
En interesseorganisation for tidligere anbragte børnehjems-børn og en god håndfuld Facebook-brugere fandt navnet stødende (”tænk på de børn, der rent faktisk bor på børnehjem”, lød kritikken), og Tivoli besluttede sig hurtigt for at give efter og omdøbe spøgelseshuset til det mere sobre ’Det hjemsøgte’.
 
I kølvandet af denne navneforandring gjorde flere brugere på Facebook sig morsomme på Tivolis bekostning. På både kreativ og humoristisk vis udtrykte de deres forundring over Tivolis knæfald for en kritik, der i deres øjne var helt uberettiget. Med stor sarkasme luftede Steffen Christensen fx sin fortvivlelse over navnet ’Den flyvende kuffert’: ”Det er da at tage TYKT pis på folk som mig selv der engang har mistet en kuffert efter en tur til udlandet..”, skrev han bl.a. i et opslag, der har fået intet mindre end 17 tusind likes på det sociale medie.
 
Handlede Tivoli rigtigt eller forkert?
1000-kroner-spørgsmålet, der melder sig nu, er, om det var en rigtig beslutning at bøje sig, eller om i stedet Tivoli skulle have ignoreret de kritiske røster og holdt fast i det oprindelige navn.
 
Der er næppe tvivl om, at Tivolis valg om at sætte ’børnehjem’ ind i en uhygge-kontekst ikke er den mest kontroversielle handling begået af en virksomhed i verdenshistorien. Og jeg er da heller ikke forfærdet over, at Tivoli i første omgang valgte navnet, for jeg medgiver, at det umiddelbart klinger ganske harmløst.
 
 
Alligevel mener jeg, at Tivolis kommunikations- og pressestab gjorde klogt i hurtigt at ændre navnet, da det kom frem, at det hos nogen kunne opfattes som meget stødende.
 
Hvorfor mener jeg så det? Det kræver en forklaring, og den forklaring kræver et kort kig på, hvordan jeg opfatter Tivoli som brand.
 
Tivolis brand
Tivoli er ikke bare en forlystelsespark som BonBon-Land eller Fårup Sommerland. Tivoli er en ældgammel, traditionsrig have, hvor man kan høre klassisk musik, se ballet og smage vafler bagt på verdens ældste opskrift – der i øvrigt er top-hemmelig.
 
Denne dyrkelse af finkulturen, af de klassiske dyder, er en vigtig del af Tivolis DNA – af stedets brand. Men den forpligter også. Den betyder, at Tivoli ikke har samme frihed som andre forlystelsesparker til at vælge platte og kække navne til sine forlystelser såsom ’Mågeklatterne’, ’Hestepærerne’, ’AfroKopperne’ og ’Polyppen’.
 

"Om ’Det hjemsøgte børnehjem’ er et kontroversielt navn, kan man diskutere herfra og til juleaften. Det er bare ikke en diskussion, Tivoli skal tage."

 

Folk stiller simpelthen større krav til Tivoli. For det virker underligt at gå direkte fra ’Nøddeknækkeren’ i Koncertsalen med scenografi skabt af Dronning Margrethe til at tage en tur i ’Hundeprutten’.
 
Tivoli er kort sagt klassens pæne dreng, og det betyder, at forlystelsesparken skal træde mindre ved siden af end fx førnævnte BonBon-Land og Fårup Sommerland, før et navn, den giver en af sine forlystelser, kan betegnes som kontroversielt.
 
Om ’Det hjemsøgte børnehjem’ er et kontroversielt navn, kan man diskutere herfra og til juleaften. Det er bare ikke en diskussion, Tivoli skal tage. Tivoli bør forblive ’de artige’ og gøre, hvad de er bedst til: at holde sig på dydens smalle sti og inkludere alle – store som små, unge som gamle, børnehjemsgængere som ikke-børnehjemsgængere – i sit hyggelige, magiske og finkulturelle univers. Så kan de andre forlystelsesparker vælge de sjove og udfordrende navne.
 
Responsstrategien har ikke hjemsøgt Tivoli
Her små tre uger efter shitstormens udbrud, er det interessant at se, hvordan vinden er blæst af. Historien har ikke længere nævneværdig mediebevågenhed, og Tivoli synes at lykkes med at annoncere for ’Det hjemsøgte’ på Facebook uden at blive spammet af vittige og ironiske Facebook-brugere, der får forlystelsesparken til at fremstå unødigt eftergivende.
 
Noget tyder altså på, at sagen allerede er ved at være glemt, og det ser ikke ud til, at Tivolis valg af en responsstrategi, hvor man har bøjet sig for kritikken, har ’hjemsøgt’ forlystelsesparken – tværtimod.
 
 
Spørgsmålet er, om sagen også ville blive lukket så hurtigt, hvis Tivoli stædigt havde insisteret på at beholde navnet trods kritikken – en kritik, der potentielt kunne udvikle sig og vinde opbakning blandt en endnu større gruppe af fortørnede danskere.
 
Det er muligt, at shitstormen også ville være stilnet hurtigt af, hvis Tivoli havde beholdt navnet. Jeg mener bare ikke, at det var en chance, Tivoli skulle tage.
 
Havde sagen først udviklet sig, ville den nemlig komme til at handle om, at Tivoli gik på kompromis med sit brand som ’den pæne dreng’ for at holde på sin ret til et navn, der kan opfattes som en krænkelse mod en udsat samfundsgruppe. Og denne historie ville i længden blive langt dyrere for Tivoli end historien om, at nogle humoristiske Facebook-brugere gjorde grin med Tivolis eftergivenhed for kritikerne de første få dage efter navneforandringen.

Giv din stemme

17 stemmer
4,8/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Job

Kommunikationskonsulent (barselsvikariat)

Frist: 24. november kl. 12.00

Praktikant

Frist: 27. november

Praktikant

Frist: Hurtigst muligt
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Kom til K-dag

Bliv en dygtigere facilitator med co-creation

1. marts

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.