Brian Thomas Scherlund
Cæcilie Kolling-Wedel
lucas birger harlø
Anders Pedersen
Erik DNS
Amira Høg Daimar
Martin B.S. Olsen
Allan Buch
Fred Lanta
Pernille Glad
Lars Lauritzen
Slavi Thomsen
Dennis Guldbrandsen
Pernille Høyrup
Thomas Reimer
Johannes P. Bøggild
Kristine Helgestad Walsh
Tino Cordes
Inge Trier
kirstine møller pedersen
Ole Fredslund
Anne Nedergaard
Anita Leth Jensen
poul knudesn
Malene Søfeldt Nielsen
Anja Olsen
Styrk dine kompetencer
mandag d. 23. maj 2011
Du har mulighed for at skrive en kommentar til din anbefaling, dette er valgfrit.
Gem Annuller

Gem som link

Anbefalinger (15)

Timme Bisgaard Munk
Ole Abildgaard Mikkelsen
Lotte Filskov
Martin Nørlev
Jacob Gowland Jørgensen
Søren Mikkel Berg
Kristian Levring Madsen
Christian Hildebrandt
Amalie Sine Maarbjerg
Bella Marckmann
Frederik Schøning
Tine Hvolby

Victoria Milan, dating for gifte

Den nye tro: utroskab

Ulla Holm

Ulla Holm

specialestuderende, Sociologisk Institut, KU

’Gør livet levende – ha' en affære,’ lokker dating-sitet Victoria Milan. Det gør utroskabsmarkedet gennemsigtigt og omkostningerne for en affære lave. Det er den ene forklaring på sitets popularitet. Den anden forklaring er, at sex er blevet en slags ekstremsport, som bruges til selviscenesættelse.
Victoria Milantilbyder i sin film "spænding", "lidenskab" og "nærhed". Hvorfor nøjes med venner, når man kan have elskere? Facebook kan godt gå hjem at lægge sig
 
“Sådan kunne vores første møde foregå: Efter vi har hilst på hinanden, går vi op på dit hemmelige sted, du låser døren op og jeg lader dig træde indenfor, før jeg lukker døren bag os. Jeg hjælper dig af med din frakke og hænger den på bøjlen i skabet. Nu indtræder det kritiske øjeblik, hvor det nemt kan blive kejtet og pinligt, så derfor beder jeg dig tage alt tøjet af og lægge dig på maven på sengen, mens jeg selv går ud på badeværelset. Så ligger du der, nøgen og spændt på hvad der skal ske..."
 
Sådan lyder begyndelsen på et af de over 100 breve, jeg har modtaget i min indboks på Danmarks første og største datingside for gifte og samboende, www.victoriamilan.dk, siden jeg oprettede en profil for et par dage siden under navnet “stuepige”. Flere prominente ægtemænd som Arnold Schwarzenegger og Dominique Strauss-Kahn har jo netop bekræftet, at kvinder med denne jobtitel er umulige at holde fingrene fra og værd at bedrage sin kone for. Så hvorfor ikke optimere sine chancer?
 
Victoria Milan - svenske profiler
Eksempel fra svenske Victoria Milan på profilsiderne
 
Rapport fra en stuepige
Skønt henvendelserne varierer i længde, stil og graden af seksuel eksplicitet, er ovenstående, forfattet af en gift mand i midten af fyrrerne, repræsentativt for de ønsker og forventninger til et udenomsægteskabeligt bekendtskab, som udtrykkes af langt de fleste mandlige profiler, der indtil nu har opsøgt mit selskab med henblik på en affære.
 
Victoria Milan utroskabs-site
Det handler om at udveksle usædvanlige, "levende" oplevelser midt i et liv fyldt med halvdøde ægteskaber, vaner og normalitet, som endelig ikke må mistes
 
Alle profiler har valgt at sætte et kryds i feltet “Søger: alt, der kan give mig spænding”, og som noget centralt i brevene står netop jagten på den dybe, intense, lidenskabelige, berusende og grænseoverskridende seksuelle oplevelse med en kvinde, som bryder med hverdagens monotoni, rutine og forudsigelighed.
 
I brevene til mig efterlyses at “eksplodere i intenst begær”,”et eventyr og afbræk i hverdagen”, “lidt erotik og sex til at fylde det sidste ud”, “flirten og elskoven, der mangler i de daglige rutiner”, “dejlig sex og hygge, hvor vi sammen kan udleve fantasier og mærke suset i maven”, “den frække leg, hvor man ender i en lille boble, hvor det kun drejer sig om hinanden og hvordan man leger” eller efter ”at opleve sommerfugle i maven igen og gerne nogle frække og ikke mindst spændende oplevelser”.
 
Victoria Milan Sverige
Fristende tilbud til ægtefolk. Er utroskab løsningen eller problemet? Ill.: Victoria Milans svenske afdeling
 
Kan en halv million liderlige tage fejl?
For så vidt matcher længslerne i afsendernes breve Victoria Milans slogan, ”Gør livet levende – ha’ en affære”. På udbuds- og efterspørgselssiden deler man den opfattelse, at utroskab er et middel til at blive levende, til at gribe dagen og bryde med alt det, der låser os fast til fordel for et autentisk her-og-nu, hvor alt kan ske. 
 
Denne chance er der tilsyneladende en hel del, der gerne vil gribe, for siden victoriamilan.dk blev lanceret i vinter har medlemstallet nået de 150.000, og medregner man de norske og svenske medlemmer, ligger det estimerede tal på omkring 400.000. Allerede tilbage i 2008 viste en undersøgelse foretaget af Berlingske Tidende da også, at godt en tredjedel af alle danskere en eller flere gange har været deres partner utro og ifølge en undersøgelse foretaget af Ekstra Bladet i efteråret 2010 svarede 53 pct. af de adspurgte, at de havde været deres partner utro.
 
Er utroskabs-bølgen barn af de sociale medier – tre spørgsmål
  • Er det den digitale revolution, der er drivkraften bag den sociale revolution eller fungerer den nye web-teknologi og de sociale medier blot som en fødselshjælper for en transformation af den sociale virkelighed, som allerede er i gang?
  • Er det sites som Scor.dk, Victoriamilan.dk og det amerikanske Ashleymadison.com (som også findes som applikation til smartphone), som tilskynder til og formidler sidespring, der skaber en popularisering og øget udbredelse af utroskab?
  • Eller er utroskab i virkeligheden allerede udtryk for et mere fundamentalt og generelt skred i vores værdiorienteringer på det seksuelle område, som de digitale medier blot appellerer til?
Psykolog-påstand: Sociale medier fremmer utroskab
Psykologen Camilla Holst siger den 2. maj 2011 til Berlingske Tidende: ”Vi har allerede fået et lidt mere loose forhold til utroskab inden for de seneste otte år, og det skyldes blandt andet de sociale medier, dating sites osv. Der er så mange måder, man i dag kan have forhold på via nettet, og det vil i stigende grad smitte af på den måde, vi ser parforholdet på. Det vil med tiden rykke ved vores moralske kodeks omkring utroskab.”
 
Dating-site-påstand: Utroskab er en biologisk nødvendighed
Ovenstående påstand tilbagevises i en artikel på victoriamilan.dk, som med henvisning til biologien hævder, at utroskab er en naturlig del af vores adfærd, hvorfor man ikke bør give de sociale medier skylden: ”Mennesket er fra naturens side konstrueret til at føre vores art videre. Utroskab er derfor en ganske naturlig del af hele dyrerigets adfærd... Det såkaldte normale monogame parforhold er i strid med forholdene i resten af dyreriget.”
 
Min påstand: Sex bliver sat til at løse rutinens problem
Når jeg gennemgår min post på victoriamilan.dk bliver jeg dog mere og mere overbevist om, at begge positioner misser noget. Utroskabets attraktionsværdi i en nutidig kontekst kan ikke alene forklares hhv. teknologisk eller biologisk. Som de citerede breve og victoriamilans egne slogans indikerer, handler utroskab ikke bare om at få afløb for en naturlig sexdrift, som er større end parforholdet kan rumme. Der er noget langt mere eksistentielt på spil.
 
Det handler om at føle sig levende, om at gøre noget vildt og give sig hen til det uforudsigelige, om ikke at gå glip af livets mangfoldighed af muligheder, om at bryde med fastlåsende rutiner og om at virkeliggøre og udleve nye sider af sig selv, inden det er for sent.
 
Det er den type af eksistentielle behov, som seksualiteten i dag skal indfri, og som har deres rod i en ændring i de måder, hvorpå vi giver mening til vores liv. Det skal jeg vende tilbage til.
 
Sunny Beach svarer til Victoria Milan utroskabs-site
Utroskab via Victoria Milan minder på et afgørende punkt om unge mandlige turisters købesex på Sunny Beach, Bulgarien: Det handler om at opbygge en opsigtsvækkende selvfortælling. Foto: Reklame for restaurant på Sunny Beach
 
Parallel: Købesex er ekstremsport
Af en ny ph.d.-afhandling af Sébastien Tutenges fra Center for Rusmiddelforskning med titlen Louder! Wilder! Danish Youth at an International Nightlife Resort fremgår det, at hver ottende af de unge danske mænd, der rejser til Sunny Beach i Bulgarien, har været sammen med en prostitueret under ferien. Tutenges understreger i Weekendavisenden 13. maj 2011, at købesex på ferien er en del af den samlede pakke og handler primært om ”at gøre noget vildt og uforglemmeligt, som man bagefter kan fortælle om til vennerne.” Og han tilføjer: ”For de unge prostitutionskunder er købesex ikke væsensforskelligt fra de mange andre bizarre oplevelser, som man kan betale sig til i Sunny Beach såsom pub crawls, strip shows og faldskærmsflyvning efter en speedbåd.”
 
Motivationen bag købesex er altså ikke af seksuel karakter, men næres af oplevelsesaspektet: ”Den umiddelbare seksuelle tilfredsstillelse er ikke så vigtig. Det handler snarere om at prøve noget af, som man senere kan fortælle om. Den sex, de køber sig til, er ikke specielt kinky, det er oral eller vaginal sex – det særlige er at man er sammen med en prostitueret.”
 
Sex uden for parforholdet har altså et narrativt formål: den grænseoverskridende og ”forbudte” seksuelle oplevelse opsøges med henblik på at opbygge en opsigtsvækkende selvfortælling, der fremstiller personen som dynamisk, vovet og ”på kanten”, som en, der aldrig går i stå, men tør hengive sig til nuet.
 
Således er der en direkte forbindelse mellem den seksualitet, der foregår uden for parforholdet og den måde, hvorpå det postmoderne individ i det hele taget forventes at leve sit liv, hvor selvrealiseringen står i centrum.
 
Victoria Milan amerikansk forbillede
Victoria Milans amerikanske forbillede, Ashley Madison. Bemærk illustrationens blanding af tys-tys og seksuel symbolik. Ashley Madison lover i øvrigt med "100 procents garanti" sine brugere en affære. Hvilken slags utroskab kan egentlig deklareres på den måde?
 
Angsten for at opnå for lidt
Som den tyske sociolog Thomas Ziehe skriver i bogen Ambivalenser og mangfoldighed: ”I det traditionelle og autoritære samfund er det subjektive hovedproblem, at ”jeg vil for meget”. I vort kulturelle klima er det subjektive hovedproblem derimod, at jeg ”opnår” for lidt, at jeg som menneske stadig ikke lever og er sådan, som jeg kunne være.”
 
Dette nye eksistentielle hovedproblem anser adjunkt og seksualitetsforsker ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet Marie Bruvik Heinskou som en nøgle til at forstå den værdiorientering, der kendetegner seksualiteten i dag. Som Heinskou skriver i en artikel i Dansk Sociologi fra 2007, underkastes stadig flere livsområder et krav om præstation, idet livet ikke længere er skæbnebestemt. Ansvaret for at give livet mening påhviler den enkelte, og derfor drejer det sig om ikke at forpasse sine chancer. At gribe chancen er således blevet en måde at orientere sig på i en verden fuld af muligheder, for chancen holder livet åbent og tilbyder den enkelte et redskab til at magte sin selvskabelse.
 
Grænsesøgende seksuel selvfortælling vs. den rationelle fornuft
Dette krav om at præstere livets mange åbninger har ifølge Heinskou sat sit præg på de intime relationer. Disse skal frem for alt være oplevelsesmættede og have et underholdningspræg, fordi de indgår som centrale elementer i individets fortælling om sig selv. Sådanne seksuelle selvfortællinger ”er drevet af et ønske om at konstruere en sammenhængende, underholdende og unik historie,” skriver Heinskou. Det gælder derfor om at opsøge seksuelle oplevelser, som indeholder grænseoverskridende elementer, der gør dem desto mere fortælleværdige, ikke mindst over for individet selv.
 
Victoria Milan utroskabs-site modsiger og styrker ægteskabet
Det sikre, lukkede og fremtidsorienterede ægteskab er på samme tid Victoria Milans modsætning og forudsætning
 
Chancens postmoderne logik om den ’åbne væren’, hvor alt kan ske, eksisterer imidlertid side om side med en moderne logik, som vægter det sikre, lukkede og fremtidsorienterede. De to logikker står i et konfliktforhold, men nærer hinanden. Det sikre kan ifølge Heinskou bruges som en udvej – en måde at flygte fra chancen og de postmoderne værdiers abstrakte mulighedsfelt – samtidig med, at chancen kan bruges til at flygte fra det sikres lukkede væren. Der optræder altså en udpræget ambivalens og værdikonflikt i den senmoderne seksualitet. Dette ikke mindst fordi, det er socialt integrerende at mestre balancegangen mellem risikovillighed, kontrol og sikkerhed.
 
Denne spænding mellem to modsatrettede seksuelle logikker forklarer muligvis et tilsyneladende paradoks. Mens imellem en tredjedel og halvdelen af alle danskere, som anført, en eller flere gange har været deres partner utro, viser en ny værdiundersøgelse nemlig, at 41 procent af danskerne mener, at mænd, koner og kærester ikke under nogen omstændigheder skal deles med andre.
 
Troskab og ægteskabet som institution er stadig et stærkt kollektivt ideal, selv om flere og flere benytter sig af chancen for udenomsknald. Det er da også ganske påfaldende, at en stor del af de profiler, der har henvendt sig til mig på victoriamilan.dk, ofte indleder deres breve med sætninger af typen: ”Jeg er gift og det har jeg ingen intention om at ændre på”.
 
Victoria Milans univers afspejler altså en mere generel dialektik mellem postmoderne og moderne værdiorienteringer. Ægteskabet opleves som en barriere for den postmoderne væren, men samtidig står dets status ikke til diskussion. Der er et behov for både sikkerhed og spænding.
 
Utroskab som pant på autenticiteten
Men faktisk er det netop de meget prægnante idealforestillinger om ægteskabet og familielivet, der nærer trangen til at være utro. Marie Bruvik Heinskou forklarer til Kforum:
”Det handler om at kunne fortælle over for sig selv, at man har levet et spændende liv, og hvordan gør man det inden for rammerne af kernefamilien, som værdimæssigt bliver sat rigtigt højt, ligesom moderskabet og børnene. Hvordan skaber man så en fortælling over for sig selv om, at man samtidig har realiseret sine drømme? Her kan utroskab være en bekræftende faktor i forhold til, at man har levet et autentisk og lystbetonet liv, som har været liige på kanten, men man har stadig formået at få det til at hænge sammen.”
 
Vi har at gøre med endnu en modsætning. For hvor det seksuelle på den ene side forventes at være det, der nærer kærligheden og intimiteten i parforholdet, kan man ifølge Heinskou identificere en samtidig og stigende tendens til netop at adskille sex og kærlighed. Denne tendens kan være med til at forklare utroskabets pirringsværdi:
 
”Noget af det, som antænder seksualiteten, er objektgørelsen af den anden – objektgørelsen er jo også til en vis grad afkoblet kærligheden. Og hvis man tænder på den objektgørelse eller nogle af de mere illegitime seksuelle fantasier, kan det være svært at udleve i et ægteskab. Seksualitet og objektgørelse er blevet sådan en stor del af vores måde at orientere os selv seksuelt på,” siger hun.
 
Victoria Milan utroskabs-site overflade
Victoria Milan sætter overfladen i centrum. Seksualiteten objektgøres, og kroppen bliver til et tilbudskatalog. Hvad tænder du på? Ill. over brystformer stammer dog ikke fra Victoria Milan
 
Objektgørelsen sættes på skema
Det er i forlængelse af denne betragning påfaldende, i hvor høj grad Victoria Milan sætter overfladen i centrum. Når man opretter en profil, er der et stort opbud af afkrydsningsmuligheder, der relaterer sig til kroppens udseende, både egen krop, men også ønsker til en mulig affære, som f.eks. ”atletisk krop”, ”jeans og t-shirt”, ”store muskler”, ”piercinger” og ”tatoveringer”, for blot at nævne nogle få. Og når man skal krydse af under kategorien ”bedste egenskab”, relaterer de svarmuligheder, der præsenteres, sig stort set alle til kroppen, som f.eks. ”mine bryster” og ”min numse”.
 
En seksualitet, der antændes af overfladen, mængden og måske endda også anonymiteten, vil have trange kår inden for rammerne af ægteskabet og parforholdet, hvis dyder jo netop er de stik modsatte: dybden, den eneste ene, og forbindelsen mellem to sjæle.
 
Permanent arbejdsdeling mellem overfladiske og dybe forhold?
Gad vide, om det i fremtiden vil medføre en ”arbejdsdeling”, således at ægteskabet i stigende grad reduceres til et forhold baseret på reproduktion og kærlighed, men hvor det seksuelle til gengæld ”udliciteres” til andre rum og aktører? Kan det lade sig gøre? Kan vi acceptere det? I hvert fald kan det ikke afvises, at betingelserne er til stede.
 
Stuepigen takker af for denne gang. Bibelen ligger i skuffen, og der er fyldt op med champagne i minibaren. Husk for det første: Du må ikke bedrive hor. Og husk for det andet: Det var ikke, at Bill Clinton gjorde det, der var problemet, men at han løj om det.
 
 

Følg Kforum

Login med facebook

Omtalt på nettet

Du har mulighed for at skrive en kommentar til din anbefaling, dette er valgfrit.
Gem Annuller

Kommentarer (7)

God tone i debatten

Hjælp os med at sikre en sober debat. Hold dig til saglige argumenter og understøt formålet med Kforum, som er at dele viden og erfaringer om kommunikation.

Læs Kforums takt og tone for god debatkultur her
Lasse Meldgaard Bloch

Af: Lasse Meldgaard Bloch / mandag 23. maj 2011

Interessant læsning. Men også en noget kompliceret udredning af, hvad jeg tror, er en meget simpel problemstilling.

Upåagtet "chancens postmoderne logik", så handler det her vel i den basale og forsimplede version om at mænd, af naturlige og sociale årsager, har en trang til at begære og erobre mens kvinder til gengæld gerne vil begæres og attrås (omend måske ikke ligefrem altid erobres i romersk forstand).

Og det kan være svære behov at balancere på tværs af børnefødselsdage og krebinetter med stuvet hvidkål - Cue julefrokoster, datingsites og hvad har vi.

Utroskab er jo ikke et moderne fænomen og ovenstående behov har jo været i spil i hele menneskehedens historie.
Pernille Bendixen

Af: Pernille Bendixen / tirsdag 24. maj 2011

Tak for en spændende og faglig gennemgang af et utrolig usympatisk site og deres brugere. Det er jo lige før man får lyst til at kalde på WikiLeaks guden så alle brugerne blev afsløret... Bedragere er jo desværre også en del af det postmoderne samfund. Det har også været interessant at se hvordan firmaet bag busskure her i Aarhus har tacklet markedsføringen mindre heldigt i medier som Stiften.dk.
Kristian Levring Madsen

Af: Kristian Levring Madsen / tirsdag 24. maj 2011

Ulla - du formår jo som sædvanligt at vælge at sætte spot på noget, som er en anelse aparte og spændende, at sætte dig selv i spil - og at akademisere det meste.... Det er BESTEMT ros :-)

Anbefalinger (1)

Frederik Schøning
Sanne Seyer-Hansen

Af: Sanne Seyer-Hansen / tirsdag 24. maj 2011

Tak for et rigtigt interessant indlæg.

Sidespring og utroskab har vist altid været en del af menneskets natur. Men hvor er det egentligt synd for tidens generationer, at vi er blevet så hæmmede eller selvbedrageriske, at det tilsyneladende eneste korrekte ideal for et ’godt liv’ er det næsten umulige ægteskab. Umulige, fordi vi øjensynligt stiller så høje krav til os selv og hinanden, at det resulterer i kedelige korrekte ægteskaber, der dræber al fantasi og åbenhed – så mand og kone (jeg tror, dette primært er et hetero-problem) i al hemmelighed må ty til smartphonens eller nettets lokkende tilbud om livets ulidelige lethed for at føle sig i live...Tankevækkende. Den patetiske dobbeltmoral, som disse lumre aktiviteter 'avler', spinder smarte forretningsfolk nu guld på. Big business! Og fagligt set må jeg et eller andet sted tage hatten af for dem, for de har da virkelig formået at være på rette sted den rette tid. De har forstået at tage den nye teknologi til sig og skabe et rum for alle de hungrende ægtefolk – på disses betingelser og ud fra disses behov. Og der blevet taget mere end godt imod initiativerne. Tør man gisne om deres ROI?
Michala Paulli

Af: Michala Paulli / onsdag 25. maj 2011

Spændende debat. Og sådan en der giver mig lidt ondt i maven.

Jeg hører til dem, der stadig tror på, at den stærke relation mellem to mennesker, der har valgt at leve sammen, hænger uløseligt sammen med den seksuelle, intime del af forholdet. Hvad enten man røvkeder sig i soveværelset eller ej. Det ændrer en kollektiv blåstempling af utroskab ikke ved. Tvært om.

Fint, hvis vi hver især hjemme i stuerne laver vores egne spilleregler, men det her orgastiske friløb kan ingen forudse konsekvenserne af. Hvem siger, at alle de her selvbevidste oplevelseshungrende og selvudråbte mentalt monogame sidespringere kan holde tingene adskilt, når det kommer til stykket? Det bliver noget rod, gør det.

Jeg tror ikke på, at vi pine død nødvendigvis skal blive sammen i de samme forhold hele livet. Ting, mennesker, relationer forandrer sig og der er lige så mange bud på den rigtige løsning, som der er forhold. Men for hulan. Hvis du har valgt at leve sammen med et andet menneske, så gør det dog. Og løs udfordringerne der. Sidespring bliver hverken mindre komplicerede eller mere rigtige for den enkelte af, at en ny webside kalder det ok at knalde derudaf.

Anbefalinger (5)

Frederik Schøning
Kristian Levring Madsen
Bolette Olsen
Miklas Njor
Silas Longfors
Carsten Terp Beck-Nilsson

Af: Carsten Terp Beck-Nilsson / torsdag 26. maj 2011

@Pernille: Jeg forstår godt, hvorfor du kalder sitet usympatisk, for dybest set er der vel ingen af os, som har synderlig meget sympati for utroskab, og jeg tror, vi er ret mange, som kan få ondt i maven ved tanken om, at det skulle overgå os selv. Men når det så er sagt, så er Victoria Milan ikke meget anderledes end en del andre datingsites - de er bare mere åbne.
Datingsites i massevis faciliterer utroskab i stor skala under dække af at være stedet, hvor man møder den eneste ene. Jeg har ikke hørt om et eneste datingsite, der gør bare det spædeste forsøg på at vogte seksualmoralen blandt brugerne - og jeg er heller ikke sikker på, at de ville få synderlig meget ud af det. Men Victoria Milan er de første, der melder åbent ud, hvad deres formål og forretningsgrundlag er.
Og med deres aggressive markedsføring af utroskaben kaster de et ret interessant lys på (dobbelt)moralen og dilemmaerne i den serielt monogame livsstil, vi vælger at forherlige (måske i mangel af bedre).
Det skal aldrig være en undskyldning, at man jo bare gør det samme, som alle andre gør. Men i mit parforhold har Victoria Milan ført til nogle ret frugtbare diskussioner, som ikke ville være opstået, hvis sitet havde spillet samme strudsespil som alle de datingsites, der lever fedt af utroskab og dobbeltmoral, men bare ikke vil være ved det.
Louise Adelholm Svenningsen

Af: Louise Adelholm Svenningsen / fredag 27. maj 2011

Jeg tror bare der findes mange frustreret mennesker i dag. Mænd og kvinder taler forbi hinanden. om du er i et ægteskab eller ej...

Ingen gider og lytte mere, det er nemmere og cruise rundt efter din "indkøbsliste" på nettet.

Men jeg mangler swinger delen i denne artikel...
Hvis du vil deltage i debatten skal du have en profil. Du kan oprette en profil på kforum her. Det tager få minutter.
Login med facebook