VisitDenmarks løgn om løgnen

Stort set alle netmedier har lige nu afstemninger om kampagnen. Er videoen gal eller genial? Er det innovativ markedsføring, eller er det en sjofel måde at sælge Danmark på? Afstemningsresultaterne er ikke overraskende overvejende negative. For videoen viser jo Danmark som sted med stangstive blondiner, der hiver fremmede med hjem til et knald. Bevares hun fremstår da meget "sød", men alle forsøg på at kalde hende et emblem for ligestilling og velfærd er helt i skoven.

Et emblem for ligestilling? Nej
Og det var det, Dorte Killerich fra VisitDenmark forsøgte søndag aften på TV 2. Killerich sagde således, at "Karen er en ansvarbevidst kvinde med værdighed og selvstændighed, som lever i et frit samfund, som giver hende mulighed for at træffe de valg, hun som kvinde har lyst til, i sit liv." Hun tilføjede, at videoen er en god og sød og harmløs historie, som viser Danmark som et frit sted med plads og tolerance. Men Killerich skulle aldrig have forsøgt at sanktionere en bestemt politisk korrekt fortolkning af videoen. En fortolkning, som i øvrigt ligger temmelig fjernt fra det, de fleste nok tænker, når de ser videoen. I stedet for at forsøge at sige, at videoen viser alt muligt politisk korrekt, som den ikke umiddelbart gør, skulle hun have forklaret betingelserne for virale kampagner. At en viral video lever i de sociale fora på nettet og i medierne ... og at ALT, hvad den medfører af debat, på den måde er en del af kampagnen. Kampagnen skabes så at sige i samspil med både de sociale medier og nyhedsmedierne - på godt og ondt!

Da kampagnen kommer bag på bagmanden
Selve kampagnen forløb derfor i to stadier, som nok blev kortere, end det var hensigten. Første fase var mysteriet om kvinden, som eftersøger sit barns far, den tilfældige turist. Mysteriet slog igennem mediebarrieren, men trods alt i begrænset omfang. Dernæst anden fase, da det kort efter blev afsløret, at videoen var et falsum, som en dansk turistorganisation stod bag. Og så fik kampagnen for alvor fart. Og denne helt forudsigelige anden fase burde man have forberedt sig på at udnytte. I stedet blev det en omgang pinlig politisk udenomssnak og et kæmpe selvmål ved at fjerne videoen uden kommentarer. Videoen ligger jo alligevel på alverdens sites, men nu sender man et signal om, at man ikke står ved kampagnen.

Er en løgn sandheden om løgn på youtube?
I første omgang fik vi dog en komplet forvirret forklaring af kampagnen fra Dorte Killerich. På TV 2 sagde hun således: "Vi ved jo, at på de sociale medier - som bl.a. Youtube er en del af - at der er der nogle gange sande historier og nogle gange falske historier. Og det er jo netop det budskab, vi spiller på, når vi fortæller den gode og søde og ganske harmløse historie om Karen, som lever i et frit samfund."

Hov … Var det Marshall McLuhans gamle diktum, "The medium is the message", som dukkede op der? Hun kalder jo det fænomen, at der er sande og usande historier i de sociale medier, for et budskab. I sig selv ganske tankevækkende. Det blev dog desværre tydeligt, at hun ikke havde det fjerneste begreb om, hvad hun talte om, da hun sagde, at man havde valgt at udnytte mediet med en harmløs historie. For videoen er netop ikke en "god og sød og harmløs historie" - og deri ligger dens virale potentiale. Den rummer en kontrovers, som fungerer som et anker for interessen.

Kan sandheden ikke spredes viralt?
Journalisten replicerede da også omgående med spørgsmålet: "Men hvad med en god og sød, men sand historie… Kunne pengene ikke bare være brugt til en sand historie?" Ja, Dorte … Hvorfor ikke en turistvideo om havfruen og tivoli og dansk sommerhushygge med ludo og wienerbrød, mens regnen slår mod vinduerne? For vi elsker da alle sammen den slags turistvideoer. Hvor mange gange har vi ikke set en dejlig video fra Londons travle gader eller Costa del Sol, som vi har sendt til vores venner og bekendte, fordi den var så umådelig interessant? Ligesom vi elsker at videresende videoer af hjælpsomme spejdere og flittige indsamlere fra Røde Kors …

Her var muligheden for at skære igennem og motivere beslutningen om at markedsføre viralt. Forklare, hvordan offentlige markedsføringskroner alt for ofte løber i afløbet og bruges på velmenende, men harmløs, kommunikation. Når vi taler viralt, er det derimod for alvor Marshall McLuhans gamle dictum, som gælder: Og heri ligger potentialet. Det inkluderer nysgerrigheden, der florerer, og reaktionerne for og imod. I dette spil fødes nye historier om Danmark, som nu pludselig imødekommer de benhårde nyhedskriterier.

Hurtigt suppleres forargede én til én-fortolkninger af videoen af en mangfoldig debat, hvor alverdens "sandheder" om Danmark bliver postet på walls, beskrevet på blogs og fremsat i tv og radio. Her i dette efterspil, hvor navnet på Danmark flyder fra skærm til skærm og mund til mund, åbnes der for diskussion af landet som turistmål. Og hvis vi tænker på de seneste ufrivilligt medieintense "turistkampagner" for Danmark, med autonome gadekampe og muhammedtegninger, er her en mulighed for at angribe sagen fra en langt mere positiv vinkel, med begreber som hygge - og måske også humor og selvironi? Men VisitDenmarks krisehåndtering af kampagnen efterlader en skamskudt organization, som må flove sig godt og grundigt. De har pådraget sig et troværdighedsproblem og stukket hånden i en kønspolitisk hvepserede, som ligger fjernt fra turisme og fjernt fra VisitDenmarks formål.