Venstres visuelle fjendtlighed

Billedets (af)magt. Under valgkampen sidste år levede partiet Venstre smukt op til sine egne ønsker om en sober kampagne – men kun på det verbale plan. Visuelt skød partiet fortsat med skarpt mod sine modstandere. Var det effektiv retorik?

Artiklen har været bragt i RetorikMagasinet nr. 45, september 2002

Dagen før det danske folketingsvalg den 20. november 2001 indrykkede partiet Venstre i flere aviser en helsidesannonce med den skræmmende overskrift “Skræmmekampagnen virkede sidst – desværre” (nedenstående fig.). Annoncen viste en vissen rose og gengav faksimiler af annoncer som ved valget i 1998 støttede Socialdemokratiet og frarådede vælgerne at stemme på højreblokken.

Venstres beskyldninger om urent spil begyndte allerede inden valgkampen overhovedet var gået i gang. Samme dag som valget blev udskrevet, anklagede Anders Fogh Rasmussen Socialdemokratiet for (at ville lave) en “beskidt valgkamp”. Det var da også overskriften med 10 centimeter høje versaler på forsiden af Ekstra Bladet den 1. november. Her slog en anden rubrik fast at “Fogh frygter svinestreger”.

Selv om tonen i de verbale udvekslinger mellem herrerne Rasmussen var kontant i 2001, så blev den dog aldrig så bitter og spids som mellem Nyrup-Rasmussen og Ellemann-Jensen i 1998. Det er vanskeligt at angribe når man samtidig ønsker at fremstå som en redelig og ærlig statsmand. Det var da også Fogh Rasmussens udtalte strategi at undgå verbale slagsmål og åbenlyst uredelige angreb mod Nyrup. Visuelle angreb, derimod, var tilsyneladende en anden sag.

Hvor Venstre i 1998 havde holdt sig til tekstfyldte avisannoncer med små billeder af partilederen Uffe Ellemann-Jensen, brugte partiet i 2001 billedlig retorik på en meget mere dominerende og markant måde, og med langt større emotionel appel. Det overordnede budskab var at Socialdemokratiet er trætte og uduelige, og derfor går det dårligt med Danmark. Den visuelle retorik var da også i overensstemmelse med partiets slogan: “Tid til forandring”.

  Ud over den visne rose viste Venstres kampagnemateriale fx billeder af sygehuspatiententer liggende på gangen og af arresterede indvandrere som med hånlig latter “giver fuck-fingeren” (som det hedder på ny-dansk) til kameraet – og dermed til “danskerne”. Blandt de mere direkte visuelle angreb på Statsministeren og Socialdemokratiet var en helsidesannonce som viste en fjoget Nyrup-Rasmussen der overdrysses med penge fra fagforeningshimmelen, samt en række postkort som latterliggjorde statsministeren på forskellig måde: Fx siddende på en fjollet lille cykel iført cykelhjelm og et bøvet smil.

At begrænse sin verbale fjendtlighed og sine verbale angreb for i stedet at gennemføre den visuelt, viser en tro på billedets magt. En tro som både findes hos dem der skaber billeder som skal overbevise, og hos dem som skarpt kritiserer brugen af retoriske billeder: Troen på at man ved hjælp af billeder kan slippe godt fra at udtrykke holdninger som ikke ville tåle dagens lys hvis man sagde dem højt. Troen på at man gennem billeder med succes kan påvirke mennesker på magtfuld måde, og da specielt de ukyndige mennesker som på grund af deres dumhed bedst – og mest usynligt – overtales gennem billeder.

Sådanne antagelser kan groft inddeles i tre hypoteser om billedets retorik:
  • Forenklingshypotesen som antager at man hverken kan argumentere med eller imod billeder, og at de i stedet forenkler budskaber og derfor primært henvender sig til de dumme og ukyndige.
  • Magthypotesen som antager at billedet har en særegen stærk og uimodståelig magt som udøves gennem emotionel appel.
  • Og endelig manipulationshypotesen som antager at billedets forenkling og magtudøvelse sker skjult og manipulatorisk. Det emotionelle overdøver det rationelle og modtagerne påvirkes uden at være klar over det og uden at vide hvem som påvirker dem til hvad.

Massevoldtægt, fuckfinger og fordømmelse
Disse pointer illustreres godt når vi ser nærmere på den mest omtalte annonce i hele valgkampen 2001. Den blev indrykket som fuldt opslag i ugebladene Se og Hør samt Kig Ind torsdag 15. november.

Annoncen domineres af et pressefoto som viser seks unge mænd der kommer ud af en bygning i billedets venstre side og er på vej ned af trappen foran bygningen. Mændene dækker deres hoveder med jakker og trøjer, sådan at ingen kan se deres ansigter. I billedets højre side står en kvinde med sort kjole og hvidt slør. Hun holder tilsyneladende højre hånd om en af de unge mænd. Venstre arm er strakt ud mod nogen (et kamerahold) uden for billedet, mens hun “giver dem fuckfingeren”. Hen over billedet er Venstres slogan trykt: “Tid til forandring”.

De unge mænd er som bekendt palæstinensiske indvandrere som i en meget omtalt sag ved retten i Århus i foråret 2000 blev idømt hvad den største del af offentligheden anså for at være milde straffe for massevoldtægt af en 14-årig pige. Kvinden er søster til to af de unge mænd.

Venstres annonce modtog omgående omfattende fordømmelse i ind- og udland og fra både presse og politikere. De danske politikere betegnede gennemgående annoncen som uanstændig og kritiserede den for at være en uredelig generalisering og for at slå alle indvandrere over én kam. De Radikales Marianne Jelved kaldte den for uetisk, “fordi den påstår at Nyrup er ansvarlig for den slags ting, og at regeringen har bragt landet ud i den situation”.

Også i udlandet vakte annoncen forargelse. Blandt kritikerne var Chris Heister fra Venstres svenske søsterparti Moderaterne, som udtalte til den danske avis Politiken at “Det er et billede med meget stærk signalværdi, og billeder siger jo mere end 1.000 ord”. Annoncen bidrog kraftigt til opfattelsen af en dansk valgkamp med stærk politisk højredrejning og generel fjendtlighed mod fremmede. Specielt de skandinaviske aviser skrev mange spaltemillimeter om at de hyggelige, joviale, gæstfrie og hjertelige danskere nok alligevel ikke var så hyggelige, joviale, gæstfrie og hjertelige.

I kommentarer og lederartikler istemte den samlede danske presse kritikken af Venstres visuelle udspil. I B.T. skrev lederskribenten Jens David Adler at Venstre med sin annonce er “plasket i en muddergrøft meget, meget langt fra politisk alfarvej i et land som Danmark”. Han kaldte det for “kvalmende og beskidt” at Venstre “uartikuleret, uargumenteret og antydningsvis” spekulerer i de fleste menneskers “lille usikkerhed eller animositet over for de fremmede”. Anders Fogh Rasmussen afviste kritikken med at: “Man kan nu engang kun have ét budskab i sådan en annonce”. Det var Ekstra Bladets lederskribent ikke enig i. Han mente at Venstre optrådte uanstændigt og helt bevidst valgte at have to budskaber i samme annonce: Det til pænt brug og det (halv)skjulte som “alle læser i annoncen: rendyrket hetz mod udlændinge i Danmark – pænt pakket ind.”

Også Politikens lederskribent anså annoncen for at være uanstændig: “Annoncen bringes med afsæt i Venstres spindoktorers forskruede logik kun i ugeblade. Altså målrettet politisk manipulation – ikke for kritiske avislæsere, men rettet mod vælgere ved kaffebordet”.



Den moralske kritik af Venstres annonce implicerer at det er ”de andre”, de ukyndige og ignoranterne, som annoncen overbeviser. Fordi annoncen blev trykt i ugebladene Se & Hør samt i Kig ind er den åbenbart rettet mod mennesker som vi (os som læser Politiken) ikke kan forvente er oplyste og kritiske, og som derfor ikke kan modstå den visuelle retorik som sker “uartikuleret, uargumenteret og antydningsvis”. Samtidig antages det af alle kritikere at annoncen virker stærkt, ellers ville der jo heller ikke være grund til så stor varsko og forargelse. Annoncen “sætter følelser i gang”, som Ekstra Bladet udtrykte det.

I kritikken af annoncen møder vi således udgaver af både forenklingshypotesen (billedet forenkler og henvender sig primært til ukyndige), magthypotesen (billedet har stærk magt gennem emotionel appel) og manipulationshypotesen (billedets forenkling og magt sker skjult og manipulatorisk).

Billedets retorik
Nu er der ingen tvivl om at annoncen havde en effekt eller påvirkningskraft. Det er den omfattende omtale i sig selv et bevis på. Og det er utvivlsomt rigtigt at en verbal udtalelse ikke ville have vakt samme respons som den billedlige annonce. Men selve omtalen burde også være bevis nok for at effekten alligevel ikke er så skjult, manipulerende og magtfuld. I alle medier blev annoncens indhold og påstande jo kontinuerligt ekspliciteret, artikuleret og argumenteret for og imod.

Hvad er så egentligt det retoriske potentiale i annoncen? Først og fremmest vækker billedet opmærksomhed – og for mange utvivlsomt genkendelse. Som dobbelt opslag i et ugeblad er annoncen vanskelig at overse, og billedet af de unge mænds tildækkede hoveder og kvindens gestus inviterer til forundring og nærmere granskning. Hvad sker der her? Hvad er forbindelsen mellem hændelserne på billedet og Anders Fogh Rasmussen og partiet Venstre?

Annoncens påvirkning sker først og fremmest gennem den fotografiske og dokumentariske afbildning som tilbyder retorisk realisme og et umiddelbart emotionelt, nærmest fysisk, nærvær og selvsyn (evidentia). Billedet inviterer os som beskuere tæt på hændelsen, det tilbyder os fornemmelsen af at selv at være tilstede. Dette giver samtidig mulighed for en vis emotionel nærhed idet kvindens forulempende gestus kan opfattes som henvendt mod alle beskuere som findes i situationen. Det er ‘os danskere’ som forulempes. Først gennem voldtægt, så gennem foragt. Billedet rummer så at sige en fortætning eller kondensering – og dermed en forstærkning – af de negative emotioner som mange danskere havde i forbindelse med den konkrete sag om massevoldtægt. Denne sag rummer i forvejen en fortætning og forstærkning af de negative emotioner mange danskere havde (har?) i forbindelse med den danske indvandringspolitik.

Billedet repræsenterer bestemte problemer med bestemte indvandrere i en bestemt sag. Sagen, derimod, repræsenterer danskernes opfattelse af mere generelle problemer med indvandring. Det er disse opfattelser som findes opsamlet, fortættet og forstærket i drengenes og kvindens ageren i billedet. Ved at udstille nogle negative træk ved bestemte mennesker skaber annoncen en art dobbelt fortætning og forstærkning af negative holdninger og emotioner. Annoncen søger gennem billedet at vække disse negative holdninger og emotioner hos modtagerne og forbinde dem til Venstres politiske modstandere som nødvendigvis vil stå i vejen for den forandring som Venstre vil gennemføre. Venstre fremstår derimod som instansen der vil fjerne de negative emotioner og oplevelser som billedet fremkalder i os.

Kommunikationssituationen taget i betragtning burde der ikke være nogen tvivl om at billedet benyttes som et indslag – et udsagn – i valgkampen. Heller ikke for ugebladslæserne vil jeg mene. Annoncen giver kun mening hvis den opfattes som et politisk argument. På denne måde inviteres beskueren til aktivt at forholde sig til annoncens udsagn. Annoncen fungerer som en opfordring til at skabe argumenter

Som det fremgik af kritikken mod Venstre, var det da også tydeligt at billedet blev opfattet som et visuelt argument: Det blev taget som påstande om Venstres politik og om indvandring i Danmark. I sammenhængen synes billedet at indeholde i al fald tre forbundne argumenter. De kan formuleres som noget i følgende retning:.
    Påstand 1:
    Flygtninge- og indvandrere er et problem for Danmark

    Belæg 1:
    Tænk fx på de palæstinensiske drenge som massevoldtog en 14-årig pige, og på både deres og familiens foragt over for dommen og os andre.

    Rygdækning 1:
    Du kan selv se det på billedet.

    Hjemmel 1:
    Når man massevoldtager og viser foragt, så er man et problem.

    Påstand 2:
    Nyrup og regeringen har ikke styr på flygtninge- og indvandringspolitikken.

    Belæg 2:
    Tænk fx på de palæstinensiske drenge som blev dømt (med for milde domme) efter at have massevoldtaget en 14-årig pige, og tænk på deres og familiens foragt over for dommen og os andre.

    Rygdækning 2:
    Du kan selv se det på billedet.

    Hjemmel 2:
    Når et land udsættes for massevoldtægter og foragt fra flygtninge og indvandrere (og når domstolene idømmer dem for milde domme), så har regeringen ikke styr på flygtninge- og indvandringspolitikken.

    Påstand 3:
    Du bør ikke stemme på regeringspartierne til valget, men i stedet på Venstre.

    Belæg 3 (Påstand 2):
    Nyrup og regeringen har ikke styr på flygtninge- og indvandringspolitikken.

    Hjemmel 3:
    Man bør ikke stemme på dem som ikke har styr på flygtninge- og indvandringspolitikken, men på deres modstandere.

Billedets retorik, dets visuelle magt, findes først og fremmest i at det både har evidentia, en visuel, umiddelbar og dokumentarisk appel til følelserne, og at det samtidig evner at fremkalde argumentation. Det er i denne forening af det rationelle og det emotionelle at visuel retorik virker stærkest.

Alligevel er det ikke sikkert at annoncen var et smart træk. Tværtimod blev den kritiseret for at være et uhyre dårligt retorisk træk. Ekstra Bladets lederartikel kaldte den et “eklatant selvmål” – og udnævnte den til valgkampens største af arten. Jyllandsposten karakteriserede den som “et politisk selvmål af rang” og citerede en unavngiven kilde i Venstre for at sige: “Annoncen er smagløs. Når vi fører 1-0 i valgkampen, er det hamrende åndssvagt at give de andre partier en chance for at angribe os.”

Selvom det virkede sådan ved første øjekast, så bekræfter annoncen ved nærmere eftersyn altså hverken forenklingshypotesen, magthypotesen eller manipulationshypotesen. Billedet har godt nok de træk som er karakteristiske for vellykket og effektiv visuel retorik, men alligevel kan vi ikke regne med at det fungerer persuasivt overvældende. Beskuere accepterer nemlig ikke automatisk en konkret levende fremstilling som et repræsentativt eksempel. Selv om billedet vækker vore emotioner, så trækker vi ikke uden videre konklusioner fra det enkelte eksempel til den generelle problemstilling. Billedet argumenterer, og vi argumenterer tilbage.

Kritikken af Venstre viste at argumenterne i annoncen ikke uden videre blev accepteret. Som billedlig retorik i almindelighed er magten i Venstres annonce ikke magisk uimodståelig. I situationen gør billedet tværtimod opmærksom på sin egen retorik og fremstår vel mest som en fejlagtig kritik af regeringen og som et urimeligt og uanstændigt angreb på en bestemt befolkningsgruppe. Den visuelle emotionelle appel som skaber billedets retoriske kraft, er dermed også med til at relativisere denne kraft. Når billeder brugt i kommunikationsituationer som en valgkamp vækker stærke følelser, så viser de sig samtidig tydeligt som visuelle argumenter fra en bestemt afsender. Dermed inviterer de til dialog, modargumentation og i nogen tilfælde – som dette – til fordømmelse.

Fjendtlighed giver ikke nye tilhængere
Annoncen skulle tiltrække stemmer, men endte sandsynligvis med at skade både Venstres og Danmarks troværdighed. Det støttes da også af en opinionsundersøgelse udført af analyseinstituttet Megafon for TV2. Her spurgte man den 16. november 505 vælgere om de mente annoncen var gavnlig eller skadelig. Mens kun 13 procent anså annoncen for at være enten “meget gavnlig” eller “gavnlig”, så mente 40 procent den var enten “skadelig” eller “meget skadelig”. Samtidig støtter undersøgelsen en retorisk antagelse om at visuel retorik ikke uden videre kan overbevise modstanderne og de kritiske, men godt kan bekræfte de positive og allerede frelste. Blandt Fremskridtspartiets og Dansk Folkepartis vælgere mente nemlig hele 36% at annoncen havde været “gavnlig”.

Dette passer godt med retorikkens lærdomme om fjendtlighed og om visuel retorik. Langt de fleste undersøgelser af fjendtlighed konkluderer at aggressive angreb på personer sjældent betaler sig. Det gør de heller ikke når de fremsættes visuelt. Læserne af Se og Hør og af Kig Ind er ikke for dumme til at forstå når et billede argumenterer, og de er heller ikke for dumme til at argumentere tilbage – hvis de da er uenige i budskabet eller i måden det fremsættes på. Mens de enige muligvis vil nikke anerkendende, vil de uenige ryste på hovedet. Selvom man med fjendtlighed kan samle de enige, så risikerer man at miste dem som man kunne have vundet over på sin side, men som (fra)stødes af fjendtligheden.

Der er ingen tvivl om at annoncen sendte et klart budskab til danske borgere som er stærkt kritiske til indvandrere og udlændinge. Og dem er der nogen af. Derfor er det heller ikke sikkert at annoncen ligefrem var et “eklatant” selvmål. Det er derimod sandsynligt at annoncen var en forspildt chance til at score til 2-0. Venstre kunne nemlig have vist sig som et ansvarligt parti med en stram, men retfærdig og seriøs asyl- og indvandringspolitik. Et parti som danske borgere der er jævnt kritiske – og dem er der flere af – kunne stemme på som et alternativ til Dansk Folkeparti eller Fremskridtspartiet. Men frem for at præsentere Anders Fogh Rasmussen som en ærlig og redelig statsmand – alvorlig og kritisk, men seriøs og imødekommende – så lader annoncen ham fremstå som en indre svinehund som lidt for smarte spin-doktorer har oplært til at bjæffe. Den usynlige og magtfulde visuelle retorik var ikke så usynlig og magtfuld endda. Venstre havde bolden tæt på mål, men det blev en forbier – og en selvhenter.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job