Vidensledelse - glorificering eller konkretisering?

Ledelsesteknologier – eller ledelsesmoder, eller opskrifter på hvordan der bør bedrives ledelse - har det med at svinge ligesom bl.a. tøjmoden og indretningsmoden. Men det er ikke sådan at ledelsesteknologier kun er succesrige såfremt de meget klart kan evalueres og dermed dokumentere at de bidrager til eksempelvis mere tilfredse kunder, mere effektive produktionsprocesser eller lavere medarbejderomsætning.
af Peter Holdt Christensen

Artiklen er første gang trykt i Djøf bladet, 21. februar 2003

Ledelsesteknologier har det nemlig nogle gange med at være mere symbolske og således udelukkende repræsentere en forventning om forandring, men ikke en dokumenteret gevinst for organisationen. En af de ledelsesteknologier der i de seneste år er dukket op, og som har været meget diskuteret og måske nok mindre anvendt er vidensledelse.

Hvordan praktiseres vidensledelse?
Mange kender i dag begrebet vidensledelse og dermed også den mængde af litteratur, seminarer, foredrag og kurser der på hver sin måde prædiker over hvordan vidensledelse skal praktiseres. Men mange har forståeligt nok også vanskeligheder med at praktisere vidensledelse, fordi begrebet netop peger i så mange – ofte forskellige – retninger. Det kan derfor virke mere oplagt blot at iklæde virksomheden vidensledelse, og altså udelukkende anvende vidensledelse som et symbol på noget moderne i stedet for som en metode til at løse konkrete problemstillinger på. Sådan er det ikke alene med vidensledelse, men sådan er det også med mange andre ledelsesteknologier – man iklæder sig dem fordi det måske ligger i tidsånden at være videnstung, spirituel, kvalitetsbevidst, kreativ eller forandringsparat.

Vidensledelse er stadig ”hot”
Der er meget der tyder på at begrebet vidensledelse stadig er ”hot” – eksempelvis var begrebet sidste år et af de buzzwords der i forhold til fx kvalitetsledelse, coaching og værdiledelse blev nævnt oftest i den danske dagspresse. Ligeledes er mængden af litteratur om vidensledelse i sammenligning med bl.a. kvalitetsledelse og business process reengineering steget med mere end 40%, og i sidste måned blev Europas største kommercielle konference om vidensledelse afholdt i udkanten af London.

Europas største konference om vidensledelse
Konferencen blev afviklet over 3 dage, havde 50 udstillere, 6 hovedtalere og et par tusinde besøgende, og understregede dermed den fortsatte interesse for vidensledelse. Men hvad blev der så talt om til denne konference – hvordan kan den måske bidrage til bedre at forstå og praktisere vidensledelse?

Der var naturligvis langt fra enighed om hvordan vidensledelse bør praktiseres, men der var dog en række fælles temaer hos de seks hovedtalere, men der var også en slående forskel mellem den måde hovedtalerne talte om vidensledelse på og så de primært teknologiske ydelser der var til salg hos udstillerne.

Vidensledelse som filosofi
Hovedtalerne – Karl Wiig, Thomas A. Stewart, Dave Snowden, Dan Holtshouse, Karl Erik Sveiby og Thomas H. Davenport – var enige om at vidensledelse nu bevæger sig i en ny fase som i højere grad end udelukkende at forsøge at lagre viden i teknologiske systemer, karakteriseres ved at vidensledelse er et organisk system hvor viden er så tæt knyttet til individet og relationer mellem individer at det stort set er håbløst kun at kaste sig over teknologiske systemer til håndtering af viden. Således understregede den nyudnævnte redaktør for Harvard Business Review, Thomas Stewart, at vidensledelse ikke er en applikation men en filosofi som har til formål at identificere, transportere og dele viden på den mest effektive måde, og den mest effektive måde handler ikke om at indsamle viden men om at etablere relationer mellem de personer der har viden.

Personlige relationer
Implementering af vidensledelse er altså ikke noget man bare køber sig til – der skal være en vis grobund for det i organisationen. Denne grobund er knyttet til personlige relationer. Eksempelvis forekommer deling af viden oftest mellem personer der har tillid til hinanden, og ikke som en konsekvens af eksempelvis økonomiske incitamenter. Det er med andre ord svært at tvinge personer til at dele viden med hinanden, såfremt disse personer ikke har tillid til at den viden der deles ikke misbruges til personlig vinding, men til at løse konkrete problemstillinger. Den tavse viden – den viden der kan være svær at udtrykke fordi den anvendes i konkrete kontekster og handlinger – var også et centralt emne for hovedtalerne. Karl Erik Sveiby understregede at den dårligste måde at formidle viden på var gennem forelæsninger – det der huskes fra forelæsninger svarer i bedste fald kun til 5% af den viden der blev formidlet. Så når organisationer ønsker at formidle viden skal den kanal der vælges til at formidle viden overvejes nøje, og den tavse viden kan slet ikke formidles gennem eksempelvis møder men kun gennem personlige relationer mellem eksempelvis mesteren der har viden, og eleven der skal have viden.

Men disse bud på hvad vidensledelse bør fokusere på gør det næsten umuligt at evaluere anvendelsen af metoder til at håndtere viden. Hvordan sikres eksempelvis den korrekte anvendelse af den tavse viden som jo altså er umulig at forklare, og hvordan måles den tillid der eksisterer mellem medarbejdere?

Måling af vidensledelse
Evaluering og justering af vidensledelse er altså ikke blevet gjort målbar, men pointen er vel netop også at vidensledelse isoleret set ikke kan gøres til genstand for måling, men netop er noget der kan gives rammer for, fordi grobunden for disse rammer allerede findes i organisationen. Men med vidensledelse får man hvad man går efter – er det nye klæder at trække i, jamen så kan organisationen sagtens iklæde sig den positive retorik vidensledelse ser ud af uden at det egentlig får konsekvenser for den måde organisationen faktisk drives på, er det mekaniske systemer hvor et input ganske givet kan gøres til genstand for måling, jamen så er teknologiske systemer til eksempelvis at registrere hvor mange gange forskellige databaser benyttes ganske fortræffelige, og er det en overbevisning om at vidensledelse ikke nødvendigvis skal tilføres organisationen men allerede eksisterer som en grundlæggende filosofi for organisationens aktører, jamen så er det om at skabe nogle rammer for at denne filosofi kan udfolde sig mellem organisationens medlemmer, og skabe solide personlige relationer funderet i bl.a. tillid og engagement. Men det er umuligt direkte at måle.

Spørgsmålet er så om en sådan konference om vidensledelse egentlig skaber et bedre fundament for at forstå og bedrive vidensledelse, eller om konferencen er endnu et modeshow der skaber falske forventninger om bedre udnyttelse af eksisterende viden, gladere medarbejdere og mere tilfredse kunder?

”Popstar-agtigt”
Der var ganske givet noget ”popstar”-agtigt over konferencens måde at præsentere og håndtere hovedtalerne – eller måske retterne guruerne – på. Der var eksempelvis mulighed for at købe sig til dyre middage med guruerne, og også – såfremt man havde investeret penge i samtlige seks hovedtaleres indlæg – at få et signeret eksemplar af Thomas Stewart’s seneste bog. Så på den måde var konferencen et modeshow med hang til glorificering af vidensledelse. På en anden side var konferencen også et forsøg på at præsentere forskellige perspektiver ved vidensledelse, og således understrege at vidensledelse ikke skal tages som folkemedicin, men skal konkretiseres i forhold til hver enkelt organisations behov, og dermed netop ikke afspejler én definition men mange forskellige forståelser i mange forskellige situationer og organisationer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job