Man må overveje, hvad der vægter mest: Kandidatens eget behov for at skille sig ud eller parti-fællesskabet. De fire plakater herunder, som jeg har fundet fra Socialdemokraterne, giver tilsammen et meget broget billede, hvor stort set alle punkter ovenover kommer i spil. Det, mener jeg, er et galt budskab at sende, og det kan kun til nød accepteres, fordi layoutets få grafiske elementer bruges så konsekvent, at man ikke er i tvivl om fællesnævneren.
Omvendt kan portrætterne være så konsekvente, at de enkelte kandidater forsvinder i den store mængde af partisoldater. Hos De Radikale har man besluttet, at alle skal have sort/mørkt tøj på, at de er alle er beskåret ens (midt på brystet) og dermed er lige store i layoutet, samt at alle har hvid baggrund. Det kan derfor være svært at få øje på Mikkel (3. plakat fra venstre) midt i rækken af Dorthes plakater. At konsekvensen er dyrket så langt ud, fremhæver mængden af plakater for De Radikale, men frarøver kandidaternes mulighed for at vise lidt personlighed, og resultatet bliver monotont og nærmer sig ligegyldighed.
Portrætterne kan blive så ensrettede, at de enkelte kandidater bliver svære at skelne fra hinanden
Også SF er ekstremt konsekvente i deres portrættering, men i og med at portrætterne er større, får vi mere kontakt med kandidaten trods den stramme visuelle parti-linje. Portrætterne er desværre så store, at de bliver beskåret klaustrofobisk tæt. En anelse mere luft omkring personen ville være en befrielse, og dermed løses en del af udfordringerne med stripes helt sig selv.
Trods fokus på ensretning er den enkelte kandidat i fokus
Layoutet
I layoutet kommer alle elementer i spil (portræt, navn, logo, farver, evt. statement/slogan osv.). Skal man tænke konsekvens (template-design) eller fleksibilitet inden for en tydelig visuel fællesnævner? Og hvor meget personlighed og supplerende information fra den enkelte kandidat kan en stærk visuel fællesnævner klare? Jeg har allerede været inde på det flere gange i indlægget. Her lidt supplerende punkter, som primært er layout-relaterede:
Den største udfordring er at stoppe i tide og ikke fylde plakaten med for mange informationer. De Konservative går helt over gevind på netop dette punkt og har både meget informationsrige baggrunde, slogan, logo og navn og derudover en by-grafik i en gradueret grønlig baggrund. Desuden er denne stil ikke konsekvent kandidaterne imellem.
Dansk Folkeparti lider primært af et alt for kompliceret logo, der bliver ekstrem presset i bunden af plakaten.
De Radikale har ikke den gennemgående, vandrette bjælke at placere logo og informationer på, hvilket måske nok er en befrielse, men omvendt gør, at kandidaten med sit sorte tøj er tvunget til at være placeret i venstre side og agere baggrund for logoet. Det er en idé … men spørgsmålet er, om det i sidste ende ikke bliver en ærgerlig begrænsning?
Både Socialdemokratiet og Liberal Alliance har en cirkel med deres bogstav. Bjælken agerer som roligt udgangspunkt på Socialdemokraternes plakat, så cirklen med A’et netop kan blive det “levende” element i layoutet, mens cirklen med I’et er lukket klaustrofobisk inde.
SF har ligesom Enhedslisten en gennemgående billedramme, der danner en klammeform ned mod navnet og dermed skaber forbindelse billede og tekst imellem. Denne ramme bruges tilsyneladende ikke på plakater, for dem der stiller op i regionsrådet, og dermed er layoutets konsekvens brugt konstruktivt til netop at kunne blive brudt.
Man får ikke kommunikeret mere ved at have flere elementer på plakaten
Farver
Trods stor forskellighed i portrætterne og i de øvrige informationer er de to plakater for Liberal Alliance tydeligt linket sammen.
Konsekvent brug af en farveholdning kan samle op på en stor forskellighed i layout eller portrætter
Det er netop de meget forskelligartede farver på plakaterne for Enhedslisten, der gør dem sværere at afkode og forstå som en serie.
De Radikale har valgt at bruge magentafarven i ekstrem lille grad på kandidat-plakaterne, hvilket styrker kontrasten til den store magentaplakat. Spørgsmålet er, om mængden er for lille til at skabe genkendelse. De, der ikke straks linker De Radikale med magenta, vil blot huske de meget grafiske, minimalistiske plakater i overvejende sorte og hvide farver.
Farvens tone, og den kontekst den bruges i, er også en væsentlig pointe. Socialdemokratiets røde farve opleves klar i sin glød, mens SF’s røde farve er mørk og fremstår tung med sine skygger i baggrunden, og den kan dermed give associationer til lumre, bordaux velourbelagte rum – meget langt fra den tidligere karakteristiske kølige, lyseblå farve der i sig selv fremstod frisk og dannede en fræk kontrast til det røde SF-logo.
SF har ændret farveholdning fra det kontrastfulde møde mellem en lysblå og det røde logo til i dag kun at være røde
Typografi
Typografi er et helt kapitel for sig og bør vægtes på niveau med portrættet. Ud over at typografien skal være letlæselig, ikke mindst i denne komplekse valgplakat-situation, kan typografien også have stor symbolsk betydning og give layoutets helhed en stramhed, kvalitet og professionalisme.
Tidligere plakater for De konservative har brugt en typografi, der muligvis var tegnet specifikt til dem – en blanding af Concord og Hackman … En typografi med karakteristiske former, der linkede naturligt sammen med logoets C (øverste eksempel). I dag bruges Calibri (nederste eksempel) af praktiske hensyn, da det er en standardskrifttype i de fleste Microsoft-programmer. Den fungerer fint, men har af gode grunde ikke den store identitetsbårne styrke. Et ærgerligt kompromis.
En typografi kan have en meget aktiv rolle i kommunikationen. De Konservative er gået fra en helt særlig og meget karakteristisk typografi, der linker til deres logo-C, til en mainstream-typografi
Enhedslistens skriftbilleder står stærkt med brug af den meget karakteristiske typografi Soho, der med brug af de kraftige pladeseriffer har et lidt hårdt og ungdommeligt udtryk. Et rigtig godt, markant og konsekvent valg.
Og vinderen er …
SF's plakater er, ud fra min lille samling her, den serie, der mest overbevisende rammer de to vigtige behov: De har et meget tydeligt link til hinanden, samtidig med at kandidaterne hver især er i fokus. Selvom de er layoutet ud fra en stram template, er de ikke kedelige – der er for eksempel ingen vandrette bjælker. Der er tænkt konstruktivt i billedramme og logo, og kandidatens navn får plads i et stort, luftigt og lyst rum.