Journalisten siger farvel og tak og jeg ved at jeg ikke hører mere fra ham. Han vil ikke sende mig citater til gennemsyn for han er allerede hastet videre til nogen der ikke vil forplumre hans begejstring med den slags kedelige analyser. Sådan reagerer de altid på det svar.

 

Efter at videoen rammer forsiden af pol.dk, begynder den at dukke op på Facebook, med kommentarer som:

Og mere af samme skuffe. Filmen vækker tydeligvis begejstring og jeg giver mig modvilligt til at se den. Og jeg må indrømme at det virkelig er et ret godt håndværk. En kampagnefilm, som burde være pensum på kommunikationsskoler verden over og sikkert bliver det.

 

Kort fortalt er filmen en kampagne som skal motivere borgere til at lægge pres på USA’s regering, så de intervenerer militært i Afrika og fjerne en lokal krigsherre, som bruger børnesoldater, som han “rekrutterer” ved at bortføre dem fra deres hjem. Og de gør bare en hel masse ting rigtigt på en gang:

De udnytter forvekslinger med lignende sager

De kobler sig på “det arabiske forår” og “anonymous” og alle andre ting der smager af demokrati + internet. Som mine egne undersøgelser har vist (bl.a. i forbindelse med at jeg fik 27.000 mennesker til at joine en fiktiv Facebook gruppe imod nedrivningaf Storkespringvandet i 2009), forveksler folk ofte både subjekt og objekt i den slags kampagner. Altså både skurke og ofre bliver tit forvekslet med andre aktuelle skurke og ofre. Vores hjerne er doven og danner mønster – også hvor de ikke findes. Det er derfor altid en god idé at forsøge at skabe forvekslinger med andre populære sager i hjernen på dem man vil have til at købe ens kampagne og dele den online.

 

De skaber identifikation med deres motiver gennem oplevet transparens

Moderne kritiske netbrugere er ikke dumme – vi er trænede reklamebrugere og faktisk ofte rigtig kritiske over for folks motiver for at sende os et budskab. I videoen bliver vi afvæbnet ved at de faktisk skaber en oplevelse af transparens, i forhold til deres motiver. Vi får, præsenteret som et kronologisk narrativ, indblik i et motiv som handler om at folkene bag filmen blev ramt af stærke oplevelser, da de mødte truede børn og at det får dem til at føle en trang til at “gøre noget”. Disse skuemotiver er meget vigtige for filmens levedygtighed, da de fjerner den skepsis der kan stå i vejen for den smukke og rene følelse, som filmen skal skabe. En følelse, som i sekunderne efter man oplever den, får sin udløsning i at man deler videoen med andre. både for at få valideret sin følelse, men også for at bibringe andre den. Hvilke motiver kampagnemagerne rent faktisk har, aner jeg ikke. Men her præsenteres et motiv man kan identifiere sig med og som forklarer et helt essentielt “hvorfor”!

 

De formår at skabe et emotionelt link via børnene

En af de svære barrierer for den slags kampagner er at vi, for at kunne leve med at bo i en overflod, mens millioner lever i nød, skaber en fortrængning. Et værn imod verdens smerte, som samtidig gør at vi kan have svært ved at se små lidende børn i Afrika som andet end et kategorielt massefænomen. Det lykkes meget dygtigt for filmmagerne at fjerne vores panser med billeder af søde hvide børn – og i sekundet efter vise os at små børn i Afrika også bare er børn. At skabe det link er i sig selv en voldsomt stærk følelsesmæssig manipulation med tilskueren og en flot præstation. Men det skaber også en væsentlig præmis for hele kampagnen: nemlig at afrikanske børn også er mennesker og at vi netop derfor skal føle med dem.

 

Men især gennem den smukke, og engelsktalende dreng, Jacob, skabes vores identifikation med problemet. Grimme børn – eller “børn” som kategori, ville have virket langt dårligere der. Han gennemlever en vis eksistentiel smerte, men er ikke vansiret og det ender godt med at han kommer til USA. Den slags historier frastøder mindre. Det er almindelig kendt blandt nødhjælpsorganisationer at billeder af børn der er ved at dø af sult og lignende, får folk til at klikke væk. Billederne af lemlæstede børn vises derfor også kun i ganske få sekunder.

 

De giver problemet et ansigt!

En væsentlig forudsætning for at især pressen tager et fænomen op,  er at der er personer på. Og her er der en krigsherre, som vi får præsenteret nogle påstande om  - bl.a. fra en anklager, som udtaler sig om krigsherrens adfærd. En anklager er ikke et objektivt sandhedsvidne, men en part i en konflikt. Vi får også tallet “30.000 bortførte børn” at vide, uden at få at vide hvor det kommer fra. Tallet underbygges flot af en grafik der viser mange, mange børn og berøres ikke yderligere. Og det er klogt. Få tal giver troværdighed – men mange komplekse tal taler til en anden del af bevidstheden end den emotionelle, som kampagnen sigter imod at aktivere.

 

Krigsherren har et kort og fængende navn, Kony, som bruges centralt i kampagnen. Den er altså bygget op om at en helt bestemt, navngiven, person er direkte årsag til børns lidelse. Der er nok ingen tvivl om at Kony står i spidsen for en hær, som bruger børnesoldater. Men i filmen sættes som forudsætning at disse børn vil komme hjem til deres forældre, hvis blot denne ene person sættes ud af spillet. Det er da muligt – men det er også muligt at en anden person ville overtage hæren. At disse børn selv ville blive en ukontrolabel militær faktor eller at mange andre og mere komplekse faktorer er på spil i denne sag. Men komplekse faktorer bliver ikke virale. Navngivne skurke gør. Derfor er det især mesterligt at kampagnen bygges direkte op om Kony’s navn.

 

Vi bliver del af en spirende bevægelse af begejstrede mennesker

Jeg besøgte en gang et firma som arbejder med at lave virale reklamefilm – altså kommercielle film som havde til formål at skabe begejstret spredning online. Og her var det en etableret sandhed at vi lader os forføre af at se folk der lader sig forføre. Derfor har mange kommercielle forsøg på virale kampagner og ikke mindst politiske – også billeder af et publikum som øjensynligt lader sig begejstre. Begejstrede mennesker skaber identifikation – men ikke mindst skaber de social verifikation. Vi ved godt at det måske er manipuleret – men alligevel kan det være svært for os at abstrahere fra an fornemmelse af et buldrende menneskehav og aktivister som løber optændte omkring med plakater osv. Og det understøtter et budskabs validitet.

 

Vi inviteres ind i en moderne demokratisk bevægelse med nemme svar på komplekse problemer

Når man har set en film der manipulerer én dygtigt ved at bruge narrative fortælleformer, smukke børn og fæle skurke, bliver vi ramt af følelser. Og netop den følelse du sidder med efter at hav set filmen, er kapital. Den kan nemlig omsættes til handling. I hvert fald visse former for handling. For det er vigtigt at handlingen kan foretages med stor symbolsk værdi og et minimalt og afgrænset ubehag. Og her er kampagnens bud på en kapitalisering af dine følelser godt ramt. For det første bliver du “primet” til at dele den. Du ser flere gange i løbet af filmen små klip med mennesker der deler ting online. Du er derfor meget tilbøjelig til at finde det oplagt selv at dele filmen. Og da en deling både giver en social verifikation og giver en følelse af at have foretaget sig noget, i sekunderne efter du har set den, hvor du føler stærkt, er den skræddersyet til at blive “viral”.

 

Men samtidig får du en mulighed for at være med i et sjovt “kampagne eksperiment”. Ved at sætte billeder af en afrikansk krigsherre op på gader og stræder herhjemme – kan du nemlig måske få politisk magt. Du kan blive en del af Wikileaks, Anonymous og Det arabiske forår på én gang! Hjemme i din trygge gade. Og du kan koble dig på dagens hotte politiske brand. Og det bedste af det hele er at du ikke behøver at ændre dine vaner. Du skal ikke holde op med at købe varer der er lavet af børn, Du skal ikke lade være med at købe elektronik som forudsætter en ufatteligt giftig og skadelig minedrift. Og du skal ikke lade være med at give dine børn bananer med i madpakken – selvom de er produceret på kemiske bananfabrikker i Mellemamerika hvor plukkerne får lungesygdomme.

 

Og hvem tænker på at det er en kampagne for krig?

Dette er en kampagne for en militær intervention – men det tror jeg de færreste forstår. “Eksperimentets” mål er at lægge pres på den vestlige verdens ledere – primært USA’s – for at de intervenerer militært og fjerner Kony. Men hvem mon bliver sat til at forsvare Kony, hvis militæret rykker ind? Hvem bliver man tvunget til at skyde på, for at redde hans børnesoldater? Sandheden er at vores demokratiske rus kan føre til at vi endelig får presset populistiske ledere til at rykke ind og dræbe mennesker – heraf mange af dem vi vil redde. Og at der ikke en gang er nogen sikkerhed for at problemet med børnesoldater bliver løst.

 

Hvis det er et mål man er enig I, så er det naturligvis en ærlig sag. Men så langt kan jeg tvivle på at mange har tænkt. I værste fald kan man frygte at liv og død bliver brikker i en lykkelig forårsforelskelse i dig selv, internettet og George Clooney.