Zobel taber til Woods

Det var en sød, smilende og veloplagt Rigmor Zobel, der søndag aften den 21. februar lod sig interviewe af Reimer Bo Christensen i DR's 21 Søndag. Zobel i prime time, omsider.

Interviewet fandt sært nok sted den mest ydmyge lokalitet i DR Byen, hvilket vil sige en autentisk slidt flaskegrøn lædersofa-gruppe fra anden halvdel af 1960'erne. Rigmor Zobel i diskrete sorte slacks og pullover efter princippet: less is more.


Klip fra DR Update med en lille stump af interviewet. Zobel er i slacks, mens Reimer Bo er i sit mest ukritiske hjørne

Vi kender hende bedst fra den kulørte presse for store fantasifulde rober a la kongehus og det sidste nye inden for haute couture. Selv om man ikke kan kalde Rigmor Zobel en klassisk skønhed, så er der få kvinder, der som hende mestrer ganske dramatiske skift i modemæssige udtryk og typer.

Så langt så godt: Den nedtonede stil passer fint til det juridiske og mediemæssige uvejr, jetsetdronningen det sidste halve år har udsat sig selv for.

Master i oplevelsesledelse
Når jeg skriver "udsat sig selv for" skyldes det den grundlæggende lovmæssighed i medieverdnen, som siger, at når man inviterer medierne til brylluppet, så ønsker medierne også at dække skilsmissen. Skilsmisse - i dette tilfælde ikke fra ægtefællen - men fra en position som dyrt brandet erhvervskvinde og medlem af advisory board i Master i Oplevelsesledelse på RUC.

Diskrepansen mellem det omhyggeligt plejede glansbillede og røvturen ud af det seriøse erhvervsliv er opstået efter dels uheldig diskussion om, hvorvidt hun har de akademiske titler, hun offentligt har udstyret sig med. Dels en ret skræmmende retssag om narko-distribution.

Hvis der var nogen, der havde troet, at man med prime time-interviewet skulle opleve en angerfuld Rigmor Zobel i stil med Tiger Woods forleden, så kunne man godt tro om. Med Reimer Bo Christensen som en overraskende benovet mikrofonholder lagde Rigmor Zobel hurtigt fra start med hårde anklager mod politiet for overgreb.

Går lige i struben på navngiven politiassistent
"Først ransager de vores hjem. Der kommer altså syv sortklædte betjente i skudsikre veste og med pistoler. Derefter slæber de mig med ind i Station 1 for øjnene af mine rædselsslagne børn, selv om et sådant forhør sagtens kan foregå i hjemmet."


Så er Zobel atter på forsiden med sit rigtige navn. Sagen fortsætter, og Zobel synes målrettet at placere sig i pusher-lejren og dennes forstilt forurettede retorik

Da Reimer Bo ikke havde nogen indvendinger - selv om nævnte må siges at være almindelig politipraksis ved narko-kriminalitet med relationer til underverdenen - så fortsatte Rigmor Zobel ufortrødent med anklager, der godt kunne udløse et injuriesøgsmål. Om den politiassistent, der havde afhørt hende, hed det for eksempel: "Peter K. lyver stærkere, end en hest kan rende" eller "Peter K. sidder og lyver."

Hvor Rigmor Zobel endte med at antyde, at politiet kan have videregivet oplysninger om hende til medierne mod vederlag - med andre ord at det danske politi kan være korrupt - kan man spørge sig selv, hvordan hendes personlige brand har det efter denne bredside?

Pusher-retorik på tv
I modsætning til en Tiger Woods spillede hun ikke medlidenhedskortet. Ikke en lyd om stofmisbrug, fortrydelse og lysten til at begynde forfra.

I modsætning til retssagen, hvor hun virkede apatisk og opgivende, var hun på DR fast og fokuseret. Hele hendes fremtoning byggede på illusionen, at hun var blevet frikendt (hvilket som bekendt ikke var tilfældet). Faktisk var logikken i hendes retorik så plausibel, at man lige ved at blive revet med - indtil man huskede den figur, hun har gjort i retten, hvor det kom frem, at hun halsede efter en storpusher for at beramme møder af fem-ti minutters varighed, og hvor igen retorikken i de optagne telefonsamtaler mest af alt mindede om en dækhistorie, der skulle køres af.

Rigmor Zobel er dømt for gentagne gange narkotika-besiddelse og hendes anstrengte klamren sig til uskylden står i direkte modstrid til telefon-aflytningerne afspillet i retsforløbet.

Når Bo Reimer Christensen i øvrigt gav den som mikrofonholder, kan det måske skyldes en snedig kalkulation fra hans side om, at "interview-offeret" uden modstand ville gå i selvafslørende ego-inflation og dermed spille sig af banen.

Ingen forståelse for narko-problemerne
Under alle omstændigheder gjorde Rigmor Zobel det diametralt modsatte af Tiger Woods. Hvor golfmesteren over for sit amerikanske publikum, der har rigtignok har en svaghed for det patetiske og svulstige, i den grad ydmygede sig og bad om nåde, var Zobels attitude over for politiet præget af nådesløshed grænsende til det arrogante.

Woods sagde: "Jeg troede ikke, reglerne gjaldt for mig." Zobel signalerer derimod, at hun har spillet og fortsat vil spille efter egne regler. Hun klager over at blive afhørt af en betjent med pistol og håndjern i bæltet. De flere hundrede tusinde seere af 21 Søndag må sidde forundret tilbage efter mødet med denne overklassekvinde, der åbenbart helst så betjentene lægge uniformen og iføre sig kjole og hvidt, før de indlod sig i behagelig konversation med den mistænkte på dennes stilfulde privatadresse.

Zobel viser ingen forståelse for den enorme udfordring, politiet har med at bekæmpe den narko-relaterede bandekriminalitet. Selv om hun er dømt for besiddelse af hård narko og kendt for at færdes i pusher-kredse, var der ingen erkendelse af de problemer, kokainen ellers skaber i samfundet, blot utvetydigt forsvar for sit gode gamle bekendtskab med den tvivlsomme mand J.

Ud fra devisen at et angreb er det bedste forsvar, har Rigmor Zobel demonstreret en hårdnakket vitalitet, som nok skal give pay-off i de snævre kredse af den hurtigtkørende, påfaldende dårligt uddannet demi-overklasse, hun bevæger sig i. Zobel har om nogen bevist, at hun er intelligent, har stil og ikke er sådan at få ned med nakken.

Fravalg af erklæret målgruppe
Problemet med hendes kommunikation er, at den angående det erhvervsmæssige næppe finder positiv genklang hos sine erklærede målgrupper. Med sine benægtelser har Zobel afskrevet sig rollen som rollemodel blandt de erhvervsakademikere, hun ellers havde udset sig som målgruppe gennem sit engagement med ledelsesrådgivning og oplevelsesledelse.

Tilbage står så Riskær-segmenterne - ja, det er næppe et tilfælde, at den fængslede "finansmand" hører til vennekredsen. Det er simpelthen det publikum, hun går efter nu. Og hvem er så Riskær-segmentet?

Riskær-segmentet er den kreds af andre hurtigtgående, hvor straffe og forseelser hører til dagens orden, og i en større betydning de mange almindelige danskere, der ikke har forudsætningerne for at kunne gennemskue de mere raffinerede transaktioner og juridiske spidsfindigheder, som Rigmor Zobel og hendes kreds er ude i.

Da jeg tilbage i 2004 skrev et stort kapital om Riskær til biografien "Berømmelsens anatomi - otte fortællinger om personlig branding" (Børsens Forlag), var afvisningen af Riskær hos andre it-direktører til at tage at føle på. Omvendt har der hele tiden været en naiv folkelig opbakning til manden, der siger Rom og Danske Bank imod. Det er dette segment, Rigmor Zobel nu appellerer til.

Vinder på den korte bane, taber på den lange
Spørgsmålet er imidlertid, om det er heldig personlig branding? Jeg vil sige, at hvad Rigmor Zobel vinder på den korte bane, taber hun på den lange bane. Hvor der måske vil være kindkys og krammer hos Klaus Riskær, manden de kaldte J og lignende typer langt ude i det grå og sorte felt, vil kongehuset, VL-grupper, Roskilde Universitet og store dele af det seriøse erhvervsliv nok fremover betakke sig.

Brandet er således i stærk drift - i retning af en autentisk konsolidering, men vel at mærke en konsolidering i en slags amoralsk autenticitet og kredse som det traditionelt puritanske erhvervsliv ikke vil forbindes med. Eller som B.T. skriver: "Den valgte vej for Zobel kan både skyldes dårlig dømmekraft og dårlig rådgivning. Eller begge dele. På den måde virker det ikke som, at Rigmor Zobel har lært noget af sagen. Men derfor kan alle andre godt tage ved lære af den."


Tiger Woods kommer - med nogen besvær - ud af busken i denne officielle udtalelse

Tiger Woods har gjort det diametralt modsatte. Han har ydmyget sig på tv, omend med et halvkvalt kropssprog, der viser, at han ikke helt har hjertet med. Når hans fremtoning alligevel er mere lovende, skyldes det, at hans konstruerede, iscenesatte bodsgang formidler en overbevisning om, at golfmesteren har tænkt det hele igennem, og at han (selv om han nødigt slipper tøserne) ved, hvad det er, han skal satse på fremover.

Med Rigmor Zobel har vi et taktisk tilbagetog, ikke til talentet, ikke til den storslåede person, hendes intelligens kunne udfolde sig som, men til en verdensfjern overklassepige, der på et eller andet plan er sig selv nok. Det kan man lære af.