Valgets webstrategier fra a til ø

Hvis valget udelukkende afgøres på nettet, vil Bendt Bendtsen og Margethe Vestager køre i de største ministerbiler efter d. 13. november. Socialdemokraterne og Venstre skuffer derimod fælt. Her er en anmeldelse af partiernes valgsites.

Hvis du alligevel synes, at alle partierne flokkes på midten, hvorfor så ikke lade dig overbevise eller afskrække af partiernes valgsites? Men så skal du også være forberedt på at få vendt op og ned på styrkeforholdene i dansk politik. For mens Helle Thorning-Schmidt og Anders Fogh Rasmussen begge kører internetvalgkampen som et one-man tv-show, tropper Bendt Bendtsen op med et stærkt ministerhold og velfungerende amerikanske rip-offs. Og Margrethe Vestager har som den første lukket græsrødderne ind i varmen.

 

 

Hjemmesiderne i overblik

Features:

V

S

DF

K

R

SF

EL

NA

KD

Videoklip

X

X

X

X

X

X

÷

X

÷

Partileder-blog (tekst el. video)

X

X

X

X

X

X

÷

÷

X

Valg-mail

X

X

÷

X

X

÷

÷

÷

÷

SMS-service

÷

÷

÷

÷

X

÷

÷

X

÷

Bliv frivillig

X

X

÷

X

((X))

X*

÷

X*

÷

Doner penge

X

X

X

X

X

X

X

X

X

Shop

X

X

X

÷

X

÷

÷

÷

÷

Socialt forum

÷

÷

÷

÷

X

÷

÷

÷

÷

Åben debat/

kommentarer

X

X

÷

X

X

X

÷

÷

÷

Bestil valgmateriale

X

÷

÷

X

X

X

÷

÷

÷

Lydklip/podcast

÷

X

÷

÷

÷

X

÷

X

÷

MySpace**

(X)

÷

÷

÷

X

X

÷

÷

÷

FlickR**

X

X

÷

X

X

X

÷

÷

÷

YouTube**

÷

X

X

X

X

X

÷

÷

X

FaceBook**

(X)

X

÷

X

X

÷

÷

÷

÷

 

* ved at sende en mail til en angiven email-adresse (og ikke som online-formular)

** er kun taget med, hvis der fra partiets hjemmeside linkes direkte til det eksterne site

(X) der linkes ikke direkte fra hjemmesiden, men i Venstres valgmail er der link til Statsministerens profiler

((X)) de frivillige organiserer sig selv via radikale.net

 

 

K for cool

”Bliv en del af det grønne hold. Bliv C-Supporter.” Sådan lokker de Konservative på deres nye valgsite. Det er et fristende tilbud. De Konservative lancerer et helt nyt design til deres valgkamps-site. Den mørkegrønne farve er suppleret med en lysere, mere frisk grøn, som får de syv ministre på forsiden til at tage sig yngre ud end sædvanligt.

 

 

Få Bendt i indbakken

Sitet er bygget op over en række features, som er velkendte på de amerikanske præsidentkandidaters hjemmesider. Det gælder f.eks. den splash screen, der møder dig som det første, når du går ind på sitet, dvs. et mindre skærmbillede, hvor du opfordres til at tilmelde dig deres valgmail. Tilsvarende feature ses på Hillary Clintons og Barack Obamas hjemmesider. Det er en effektiv måde at sikre sig så mange støtters e-mails som muligt og er derfor især anvendeligt tidligt i valgkampen.

 

Skab konkurrence

De Konservative tilbyder en række muligheder for at deltage aktivt i valgkampen. F.eks. kan du donere direkte til en navngiven kandidat eller sag.

 

Amerikaniseringen af den konservative hjemmeside er ikke fulgt helt til dørs. På Hillarys hjemmeside har man mulighed for at lave sin egen profil, hvor man konkurrerer med sig selv og andre om at skrabe flest penge ind. Mon ikke sådan en konkurrencepræget tilgang til fundraisinig ville tiltale KU’erne?

 

Fokuseret site

K har det mest overskuelige og fokuserede valgsite – som besøgende er du ikke i tvivl om, hvilke muligheder du har for at blive involveret i valgkampen, ligesom du nemt finder info om partiets mærkesager. De Konservatives valgsite er et flot eksempel på, hvordan nettet kan indgå som en integreret del af valgkampsstrategien, når der er penge i partikassen.

 

V for valgfuser

Vi er på fornavn med Statsministeren på Venstres valgsite. Til gengæld er det kun Anders, du får. Hele ti Anders-ansigter er det lykkedes at presse ind på forsiden på dagen for valgudskrivelsen. Kombineret med den dominerende kølige grå farve giver det hjemmesiden et kedeligt udtryk.

 

Først kl. ca. 21 samme aften bliver Venstres hjemmeside opdateret med ”Kampagnekontoret”, hvor du kan gøre noget aktivt, f.eks. bestille valgmateriale eller V-shoppe. Man får næsten ondt af de mange ivrige Venstreløver, der er gået forgæves tidligere på dagen.

Med overskriften ”Velkommen til dit personlige kampagnekontor” simulerer Venstre, at der er noget personligt over deres site. Men det er en fuser – der er hverken et forum eller interaktionsmuligheder i det virtuelle kampagnekontor.

 

VenstreTV

Selvom Venstres site har mange af de samme funktioner som de Konservatives, halter Venstres design og opbygning af siden noget. Der er ellers lagt op til det helt store med lanceringen af VenstreTV. Men det er tv, som de kender det i Nordkorea: Der er kun én kanal, og der er Fogh på alle programmerne. De første seks videoklip med ”Anders og Venstre” er alle fra Venstres landsmøde i august. Først dagen efter valgudskrivelsen kl. 23 opdateres tv-kanalen med et frisk klip, som indledes med: ”Goddag, jeg hedder Anders Fogh Rasmussen.” Så er det på plads, hvis nogen skulle være i tvivl.

Siden er der kommet flere videoer til, bl.a. en hvor han jogger med Jeppesen fra Ekstra Bladet, og en med nogle børn, der synes, at Anders er ”en rar mand”.

 

 

Uforberedt Anders

Man skulle tro, at valgudskrivelsen også kom bag på Statsministeren selv. Det er i hvert fald gået så hurtigt, at der ikke har været tid til at opdatere bloggen eller optage nogle videoklip til lejligheden. Anders’ blog bliver først opdateret mere end 30 timer efter, valget er udskrevet. Indtil da var det

seneste indlæg en hyldest til Ayaan Hirsi Ali fra d. 18. oktober.

 

Ingen undskyldning

Hvorfor Venstre ikke er mere ambitiøse på nettet, kan undre. Som Danmarks største og rigeste parti er manglende ressourcer ikke en undskyldning. Man kan håbe, at Anders og Venstre gemmer noget oppe i ærmet til senere i valgkampen, men fra deres valgsite at dømme bør man nok nedjustere forventningerne.

 

S for slapt

Socialdemokraterne har valgt ikke at lave noget egentligt valgsite, men har blot opdateret det sædvanlige site. Helles – hende er vi også på fornavn med – mantra om fornyelse gør sig ikke gældende på nettet. Du skal lede godt efter de små grå links ude i venstre side, der fører dig videre til Helles hjemmeside, som må betragtes som det egentlige valgsite. Ærgerligt at det er så svært at finde.

 

Helles blog

Socialdemokraterne har, ligesom man kender det fra USA, valgt at sætte kandidatens hjemmeside i fokus frem for partiets. Der er dog langt fra Helle til Hillary på nettet. Designet er simpelt og ikke særlig indbydende. Til gengæld er bloggen – modsat statsministerens – hurtigere blevet opdateret. At hun omtales i tredje person i sin egen blog – ”Helle Thorning-Schmidt glæder sig over at være kommet i gang med valgkampen” – bryder dog med blog-lingoens rammer.

 

Helle - nu med tv

HelleTV består indtil videre af ni videoklip med en oplagt formand. I nogle af dem sidder hun bag et velarrangeret skrivebord, i andre i en behagelig rosa sofa. I to af klippene lader Helle sig interviewe af Signe Hansen (som ifølge en Google-søgning er praktikant), der stiller de spørgsmål, som er blevet stillet på Helles blog. Inspirationen til denne form for videoklip er højst sandsynligt hentet hos Hillary Clinton, der i flere klip på sin hjemmeside besvarer spørgsmål fra den almindelige amerikaner siddende i en blød sofa sammen med en interviewer.

HelleTV er det mest velfungerende socialdemokratiske tiltag på nettet. At det samtidig er det eneste tiltag, er for slapt.

 

R for refreshing

Som det eneste parti har de Radikale oprettet et virtuelt socialt forum. Med radikale.net (se analyse på Kforum) har de Radikale lavet et i politiske sammenhænge originalt produkt, som ikke kun henvender sig til deres medlemmer, men til alle interesserede. Det minder på mange måder om Kforums K-profiler. Ved at lade sitet være åbent får alle mulighed for at følge med i debatten på sitet. Der er over 700 oprettede profiler på radikale.net.

 

 

Margrethe og græsrødderne

Margrethe fører sin videoblog på radikale.net og blander sig i debatten. Ved at benytte det samme forum til formandens valgkamp og græsrøddernes input nedbrydes det sædvanlige partihierarki. Alle indlæg bliver lige meget værd. Demokratisk set er det sympatisk og nytænkende, men kræver, at vælgerne selv er i stand til at sortere i de mange indlæg i debatten.

 

To valgsites

Med både radikale.dk og radikale.net har de Radikale to hjemmesider i spil i valgkampen. Det virker lidt uoverskueligt og stiller større krav til vælgerne. Omvendt er mulighederne for at blive involveret næsten uudtømmelige. De Radikales internetsatsning er det tætteste, vi kommer herhjemme på demokraten Howard Deans berømte internetvalgkamp i 2004, hvor internet-græsrødderne overtog magten. Det er samtidig et eksempel på, hvordan man udnytter de digitale muligheder anno 2007 med en skrabet økonomi.

 

SF for stort firetal

Med et par dages forsinkelse er SF’s valgsite i luften. Et flot og enkelt design i lette farver.

Det er Villy, der skal sælge billetter for SF, og derfor er det ham, der dominerer hjemmesiden med opfordringen ”Se Villys video”. Ud over tre film, hvor virtuelle Villy taler direkte til kameraet, har SF lavet to små film, der modsat valgkampens øvrige videoer indeholder humor. Om de er sjove nok til at fungere viralt, dvs. at man gider spamme sine venner med dem, er dog tvivlsomt.

 

Spil og postkort

Ellers byder SF’s valgsite ikke på de store nyskabelser. Under ”SF for sjov” finder man til gengæld hedengangne gimmicks som spil, quizzer og ”send et postkort”. Bl.a. et kombineret puslespil og quiz, hvor en animeret Villy stiller spørgsmål om klimaet og uddeler point.

SF har rygvind i meningsmålingerne, hvilket tyder på, at valget så langt fra afgøres på nettet. SF’s valgsite fortjener et stort firetal efter den nye karakterskala, der gives for den jævne præstation.

 

NA for Naser

Af Danmarks nyeste partis værdigrundlag fremgår det, at ”de bedste løsninger på fremtidens udfordringer” dels skal ske ”ved at tage nye typer medier i brug, dels ved at lave en smidig og åben partiorganisation, der motiverer og giver lyst til engagement.” Flot lyder det, og derfor undrer det, at Ny Alliance ikke har satset mere på at have en velfungerende hjemmeside. Designet er ubehjælpsomt og informationerne begrænset. Som de eneste har Ny Alliance dog fået lavet en ørehængende kampagnesang.

 

Først med sms

Dagen efter valgudskrivelsen lancerede Ny Alliance som det første parti en sms-service, hvor der dagligt tikker en hilsen fra Naser Khader ind på din mobil. En af Nasers sms’er lyder: ”Vores frivillige er i fuld gang med at pakke valgplakater. De er snart ude i landet. Jeg glæder mig, til I ser dem!”. Det foregår via det danskejede zyb.com. Sms er en effektiv og gratis måde at kommunikere til sine supportere på direkte fra kampagnebussen. Om et valg eller to er sms-service sikkert lige så meget et must-have for partierne som nyhedsbreve.

 

Hvor er dialogen?

På videodagbogen er der behind-the-scene klip fra kampagnekontoret og fra mødet med vælgerne på gader og torve. Den tætte dialog med danskerne og partiets medlemmer er blevet lagt frem som det nye ved Ny Alliance. Her er det oplagt at bruge nettet, som er et både hurtigt og billigt kommunikationsredskab. Men der er hverken blogs, debat eller dialog på Ny Alliances site.

 

EL for elementært

Med et rip-off fra megakapitalisten Lars Larsen lokker Danmarks rødeste parti på deres forside med teksten ”Enhedslisten har et tilbud til dig”. Hvad deres valgsite byder på, skulle man til gengæld vente spændt på – først mere end 30 timer efter valgudskrivelsen var det oppe at køre. Udover et frisk farvevalg minder det om et avisopslag i to spalter med mere tekst end billeder.

 

Undgå gatekeepere

Nettet tilbyder en unik mulighed for at gå uden om de traditionelle gatekeepere som tv- og radio-stationer og i stedet kommunikere direkte til vælgerne – og få sit budskab uredigeret igennem. Det kunne Enhedslisten med fordel have udnytte i et forsøg på at få deres valgkamp til at handle om andet end Asmaa og over spærregrænsen. Men det ville kræve en mere aggressiv internetstrategi.

 

KD for Commodore 64

Commodore 64 blev kult, mens Kristendemokraterne stadig hænger fast i 80’erne. Det er første gang, jeg besøger Kristendemokraternes hjemmeside. Derfor ved jeg ikke, hvordan den plejer at se ud, men der er heller ikke rigtig så meget at sige om den. Om du vil besøge den, vil jeg lade være op til dig.

 

DF for dagens film

Dansk Folkeparti er kendt for at have en meget hurtig responstid, når de skal i medierne. Deres hjemmeside blev dog først dagen efter valgudskrivelsen opdateret med en video med Pia Kjærsgaard, der starter sin daglige valghilsen med: ”Goddaw og velkommen til valgkampen”. Foruden videoen er der ikke noget nyt på sitet, men Pia Kjærsgaard får nok heller ikke problemer med at tordne igennem i massemedierne og kan derfor overlade den digitale kamp til de andre. Men selv DF vil med tiden blive tvunget ind i cybervalget.

 

Videoernes valgkamp

Det virtuelle valgs store fidus er videoklip – iscenesat i et kontormiljø, små redigerede film eller optagelser ude i marken. Med VenstreTV og HelleTV er der således lagt op til præsidentvalgkamp på nettet. At både Venstre og Socialdemokraterne kalder det tv, indikerer, at det er lavet med udgangspunkt i tv-mediet, som vi alle kender det: Trygt, forudsigeligt og envejskommunikerende.

Partiernes topstyrede kampagnemaskiner er endnu ikke gearet til internettets bottom-up karakter.

 

Howard Dean

For at få glæde af de demokratiske og rekrutteringsmæssige muligheder, nettet giver, kræver det, at kampagnerne tør bryde den traditionelle hierarkiske partistruktur og lukke græsrødderne ind. Det var læren af Howard Deans succesrige internetkampagne.

Howard Deans kampagne viste også, at en effektiv internetstrategi ikke gør det alene. Den virtuelle verden vil aldrig erstatte den direkte vælgerkontakt på gaden. De forskellige kommunikationsformer understøtter hinanden, for eksempel ved at nettet gør det nemmere for vælgerne at se, hvor de kan møde politikerne. Derfor skal internettet ses i samspil med de øvrige kampagnetiltag.

 

Ikke nok med en blog

Overordnet set er der sket en revolution i partiernes måde at bruge nettet og nye medier på siden valget i 2001. Set i forhold til, hvor meget de digitale muligheder har rykket sig, står det dog sløjt til for de største partier. Men også mindre partier som SF, EL og NA kunne med stor fordel udnytte de digitale muligheder bedre. Til at styrke den direkte kommunikation med potentielle vælgere og i bedste fald få skabt et virtuelt fællesskab ved at styrke dialogen tilhængerne imellem. Det er ikke længere nok bare at have en blog eller at oprette en profil på MySpace.

 

 

Astrid Haug

var praktikant i John Kerrys valgkamp i USA 2004 og har skrevet speciale om internettets indflydelse på den politiske valgkamp. Hun har arbejdet som pressemedarbejder for Det Radikale Venstre og er i dag pressechef i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning.)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job