Denne artikel giver dig ingen tips til at få mest ud af dine X’er, men giver i stedet et bud på hvorfor du og dine kolleger pludselig er blevet unaturligt interesseret i adverbier.

Hvad er Wordfeud?
Wordfeud er den 28-årige nordmand Håkon Bertheussens værk. Spillet debuterede på Android Market i sommeren 2010, og det tog kun Berteheussen få måneder at indse at hobbyprojektet nok var mere profitabelt end fuldtidsjobbet, som han skyndsomt opsagde. Det var dog først i slutningen af 2011 at fænomenet for alvor tog fart i Skandinavien hvor det breder sig som en steppebrand. Midt i december 2011 brasede Wordfeud ind i den danske mainstream da DR, dagbladene og adskillige tv-programmer begyndte at overgå hinanden med anmeldelser og ikke mindst med gode tips til udslagsgivende bogstavkombinationer.

 

Den klassiske Scrabble-krise: Kun konsonanter at tilføje Wordfeud-brættet

For det er hvad det handler om. Wordfeud er en digital version af det klassiske bogstavspil Scrabble fra 1948: To spillere konkurrerer om at danne ord på en spilleplade med 15x15 felter. Sjældne bogstaver giver flest point, og visse felter udløser bonus hvis de dækkes af et bogstav. Spilleren udfordrer selv en modstander (eller parres med en tilfældig modstander), modtager en besked når den anden spiller har foretaget sit træk, og har så maksimalt 72 timer til at gruble før der må dannes ord (alternativt byttes brikker). Spillets tempo bestemmes således i praksis af den langsomste af de to spillere.

Asketisk design
Når Scrabble først løsrives fra den fysiske spilleplade, er det oplagt at forestille sig hvordan kaskader af varianter kunne inkorporeres i telefonudgaven. Man kunne f.eks. tænke sig at spillerne selv kunne bestemme pladens størrelse, at man kunne påvirke fordelingen af bogstaver, at man kunne vælge antallet af bogstaver man har på hånden, at man selv kunne vælge tidsfristens længde, at man kunne spille mange samtidig så hele familien kunne dyste på én gang. Men nej. Bertheussen valgte, påfaldende nok, stort set den rene askese. Eneste spræl er muligheden for tilfældig placering af bonusfelter. Udfordres du i Wordfeud, ved du præcis hvad du får, og har du flere spil kørende samtidig, kan det måske nok være lidt af en kognitiv kraftanstrengelse, men du ved at pointoptimeringen fungerer på samme måde i alle spil.

Wordfeud er altså et “casual game” med tyk streg under casual. Det er et designvalg der sætter spillets adgangsbarriere demonstrativt lavt, hvilket antagelig bidrager til dets udbredelse. Måske kommer der flere indstillingsmuligheder i senere versioner, men Wordfeud er en næsten højrøstet støtte til et vigtigt designprincip: Hvis noget skal være casual, så skal det være simpelt.

Gamle dyder
Det kan virke besynderligt at vi bruger mange tusinde kroner på avancerede smartphones for så at bruge dem til en, på overfladen betragtet, nærmest reaktionær adaptation af et brætspil fra første halvdel af forrige århundrede. Men for det første er brætspilklassikerne jo fintslebne diamanter – de har en form der empirisk har demonstreret sin overlegenhed i forhold til alle de spildesign der aldrig slog an. For det andet har de jo en elegance der kan appellere til både udvikler og spiller. Ved at forstå ganske få regler har du nøglen til evig variation, uden at du f.eks. kan gå i stå halvvejs gennem et langt forløb. Og spiludvikleren behøver ikke røre en finger, ansætte folk til løbende at lave ny grafik eller spil-teste nye baner. Et spil som Angry Birds – for ikke at tale om World of Warcraft – er helt anderledes krævende at udvikle, da spilleren i praksis gennemgår et forløb der ikke bare kan udfyldes meningsfuldt af tilfældigheder.

Den digitale forskel
Men man skal heller ikke lade sig narre af den meget respektfulde gengivelse af brætspillets format. For naturligvis betyder selve spillekonteksten meget for oplevelsen.

 

Du inviteres til digital spille-hygge

Hvorfor sidder du ikke lige nu hyggeligt bænket med vennerne om et brætspil? Fordi du ikke har lyst? Nej, nok snarere fordi du selvfølgelig ikke har tid. Fysiske spil er fornøjelige, men kræver også en ikke-triviel investering af tid og ofte en logistisk kraftanstrengelse. Prøv at sætte et slag Diplomacy – strategispillet hvor man skal være syv spillere – op med travle voksne; så forstår du hvad jeg mener. Turbaserede, digitale spil når ikke rødvinsprægede hyggeaftener til sokkeholderne rent oplevelsesmæssigt. Til gengæld kan de rent faktisk lade sig gøre; de vinder på logistikken.

Men oplevelsen divergerer også på et andet punkt. Uden for rigidt stramme turneringssammenhænge involverer alle analoge brætspil et mål af forhandling. I Scrabble tager den gerne form af diskussion af gyldige ord eller bøjningsformer, ligesom det er åbent for debat hvor længe den enkelte spiller må gruble over sit træk. I andre spil kan man skændes om hvornår et terningslag er ugyldigt, om man har ret til at omgøre sit træk osv. Wordfeuds usentimentale norske centralserver eliminerer dette aspekt. Vi bliver aldrig enige om hvorvidt fjernelsen af regelforhandling er entydigt godt eller dårligt. Men at en neutral computer processerer alle regler, påvirker spiloplevelsen betydeligt. Så selv om Wordfeud er meget tro mod forlægget, er oplevelsen anderledes og langt mere fokuseret på selve spillets regeldynamikker end klassisk offline-scrabble.

Ikke Skak, ikke Ludo
Men er det tilfældigt at vi lige kastede vores kærlighed på Scrabble frem for andre brætspil? Kunne vi lige så godt være blevet indfanget af digital Skak eller Ludo? Nej, for designmæssigt befinder Scrabble sig et for mange spillere fordelagtigt sted mellem netop disse to ærværdige klassikere.

Med sine arbitrære og ret undtagelsesprægede regler (hvad sker der for at bønder kan rykke to felter første gang de bevæger sig, og tager andre brikker på skrå?) er Skak ikke ret casual. Men Skak er også ekstremt i sin skamløse udstilling af spillernes intellektuelle styrkeforhold. Når du spiller Skak, så ved du alt om spillets tilstand, og ingen terninger eller kortvendinger hiver lykkens gudinde ind som blind makker. Skak er en intens, kontemplativ affære hvor den dårligste spiller med usvigelig sikkerhed taber, netop fordi han er dårligst.

Ludo er Skaks modsætning. I Ludo er strategi stort set ligegyldig, og hvis du vinder, var du – i grove træk – blot den med den heldigste terning. At være “god” til Ludo giver næsten ingen mening, og det er stort set kun børn, der også hælder til det strategiløse kortspil “Krig”, som holder af det.

Scrabble befinder sig lunt imellem disse ekstremer. Der er ingen tvivl: Du kan være god eller dårlig til Scrabble. Men det er heller ikke til diskussion at du kan være heldig eller uheldig. Og ikke mindst kan spillet vende hvis du er heldig nok til at få adgang til en dræberkombination. I Scrabble vinder den gode spiller. Men hun vinder kun den store krig, ikke nødvendigvis det enkelte slag, og på denne måde er Scrabble relativt casual uden at være evne- eller strategifrit.

Så du tror du kan noget?
Forklarer ovenstående Wordfeuds kraftige appel? Ikke helt. I det hele taget er en disclaimer på sin plads: Når man sætter sig for at forklare pludselige succeser, bør man fare frem med lempe. For hvis forklaringen virkelig er så oplagt, burde man have forudset succesen og selv være den der skovlede profitten ind på kontoen. Er man ikke det, har man kun en ad-hoc-forklaring hvis styrke kun vanskeligt lader sig vurdere. Men baseret på et anseeligt antal timer i bogstavuniverset kommer her alligevel mit bedste bud:

Wordfeud appellerer så kraftigt fordi vi alle sammen tror vi er voldsomt gode til det.

Spillets grundmekanik lader sig nemlig angribe fra fire forskellige optimeringsstrategier som tilsammen dækker et bredt spektrum af spillertyper. Kan du kende dig selv i en af følgende beskrivelser?:

 

Ordkløveren: Du ser dig selv som en person med en vidtrækkende sproglig indsigt, en person med et betydeligt ordforråd og et potent arsenal af fremmedord.

Analytikeren: Du ser dig selv som en person der hurtigt kan gennemskue nye systemer og fastslå hvordan de navigeres. Denne evne opnår du igennem analyse og forståelse for hvordan enkeltelementer relaterer sig til systemets overordnede dynamik.

Mønstergenkenderen: Når du er intelligent, er det fordi du er observant, ser sammenhænge og er i stand til at trække paralleller mellem tilsyneladende urelaterede domæner.

Slideren: Du ser dig selv som en der – ved at gøre sig umage og være intellektuelt vedholdende – når længere end de som blot skøjter let og dovent hen over et givent fænomen.

Samtlige fire spillertyper kan vinde i Scrabble, hvilket slet ikke er tilfældet i Skak (ordkløverens evner er ligegyldige) eller Ludo (alles evner er ligegyldige). I Wordfeud ser ordkløveren et spil hvor et udvidet ordforråd giver en bastant fordel: Hvis ikke man kender ordet, finder man ikke på at skrive det. Analytikeren ser et system styret af regler og frekvenser, et grundlæggende matematisk system som kan optimeres ved hjælp af sandsynlighedsregning. I mellemtiden ser mønstergenkenderen bogstaverne som delementer der på kreativ vis kan danne helheder, og slideren ser et spil hvor man grundlæggende vinder ved at tænke mange kombinationer igennem i stedet for at fyre det første det bedste ord af.

De har alle fire ret. Alle fire kompetencer hjælper dig i Wordfeud, og det eneste problem er faktisk at din modstander formentlig også passer ind i mindst en af de fire kategorier.

 

Derfor tænker mange når de modtager deres første invitation, at nok er de clueless i forhold til Fifa 2012, og nok fik de aldrig overvældende mange æg i Angry Birds, men her er dog et spil hvor de kan realisere deres potentiale. Sådan går det bare ofte ikke. Andre mennesker viser sig at være frustrerende gode til Wordfeud.

Ordkrigens udfald
Den tavse ordkrig vil køre som bagtapet i de kommende juledage. Mere end 8 millioner spiller på verdensplan, ifølge svenske thelocal.se, og DR citerer Håkon Bertheussen for at 250.000 af dem er danskere. Da gratisversionens reklamer er temmelig påtrængende, har en god del af spillerne sikkert ofret de 18 kr. på premium-udgaven. Så hvis serveren blot opfører sig pænt, kan Bertheussen koncentrere sig om at købe store julegaver, for spillerne klarer som nævnt selv markedsføringen ved at udfordre hinanden fra selve spillet.

Efter jul kan Bertheussen tage fat på mange oplagte udviklingsmuligheder. Især en web-version virker oplagt, eftersom spillerbasen dermed kan øges betragteligt. Og mens download-tallene stiger, kan andre håbefulde udviklere varme sig ved endnu et eksempel på de nye tider i spilbranchen: Man kan, med det rigtige miks, skabe store succeser på minimale budgetter.

Samtidig kan spillerne more sig med et spil der involverer held nok til masser af dårlige undskyldninger, men samtidig belønner den geniale indskydelse. Og de kan glæde sig over at uanset om de er lidt overfladiske, matematikforskrækkede eller sprogligt helt på det jævne, så har de formentlig en rigtig god chance i Wordfeud.

Bonus brik: Her et link til hvordan du snyde med dine brikker