Bærbar eller la'vær'bar?

Anders Høeg Nissen er vært og journalist på DR P1’s teknologimagasin Harddisken. Her har han med enkelte pauser siden 2000 dækket stort og småt i teknologiens verden, alt fra mobilspil over RFID-tags til netneutralitet og cyberkrig

En eftermiddag sidste vinter ræsede jeg omkring på min cykel i det sjappede København. Og turen var afgjort mere livsfarlig end normalt. Både mit blik og en væsentlig del af min opmærksomhed var nemlig mere fokuseret på et lille display nederst i mit synsfelt end på biler, trafikforhold og cykelstiens aktuelle tilstand.

Den næste generation af display til alpinesport. Læs mere om den nye form for skibrille her

Displayet sad i et par skibriller fra Recon Instruments, og det gav mig mulighed for at følge min hastighed (som ikke var imponerende i sjappet), min position (Amager) og højdeforskellen mellem starten og slutningen på min tur (den var heller ikke overvældende – eftersom jeg cyklede i København).

Skibrillerne var i øvrigt udstyret med røgfarvet glas, hvilket heller ikke kan anbefales som standardudstyr til vintercyklister efter mørkets frembrud. Men hvad gør man ikke for at få en lille forsmag på en fremtid, hvor briller med indbygget display, GPS, netadgang, videokamera og meget mere har fået sin faste plads på næsen?

Googles smarte briller

Disse høretelefoner er i sin elegante form konstrueret til at levere skarp og full-range lyd, mens du stadig kan høre omgivelserne omkring dig. Læs mere om de nye høretelefoner her

Siden min vintertur har især Googles Glass-briller, der netop tilbyder alle disse muligheder, fået etableret sig som sci-fi-fansenes ønskeobjekt nummer et i kategorien ”wearables” eller ”bærbar teknologi”. Googles Glass blev dog ramt af et socialt backlash, næsten lige så hurtigt som nyheden om dem slap ud af laboratoriet i Californien. Det store spørgsmål var nemlig, hvilke sociale, samfundsmæssige og juridiske regler, der egentlig gælder for den slags teknologi?

Det kan godt være, at brillerne og de andre wearables er beregnet til at give bæreren adgang til nettets kolossale informationsmængder her, der og alle vegne, men samtidig kan de jo også bruges til for eksempel ubemærket at filme og overvåge alt og alle omkring en. Og – måske lige så vigtigt – ligner man ikke bare en total tosse med sådan et par pseudonørdede halvbriller i fjæset?

Briller, ure og tøj

Wearable technology– eller bare wearables – er ikke noget nyt fænomen, men har naturligt nok taget et par kvantespring fremad de senere år, med smartphones, hurtige mobile netopkoblinger, små, billige sensorer og den generelle udvikling af både hardware, software og ikke mindst cloud-baserede tjenester.

Markedet for wearable technology anslås at være på 3-5 milliarder dollars i dag. Analytikernes prognose siger dog, at vi måske vil se en stigning på helt op til 30-50 milliarder over de næste tre til fem år

Foto: Kurzwell

Wearables kan antage mange former, men man støder for tiden oftest på den bærbare teknologi som en bobleteknologi i form af skærmbriller og ”intelligente ure” med beklædning. Og potentialet er stort, for det er som at have en smartphone integreret i sin hverdag, monteret på næsen, spændt fast om håndleddet – eller måske bygget ind i skjortekraven?

Med en enkelt stemmekommando får man adgang til nettets kolossale videnstrøm. Med endnu et par ord tager man billeder og video af alt, hvad man ser. Og samtidig kan man selvfølgelig sende beskeder, e-mails og tweets og løbende tage noter om alt, hvad man laver.

Bærbare teknologier som Google Glass og smarte ure fra blandt andre Samsung giver nye muligheder for nemt og kontinuerligt at interagere med informationer, sensorinput og sociale netværk, men udfordrer samtidig både sociale og samfundsmæssige konventioner.

Det begyndte med klokken

Man kan hævde, at det faktisk for alvor begyndte med armbåndsuret i slutningen af 1800-tallet, hvor man fik mulighed for at få adgang til vigtig information med et kort blik på armen i stedet for at skulle hive lommeuret frem. Forestillingen om wearables tog siden et stort spring fremad i efterkrigstiden med Dick Tracys ganske vist fiktive 2-Way Wrist Radio, der senere blev til 2-Way Wrist TV.

Foto: Kurzwell

Dick Tracy-urets indflydelse på senere generationers udformning af smarte ure og mobiltelefoner kan næppe overvurderes. Det er oppe i samme kategori som tricorderen fra Star Trek, og både lommeregner-ure, små FM-radioer og walkie-talkier er knopskydninger på den samme vision.

Mann, menneske og maskine

Det var dog først med især Steve Manns mere eller mindre hjemmebyggede bærbare computere i firserne, at wearables rigtig dukkede op i med computerverdenen. Wearable computing blev set som en del af den store forestilling om en mere eller mindre konkret sammensmeltning af menneske og maskine, og Steve Mann blev betragtet som en Cyborg 1.0.

Der var tale om tunge apparater, som krævede stropper, hjelm, rygsæk og meget andet gear, og set med nutidens øjne havde udstyret temmelig begrænsede muligheder. Computerne i rygsækkene krævede også en del batteri og skulle typisk styres med særligt tilpassede tastaturer, som man havde i hånden eller monteret i bæltet. Ideen var for eksempel, at man som kirurg med en skærmbrille kunne få adgang til hjælp under en operation, eller at en ingeniør kunne se billeder og modeller af sine maskiner i 3D direkte i synsfeltet. Det kom dog aldrig meget videre end specialiserede, dyre og temmelig begrænsede apparater. Til gengæld var der højt til loftet, når det gjaldt visionerne.

Udvidet virkelighed

Tæt forbundet med de konkrete wearable-apparater finder vi også begreber som ”augmented reality” eller ”mixed reality”, altså ideen om at se ud på den fysiske verden igennem et lag af digital information, for eksempel gennem en skærmbrille eller et lille display i hjørnet af synsfeltet.

Beecham Researchs Wearable Teknologi Application Chart, skabt i samarbejde med Wearable Technologies Group, viser hele paletten af Wearable Teknologi i semi-cirkulært format, herunder syv vigtige anvendelsesområder inden for brancher, funktioner og produkter

Foto: Beechamresearch

Augmented reality kan dog også findes i eksempelvis mobil-apps som Wikitude og Layar, hvor man ved at kigge “igennem” mobilens skærm og kamera ud på verden kan få lagt et datalag om seværdigheder, lokale Twitter-venner, ejendomspriser og meget andet “oven på” den fysiske verden. Det er den teknologi, der i dag er kommet til udtryk i Google Glass, der nok er noget af det tætteste, vi har været på et rigtigt wearable/augmented produkt til almindelige mennesker.

Jo, der er skibriller og motorcykelhjelme med indbyggede skærme og mulighed for at få notifikationer fra en smartphone, men ideen med Google Glass er at skabe noget mere fleksibelt, noget som er tættere på en rigtig computer eller mobil, og som kan bruges til tusindvis af forskellige opgaver, for eksempel underholdning, navigation, lifelogging og meget mere.

Ure med nye funktioner

Begrebet SmartWatch er ikke noget nyt, men hvad der er indeni dem har ændret sig. Med udbredelsen af smartphones har den gamle idé om at pakke alt ind i et ur, ændret sig til at blive en forlængelse af telefonen i lommen. Læs mere om de nye SmartWatches her

Og så kan man passende vende tilbage til uret, hvor det hele begyndte. For selvom det smarte ur endnu ikke har haft sit iPhone-øjeblik, hvor en mere eller mindre ny teknologi for alvor bryder igennem og bliver mainstream i den rette kombination af funktioner, design, brugervenlighed og pris, så er der dog tegn på, at gennembruddet er lige om hjørnet. Ure er nemlig – i modsætning til skærmbriller som Google Glass – kendte objekter fra hverdagen, som nu blot er udstyret med nye muligheder. Og det er formodentligt nemmere at tilpasse sig et armbåndsur, som nu kan vise e-mails, kort, motiontracking, fotos og så videre, end at skulle vænne sig til at bære sin computer på næsen – for ikke at tale om at skulle se andre med den slags apparater på.

Der har været mange forsøg på at lave smarte ure med forskellige kombinationer af mobilteknologi, skærmstørrelser, notifikations-tjenester og meget mere gennem årene. Og som nævnt uden større held, for at sige det mildt.

Det er for eksempel næsten synd at nævne SPOT, det øjeblikkeligt dødsdømte Microsoft-projekt, der tilbage i 2004 var adskillige år forud for sin tid og nok havde glemt brugerne midt i alle fremtidsvisionerne.

Men nu prøver de store teknologifabrikanter at genoplive drømmen med Sonys SW2, Samsungs Galaxy Gear og ikke mindst det crowdfundede Pebble-ur som spydspidser, dog stadig med skiftende held.

Nikolaj Sonne anmelder to smarte ure, der måske ikke er så smarte endda. Læs hele artiklen her

Desuden ligger rygterne om et iWatch fra Apple også og lurer i baggrunden. At Apple de seneste måneder har hyret flere topchefer fra modeverdenen understøtter rygterne.

Selvmål

Det intelligente tøj er en tredje kategori af wearable teknologier, som er på vej. Der findes allerede nogle produkter inden for denne kategori, eksempelvis skijakker med indbyggede musikknapper og hovedtelefoner og sportstøj til atleter med indbygget accelerometer. Det er dog stadig mest i sin vorden, og der vil nok gå et stykke tid endnu, før det kommer ud af de mere specialiserede sammenhænge.

Det gælder formodentligt også de trackere, som flere og flere bruger til at holde øje med motion, søvn, puls, blodtryk og andre selvmålings-data. Populære produkter er FitBit, Jawbone UP og Nike Fuelband, men også de bliver hele tiden videreudviklet, i første omgang på vej mod en slags digitale tatoveringer – ultratynde sensorer, der kan klæbes fast direkte på huden, så man næsten ikke lægger mærke til, at "man har teknologi på”. Herefter ligger det jo snublende nær at gå hele vejen og indoperere teknologien i kroppen, hvilket vel må siges at være den ultimative bærbare teknologi. Fremtidsvisionerne er for eksempel indbyggede kontaktlinser med skærme, og computere, der direkte bliver integreret med vores hjerner, men mindre kan jo også gøre det.

Allerede nu arbejder man med sensorer, der kan implanteres under huden og måle på temperatur, puls og forskellige stoffer i blodet, og vi har naturligvis i mange år haft pacemakere og andre medicinske apparater, som i mindre eller større omfang kan styres og tjekkes udefra, af patient eller læge.

Blikbar information

Men tilbage til hverdagen og ikke mindst til den noget kølige modtagelse især Google Glass og Samsungs Galaxy Gear Smart Watch har fået. Man kan jo godt spørge sig selv, hvorfor det overhovedet skulle være interessant med data-briller og smarte ure, udover i helt særlige situationer, hvor professionelle har behov for at kunne få håndfri adgang til information, data og kommunikation? Personligt har jeg dog ikke svært ved at se ideen.

For nu at tage et dagligt eksempel, så ville jeg da gerne på mine cykelture kunne have adgang til at se navigation, møde-remindere, sms’er og andre hurtige beskeder vist på håndleddet eller i en brilleskærm. Og at dømme efter antallet af mennesker, jeg hver dag ser trille omkring i trafikken med blikket og koncentrationen stift rettet mod en mobilskærm, kan jeg da ikke være den eneste med det behov.

Man kan givetvis diskutere, hvor stor indflydelse det har på opmærksomheden på trafikken og andre forhold omkring en. Eksempelvis fik en amerikansk kvinde for nylig en bøde for at bære sine Google Glass-briller, mens hun kørte bil.

En kvinde fra Californien modtog i oktober 2013 en bøde for at have Google Glasses på, mens hun kørte bil

Kilde: CNN

Surfer vi, eller synker vi i informationsstrømmen?

Alt dette handler om ”glanceable” information. Det vil sige ting, der kan afkodes, uden at man stopper det, man var i gang med. På den måde kan det betragtes som en smuk integration af informationsstrømmen i hverdagen. Der skal dog nok også være dem, som først og fremmest ser et device, der skal forestille at gøre alting nemmere og sjovere og mere effektivt, men som i virkeligheden bare bliver endnu et søm i ligkisten for vores opmærksomhed og evne til koncentration og fokus.

Nu skal man dog heller ikke bare dystopisk tro, at vi mister enhver kontrol, bare fordi smartphonen så at sige rykker op på næsen. For nylig kunne man læse i en artikel i Forbes, at “smartphones kan vi lægge fra os og vælge ikke at se på, men det kan man ikke med wearables” – og det er jo noget vrøvl. Man kan slukke eller tage sine skærmbriller af eller trække ærmet ned over sit smarte ur – eller bare lære at beherske sig. Men jeg indrømmer gerne, at det nok skal prøves i dagligdagen, før jeg for alvor kan vurdere, om det fungerer i praksis eller bare er (endnu) en håbløs sci-fi-drøm. Jeg kan nemlig også sagtens forstille mig frustrationen over et øretæveindbydende niveau af distraktioner hos mig selv eller andre med smarte ure på håndleddet eller intelligente briller på næsen. Og det er ikke de eneste udfordringer.

Masser af problemer

Teknologisk er der stadig et stykke vej til det perfekte produkt. Batterilevetiden er som regel pauver i de bærbare teknologier, skærmene som regel ikke i høj nok opløsning, og betjeningen kan mildest talt være uigennemskuelig. Og vil man bruge de stemmestyrede apparater for eksempel her i landet, ja, så kan man i de fleste tilfælde godt indstille sig på at skulle forsøge sig med sit bedste skoleengelsk.

Men der ligger også mange sociale, kulturelle og samfundsmæssige bump på vejen. Det gælder for eksempel de uskrevne regler i hverdagen. Jeg har blandt andet hørt fra folk med det smarte Pebble-ur, at uret kan give anledning til en del misforståelser. Andre betragter det nemlig som et hint om, at man har travlt og skal videre, hvis man kigger på sit håndled (på sit smarte ur), men det kan jo være, at man bare lige tjekker, hvilken e-mail der lige dukkede op (i stedet for at hive mobilen frem). Med andre ord et eksempel på, at vores vaner og kulturelle normer skal justeres med de nye teknologier.

Privatliv under pres

Det store spørgsmål omkring Google Glass har især været, om folk med brillerne er i gang med at tage billeder eller video af deres omgivelser og ikke mindst af personerne omkring sig? Det er naturligvis rimelig vigtigt at vide for den enkelte, men det peger også på de større spørgsmål om retten til privatliv. Og ifølge rygterne, så er netop spørgsmålet om privacy og overvågning en af grundene til, at Google vil vente med at sælge deres briller uden for USA. Nu koster et par jo så også 1500 dollars og kan kun købes af en udvalgt skare af udviklere, så måske regulerer problemet sig selv.

Omvendt ved vi også, at teknologier af den slags kun bliver bedre og billigere hele tiden, så hvis ikke Google selv tilbyder et ægte forbrugerprodukt i løbet af det næste års tid, så er der nok andre, som vil forsøge sig. Spørgsmålet er så, om brillerne er dødsdømte, allerede før de for alvor rammer hylderne? Der gik i hvert fald ikke længe før Glass-ejerne af folkeviddet blev døbt ”Glass-holes” – og sådan ét gider man jo ikke være.