Med ryggen mod muren har Venstre satset på en oprørsk gadedrengsposition med frække stunts. Mens Socialdemokraterne har profileret Helle Thorning så massivt som seriøs, traditionel statsministerkandidat, at positionen som lønmodtagernes aktivistisk aggressive forsvarer nærmest står tom i valgkampen 2011
Venstre var ved valgets udskrivelse i en underdog-position. S-SF stod stærkt i meningsmålingerne, og Lars Løkke var chef for en nedslidt regering. Men Venstre har med sin valgkampagne formået dramatisk at hæve og skærpe positionen med en række tiltag:
Løkkes oprør 1: Venstre er ikke under Pias tøffel
Løkke gjorde det fra begyndelsen klart, at DF ikke skal med i en ny regering. Hermed gjorde han oprør mod forestillingen, at han og Venstre er fjernstyret af Pia Kjærsgaard. Hermed svækkede han en konkurrerende position og lagde op til sin angrebsprofil.
Venstres uforskammede Bag facaden-kampagne, som den begyndte ved valgets udskrivelse i august 2011
Løkkes oprør 2: Forsvar af fototyveriet
Venstres negative kampagne "Bag facaden" benyttede fotos af Thorning og Søvndal, som Venstres kampagnesekretariat ikke havde betalt for. Om det var en bevidst handling eller en svipser, vides ikke. Venstre undskyldte i hvert fald ikke tyveri, men lod bl.a. Claus Hjort Frederiksen forsvare handlingen (og indgå hemmeligt forlig med fotograferne). Ved at stå ved tyveriet opnåede Venstre en position som klassens frække dreng – en tiltrængt kant til en slidt statsministerprofil.
Løkkes oprør 3: Lars sidder ikke pænt på "stolen"
To gange har Lars Løkke under forskellige tv-debatter forladt sin fastlåste stilling ved den pult, der var ham tildelt, for fysisk at gå tæt på Helle Thorning og dermed overskride hendes privatzone og intimidere hende. Igen: gadedrengen rykker.
Venstre-annonce på Kforums bord den 13. september 2011. Den ydmygende gule huskeseddel til Helle er valgkampens mest effektive stunt og et gennemgående kreativt element. Ganger den ellers så trætte statsministers frækhedsfaktor til tops
Løkkes oprør 4: Huskeseddel til Helle
For rullende kamera stikker Lars Løkke en gul huskeseddel i hånden på Helle Thorning. Hermed krænker han igen uskrevne regler for pæn opførsel. Og han ydmyger Thorning ved at give hende irettesættende råd. Endelig opnår han at slå bro mellem forskellige platforme i Venstre kampagne: fysisk optræden, tv, avisannoncer med gule huskesedler, inspiration til virale Facebook-parodier.
Aggressivt indslag på Venstres egen hjemmeside. Folk, der ikke vil blive ramt af S-SF's angivelige skattebombardement, er lige så unormale som den afbildede galning
Løkkes oprør 5: Bevidst overdrevne skræmmetal
Lars Løkke slynger i tv-optræden og avisannoncer om sig med skræmmetal for, hvor meget skatten vil stige for den almindelige dansker og betalingsringen vil koste bilister fra Nordsjælland. Tallene er åbenlyst og bevidst alt for højt sat. Løkke siger, at tallene kan "forhandles ned", hvis S-SF kommer med mere detaljerede oplysninger. Hermed vender han uhøfligt bevisbyrden på hovedet og låser S-SF fast i Venstres aggressive kampagnedagsorden.
Venstres fordel: Start med ryggen mod muren
Venstre ville ikke være gået så vidt i oprørspositionen, hvis ikke partiet havde haft ryggen mod muren. Det dårlige udgangspunkt viste sig at blive Løkkes fordel, godt grebet af hans reklamefolk (Hjaltelin, Stahl & Co) og spindoktorer.
Han har tilmed formået at fastholde et statsmandsagtigt ydre ved hjælp af en kedelig og pæn basiskampagne, hvor Løkke toner frem i nydeligt jakkesæt og ser meget kontoragtig ud. Så meget for oprør, resten er traditionel magtudstråling i traditionelle medier ved hjælp af traditionelt udseende avisannoncer og en seriøst kedelig præsentationsvideo til DR 1's valgprogram.
Altså smart: Bad cop og good cop i en og samme person.
Socialdemokraternes ulempe: Start i medvind
Socialdemokraterne har fra valgkampens begyndelse haft medvind i meningsmålingerne. Et flertal i befolkningen foretrækker tydeligvis nye ansigter i ministerkontorerne. Den røde kampagne har i lyset heraf koncentreret sig om at fremstille Helle Thorning-Schmidt statsministeragtig. Pænt og nydeligt hele vejen igennem. Thorning fremstår som høflig, værdig, kontrolleret. Ingen rå klassekamp her, og boligejerne kan sove trygt om natten med Helle og Villy i ministerkontorerne, støttet af tæmmede fagbosser. Ro på.
Ved omhyggeligt at pleje og passe på den traditionelle, kollektivistiske position har Socialdemokraternes kampagne sikret Thorning mod personangreb. Det har virket, også i den genoptagne skattesag. Men prisen har været, at Socialdemokraterne har givet afkald på en oprørsposition.
I valgkampens sidste fase synes S-SF at erkende, at især Venstres gule huskeseddel nu sætter dagsordenen. Dagen før valget, den 14. september 2011, ses derfor denne annonce fra Socialdemokraterne (der dog kun underskriver sig med logo), hvor den gule seddel er overtaget og bruges til at genere regeringens støtteparti. Annoncen er defensiv kampagne-jamming af modstanderen
Den ledige oprørsposition
Fagbevægelsen kørte i foråret aviskampagner om det skæve Danmark, hvor de rige sikrede sig større rigdomme på gennemsnitsdanskerens bekostning. Denne position har Socialdemokraterne siden ikke dyrket under valgkampen.
Helle Thorning har ganske vist gentagne gange omtalt blå bloks skattelettelser med væmmelse. Hun har talt med varme om de hårdt og længe arbejdende ufaglærte, som bør have efterløn. Hun har talt om den beskatning af millionærer, som Venstre håner som "misundelsesskat".
Men hendes udsagn er ikke omsat til stunts, aktioner, nedrig spin eller barske plakater. Ingen udhængning af "rige svin i pragtpalæer i Rungsted", der grådigt har skovlet penge til sig siden 2001. Og ingen smudsig udnyttelse af den hemmelige alliance eller forståelse mellem Ekstra Bladet og Socialdemokraterne (mens Venstre til fulde synes at udnytte sin alliance med B.T.).
Den kollektivistiske oprørsposition: Fagforbundet 3F's Skævt-kampagne, der sætter navn og tal på velhavernes grådighed. Eksempel fra 2009
Selv Enhedslisten synes så forhippet på at fremstå som loyalt støtteparti for S-SF, at partiet har neddæmpet den revolutionære retorik, person-markedsført søde Johanne og derved ikke meldt klart ind på den ledige oprørsposition.
Man kan i øvrigt konstatere disse positionsvalg, men omvendt ikke bevise, at Socialdemokraterne ville opnå et bedre valg med en skarpere oprørspositionering.
De traditionelle mediers genkomst
At Venstre har haft held med at positionere sig skarpt fremfor træt, hænger sammen med partiets fokus på de traditionelle medier. Omhu ved tv-optræden og masser af betalt synlighed har båret frugt. Forrige valgkamps benovelse i 2007 over politikeres (læs: Anders Fogh Rasmussen og Villy Søvndals) brug af Facebook-venner er væk. Tv er tilbage. Helsidesannoncerne er tilbage. Det har gavnet Venstres kampagne.
Samtidig har Venstres stærke stilling i de traditionelle medier åbnet feltet på de sociale medier for partierne i anden række, støttepartierne. Især De Radikale og Enhedslisten har kunnet udnytte disse platforme – og det kan vise sig afgørende for regeringsmagten, idet netop disse partier får en nøglerolle, fordi S-SF står til vælgertilbagegang.
At vinde kampagnekampen er ikke at vinde valget
Ud fra en nøgtern vurdering af valgkampagnerne må Venstre udpeges som vinder. Men det sikrer jo ikke partiet regeringsmagten. For Venstre har ikke magtet at dæmme op for den popularitet, som pludselig har ramt Margrethe Vestager og Johanne Schmidt-Nielsen. Venstre har lavet en god kampagne, men det bliver ovennævnte to kvinder, der kan sikre Danmark den første kvindelige statsminister.
Så må Venstres nye gadedreng blive – på gaden.