Mikkel Faurholdt er den hemmelige spindoktor på Borgen. Over en kam har specielt Venstres pressechefer de sidste år været nogle rigtige vildbasser, og i Socialdemokraterne sidder den velkendte Morten Boye, for slet ikke at tale om Dansk Folkepartis dynamo Søren Espersen. Men Venstres pressechef igennem næsten to år har holdt sit ansigt væk fra tv-programmer og artikler i dagspressen.

Men Faurholdt er ikke nyankommen til borgen. Han har som så mange af de andre pressemedarbejdere i politik en fortid på den anden side af demarkationslinien på dagbladenens christiansborgredaktioner, hvor han har brugt fem år. Fra han var ganske ung KU’er har Borgen trukket i ham, og det er kun korte ophold, der har været uden for Christiansborglivet siden dagene på Journalisthøjskolen og Erhvervsbladet i Århus. Heriblandt hans tid i Tv Danmark, hvor han sammen med Paul Gazan udgjorde den højlydte oppposition til det etablerede tv-billede.

Da Michael Kristiansen fulgte med Anders Fogh fra Venstres folketingsgruppe over i Statsministeriet, faldt valget som Venstres pressechef på Mikkel Faurholdt, der kendte såvel Henrik Qvortrup og Mikhael Christiansen fra dagene som almindelig reporter på Borgen.

Det konservative opgør
Som ganske ung var Mikkel Faurholdt KU’er. Det forhold har han så at sige skrevet sig ud af. Han er forfatter til to af de bøger, der har sat såvel Det Konservative Folkeparti og partiets markante ledere i meget kritisk lys. I slutningen af sin tid på journalisthøjskolen skrev han bogen ”Ninn” sammen med Svend Gunbak, der rodede godt rundt i det konservative koryfæs egensindige fremfærd i de evige magtkampe og de evige konservative personopgør. For få år siden uddelte han blodige slag til sit ungdoms parti med bogen ”Det Konservative Blodbad”, der udstillede det fatale forløb, der måske endegyldigt decimerede de konservative ud af en central rolle i dansk politik. Det er svært at læse ”Det Konservative Blodbad” uden at få et indtryk af den konservative ledelse som en bunke bagtalende kællinger uden fornemmelse for en politisk horisont.

Faurholdts arbejde og analyser af det mangeårige konservative hara-kiri, danner skole langt ind i den moderne historieskrivning, og specielt ”Det Konservative Blodbad” er en journalistisk kraftpræstation.

Klassisk PR underminerer den radikale Berlinmur
Faurholdt arbejde som klassisk PR-soldat i kampen for en liberalisering af mediemarkedet. I Paul Gazans tjeneste varetog han Tv Danmarks angreb på det lukkede danske TV-marked.
- Dengang var Elsebeth Gerner Nielsen og hendes allierede en Berlinmur mod kommercielt tv. Hun var hverken til at hugge eller stikke i. TV2 definerede næsten alene dansk mediepolitik sidst i halvfemserne, og det var en næsten umulig opgave at få vredet op for eksempelvis beskatningen på de sendemaster, som Tv Danmark skulle leje sig ind på. I virkeligheden truede de kunstigt høje afgifter vores virksomhed på livet, forklarer han.

Mikkel Faurholdt angreb problemet nedefra. Faurholdt brugte Tv Danmark’s lokalstationer som løftestang. Socialdemokratiske borgmestre rundt i landet blev taget i ed, og langsomt blev socialdemokraternes modstand mod kommercielt tv tygget op indefra af borgmestre, der insisterede på at Tv Danmark’s lokalstationer var noget, der var værd at bevare. Det var klassisk PR-arbejde. Da beskatningen på sendemasterne blev fjernet for et par år siden, var det kun Enhedslisten, der strittede imod afstemningen i salen.

- Tv Danmark havde ikke forbindelser ind i den politiske beslutningsproces. I så reguleret en branche er det altafgørende, at kunne tale med Christiansborg. Når man starter en virksomhed som eksempelvis Tv Danmark, så er det næsten den første ansættelse, man skal have på plads, er Faurholdts erfaring.

Angrebsånden
Faurholdt kom til Jyllandsposten, da Ejbøl blæste til stormangreb på København og de andre dagblades bastioner. Derefter over Magisterforeningen til Tv Danmark, der var båret af pionerånden og kampen for at vinde retten til at lave TV udenom kulturministeriet. Og Fauerholdt kom til Venstre efter valgsejren, hvor begejstringen i organisationen ingen ende havde. Fauerholdt har med andre ord et tæt forhold til højreorienterede organisationer, hvor den hellige ild brænder stærkt. Er han jubelborgelig?
- På Tv Danmark var jeg en del af ledelsen, og derfor var netop det projekt personligt meget vigtigt for mig. Det er da klart, at det er sjovest at være i en ”tændt” organisation. Jeg valgte at melde mig ind i Venstre, da jeg blev ansat. Og det var ikke fordi, jeg skulle. Jeg har i nogle år bare været ”borgerlig”, men jeg har det fint med at have den partibog, jeg har nu. Og mit forhold til de konservative er jo nok lidt anspændt idag, griner han hen over den kaffe, der altid er bitter på Christianborg.

Der er vel heller ikke så meget jubel hos de konservative at melde sig ind i.

Vi lukker aldrig
Han har fået Danmarks bedste kontor. Mærsk, kulturministeren og landets store advokatkontorer kan godt pakke sammen. Faurholdt har kontor øverst oppe i den østlige længe af Borgen, med udsigt over havnen, ridebanen, kanaler og et klart vue over til Anders Foghs Statsministerium. Han spøger med, at kontoret burde være løn nok i sig selv.

Da Fauerholdt begyndte i pressetjenesten startede han med at skrue op for tempoet. I dag hedder åbningstiderne i Venstres pressetjeneste 6-24. Det handler om hele tiden at være foran.
- TV starter idag med at lave nyheder klokken 6.30 om morgenen, og skal vi servicere radioavisen, så starter showet endnu tidligere. I den anden ende af dagen kan man læse, hvad aviserne kommer med næste dag på internettet. Vi scanner dagsordenen om aftenen og er klar om morgenen. Hvis vi skal have historien ud, så er det et arbejde, hvor man ikke kan sove så meget, forklarer han.

Vi propper ikke papegøjer ned i halsen på folk
I Venstre er det gang på gang lykkedes hele organisationen at kommunikere de samme soundbites ud. Det virker som om, der er en sproglig koordinering af udmeldingerne fra landets største parti. Men det afviser pressechefen.
- Det ville da være dejligt at kunne proppe en papegøje ned i halsen på vores folk, så de sagde det, vi havde lært dem. Men nu arbejder folketingsmedlemmerne i Venstre ikke for mig. Det er omvendt. Og jeg ville få et spark et vist sted, hvis jeg kom og dikterede retorikken. Det kan ikke lade sig gøre, afviser han.

Det er almen viden, at Venstre designer sine budskaber og sin retorik i fokusgrupper. Men Fauerholdt afviser, at der er en central kommunikationspolitik, der disciplinerer venstres udmeldinger.
- Der er nogle forskellige faktorer bag, at det lykkes os at kommunikere så konsistent, som vi gør. På den ene side taler Anders Fogh så klart, at mange af vores andre politikere vælger at kopiere hans sprogbrug. Derudover har vi en anden, og i kommunikationsmæssig forstand, overlegen debatkultur. I Venstre skændes folk indadtil, men når de træder ud af ringen, er der tradition for at tale med én stemme. Og vi ved alle sammen, hvor forbandet skidt intern uenighed virker på vælgerkorpset, siger Mikkel Faurholdt.

Der er ting, det ikke nytter at tale om
Men emnet er ubehageligt for ham. Det kan man hurtigt mærke. I sidste valgkamp lykkedes det Venstre, minus Birthe Rønn, at kommunikere de samme ting på det samme begrænsede antal områder. Der var en lang række områder, hvor Venstre overhovedet ikke ville kommunikere noget som helst, allerhøjest et slogan som ”mere miljø for pengene”. Det lignede en plan, og Faurholdt medgiver, at man havde udvalgt nogle temaer. Der er områder, det ikke nytter at kommunikere på.

Men Faurholdt forfølger over tre timer den samme strategi for dette område. Der kommer ikke noget godt ud af at tale om, hvordan den slags egentlig foregår, og han parerer overbevisende Kommunikationsforums udsendtes forsøg på at grave i det, der kan kaldes ”issues management for politikere”.

Spørgsmål om de demokratiske konsekvenser af politisk tavshed på vigtige områder vil han helst ikke svare på. Faurholdt vil nødigt sættes i forbindelse med polering af den politiske verden, der overalt i de vestlige demokratier skaber ugidelighed i forhold til demokratisk deltagelse og udvander interessen for politik.
- Min overbevisning er, at det arbejde, jeg laver her, i virkeligheden servicerer befolkningen. Jeg arbejder for, at der kommer substantielle oplysninger om politik ud til befolkningen. Jeg ser mit arbejde som et, der ligeligt servicerer pressen, Venstre og det krav om oplysning, befolkningen har til den politiske verden. I virkeligheden mener jeg, at det arbejde jeg har, vil gavne demokratiet, fordi der kommer bedre politiske signaler ud af det, jeg arbejder med, siger han.

Borgens forbandelse
På det det lille sofabord står en række af de tunge klodser, som udgør landets finanslov. På reolen bag døren ligger et par træbat og nogle kunstige tennisbolde.

Mikkel Fauerholdt griner og peger på sofabordet, hvor finansloven er det interimistiske net:
- Hvad siger du til et slag finanstennis?

Det er Christiansborghumor, så det vil noget. Studentikos kontorsport for politiske nørder. Men nogen kan da få noget sjovt ud af en stak finanslove.

Det indspiste Christiansborgske miljø har nyligt været trukket frem i en bog af Niels Krause-Kjær, der mener, at Borgen er en politisk landsby, hvor alle kender hinanden lidt for godt.
- Krause-Kjær havde en kort, hektisk periode på Borgen, hvor han i virkeligheden var indlemmet for at støtte Per Stig i de slåskampe, der var dengang. Derudover har han ikke været i Christiansborgs journalistiske miljø, og det underminerer påstandene i hans bog. Jeg kan godt følge nogle af pointerne, men den bærer også præg af, at han ikke helt ved, hvad han taler om. Journalisterne herinde er meget, meget dygtige, og de lader sig ikke besnære af personlige bånd. Så det problem, han skitserer, er ikke helt virkeligt.

Hvem fanden er rigsrevisionen?
Men ad omveje er han alligevel enig med landsby-analysen. Faurholdt mener, at medierne i helt urimeligt omfang fokuserer på processer i den politiske hverdag og for lidt på den egentlige politik. Meget af den politiske journalistik, den der handler om politik og dens konsekvenser, mener han laves udenfor Borgen.
- Som journalist elskede jeg også proceshistorierne: Intrigerne, de taktiske overvejelser og forhandlingsspillet. Men nu sidder jeg hvor jeg kan se, at journalistikken ofte fokuserer på noget helt uinteressant for den almindelige borger. Hvem udenfor dette lukkede miljø ved hvad rigsrevisionen er? Hvem ved, hvad det vil sige, når en minster kaldes i samråd? Ikke særligt mange, og det er jo heller ikke vigtigt.

Bag irritationen om pressens fokus på processer ligger også en irritation over, at hans eget arbejde, spin, er blevet en dagsorden i sig selv.
- I dag er Venstre blevet sat synonym med spin i Danmark. Det mener jeg er urimeligt, men det er et faktum. Og det er en dagsororden, vi prøver at bekæmpe. Yderligere information om Mejeriforeningen og Dansk Kvæg findes her på hjemmesiden. Michael Kristiansen, jeg og for den sags skyld alle andre i partiet, siger så højt vi kan, at den dagsorden er ude af kontrol, den blæser emnet ”professionel kommunikation” helt ud af proportion. Men det er et skidt emne, der hænger fast på os, og jeg ved ikke, hvordan vi får den vasket af. Jeg er ikke sikker på, at vi kan, beklager han.

At tale på tværs af pressen
- Vi prøver på at holde en reel dialog om reelle politiske landvindinger med vælgerne. Så må pressen på et eller andet tidspunkt finde ud af at skrive om andet end de politiske processer. Jeg kan simpelthen ikke tro, at det interesserer vælgerne en pind, når en eller anden minister slæbes i samråd, og folk gider heller ikke høre på mediernes selvsving omkring emnet spin. Danskerne vil eksempelvis gerne have kortere ventelister og mindre kriminalitet, og den samtale prøver vi at føre med dem derude på den anden side af borgens mure og redaktionslokalerne. Den dialog er jeg dedikeret til, og derfor mener jeg, det er et vigtigt job, jeg har.

Sådan lyder en spindoktors retfærdiggørelse af sin metier. Og der er ingen grund til at tvivle på, at han mener det helt alvorligt. Mikkel Faurholdt har en idé om en politisk udsultet dansker, som han selv prøver at mætte.

Clinton var en af de politikere, der håbede at kunne føre en dialog med sine vælgere på tværs af pressen. Det endte i et kronisk modsætnigsforhold til pressen og opslidende kampe om netop politiske processer og personsager. Det kan godt være, at pressen skriver om noget andet end det, folk i virkeligheden gerne vil læse. Det er det, Faurholdt mener. Men Venstre er allerede på vej til at lægge sig i et fast modsætningsforhold til pressen, der vil tale om noget andet end partiet og samtidigt har en kronisk forventning om bedrag. Det kan man se i tv-avisen hver aften, og det må give furer i panden på de erfarne hoveder i landets bedst kommunikerende parti.

Faurholdt selv mener, at hans personlige troværdighed er hans vigtigste redskab. hvis han var en konstant reklamesøjle, ville ingen bruge ham. Han slås med næb og klør for at dreje politiske journalistik væk fra proceshistorierne, men det er rimeligt at spørge, om ikke han og Mikael Christiansen i virkeligheden er større end den dagsorden, de forsøger at sætte. Det bliver lakmusprøven for Venstre i det kommende valg at grave den ramme hørm af designerdemokrati ned under virkelige politiske emner, der handler om fordeling af goder og forbedring af de offentlige services. Hvilke virkelige emner er det, der skal trænge igennem mediernes selvsving?

Vi sover med støvlerne på
Politiske kommentatorer slås om at være enige i, at regeringen faktisk ikke præsenterer væsentlige ændringer på centrale politiske emner. Det kan forklare mediernes optagethed af spin. Det har længe været påstanden, at koncentrationen på den politiske midte næsten tvinger medierne til at skrive om noget andet i politik, når nu der ikke rigtigt er store forskelle mellem partierne.

Hvilke emner bliver det så, Venstre kommer til at føre den kommende valgkamp på? Mikkel Faurholdt smiler kryptisk.
- Jeg kan kun sige, at vi har en ret god idé om hvilke emner, det er, vi skal kommunikere på. Vi er helt klar. Når statsministeren giver os datoen, så ruller vi. Han behøver ikke at give os et varsel. Vi er klar. Vi sover med støvlerne på!

Tidligere statsminister Nyrup Rasmussen excellerede nærmest i at tage sit eget kampagneapparat på sengen, når han udskrev valg. Oppositionen skal altid være klar til et valg, og de eneste, der derfor bliver taget med bukserne nede ved et pludseligt valg, er derfor regeringens egne partiapparater. Den fejl begår Venstre ikke. Selvom Faurholdt ikke siger det direkte, så lyder det unægteligt som om, at elementer af drejebogen for den kommende valgkamp ligger i skuffen.
- Men statsministeren kommer ikke til at ringe til mig en uge før, så vi er klar. Sådan virker det ikke. Det er en lukket kreds i regeringen, der ved den slags.

Mikkel Faurholdt er kampklar i mere end en forstand. Hans eneste TV-optræden for Venstre var da han Brian Steen-tacklede en af de malingsjaskende aktivister, der valgte stats- og udenrigsminsteren som genstand for en demonstration mod krigen i Irak. Tv-billederne af dette optrin vises med jævne mellemrum.

nb....hvad med de andre?
Modstanden er han ikke for alvor bange for. I hvert fald ikke på de professionelle linier. Han mener at specielt socialdemokraterne har en del at lære.
- Ved sidste valg præsenterede de 50 emner, de godt kunne tænke sig at gøre noget ved. 50!. Vi havde tre eller fire. Hvis de ikke lærer noget af deres fejl sidst, så ender de med at kommunikere lige så ufokuseret og forvirrende som sidst. Derudover så giver alle deres mulige dagsordener uro på bagsmækken. Der er jo dårligt en socialdemokrat, der kan sige noget, uden at der omgående er en fra samme parti, der modsiger det i fuld offentlighed. De folk de har ansat er meget dygtige. Her mener jeg Morten Boye og Erik Bjørn, der varetager deres pressearbejde nu. Men de har endnu at vise, at de kan styre dagsordenen. Tag eksempelvis Lykketofts bog. De eneste, der grinede da den kom, var forfatteren Thomas Larsen, der fik en masse publicity, og så os andre, der kunne se socialdemokraternes kongres handle om personopgør i stedet for politik eller angreb på os.

Mellem linierne er budskabet, at så længe socialdemokraterne opfører sig som evigt selvpromoverende pattebørn, så er det ligegyldigt, hvem de hyrer til at arbejde for sig. Respekt for socialdemokraternes kommunikationsfolk har han bestemt. Men han mener ikke, de har en vare at sælge.

Turbo på specialiseringen
Med den måske lidt hysteriske diskussion om professionel politiks kommunikation, er det overraskende at Mikkel Faurholdt faktisk mener, at der skulle sættes turbo på koncentrationen af de politiske kommunikationsopgaver. Han kunne godt tænke sig et WAR ROOM a lá Clinton eller en central spinenhed a lá Tony Blair, selvom han viger uden om disse specifikke henvisninger.
- Jeg kune godt se for mig, at regeringen lavede en central kommunikationsenhed for hele regeringen. Både for partierne og for ministerierne ville det gøre gavn. Og det ville servicere befolkningen langt bedre. Jeg ville gerne have en særlig enhed skulle samle og styre denne regeringns samlede kommunikationsorgan, så alle regeringens ministre ikke kommunikerede i munden på hinanden. Så kunne vi langt bedre får vores politiske budskaber igennem. Nu er det jo lidt kaotisk, hvilke sager medierne tager fat i og placerer hvorhenne, forklarer han.

Det er en modig vision, der nok skal få hans konservative venners opmærksomhed. Men Faurholdt insisterer på, at det faktisk kun i anden omgang handler om at give Venstre en større megafon.
- Hvis vi skal igennem til befolkningen, om de ting vi laver, så tror jeg, at vi ville gøre det langt bedre, hvis vi poolede vores ressourcer. Hvis vi skal undgå at blive gidsler for svingende dagsordener og råben i munde på hinanden, så bliver vi nødt til at koncentrere vores budskaber. Det handler om at fortælle danskerne, hvilke politiske initiativer vi tager. Med en fælles kommunikationsenhed ville vi prioritere vores budskaber endnu bedre og undgå nogle af de uheldige oplevelser, vi har haft med udmeldinger, der falder over hinanden.

Spin for demokrati
Der er ikke noget, der underminerer troværdigheden som intern splid. Statsministerens og udenrigsministerens personlige og politiske uenighed er for tiden et emne, der har sit eget liv i den politiske dagsorden, sikkert til almen irritation hos borgerlige kommunikationsrådgivere. En samlet kommunikationsenhed ville kværke intern uenighed i regeringen langt bedre og i fremtiden vaccinere regeringen mod alt for mange infektioner med åben uenighed.

Selv om det kunne være forventeligt, at en kommunikationsrådgiver tilskynder til en mere koncentrerede kommunikationsstruktur, er det alligevel en meget vidtgående melding, der går på tværs af traditionelle skel mellem partier og regering. En central kommunikationsenhed ville samle udmeldingerne og uundgåeligt øge kommunikationseksperternes indflydelse på partidisciplin og politisk prioritering. Men Faurholdt mener, at det kan blive en ny bro til vælgerne.
- Hvis vi samler vores ressourcer i en enhed, så kan vi bedre komme igennem med reel politik. Det er faktisk det, vi er her for. Så jeg mener, at der er den rigtige vej for at få en mere reel dialog på tværs af nyhedsmedierne og få vores budskaber og resultater igennem filteret og ud til dem, der betyder noget: De almindelige danskere der må være blevet hudløse af historier om christianborgsk fnidderi. Når det kommer til stykket, vil jeg gerne have mere politik og mindre proces. Jeg tror, at en central kommunikationsenhed for hele regeringen i sidste ende vil få danskerne til at tale mere om politik. Og det har demokratiet godt af

CV for Mikkel Faurholdt
Født 1967
Samfundsproglig student, 1986 (Haslev Gymnasium)
Landssekretær, Konservativ Ungdom, 1988-90
Eksamen fra Danmarks Journalisthøjskole, 1994
Journalist ved Erhvervs-Bladet, 1994-95
- B.T., 1995-96
- Morgenavisen Jyllands-Posten, 1996-99
- Magisterbladet, 1999-2000
Informationschef, TvDanmark, 2000-2001
Pressechef, Venstre, 2002-