Bengt og barselsvikarens usminkede forsvar
En giraf er blevet slået ihjel. Myrdet. Slagtet. Men bliver du anklaget for dyredrab, er den bedste reaktion tilsyneladende at invitere folk til dissektionen. I hvert fald hvis man skal tage Københavns Zoologiske Have som forbillede – og det skal man måske.
Marius er død, hvis der er nogen, der skulle være i tvivl. Som dyrlægen frejdigt proklamerede: ”Jeg skød den lige gennem hjernen”. Ja, jungleloven hersker i zoologisk have, men ikke alle var lige så meget nede med naturens orden – især ikke når denne orden blev administreret af en dyrlæge med en boltpistol.
Op til, under og efter aflivningen af giraffen Marius rungede protester både herhjemme, i udlandet og over det ganske internet. Zoologisk Have tog det imidlertid med ophøjet ro og begav sig ud i årets mest interessante apologier (det politiske landskab taget i betragtning er undertegnede dog sikker på, at de nok skal få konkurrence). Vi kigger her på sagen og på Zoologisk Haves ikke-strategi, som måske afslører et par uslebne kommunikationseksperter blandt det dyreelskende folk.
Hvis du skyder en giraf, kunne du lige så godt spise din nabo. Sådan lyder logikken i hvert fald i dette internetmeme, som en Facebook-bruger har lagt op
Men den har jo et navn
Det er ikke overraskende, at netop Marius-sagen er blevet så stor, da den indeholder to af de tre grundstoffer, som internettet består af: vold og nuttede dyr. Og vi snakker ikke et hvilket som helst nuttet dyr, men et nuttet dyr med et navn. Man kan sammenligne sagen nok så meget med grisetransporter og burhøns, som man vil – en analogi, der i øvrigt er blevet brugt hyppigt af både ZOO's ansatte og deres støtter blandt debattørerne. Men hvis man afliver giraffen Marius for at sikre genpoolen, kunne man lige så godt have pløkket Bambi ned for at kontrollere populationen af hjorte.
Navnet menneskeliggør dyret og gør det lettere at identificere sig med det: ”there is no debate! you murdered an innocent animal and then allowed children to watch you mutilate him. Yes HIM – his name was Marius. WHat is wrong with you???”, som en bruger skrev på havens Facebook-side. Modstanderne af aflivningen kalder således konsekvent giraffen ved navn og omtaler den som ”ham”, mens de, der støtter ZOO, siger ”den” (en indikation på undertegnedes egen holdning til sagen må uundgåeligt skinne igennem her).
Udover det, vi med mit skraldelatin kunne kalde 'argumentum ad nomine' (’hvis den har et navn, har den status som et menneske’), lød anklagepunkterne som noget i denne stil: Hvorfor kunne I ikke give ham væk? Hvorfor kunne I ikke kastrere ham? Hvad med giraf-p-piller? Og hvorfor – åh, søde Gud, hvorfor – lader I små, uskyldige skolebørn i flyverdragt se på sønderlemmelsen af hans døde krop? Kirstie Alley blev i hvert fald nødt til at tage en grædetur!
Kirstie Alley, blandt andet kendt fra serien ”Sam’s Bar”, har engageret sig dybt (eller i hvert fald Twitter-dybt) i sagen om Marius
Strategisk ikke-strategi
Okay. Når du har skudt Bambi, er der ingen vej uden om at forholde sig meget hurtigt til medieverdenen, der uundgåeligt er eksploderet i flere afdelinger. Zoologisk Have tog til genmæle på alle platforme: På Facebook, hvor de løbende opdaterede med forklaringer og oplysninger, på deres hjemmeside, der gav plads til de mere videnskabelige udredninger og i interviews med større og mindre tv-kanaler.
Ifølge Zoologisk Have var der dog ikke megen mediestrategi over deres besvarelse af henvendelserne, der væltede ind, først fra danske medier og senere fra giganter som BBC og CNN. Kommunikationsafdelingen bestod på det tidspunkt af en enkelt barselsvikar, som efter bedste evne forsøgte at besvare alle henvendelser personligt. ”Vi har som sådan ikke haft en strategi, hvor man har kunnet kigge i en tabel og se, at når de spørger om A, så svarer vi B. Strategien har været simpel: At fortælle sandheden igen og igen – og så håbe på, at fornuften sejrer til sidst,” forklarede han i går i et interview med journalisten.dk.
Strategi eller ej: Zoologisk Haves håndtering af sagen er et interessant eksempel på den ældgamle (og for tiden meget populære genre), apologien.
"Det har ærlig talt været virkelig surrealistisk at blive nødt til at sige nej til BBC, fordi CNN lige er i røret" sagde ZOO's kommunikationsmedarbejder Tobias Stenbæk Bro i Journalisten 11/2. Her er CNN's indslag og interview med Bengt Holst
Apologigenren: Det er ikke en undskyldning
Apologien er en genre, der blev karakteriseret allerede i antikken, og dengang primært dækkede over forsvarstaler i retten. I modsætning til, hvad man måske kunne tro, givet det engelske ord ”apology”, er en apologi altså ikke nødvendigvis en undskyldning. Genren dækker i dag slet og ret over det svar, som gives, når en person eller organisation anklages for at have handlet uret.
Ware & Linkugel (1973) har karakteriseret fire grundlæggende apologistrategier, som anklagede bevidst eller ubevidst bruger, når de skal forsvare sig mod en anklage: benægtelse, styrkelse, differentiering og transcendens.
Benægtelse er, som navnet antyder, en direkte afvisning af, at man har gjort, hvad man bliver anklaget for. ”I did not have sexual relations with that woman, Miss Lewinsky” er naturligvis en klassiker blandt benægtelser. Og da Schlüter i 1989 i hvert fald ikke havde fejet noget ind under nogen former for indendørs møblement, indskrev han sig også i rækken af – mindre sandfærdige – apologister, der brugte benægtelse som strategi.
Fordelen ved en klar benægtelse er, at publikum ikke bedes revurdere deres eget moralske standpunkt; i benægtelsen stiller den anklagede sig på anklagernes side og erklærer, at de selv fordømmer den påståede handling. Den er i Ware & Linkugels terminologi reformativ. Styrkelse er på mange måder benægtelsens modsætning; her forsøger den anklagede i stedet at bekræfte og understrege et bånd mellem ham og noget, publikum vurderer positivt.
Den her giraf er fuldstændig ligeglad med Zoologisk Haves forsvarsstrategi. Og det er forfatteren til digtet også
Differentiering og transcendens adskiller sig fra de to andre typer ved at være transformative: Disse strategiers succes afhænger af, at den anklagede kan få sine anklagere til at vurdere kvaliteten af hans handling anderledes eller ud fra andre kriterier. Differentieringsstrategien består i, at man adskiller sin egen (moralske) handling fra lignende (umoralske) handlinger, som man er blevet slået i hartkorn med: ”Nej, hr. dommer, det var ikke voldtægt, for hun sov jo”.
Hvor man i differentieringsstrategien forsøger at opdele publikums forståelse af den påståede forbrydelse, forsøger man med transcendensstrategien at forene sin handling med en større kontekst, som publikum endnu ikke har set sammenhængen med. Transcendens er terroristens yndlingsstrategi, men også i mindre drabelige sammenhænge helliger målet, efter afsenderens mening, midlet. Wikileaks bruger for eksempel transcendens til at forsvare, at deres informanter bryder deres tavshedspligt ved at appellere til forståelsen af det større perspektiv: folkets oplysning.
Zoologiske strategier
Zoologisk Have anvender træk fra to apologityper: differentiering og transcendens. En differentiering mellem brutalt mord (som de anklages for) og human aflivning i pagt med naturens orden. Og en transcendens af situationens kontekst: Hvis ikke giraffen bliver aflivet, kommer det til at gå ud over den fremtidige population af giraffer, som risikerer indavl.
Så vidt så godt: Naturlighed og nødvendighed for artens overlevelse er forventelige argumenter i denne sag, og de bliver formidlet sagligt og professionelt, både i interviews og på Zoologisk Haves hjemmeside.
På Zoologisk Haves hjemmeside forsøger man at forklare baggrunden for aflivningen
Den performative apologi
Hvad, der er virkelig interessant – og ganske utraditionelt – i Zoologisk Haves apologi, er imidlertid deres eget fokus på de konkrete, fysiske detaljer i aflivningen af giraffen. Almindeligvis, når nogen bliver anklaget for dyremishandling, vil de netop forsøge at nedtone de mere kødelige omstændigheder. Man har ikke set mange hønseopdrættere levende fortælle om, hvordan deres burfugle hakker i hinanden i mangel af ordentlig skrabejord. Zoologisk Have, derimod, delte gladeligt ud af informationer om, hvilke specifikke kropsdele der skulle spises af løver, og hvilke der skulle indgå i forskning.
Videnskabeligt eller makabert? Gennem denne opdatering fra ZOO's Facebook-side ved vi i hvert fald, hvor Marius’ tarmindhold er på vej hen
Og så inviterede de som bekendt alle de glade zoogæster samt hele verdenspressen til at observere, mens Marius blev skåret i stykker, puttet i blå IKEA-poser og fodret til havens rovdyr. Var det en smart strategi? Ja, det har nok ikke formildet mange dyrerettighedsaktivister. Til gengæld må man sige, at den konkrete, fysiske åbenhed omkring giraffens død er en stærk, performativ understregelse af Zoologisk Haves argumentation: Hvis man påstår, at døden er en naturlig og nogle gange nødvendig del af livet i Zoo, så nytter det ikke noget, at man gemmer den væk.
Men dommen over Zoologisk Have afhænger i høj grad også af, hvor i verden man befinder sig og hvilken mediedækning, man har haft adgang til.
Sagen i Danmark og i udlandet
Holdningerne blandt de danske debattører på Facebook fordeler sig nogenlunde ligeligt mellem folk, der er dybt forargede, og folk, der er dybt forargede over forargelsen. Mange lader til at stole på Zoologisk Haves professionalisme og tager gerne deres børn med til en lærerig omgang girafpartering. Røsterne fra udlandet er dog, ikke overraskende, mere utvetydigt kritiske. Dækningen i de udenlandske medier er knap så fyldestgørende som i den danske presse, og de fleste artikler framer sagen voldsomt kritisk. Ikke mindst i dette interview på britiske Channel4, hvor en britisk reporter forholder sig noget skeptisk til sagen.
Bengt Holsts interview på britiske Channel 4, som i hvert fald herhjemme har fået kæmpe viral spredning med især bifaldende kommentarer
Cool eller kynisk?
Interviewet har fået stor opmærksomhed, ikke mindst efter Euroman linkede til det på deres hjemmeside med en lovprisning af Bengt Holsts coolness-faktor. Om begejstringen for Holst har været lige så stor blandt ikke-danske seere er dog mere tvivlsomt. Holst bruger i interviewet samme type differentiering og transcendens, som i de danske medier, men her er han på udebane. Den goodwill, der nødvendigvis følger en nationalinstitution i sit eget land – ikke mindst en nationalinstitution med sloganet ”Vi har også gråspurve” – er selvfølgelig ikke til stede i udlandet.
Den nøgterne professionalisme og fokusset på rationalitet, naturlighed og nødvendighed reflekterer i Danmark tilbage på publikums egne selvforståelse: Publikum har mulighed for selv per stedfortræder at overtage disse kvaliteter. Det har det udenlandske publikum ikke i samme grad. De har ikke den nationalt betingede sympati for Zoologisk Have, og de har ikke på samme måde som det danske publikum mulighed for at identificere sig med den rationelle, danske nationalånd.
Dertil kommer naturligvis, at dækningen i udlandet uundgåeligt er mere sensationsorienteret: Hvorfor interessere sig for et lille land mod nord, hvis ikke historien opfylder alle nyhedskriterier? I Danmark har pressen haft mere mulighed for at fokusere på de nære aspekter af sagen: Vi vil gerne kunne lide Zoologisk Have (hvad skal vi ellers lave med ungerne om søndagen?), og vi er derfor i meget højere grad villige til at høre de længere og mindre sensationsprægede udredninger af sagen.
I mange af de andre lande, hvor girafsagen dækkes i medierne, har de måske ikke samme forkærlighed for den tørre rationalitet, Bengt Holst udviser, som store dele af Danmark ellers har reageret positivt på i løbet af de sidste dage
Er Zoologisk Have et forbillede?
Om Zoologisk Haves (ikke-)strategi var hensigtsmæssig, vil jeg ikke begive mig ud i at vurdere. Visse turister vil uden tvivl styre uden om haven i frygt for at møde et zoologisk holocaust, hvor pelsede dyreunger rutinemæssigt bliver sprættet op foran de sagesløse gæster. For de fleste vil sagen blive glemt om et par dage. Og enkelte vil måske endda have fået blod på tanden, om man så må sige, og have opdaget, at dyreparken er andet end kælegeder og pølsevogne. Under alle omstændigheder må Zoologisk Have roses for at udvise noget, der efterhånden er en mangelvare i de danske mediestrategier: usminket ærlighed.
Læs mere:
EkstraBladet: ”Han skal helst bare opleve det her som en helt almindelig dag, som bare ikke nåede længere”
Ware, B. L., & Linkugel, W. A. (1973). They spoke in defense of themselves: On the generic criticism of apologia. Quarterly Journal of Speech, 59(3), 273-283
