Layout af valgplakaten

I disse dage bliver vi alle bombarderet med valgplakater i forbindelse med det kommende kommunalvalg. Der har ifølge Politiken været en kæmpe stigning i produktion af plakater sammenlignet med sidste kommunalvalg, og plakaterne har efter sigende en god effekt på vælgerne – ikke mindst de yngre vælgere stemmer ud fra valgplakaterne. Jeg har de sidste par dage fotograferet nogle af de mange eksemplarer på min daglige færden rundt i Brønshøj-Vanløse-Frederiksberg-området samt på Christianshavn. Herunder vil jeg gennemgå de væsentligste fordele og ulemper i layoutet på denne helt særegne type plakater.
af Christina Bruun Olsson
Tænk plakaten ud i virkeligheden
Det er altid vigtigt at tænke sit layout ud i sidste led  i den virkelighed, som det skal fungere i. IKEA lavede engang en rød tilbudsplakat med en stor gul cirkel med prisen. Denne plakat skulle hænge på S-togsstationernes 3-delte plakat-holdere, hvilket resulterede i, at der hang kæmpe Christiania-flag overalt langs S-togs-nettet. Det havde absolut ikke været IKEA's hensigt. Hvor titlen eller afsender-logoet på forsiden af en folder skal placeres, kan være meget afgørende, hvis folderen for eksempel skal stå i et stativ på et bibliotek, hvor halvdelen af formatet bliver dækket.
 
Hvad valgplakater angår, er situationen ude i virkeligheden helt grotesk: Plakaterne skal fungere langs vejene, udenfor i al slags vejr, og de er oppe imod en voldsom konkurrence, internt i partierne og partierne imellem. Samtidig med, at de enkelte kandidater i et parti skal konkurrere indbyrdes, skal de også fremstå som en samlet helhed for partiet. Fælles for dem alle er det, at de er ilde set af de fleste af os andre … vælgerne. Det må siges at være en temmelig lang liste med udfordringer, som disse plakatlayouts møder ude i virkeligheden.
 
Af enten økonomiske- eller miljømæssige grunde, eller for at gøre ophængningen af de opklæbede plakater på tunge plader lettere, har nogle af kandidaterne valgt at forsøge sig med alternative materialer, blandt andet print direkte på lette plastplader. Der er fordele og ulemper ved de nye materialer. Hvad angår vejret, så vil papirplakater let gå i stykker, mens plastpladerne har tendens til at bøje og knække over på midten.
 
Alle plakater hænges desuden op med plastikstripes, et godt eksempel på en lille detalje i sidste led, som kan få en meget dominerende rolle. De tre eksempler herunder har henholdsvis horn, diadem og en tyk streg i panden. Placeringen af portrættet og dets mørke og lyse områder (pande, hår og lignende) kan være en fordel at have med i sine overvejelser i forhold til placeringen af huller til stripes. Også farven på stripes kan afhjælpe meget; Sorte stripes ville have været at foretrække til de to portrætter herunder til venstre, mens det er meget heldigt, at man ikke valgte en sort strip til portrættet længst til højre!
 
Det er ikke helt ligegyldigt, hvor stripes til ophængningen er placeret i forbindelse med selve portrættet
 
Portræt eller ej?
En af de største ulemper ved den store mængde valgplakater er den kedelige monotoni, man møder i gentagelsen af den samme plakattype. Hvad enten det er en plakat for den samme kandidat eller en blanding af forskellige kandidater, kommer vi ikke udenom den store mængde ansigter, øjne, hud! Stort set alle partierne i min lille samling her består primært af de klassiske kandidat-plakater med portrætter. Men et par stykker har suppleret med budskabsplakater, som Venstres herunder, eller forenklet yderligere, som De Radikales store magentaplakat med et B. At møde dette enkle B i denne komplekse plakat/portræt-kontekst er en kærkommen pause, en fredfyldt visuel oase, hvor man kan finde ro og hvile for øjet. Det kan være en stor fordel at veksle mellem forskellige typer af plakater set med kommunikations-brillerne på, men det kan sandelig også have stor visuel værdi at gøre brug af denne kontrast.
 
Budskabsplakaterne er ofte en kærkommen pause fra de mange portrætter
 
Det eneste parti, der her skiller sig ud i min samling, er Enhedslistens plakater. Hvorfor de helt har fravalgt kandidaterne til fordel for fokus på tema/budskabsplakater med store slogans, skal jeg ikke kunne sige. Jeg fandt i alt fire plakater, en med det store logo-Ø og tre med slogans i hver af de tre grundfarver (rød, gul og blå). Trods det konsekvente layout med den afrundede billedramme finder jeg disse plakater alt for forskellige i denne særlige og meget kaotiske situation, som tiden jo er op til et valg. De to første plakater har den røde farve til fælles, hvilket er deres stærke visuelle link – variationer inden for et tema. At inddrage store gule og blå flader, flader, der er udsnit af foto eller anden grafik/logo, bliver alt for komplekst og svært afkodeligt. ”Keep it simple”!
 
Trods et konsekvent layout gør de forskellige, farverige fotomotiver serien svær afkodelig
 
Portrættet
Når man arbejder med portrætter, skal man blandt andet tage stilling til:
  • Gråtone- eller farvebillede?
  • Farvejustering: Med portrætter i særdeleshed er det vigtigt at farvejustere, så f.eks. den store mængde hud ikke bliver for lyserød, hvilket, mængden af plakater taget i betragtning, kan blive en kende ucharmerende (Socialdemokratiet, plakat nr. 2)
  • Beskæring af personen: Fokus på vandrette linjer som f.eks. beskæring på halsen (SF), øverst på brystkassen eller omkring navlen (Liberal Alliance), men også de lodrette linjer, eksempelvis om det ene øre må beskæres væk (De Radikale), eller om det udelukkende skal være det halve ansigt man kan se, som De Radikale før har prøvet af.
  • Baggrunde: En baggrund, der tydeligt viser det miljø, kandidaten er fotograferet i, kan være med til at fortælle en historie om kandidaten. Man skal dog være meget opmærksom på, at den let kan blive alt for kompliceret med sine mange informationer (De Konservative). Man kan vælge at sløre baggrunden, så den ikke indeholder informationer, men blot skaber lidt liv bag portrættet (Venstre). Mange vælger en ensfarvet baggrund for at skabe ro omkring portrættet, lave et tydeligt visuelt link kandidaterne imellem eller for at bruge en farve som visuelt link til partiets farve. Man kan opnå den ensartede farve ved fritlægning af portrættet, så baggrunden bliver helt hvid (Radikale) eller ensfarvet (Liberal Alliance), men den bliver samtidig også nemt meget neutral og kedelig. SF har valgt at tage deres portrætter foran en ensfarvet baggrund, så der stadig er “liv” i form af en skygge.
  • Supplement: I portræt-genren kan det også give mening at fremhæve personen vha. en fortolkning, enten ved brug af ting, der har en symbolsk værdi, i en karakteristisk skyggelægning eller lignende. Ved en valgplakat vil det typisk være alt for meget information og blive for svært  at afkode. Her kan det netop være en fordel at overveje påklædningen, smykker med mere, så man fremstår så enkel som muligt.
Man må overveje, hvad der vægter mest: Kandidatens eget behov for at skille sig ud eller parti-fællesskabet. De fire plakater herunder, som jeg har fundet fra Socialdemokraterne, giver tilsammen et meget broget billede, hvor stort set alle punkter ovenover kommer i spil. Det, mener jeg, er et galt budskab at sende, og det kan kun til nød accepteres, fordi layoutets få grafiske elementer bruges så konsekvent, at man ikke er i tvivl om fællesnævneren.
 
En form for fællestræk i måden at tage portrætter på vil styrke kommunikationen om et samlet parti
 
Omvendt kan portrætterne være så konsekvente, at de enkelte kandidater forsvinder i den store mængde af partisoldater. Hos De Radikale har man besluttet, at alle skal have sort/mørkt tøj på, at de er alle er beskåret ens (midt på brystet) og dermed er lige store i layoutet, samt at alle har hvid baggrund. Det kan derfor være svært at få øje på Mikkel (3. plakat fra venstre) midt i rækken af Dorthes plakater. At konsekvensen er dyrket så langt ud, fremhæver mængden af plakater for De Radikale, men frarøver kandidaternes mulighed for at vise lidt personlighed, og resultatet bliver monotont og nærmer sig ligegyldighed.
 
Portrætterne kan blive så ensrettede, at de enkelte kandidater bliver svære at skelne fra hinanden
 
Også SF er ekstremt konsekvente i deres portrættering, men i og med at portrætterne er større, får vi mere kontakt med kandidaten trods den stramme visuelle parti-linje. Portrætterne er desværre så store, at de bliver beskåret klaustrofobisk tæt. En anelse mere luft omkring personen ville være en befrielse, og dermed løses en del af udfordringerne med stripes helt sig selv.
 
Trods fokus på ensretning er den enkelte kandidat i fokus
 
Layoutet
I layoutet kommer alle elementer i spil (portræt, navn, logo, farver, evt. statement/slogan osv.). Skal man tænke konsekvens (template-design) eller fleksibilitet inden for en tydelig visuel fællesnævner? Og hvor meget personlighed og supplerende information fra den enkelte kandidat kan en stærk visuel fællesnævner klare? Jeg har allerede været inde på det flere gange i indlægget. Her lidt supplerende punkter, som primært er layout-relaterede:
 
Den største udfordring er at stoppe i tide og ikke fylde plakaten med for mange informationer. De Konservative går helt over gevind på netop dette punkt og har både meget informationsrige baggrunde, slogan, logo og navn og derudover en by-grafik i en gradueret grønlig baggrund. Desuden er denne stil ikke konsekvent kandidaterne imellem.
 
Dansk Folkeparti lider primært af et alt for kompliceret logo, der bliver ekstrem presset i bunden af plakaten.
 
De Radikale har ikke den gennemgående, vandrette bjælke at placere logo og informationer på, hvilket måske nok er en befrielse, men omvendt gør, at kandidaten med sit sorte tøj er tvunget til at være placeret i venstre side og agere baggrund for logoet. Det er en idé … men spørgsmålet er, om det i sidste ende ikke bliver en ærgerlig begrænsning?
 
Både Socialdemokratiet og Liberal Alliance har en cirkel med deres bogstav. Bjælken agerer som roligt udgangspunkt på Socialdemokraternes plakat, så cirklen med A’et netop kan blive det “levende” element i layoutet, mens cirklen med I’et er lukket klaustrofobisk inde.
 
SF har ligesom Enhedslisten en gennemgående billedramme, der danner en klammeform ned mod navnet og dermed skaber forbindelse billede og tekst imellem. Denne ramme bruges tilsyneladende ikke på plakater, for dem der stiller op i regionsrådet, og dermed er layoutets konsekvens brugt konstruktivt til netop at kunne blive brudt.
 
 
Man får ikke kommunikeret mere ved at have flere elementer på plakaten
 
Farver
Trods stor forskellighed i portrætterne og i de øvrige informationer er de to plakater for Liberal Alliance tydeligt linket sammen.
 
Konsekvent brug af en farveholdning kan samle op på en stor forskellighed i layout eller portrætter
 
Det er netop de meget forskelligartede farver på plakaterne for Enhedslisten, der gør dem sværere at afkode og forstå som en serie.
 
De Radikale har valgt at bruge magentafarven i ekstrem lille grad på kandidat-plakaterne, hvilket styrker kontrasten til den store magentaplakat. Spørgsmålet er, om mængden er for lille til at skabe genkendelse. De, der ikke straks linker De Radikale med magenta, vil blot huske de meget grafiske, minimalistiske plakater i overvejende sorte og hvide farver.
 
Farvens tone, og den kontekst den bruges i, er også en væsentlig pointe. Socialdemokratiets røde farve opleves klar i sin glød, mens SF’s røde farve er mørk og fremstår tung med sine skygger i baggrunden, og den kan dermed give associationer til lumre, bordaux velourbelagte rum – meget langt fra den tidligere karakteristiske kølige, lyseblå farve der i sig selv fremstod frisk og dannede en fræk kontrast til det røde SF-logo.
 
SF har ændret farveholdning fra det kontrastfulde møde mellem en lysblå og det røde logo til i dag kun at være røde
 
Typografi
Typografi er et helt kapitel for sig og bør vægtes på niveau med portrættet. Ud over at typografien skal være letlæselig, ikke mindst i denne komplekse valgplakat-situation, kan typografien også have stor symbolsk betydning og give layoutets helhed en stramhed, kvalitet og professionalisme.
Tidligere plakater for De konservative har brugt en typografi, der muligvis var tegnet specifikt til dem – en blanding af Concord og Hackman … En typografi med karakteristiske former, der linkede naturligt sammen med logoets C (øverste eksempel). I dag bruges Calibri (nederste eksempel) af praktiske hensyn, da det er en standardskrifttype i de fleste Microsoft-programmer. Den fungerer fint, men har af gode grunde ikke den store identitetsbårne styrke. Et ærgerligt kompromis.
 
En typografi kan have en meget aktiv rolle i kommunikationen. De Konservative er gået fra en helt særlig og meget karakteristisk typografi, der linker til deres logo-C, til en mainstream-typografi
 
Enhedslistens skriftbilleder står stærkt med brug af den meget karakteristiske typografi Soho, der med brug af de kraftige pladeseriffer har et lidt hårdt og ungdommeligt udtryk. Et rigtig godt, markant og konsekvent valg.
 
Og vinderen er …
SF's plakater er, ud fra min lille samling her, den serie, der mest overbevisende rammer de to vigtige behov: De har et meget tydeligt link til hinanden, samtidig med at kandidaterne hver især er i fokus. Selvom de er layoutet ud fra en stram template, er de  ikke kedelige der er for eksempel ingen vandrette bjælker. Der er tænkt konstruktivt i billedramme og logo, og kandidatens navn får plads i et stort, luftigt og lyst rum.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job