Venstre – Christiansborgs stærkeste slogan

Ideologiernes tid i dansk politik er for længst forbi, og Venstre er at af de første partier som har forstået det. Venstres nye slogan afspejler partiets velkendte bud på en ny form for loyalitet mellem vælgere og parti, nemlig kontraktpolitikken, og er samtidig eksempel på det reklamesprog som nu er og bliver en del af den dagsordensættende debat.

"Venstre ved du, hvor du har". Med dette bogstavrim mellem "brand" (Venstre) og ledsagende slogan (ved du...) kørte Danmarks liberale parti i marts 1998 atter Uffe Ellemann-Jensen i stilling som et sejrssikkert bud på Danmarks kommende statsminister i en borgerlig regering. Missionen lykkedes ikke – måske fordi hele pakken virkede alt for farlig for den almindelige midterbanesøgende gennemsnitsdansker – og måske fordi Poul Nyrup var midt i en uld-afviklende udviklingsproces som det i grunden var opløftende at følge, samtidig med at holdet bag ham, med skolelærermajestætiske Marianne Jelved i spidsen, gav indtryk af at være den eneste ansvarlige regeringsmulighed.

Danmark ville ikke frelses af liberalismen
Den liberale pakke var for farlig, bl.a. fordi Ellemann virkede alt andet end midtsøgende i sin stil, og bl.a. fordi Anders Fogh Rasmussens bog fra 1993 "Fra socialstat til minimalstat" spøgte i baggrunden – udråbt som en religiøs agenda fra Venstres "ideolog" snarere end som et provokerende debatindlæg fra en stræbsom politiker hvis regering netop havde tabt valget dengang i 1993. Alt sammen blev det grundigt blæst op af SR-regeringens advarsler om en borgerlig regerings ansvarsløshed, hvilket gik fint i spænd med bl.a. Politikens hulemandsmyte om Fogh i Roald Als' streg.
   Men den vigtigste grund – fordi den samler og forstærker disse grunde – var måske i virkeligheden Venstres eget mærkat "Danmarks liberale parti". For når man putter et "Danmarks"-label på sig selv, putter man også et label på Danmark i alle danskeres påhør. Det går an når det er Danmarks dronning, Danmarks (fodbold)drenge eller fx Danmarks nationalskjald, Kim Larsen; men når man ikke har tilnærmelsesvis reel eller formel legitimitet til at sætte et usynligt "hele" foran "Danmarks...", så virker det for dominerende og for frelsende. Danmarks-mærkatet er kun acceptabelt når man er alle danskeres, og derfor skal man heller aldrig stå for udnævnelsen selv.

Danmark ville ikke frelses af liberalismen; danskere ville have kompetente politikere der kunne sikre de bedst mulige rammer for den psykiske og fysiske velfærd, og som kunne træffe de rigtige valg på den storpolitiske scene. Sådan har det altid været, sådan er det i dag, og sådan vil det altid være.

Alle er socialliberale
Fra og med valgkampagnen "Tid til forandring" i 2001, som førte til at Venstre sammen med De Konservative den 20. november overtog regeringsmagten, har Venstre skruet helt ned for de ideologiske referencer i deres kampagner og øvrige diskurs udadtil. (I dag er liberalisme oversat med "færre begrænsninger og større muligheder for den enkelte" – eller i kort form: "valgfrihed".) Dette har fået de mest desperate politiske modstandere til at kalde Fogh og resten af Venstre en ulv i fåreklæder og dermed til at betragte Venstres afideologiserede diskurs som en rendyrket spin-manøvre. Der er selvfølgelig god grund til at analysere Venstres politik ud fra en sådan kritisk synsvinkel, men før man bliver for paranoid på den demokratiske samtales vegne, bør man også se på den naturlige udvikling i netop den politiske diskurs og selvfølgelig på regeringens førte politik.
   Denne artikel er ikke kvalificeret til politisk at analysere hvorvidt Venstre faldbyder socialdemokratiske mærkesager i discountudgave eller har et selvstændigt bud på et bedre velfærdssamfund, men jeg vil pege på den generelle politiske afideologisering som selvfølgelig hænger uløseligt sammen med den diskurs hvormed partierne tegner sig selv:

Der var engang hvor den politiske kamp var en social kamp, og hvor partierne vidste hvor de havde deres vælgere. Man kunne tale til sine kernevælgere gennem bestemte medier, og man vidste hvilket sprog man skulle tale i. Siden hen sejrede den socialdemokratiske velfærdsstat tilstrækkeligt meget til at den sociale tvang i stemmeafgivningen blødte op, og der stødte nye udskillelses- og protestpartier til i takt med samfundets udvikling.

I dag er den socialliberale samfundsordning vi kalder velfærdsstaten, for længst implementeret og justeret så langt at den er ethvert partis udgangspunkt og gennemsyrer enhver indfødt danskers bevidsthed. I de seneste årtier har det stort set kun været et spørgsmål om hvorvidt vi skulle have en SOCIALliberal eller en socialLIBERAL regering, og selv denne "venstre-højre"-akse er i dag på vej mod fuldstændig opløsning.
   Dét er der to hovedårsager til:

1: Interesseorganisationer og erhvervsliv kommunikerer efterhånden så dygtigt og massivt, gennem såvel lobbyarbejde som den medierede offentlighed, at de tilsammen holder enhver regering på et midterspor. Der klages simpelthen mere professionelt end nogensinde før hvis en regering træder nogen over fødderne.

2: "venstre-højre"-aksen giver ikke svar på de problemer der i dag udfordrer den psykiske og fysiske velfærd som vi stemmer om. Et parti som Dansk Folkeparti kan ikke med rimelighed placeres på en "venstre-højre"-akse, og det lader til at også Kristdemokraterne har kastet denne partipolitiske inddeling helt og absolut over bord til fordel for fremtidens politiske debat: den der handler om værdier.

At ændre holdninger
Den overordnede enighed om velfærdssamfundet og den yderligere ensliggørelse der ligger i at den samlede offentlighed holder enhver regering i et fast greb på det der så bliver midten, betyder at politik i dag i meget høj grad drejer sig om enkeltsager (såsom hygiejnen på hospitaler) eller enkeltstående dagsordener (såsom indvandrerstop eller skattestop). Enkeltsager giver i sig selv en reaktiv debat styret af begivenheder, og ikke en debat der former fremtiden.
   Hvis man vil forme fremtiden uden at blive beskyldt for at stå i den ene ende af en ideologisk tovtrækningskonkurrence, må man bearbejde og udvikle den politiske midte – hvorved man flytter hele det politiske spektrum. Fremtidens politik handler om at "prime" nye ideer, synsvinkler, sammenhænge og historier som i ét blødt ryk kan flytte hele den offentlige anskuelse.

Til Berlingske Tidende den 14. november, denne måned, udtaler Anders Fogh Rasmussen om den såkaldte kulturkamp:

- Det jeg lagde op til, dengang jeg udtalte mig om emnet i begyndelsen af 2003, det var at man kan ændre et samfund på mange andre måder end gennem konkret lovgivning. Jeg sagde at det vigtigste i virkeligheden er at ændre holdninger. Det var det jeg lagde op til. Det var en beskrivelse af en metode hvor man kan rykke mere i samfundet ved gennem debat og ved at sætte dagsordenen at påvirke holdninger i en bestemt retning. Faktisk at man måske oven i købet bør modne lovgivning ved først at ændre holdninger – og så komme med lovgivning.

Venstre har været et af de første partier til at forstå bevægelsen fra ideologi- til værdi-diskurs. Det er med fuldt overlæg at jeg taler om diskurs og ikke om politik. For de oplysninger vi har, og de ord vi bruger om bestemte emner, er det der bestemmer vores fokus og dermed former vores politiske holdninger. Politik ER simpelt hen kommunikation og alt hvad det indebærer af bevidst formning af information, narration og konnotation.

I sin værste form betyder det at vi er ovre i George Orwell og "1984"-samfundets "newspeak", som er et forlorent positiv-sprog der fjerner alt det dårlige og sletter uheldige sammenhænge ved at kalde tingene noget andet og mere positivt (fx er ordet "newspeak" selv newspeak – det lyder jo positivt). I sin bedste form, derimod, betyder den bevidste italesættelse at politikere stadig kalder en spade for en spade, men flytter debatten fra det reaktive til det proaktive – ud fra devisen om at man skal tegne et hus i menneskers bevidsthed før de kan bygge det.

Derfor bliver det i højere og højere grad journalisters og kommentatorers opgave at udsætte partier (og alle andre fyldige stemmer i den offentlige debat) for en solid litterær analyse og at finde frem til og diskutere de værdier som det er kommunikationsstrategiernes endelige mål at implementere i samfundet – eller også den eventuelle afdækning af at partier taler om ingenting blot for at beholde magten.

Handsker og handlekraft
I denne weekend har Venstre fejret regeringens 3-års fødselsdag på et landsmøde som samtidig har lanceret Venstres nye slogan: "Venstre – så ved du, det bli'r til noget". Man skal ikke være professor i retorik for at konstatere at sloganet peger tilbage på de resultater Venstre har opnået i deres tre år ved regeringsmagten og dermed italesætter både Venstre og den gennemførte politik som en succes. Men Christian Kock, professor i retorik, har følgende kommentar til sloganet:

- Dette her synes alene at handle om handlekraft, ordholdenhed o.l., men antyder intet om hvad det er man står for. Ren "kompetence", ingen holdning. Formentlig er det også det der ifølge visse meningsmålinger er grunden til at Foghs flertal synes genoprettet – han har styr på ting, snarere end at et flertal hylder hans ideologi.

Tilsvarende mener tekstforfatter og formand for Creative Circle, Anne Glad:

- Budskabet handler udelukkende om måden. Ikke et ord om værdierne og sagerne. Hvad er det lige der bliver til noget? Hvad er det jeg ved? Det opklarer den samlede kommunikation forhåbentlig. Men det er en modig udmelding. Man kan ikke tabe en finanslov på gulvet med det slogan.
[...]
- Jeg frygter at den her moderne, talesprogsagtige stil skal tiltale mit køn, som Venstre jo gerne vil have som vælgere. Det er ærlig talt ikke særlig opløftende hvis det er tilfældet. Man skal ikke småsludre bare fordi man vil kommunikere med kvinder.

Altså et ret indholdstomt og "talesprogsagtigt" slogan. Hvor konkret en tekst er, måles på hvor indholdsrige tekstens substantiver og verber er. Af de tre substantiver (du, det og noget) er "du" det suverænt mest konkrete; de andre er – i sig selv – totalt indholdstomme. Af verberne (ved og bli'r) synes "ved" at være det mest konkrete (det kan høres ved at sammenligne dem i substantiveret form: viden og bliven).
   Således kommer "ved du" til at være det dominerende udbytte af sloganet. Ordet "du" er den direkte henvendelse til modtageren, og tilsammen spiller de indladende ord "ved du" på en fornemmelse af at vi er i samme båd og forstår hinanden. Og hvis man har denne indforståethed med Venstre som der lægges op til, så ved man at "det" refererer til Venstres valgløfter for 3 år siden, og at "noget" refererer til at det som Venstre lovede, nu er gennemført. Herefter kan man slutte at Venstre også i næste valgperiode vil opfylde sine valgløfter.

Men lad mig lige gennemgå sloganet minutiøst, så vi får alle konnotationer med:

konnoterer til handlekraft og autoritet

ved

italesætter modtageren som alt andet end dum, og konnoterer til en pagt (eller kontrakt)

du

italesætter modtageren som én der har betydning for afsenderen – det er det tætteste skiftsproget kommer på i ét ord at kigge én i øjnene

,


– lad os ikke glemme regeringens elskede (og overflødige) grammatiske komma som – hvis man vælger at opfatte det som et bevidst meningsfuldt komma – understreger det forudgående "du"

det er indholdstomt, men refererer i bedste fald til "det vi har sagt og nu siger"

bli'r



er en fonetisk og typografisk genistreg fordi lyden konnoterer til det pagt-mæssige blink i øjet og apostroffen understreger det. Samtidig er det et handlingsverbum som afspejler konstruktivitet, handlekraft og – med den sammentrukne skrivemåde – friskhed

til
er et nødvendigt ord i sætningen (hvorfor jeg vil afstå fra at lægge noget i det)

noget er indholdstomt, men referer i bedste fald til "det vi har gjort, og vil gøre".

For de tungnemme som måske ikke har fanget disse konnotationer, har Venstre som et gimmick trykt sit slogan på solide hvide arbejdshandsker. Herefter er der ingen tvivl om at Venstre tegner sig selv som den tømrer vi altid ringer til fordi han har et godt glimt i øjet og giver os bedst håndværk for pengene – oven i købet altid inden for den tids- og prisramme han har sat. Og vi ved at vi kan stole på ham fordi han kigger os i øjnene og taler i jævne, småsnakkende ord.

Venstres svar på afideologiseringen af den politiske debat (og dermed det i hvert fald principielle afkald på et fast kundegrundlag) er denne fortroligheds- og troværdighedsretorik og ikke mindst kontraktpolitikken som der gøres vældig meget ud af.
   På Venstres hjemmeside er helt oppe i hovedbjælken installeret en tæller der holder regnskab med hvor mange dage Danmark har været velsignet med et skattestop, og tælleren stopper med garanti ikke før vælgerne underskriver en ny kontrakt på valgdagen.

Husker du?
Hvor mange valgsloganer kan du huske? Jeg gætter på at en rundspørge blandt almindelige danskere (for en uge siden) ville udskille en ret sikker top 3: "Stauning eller kaos", "Tid til forandring" og "Venstre ved du, hvor du har". Det var i hvert fald de tre sloganer jeg selv kunne huske før jeg begyndte på denne artikel.
   For at få noget mere aktuelt at sammenligne Venstres sloganer med, ringede jeg til socialdemokratiet for at spørge efter deres valgsloganer i 2001 og 1998. Efter nogle viderestillinger i den socialdemokratiske partiorganisation, uden svar på rede hånd, endte jeg på et tøvende "noget med: Mennesket først" og for 1998 en endnu mere tøvende sammenstilling af ord: "for dem, der tænker på andre end sig selv", som jeg måske "kunne få mening i ved at forsøge mig med forskellige ord-kombinationer på Google". (Jeg skal hilse at sige at det ikke lykkedes at få socialdemokratisk slagside i mine hits).

Dette betyder ikke nødvendigvis at andre partiers sloganer er meget ringere end Venstres, for det kan jo også betyde at de blot ikke slår så meget på deres sloganer. Under alle omstændigheder kan det ikke være en kvalitet i sig selv at man ikke kan huske sloganer. Venstres sloganer fra kampagnerne i 1998 og 2001 kan man huske, og derfor spiller de med i dag, uanset om det var hensigten eller ej. Derfor ligger der en indbygget tretrinsraket i det indtryk vælgeren har af Venstre i dag:

1: Venstre ved du, hvor du har
Sloganet klinger sammen med det nye slogan på "ved du" og giver indtrykket af en base eller et fundament: Selv om "Danmarks liberale parti" i dag er streget over, giver klangen fra "Venstre ved du, hvor du har" alligevel venstre-vælgeren en tryg fornemmelse af at trækket i tovet er i den socialLIBERALE retning. Derudover sender sloganet også et troværdighedssignal i almindelighed (dengang som et vink til Nyrups efterlønsløfter).

2: Tid til forandring
Fra basen går Venstre til handling – og helt konkret gik Venstre i regering.

3: Venstre – så ved du, det bli'r til noget
Der peges tilbage på det udførte arbejde som en solid argumentation for både troværdighedssignalet i slogan 1 og for handlekraftsignalet i slogan 2.

Således går Venstre denne gang til valg med en vellykket polyfoni af hele tre sloganer i befolkningens bevidsthed, mens de fleste andre partier blot har endnu et slogan som er glemt igen når vi ikke længere hører det. Derfor er "Så ved du, det bli'r til noget" også et betydeligt stærkere slogan end man måske lige tror. Ganske vist er ordene en slags semantiske dværge (ja, der er syv), men selv småsnak kan være snak om noget stort.

Sloganer er reklame – hvem gider andet?
Venstres nye slogan er indholdstømt, men det er ikke løsrevet. I kraft af sine referencer til ført politik er det et af de mest konkrete sloganer partierne stiller op med til den kommende valgkamp. Derfor er det også modigt: man kan bare tjekke dem efter – og som vist nedenunder kan sloganet bruges af politiske modstandere, netop fordi man også siger noget når man siger det modsatte.
   Til sammenligning er det svært at være uenig i at vi er "Sammen om fremtiden" eller at "Der er fremtiden til forskel" – hvem ville dog påstå det modsatte? Derfor bliver sådanne sloganer ikke blot floskler, men floskler løsrevne fra det parti (brand) de skulle lancere. Og hvem gider stoppe op for at lægge dobbelttryk og kunstpause efter "sammen" eller efter "forskel" for med særdeles god vilje at knytte et ideologisk eller værdimæssigt bånd til de respektive partier? Jeg gjorde det nu, men jeg gad egentlig ikke.

Kristendemokraternes "Tid til børn" er provokerende kort og konkret, og det må siges at opfylde ethvert ønske om politisk indhold. I den anden ende af indholdsskalaen spøger Dansk Folkepartis "Frisk pust over landet" som, ja, er så luftigt og uhåndgribeligt at det kunne pustes hen på hvad som helst; men forstået som en udluftning på Langballe-Krarup-og-Camre-værelset er det uden tvivl et glimrende slogan for det i forvejen meget synlige parti.

Uanset hvordan jeg eller Christian Kock eller Anne Glad vender og drejer det, er sloganer ren reklame, og det er som sådan de skal fungere. Vælgerne stemmer ikke om sloganer på valgdagen, men de stemmer om den politik som sloganerne blandt meget andet er med til at binde sammen, fremhæve, huske på eller – afbøde. Derfor spår jeg Venstre, Kristendemokraterne og Dansk Folkeparti succes – i hvert fald med deres sloganer.


Valgsloganer (læst i Politiken)

Socialdemokraterne
2004: Sammen om fremtiden
(2001: Mennesker først)

Det Radikale Venstre
2004: Der er fremtiden til forskel
(2001: Vi tænker på andre end dig)

De Konservative
2004: Mod til at skabe sammenhæng
(2001: Vilje til fornyelse)

Dansk Folkeparti
2004: Frisk pust over landet
(2001: Dit land – dit valg)

SF
2004: (slogan endnu ikke klar)
(2001: Gi' velfærden stemme)

Venstre
2004: Så ved du, det bli'r til noget
(2001: Tid til forandring)

Kristendemokraterne
2004: Tid til børn
(2001: Værdier for fremtiden)

Enhedslisten
2004: (intet slogan)
(2001: Enhedslisten – alternativ til venstre)


Fundet på nettet: En parodi skabt af ukendte gerningsmænd































Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job