Valgplakaten på plakaten

I Danmark dukkede de første valgplakater op for 100 år siden. Siden da er der sket store forandringer i både mediebilledet og det politiske liv så måske er det på tide at spørge sig selv, om plakatens tid er omme. Men hvorfor har vi valgplakater?
Rød blok har kastet sig over en lygtepæl og konkurrerer om forbipasserendes sparsomme opmærksomhed
 
Valgplakaten: det moderne samfunds medie
Plakaten var et medium som passede som hånd i handske med en ny samfundssituation. Demokrati havde fundets i de fleste lande i Europa siden midten af 1800-tallet, men antallet stemmeberettigede var begrænset og det samme var antallet kandidater. Omkring århundredeskiftet fik en stadig større del af befolkningen stemmeret, og der blev flere kandidater at vælge imellem.  Så pludselig var det ikke længere muligt at opretholde den stærke direkte kontakt. Hvordan skulle man kommunikere til vælgerne, hvem der kandiderede i netop deres kreds, og hvordan skulle man få dem at forstå hvilke synspunkter kandidaten stod for?
 
Man behøvede et medium som kunne nå et stort publikum, der hvor de befandt sig, uden at skulle passere forbi den tids "gatekeepers" i form af fx avisredaktører. Med den trykkeritekniske udvikling som det blev muligt at masseproducere plakater billigt (og snart med forskellige former for illustrationer). Så den tekniske udvikling fik prisen på plakater at falde, samtidig med at den gjorde det muligt at skabe mere avancerede former for layout, samtidig med at massedemokratiet udvikledes og behovet for politisk massekommunikation voksede frem. Så valgplakaten er virkelig  et moderne medium, muliggjort af teknikken, opfylder et nyt behov, og tilpasset det nye urbane rum hvor store mængder af mennesker passerer forbi i en strid strøm.
 
Plakat vs radio og tv
Plakaten kunne nå mange mennesker, men det krævede at folk bevægede sig forbi de steder hvor plakaten var klistret op. Disse begrænsninger i tid og rum fandtes ikke for de æterbårne medier, radio og tv. Nu kunne man nå folk overalt, og selv om direkte politisk reklame ikke var tilladt i Danmark blev radio og senere tv snart de vigtigste medier til at nå et stort publikum. Og efter radio og tv kom internet, så når politiske kommunikationseksperter i dag skal rangordne de vigtigste kanaler kommer plakaten ganske langt nede på listen. Og med en stigende anvendelse af Facebook, Twitter m.m. virker plakaten som et levn fra en meget fjern fortid. Den er helt enkelt utidsenlig.
 
Men valgplakaten trænger sig på. Alle computerbårne eller æterbårne medier kræver at man tænder for et apparat, att man selv gør en indsats for at udsættes for kommunikationen. Valgplakaten findes derimod i det offentlige rum som man passerer gennem i egenskab af borger. Der er med andre ord ingen tærskel som skal overskrides for publikum for at den kan blive målgruppe.
 
Men det betyder på den anden side også at det er svært at selektere målgruppe for valgplakater. Man kan placere dem i visse bydele (og i visse byer), men man kan ikke som med fx reklamer i magasiner henvende sig til en mere specifik målgruppe.
 
Nogle af kandidaterne er kendte i offentligheden, som fx Johanne Schmidt-Nielsen. Men andre benytter sig også af plakat-chancen for at komme til orde, som fx Tom Gillesberg. Hvem er det?
 
Læsesituationen for plakaten har også forandrets radikalt siden begyndelsen af 1900-tallet. Dengang gik folk til fods forbi plakaterne, og det langsommere tempo og muligheden at stoppe op og læse var af stor betydning for, hvor lange og hvor komplicerede budskaber man kunne have. Nu passeres plakaterne oftest på cykel, i egen bil eller offentlig transport, og selv om det ikke altid går så hurtigt som man selv kunne ønske sig, så er det begrænset hvad man kan nå at processere. Man kan med andre ord sige at plakaterne i dag på de fleste pladser stiller krav om en større forenkling end for 100 år siden.
 
I Danmark har man stadig en stor andel af plakater som sættes op i lygtepæle osv. af partisoldater, men i fx Sverige er en stadig større del af plakaterne placeret på betalte pladser, som outdoor media. Det gør at det tidligere billige medie er blevet dyrere, men samtidig har man i kraft af placeringen ved busholdepladser og lignende fået dels muligheden at sætte større plakater op, dels at udforme budskaberne efter at folk står stille i flere minutter på samme plads. Derfor kan man se en differentiering mellem "enkle" plakater som er udformet efter forbipasserende læsere, og mere "komplekse" plakater som kræver tid til læsning. Men denne professionalisering gør også at plakaten ikke længere kan fungere så spontant som tidligere; er man afhængig af dem som sælger reklameplads må man være ude i god tid, og skal plakaterne trykkes i stort format og reklamekvalitet skal man regne med længere produktionstid.
 
Kampen om de bedste lygtepæle er hård. Her var Villy først på Kongens Nytorv 
 
Hvad er plakatens funktioner?
Hvorfor interessere sig så meget for disse historiske og materielle sider? Fordi de er med til at afgøre, hvad partierne bruger og kan bruge valgplakaten til. Uden at gøre krav på at give en fuldstændig beskrivelse over mulige funktioner, har man nævne:
 
  • Valgplakaten kan informere og instruere. Dels kan man se indslag som beskriver hvordan man stemmer: sådan krydser du i eller over partiets eller kandidatens navn eller symbol. Dels kan den instruere om at der er valg, hvornår der er det, til hvad man vælger repræsentanter, og hvem der er et partis kandidat i den aktuelle kreds.
  • Valgplakten kan skabe atmosfære. Hvorfor sætter så mange partier fuldstændig identiske plakater op ved siden af hinanden? Det kan være fordi man tror på en simpel exponerings-teori, at jo flere plakater man udsættes for, desto større effekt har det. Men det kan også være fordi mængden af plakater fungerer som et termometer for valgkampen: Nu, kammerater, er kampen igang! På den måde skaber mængden af plakater en generel opmærksomhed på situationen - fuldstændig uafhængig af hvem der har sat plakaterne op og hvordan de ser ud. Med andre ord er dette en funktion som ikke tjener det enkelte parti, men det politiske system som helhed.
  • Valgplakaten har en intern funktion. At sætte plakater op er i dag stort set den eneste aktivitet, bortset fra fester, som partisoldaterne aktivt medvirker i. At komme ud og sætte plakater op er i høj grad en sammensvejsende faktor internt i partiet, og at fjerne det skulle reducere partiet til en topstyret interesseorganisation som alle andre.
  • Valgplakaten kan argumentere for at stemme på en vis kandidat eller et vist parti. Dette er den "traditionelle" retoriske funktion, men her må man skelne mellem forskellige former for argumentation, som måske til og med ikke betragtes som argumentation af alle
  1. Der kan være tale om en mere eller mindre eksplicit argumentation i ord og billeder, som knytter an til sagforhold. "Stem på os for at..." eller negativt "Sig nej til...".
  2. Der kan være tale om implicit argumentation gennem ethos: man viser en kandidat fra dennes bedste side, og billedet fungerer da som et implicit argument for at stemme på kandidaten (og partiet).
 
Disse funktioner kombineres ofte; når man ser de endeløse rækker af stort set identiske danske plakater med portrætfotografier af kandidater med blot navn og parti som verbale indslag, så må man formode at de er tænkt både som en oplysning om hvem der er kandidat og et visuelt argument for at stemme på kandidaten.
Men hvorfor skal man stemme på kandidaten? Hovedparten af plakaterne er helt kontekstløse portrætter. Man ser stort set aldrig en politiker gøre noget, udføre sit erhverv, eller i en kontekst som kunne fortælle lidt om personens engagement. Der findes ingen ydre tegn på aktivitet, alt man får at tage stilling på baggrund af, er personens ansigt, kroppsholdning og tøj. Og eftersom alle danske politikere ser glade og venlige ud, er der stort set kun spørgsmålet om formel eller uformel tøjstil tilbage, og selv der er de fleste (i det mindste moderat) uformelle. Tilbage er fysiognomien, og det må vel siges at være et magert grundlag for politiske valg.
 
Politikerne bruger tid og ressourcer på at få det rigtige udtryk på plakaten. Men valg af ansigtsmimik og tøjstil hjælper ikke meget, når først plakaten er blevet vandaliseret.   
 
Teknologiske innovationer
En ting som er værd at tænke over, er om de tekniske innovationer som udendørsreklamen allerede nu anvender, vil kunne bruges også på valgplakater. Det er fx muligt at gøre plakaterne endnu mere multimodale med tale og levende billeder. En forudsætning for at det skal kunne gøres, er dog at plakaterne sættes op på betalte pladser. Men det er fuldt muligt at tænke sig en valgplakat om nogle få år, hvor samme film kører om og om igen. Eller en interaktiv plakat som begynder at tale når nogen bevæger sig forbi sensorer på plakaten. Den type af tekniske udviklinger åbner også for helt nye retoriske muligheder - og skrækscenarier!
 
Kan valgplakaten overleve?
Valgplakaten er et typisk barn af sin tid. Betyder det så også at plakatens tid er omme, og at politisk kommunikation ved valg i fremtiden udelukkende sker på nettet og i tv/radio? Jeg tror ikke det; plakaten er stadig det eneste medie som fungerer i det offentlige rum og ikke kræver en aktiv handling fra publikum. Derfor vil partierne nok fortsætte med at have plakater, og i Danmark vil de formodentlig også fortsætte med at lade partisoldater sætte i det mindste en del af plakaterne op, selvom jeg er overbevist om at professionalisering også der vil slå igennem.
 
Men om plakaten vil overleve afhænger også af, i hvor høj grad partierne kan udnytte dens muligheder. At bare lade autopiloten tage over og producere tusindvis af intetsigende portrætplakater koster måske ikke så meget, men det giver heller ingen positiv omtale. Man kan jo begynde med at vise politikerne som aktive mennesker i genkendelige omgivelser, så vælgerne har noget at forbinde de alt for ens smilende ansigter med. Derefter kan man begynde at udnytte plakatens muligheder, fx som del af sammenhængende og gennemtænkte kampagner i flere medier. Her er muluighederne mange... men gør man inget vil plakaten være stendød, uanset hvor mange man fortsætter med at trykke og klistre op i hver eneste lygtepæl.
 
 
---
Teksten er en forkortet udgave af: "Valgplakaten trænger til en extreme makeover". RetorikMagasinet, nr. 80, 2011.S. 16-18.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job