Ung, urban og kreativ: Mød yuccien
Je suis yuccie

Skrevet af

Bo Kampmann Walther
Lektor

21 artikler

0 indlæg

Yuccien er det spritnye miks af glad kapitalist og kreativ luksushippie. Her forenes yuppien og hipsteren. Men hvordan undgår sådan en subkultur at dø, i samme øjeblik den anerkendes? Og er der i det hele taget noget nyt under solen?
Folk fra den kreative klasse og dem med røven fuld af penge er som bekendt meget originale. Så originale, at de ikke kan lade være med at opfinde navne for menneskegrupper – og sig selv. Hele tiden. Nu er der kommet en ny dreng i klassen. Mød yuccien. I morgen kommer der en ny.
 
Så sent som i sidste uge skrev den amerikanske skribent David Infante (bemærk efternavnet) om et helt nyt fænomen kaldet yuccien. Det skete i en klumme på det hippe og toneangivende site Mashable. Betegnelsen yuccie er en forkortelse for Young Urban Creatives:
 
”Yuccier er det kulturelle afkom af yuppier og hipstere. Vi er opsatte på at få succes ligesom yuppierne og på at være kreative ligesom hipsterne. Du krydser yuppiens nyrige tørst efter lystyachter og anerkendelse med hipsterens anti-ambition og røgsvøbte individualisme”.
 
Er du ung, urban og kreativ? Så er du en yuccie.
 
Under overskriften "Hipsteren, der blev voksen” fulgte Peter Nicolai Gudme Christensen trop i Euroman og spurgte, hvad glatte slipsedrenge i Maseratier kan ”lære af langskæggede litteraturstuderende weekend-dj’s, der kan tale i timevis om den helt rigtige ristning af kaffe, men har svært ved at skaffe pengene til at betale den”.
 
”Ikke så lidt”, svarer Christensen med inspiration fra Infante, eftersom mange fra de to grupper er ”ved at nærme sig hinanden på et fælles ståsted, hvor en god hyre og et kreativt liv ikke er modsætninger”.
 
På sitet Complex kalder Gregory Babcock yuccier for ”hipster business people”. Zachary Crockett forklarer i bogen Hipster Business Models, at hipsteren måske nok er nem at gøre sig lystig over, fordi han tager en skrivemaskine med i parken og syr lommer i sine underbukser, men han er også fremtidens pengemaskine. Han er din næste arbejdsgiver.
 
Bobo’er i paradis
Et enkelt blik på den subkulturelle historie viser dog, at yuccien er en slags version 2.0 af det let oversete ”bobo chic”. I 2000 skrev David Brooks således bogen Bobos in Paradise: The New Upper Class and How They Got There, hvori han plæderer for fremkomsten af en ny gruppe mennesker, der har formået at fusionere kapitalistisk entreprenørånd med en mere boheme-orienteret, hippieagtig modkultur.
 
David Brooks' bog fra 2000.
 
Selve ordet ”bobo” er en sammentrækning af ordene ”bourgeois” og ”bohemian”. Ifølge Brooks er bobo’ens idé om samfundet et slags meritokrati, det vil sige et system, hvor fordelingspolitik og social differentiering alene er bestemt af individets meritter og fortjenester. Socioantropologisk betragtet er der ikke så langt til Richard Floridas berømte definition af den kreative klasse, men bobo’en var primært et fænomen, der kunne – og kan – betragtes i London og New York, ikke mindst i modevarianten bobo chic. Mens den kreative klasses udspring er den modsatte USA-kyst, nemlig San Francisco.
 
Hold venligst liv i subkulturen, tak
Tilbage i 1980’erne beskrev den franske sociolog Jean Baudrillard, hvordan vi lever i en æra af post-orgiastisk kedsomhed. Effekten af denne kedsomhed var, sagde Baudrillard, et overdimensioneret og narcissistisk selvsving i subkulturen, når der nu ikke var noget (nyt) at gøre oprør imod, samt en stigende tendens til, at det omkringliggende samfund simpelthen slugte de opsætsige modkræfter og uimodståeligt inkorporerede dem i både normalitet og hovedkultur.
 
Alle subkulturer har ikke desto mindre kæmpet en brav kamp for anerkendelse. Det gjaldt de første beatniks i slutningen af 50’erne og de filminspirerede stiliseringer op gennem 60’erne, hippierne i 70’erne, herhjemme punkerne og Strunge-typerne i starten af 80'erne og frem til de få overlevende hipsters omkring Kødbyen i København, der stadig synes, skovmandsskæg er vejen frem.
 
Brygger-drengene fra Mikkeller. Nogle af de få overlevende hipsters.
 
Den kamp handler også om afstigmatisering. Den er et råb om inklusion og i yderste henseende normalitet, og historisk betragtet er den indlysende Pierre Bourdieusk, så at sige: Den finder sted i en tid efter sammenbruddet af de klassiske politiske skel og sociale klassedelinger, men den katalyseres stadig af forskelle, præferencer og smag. Måske har vi ikke en ”underklasse” længere, men vi – altså de pissesmarte – kan stadig spotte en klaphat fra Herning, når vi ser én.
 
 
Kampen udspiller sig på en scene, hvor polarisering og eksklusion, anderledeshed, er præmissen for al ståhejen. Faktisk er det svært at pege på én eneste subkultur, hvor aggressivitet og kærlighed ikke er to alen af ét stykke. Lige så aggressivt som subkulturer håner og foragter polariseringer, lige så taknemmelige burde de være for dem. Det er jo præcis de polariseringer, subkulturen næres af. Polariseringen er den gnist, der antænder subkulturen. Fjern forudsætningerne for stigmatiseringen, og subkulturen dør.
 
Eller sagt på en anden måde: Ingen gider bære et kors og råbe til alle og enhver, at de gør det, hvis ingen lægger mærke til det. Så er der ikke mere at brøle af, fordi selvidentifikationen og forestillingen om den andens blik holder op med at slå gnister. Herefter sætter, som Baudrillard siger, kedsomheden ind. Ikke nådesløst og larmende, men stille og roligt, uden at nogen sådan rigtig registrerer det.
Der døde en hipster i går. Fint. Så er der kun tre tilbage.
 
Subkulturens første skridt på vej mod døden er anerkendelse. Det andet er kommercialisering. Foto fra bogforside.
 
Avantgardens ulogik
Dette har i stigende grad ført til to udfordringer for kulturer, der definerer sig selv negativt og som minoriteter:
For det første har samfundet ”udenfor” en irriterende tendens til at afmontere og ufarliggøre det subversive element. Der sker en domesticering, som man siger med et medieantropologisk begreb. Punkeren inviteres ind i dagligstuen – og dét er der sgu ikke meget punk over! Det rebelske i dagens modkultur bliver hovedkulturens foretrukne brand i morgen. Ingen løfter et øjenbryn, når den fine Hellerup-frue hører Nirvana i hørebøfferne.
 
Sat på spidsen kan man sige, at den ultimative anerkendelse er subkulturens død. Og man kan gå endnu videre og hævde, at denne logik er en både drivende og ulykkelig kraft i avantgarden (i ubestemt flertal). Dér, hvor den lykkes, er også selve det øjeblik, hvor den dør.
Derudover synes der at hvile et voldsomt krav om fornyelse, nærmest et innovations-tyranni, i stammens sociale forankring og meningsgivende fællesskab: Yuppien bliver til bobo’en, der bliver til yuccien.
 
Heri ligger et umuligt krav om at fastholde den sociale forandring i form af et snapshot, der konstant utydeliggør selve vitaliteten i kulturen. Kravet er fornyelse. Men adgangen til fællesskabet kræver en ”standsning”, så de nye kan lære reglerne af de gamle. Så snart samfundet – eller bare alle os andre – formår at præcisere, hvad en ”hipster” er, er hipsteren allerede videre. Eller også er dette netop måden, hvorpå subkulturer og avantgarder holder sig selv i live; givet den ”død”, jeg omtalte tidligere.
 
I så fald svæver sidste nye skud på stammen, yuccien, mellem præfabrikeret logo og reflekteret, socialt modtræk: Yuccien har allerede foregrebet samfundets tendens til domesticering ved at lade sig ommøblere til vare på forhånd.
 
Social indignation i en cool S-type
Alt efter hvad der kommer først, kan man kalde yuccien champagnesocialist eller Christiania-liberalist. Tidligere vertikale ideologiskel er konstant til forhandling – som "white stuff" – i yucciens horisontale selvforståelse. Der reflekteres ikke af nødvendighed, men shoppes efter behov. Social indignation om mandagen, en tur til Gilleleje i en Racing Green Jaguar om tirsdagen (gerne en modificeret S-type fra før 2005, selvfølgelig).
 
Her handles halal-demokrati på skuldrene af Hr. Skæg og diskuteres aktiekurser med indercirklen fra CEPOS. Den dårlige samvittighed forskrives enten til en abstrakt fjernhed, hvis genstandsløse distributioner bedst retoucheres til selvopfyldende determinisme (sådan er det jo bare; hey, vi lever i en global verden), eller til en nær virkelighed, hvor man kan vælge at købe en sød neger frem for at forlænge medlemskabet i det frivillige folkekøkken.
 
Bjarke Ingels er prototypen på yuccien.
 
Yuccien er et politisk og socialt dyr, der netop lever på den fotogene skumtop af afpolitisering og den for længst indtrufne husliggørelse af den subversive subkultur. For yuccien er social og politisk offentlighed de privatiserede midler, der har slugt de offentlige mål.
 
Det ligner Baudrillards sindbillede af massen, der komatøst gjorde oprør ved fedladent og dovent at nægte at lade sig frigøre. Nu blot i en individualiseret, opulent konsumerisme, hvor kapitalen bare er der (selvfølgelig gi'r jeg middagen). Social indignation, derimod, er noget, man taler om. ”Hus Forbi” kan Manu Sareen ligge og rode med.
 
Sådan en subkultur er i bund og grund fattig. Den kæmper ikke for noget, men definerer sig alene ved sine præferencer. Kultur er ikke noget, man er, men noget, man køber.
 
I øvrigt burde Bjarke Ingels blive kæreste med Sienna Miller. Det ville bare være yuccie.
 

Relaterede artikler

Færdig med fuldskæg - Du tænker måske, at det får dig til at se viril og maskulin ud, but guess what? Du er i overhængende fare for at ligne e...
Hip hip hovsa - Hipsterstilen er classic tilsat cool – og hvem vil ikke gerne udstråle det? Men kan man markedsføre til hipsteren? Det k...
Farvel til Hipsteren, hulubulu til Cutesteren - De originale hipstere er snart så gamle (undskyld, kreative senior-typer), at der er interessante generationsforskelle m...
Alt om medier og kultur - I hvilke artikler kan du finde viden om kultur og medier? Kforum giver dig overblikket her. Fx: Hvad sker der, når små b...
Når kvartlivskrisen rammer - Var det mon dumt at læse tibetologi? Skal du drikke Breezers og tage på Night Fever, eller skal du til at notere tidspun...
Er narcissisme den nye herpes? - Ensomhed er på én gang det moderne menneskes største skræk og et grundvilkår. At være alene er et eksistentielt grundvil...
The BIG secret - Spørgsmål: Hvorfor er tegnestuen BIG og dens førstemand Bjarke Ingels overalt i medierne?  Hvorfor er BIG det eneste ark...
Hippien er den nye hipster - Den gode nyhed: Du kan tage dit hipster-look op til næste level. Den dårlige nyhed: Nu skal du virkelig mene noget med d...

Giv din stemme

6 stemmer
4,5/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Kursus

SoMe bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Job

Praktikant

Frist: Hurtigst muligt

Praktikant

Frist: 1. november

Praktikant

Frist: 15. december
Se alle job Indryk job

Intensivt forløb til dig

Content marketing bootcamp

Start 26. oktober
Fem halve dage i oktober og november

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.