Hvorfor stiller journalister de forkerte spørgsmål?

Der tales tit om politikerlede. Men jeg vil vædde på, at jeg ikke er den eneste mediebruger med journalistlede.

Jeg er bare blevet så vant til at se Clement Kjersgaard opildne til retorisk drama ved at smide det mest kontroversielle udsnit af den interviewedes indlæg over til modparten med en underliggende ”kom-så-ind-i-bokseringen-energi”, at jeg har opgivet at bruge krudt på at se programmet eller hidse mig op over, hvad mine skatte- og licenskroner går til. Det er hverken reel debat eller oplysning.

Det samme gælder, når Abdel Aziz Mahmoud klør sine kilder verbalt bag ørerne og hyggesnakker uformelt med dem i en taxa under sin såkaldte adgang - som, må man forstå af ordet, må være noget helt specielt og særligt, ligesom man kan få adgang til hoffet, den lukkede eller retsmedicinsk – men som her bare er adgang til dagligdagen for en eller anden politiker eller kendis.

For alvorligt til ikke at blive spurgt ind til

Af samme grund ser jeg sjældent DR. Public service-værdien i de danskproducerede tv-programmer er ofte for lav og journalistens rolle tit for tandløs eller for selvfed. Jeg søger i stedet over på radioens P1, som hyppigere leverer varen. Her har jeg senest hørt P1-dokumentaren ”Man stoler vel på præsten”. Tredje og sidste afsnit blev sendt torsdag den 16. februar.

Kirken i Tømmerup. En tidligere præst er anklaget for en række pædofile overgreb på flere børn.

”Denne historie vil ryste og forarge dig, og du vil forstå, hvordan det også kunne ske for dig og dine børn”, loves der i introen til første afsnit. Det er vigtig public service, så lytteren kan forstå, hvordan man kan undgå at havne i en lige så forfærdelig situation. Desværre forstår jeg det stadig ikke efter at have hørt serien to gange. Jeg sidder derimod tilbage med en række vigtige, ubesvarede spørgsmål, som aldrig bliver stillet – til trods for seriens lange og dermed potentielt udtømmende format.

Og nu er målet så nået for, hvad jeg vil stille mig retorisk apatisk overfor. Emnet er simpelthen for vigtigt til, at det tåler at blive sjusket dækket med manglende relevante spørgsmål. Det handler nemlig om pædofili. Om hvordan en pædofil i præsteklæder ankommer til en provinsby, som han charmerer med sin karisma.

I præstegården opstår der en slags uformel ungdomsklub. Her kan de unge konfirmander – primært drenge, forstås det i programmet – komme og spille computerspil, drikke alkohol og overnatte hos præsten. Nogle folk synes, at drengene opholder sig for meget i præstegården, og at det er mærkeligt, at præsten kører dem i skole. At kontakten er underlig.

En enkelt far udtrykker forbehold, som sønnen fortæller videre til præsten. Hvorefter præsten stiller op og truer faren med injurieanklager, hvis ikke han klapper i. Det gør han så. Sønnen stopper dog med at komme hos præsten bagefter.

Så spørg dog, for helvede!

Drengen Martin er seriens primære hovedperson og -kilde. Han overnatter tit i præstens seng og vågner en nat ved, at præsten rører ved ham, mens han onanerer. Han hører også kameralyde og ser en fotoblitz. På det tidspunkt er Martin 12-13 år og har boet hos præsten i et halvt år. Der går et helt år, før Martin fortæller om onaniepisoden til sin far.

Da faren hører det, truer han med at skære en vis legemsdel af præsten, hvis det sker igen. Herefter fortsætter Martin med at overnatte hos præsten, nu bare i et andet rum.

”Hvordan har du det med, at du lader dig overtale til at gøre det forkerte, kan man vel godt sige?” spørger journalist Gry Hoffmann Martins far. Altså, at han ikke går direkte til politiet, men fortsat lader sønnen overnatte i præstegården efter onaniepisoden. Det har Martins far det selvfølgelig skidt med. Men det er ikke det mest relevante spørgsmål.

Det kan undre, at journalisterne ikke spørger, hvorfor Martin kommer igen, når han med egne ord frygtede, at præsten ville slå ham ihjel, hvis han opdagede, at Martin var vågen under episoden og altså ville kunne fortælle om den. Ligesom det kan undre, at de ikke spørger ind til, hvorfor forældrene lader ham fortsætte med at komme der. Flere drenge og forældre interviewes. Men lige lidt klogere bliver man på motiver og reaktioner.

Men der findes jo altid forklaringer på folks handlinger. Og hvis man ikke forstår dem, må man jo spørge ind. Det gør journalisterne ikke, og dermed bibringes vi ikke en dybere forståelse.

Frustrerende lytning

Undervejs i programmerne sidder de to journalister og taler sammen i en bil imellem de forskellige interviews om det, de lige har opdaget. Ligesom når ejendomsmægler Jesper Nielsen og designer Anders Faarborg i boligprogrammet ”I hus til halsen” repeterer Toves chancer for hussalg i Nordjylland i en samtale, som er så opstillet, at den virker fordummende.

Bilsamtalerne driver ikke programmet frem, men sætter fokus på, at journalisterne er på arbejde med sagen. Scenerne kunne med fordel have været erstattet af en informerende voiceover, som kom med nogle nye betragtninger af hensyn til lytterens udbytte. Det virker i bedste fald overflødigt og i værste fald selvsmagende, når scenerne ikke har nogen reel dramaturgisk funktion.

Programmet forsøger tilsyneladende at arbejde med suspense, for det tilbageholdes indtil tredje og sidste afsnit, at præsten har taget hundredevis af billeder af den sovende Martin, da han var mellem 11 og 13-14 år, og at præsten forgriber sig på Martin på nogle af billederne. Man kan gætte på, om der måske har været andet end alkohol i flaskerne, siden han ikke vågner undervejs og aldrig opdager, at hans tøj bliver taget af og på – men det spørges der heller ikke ind til.

Imidlertid er den dramaturgiske regel for brug af suspense, at der skal komme en forløsning i form af en forklaring. Det sker aldrig. I stedet bliver det uforløst og frustrerende lytning.

Det ville som sagt være rigtig relevant at forstå, hvordan alt det her ville kunne ske for en selv eller ens børn, så man er klædt på til at modstå dynamikkerne. Men programmet kradser bare lidt i lakken. Det kommer aldrig til bunds.

Det metodiske forbehold

Man kan undres over, hvad journalisternes faglige begrundelser er for ikke at spørge mere ind til motivationer og begrundelser. Jeg ved ikke, om det skyldes en hensyntagen, som angribes forkert, eller en frygt for, om folk ikke vil svare. Men jeg ved, hvad de kunne have gjort:

Hvis en journalist har faglige begrundelser for ikke at ville stille uddybende eller kritiske spørgsmål i en følsom sag, ville det være relevant at tage grundene med i programmet, så man som lytter ved, at de i hvert fald har gjort forsøget eller overvejelserne. Altså præsentere det basale metodiske forbehold, som man gør det i akademisk sammenhæng.

Den ene af værterne fra programmet og fast vært på P1 Dokumentar, Gry Hoffmann. Kilde/dr.dk

Eksempelvis: ”Vi har forsøgt at spørge forældrene om, hvorfor de overhovedet lod deres børn komme så meget hos præsten. Hvorfor de ikke gik til politiet, når rygter opstod, eller de fik konkret information om et overgreb. Men det er ikke alle, som har ønsket at svare, eller vi forstod ikke de svar, vi fik. Vi har derfor ringet til en ekspert i pædofili (introduktion af alternativ forklaring, som journalisterne selv kan tilvejebringe i mangel på kildeinformation), nemlig psykologiprofessor XX, som udtaler sådan og sådan om pædofiles relationer til omverdenen og de dynamikker, der deraf opstår”.

På den måde kan journalisterne dække sig ind, sagligt og fagligt, og komme hele vejen rundt, så godt som det lader sig gøre. I stedet for at efterlade lytteren uforløst og uforstående.

En uhyggeligt velfortalt tragedie om pædofiliens natur

Til sammenligning har Radio24syv for nylig sendt dokumentaren ”Frank og Gandalf”, som giver en voksen mands beskrivelse af de grunde, der var til, at han som stor dreng fik et forhold til en pædofil mand. Det er et eminent godt, ærligt og fyldestgørende program, som gør lytteren reelt klogere på emnet. Fordi det beskriver pædofiliens natur og konsekvenser for offeret – og samtidig giver en forståelse for, hvordan det kan lade sig gøre at indfange ofrene.

Med stor ærlighed og begavelse fortæller den voksne Frank om begrundelserne for, at han levede sammen med Mogens, om den dysfunktion i hjemmet, som gjorde, at han overhovedet kunne lade sig udnytte, om alkoholmisbrug, terapi og kampen for at forstå, hvordan forholdet har præget ham, så han derfra kan lave et ordentligt liv for sig selv. Respekt.

Her får man alle facetter med.

Det er forståeligt, at en P1-dokumentar er et andet format, hvor taletiden ikke gives mere eller mindre ubeskåret til en kilde, ligesom tilfældet var i den anden dokumentar, og at fortællingen derfor bliver en anden. Men mon ikke den journalist, der interviewede Frank, guidede ham med relevante spørgsmål og klippede fortællingen, så den blev sammenhængende og informerende? De spørgsmål, der stilles i P1-dokumentarens interviews afgør på deres side, om man som lytter får den fulde forståelse for situationen, så man forhåbentlig kan undgå, at det kunne ske for en selv og ens børn – for det må vel være programmets mål i forlængelse af den omtalte intro.

Basal spørgeteknik

Ovenstående er et retorisk eksempel på, at journalister ofte ikke stiller de relevante spørgsmål. Nogle gør naturligvis. Programmet prøver delvist, men går ikke dybt nok. En journalist som Jesper Tynell arbejder sig til bunds og belyser komplekse sager. Han sætter sig grundigt ind i emnet, formulerer præcise spørgsmål, interviewer forskellige kilder, og lader sig ikke spise af med halve svar – i så fald gør han det i hvert fald klart, at den interviewede ikke ønsker at svare, hvis det er tilfældet.

Journalist Jesper Tynell, der i 2009 vandt Cavling-prisen for sin dækning af, hvordan tidligere beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen og hans embedsmænd handlede lovstridigt eller forbrød sig mod vanlige principper i demokratiet i en række sager. Polfoto/ Marie Hald.

Mange journalister er derimod hverken retorisk dygtige nok til at gennemskue det sagte, endsige komme med relevante modsvar eller spørge ordentligt ind til det svar, de nu engang får. Martin Krasnik har kritiseret journalistuddannelserne, og journalist og lektor Lea Landsted har argumenteret for, at de burde fungere som overbygning på en længere akademisk uddannelse, så journalisten kan være klædt bedre fagligt på til arbejdet.

Men journalister behøver også ekstra retorisk viden for at kunne gøre deres job ordentligt. Det er nemlig ikke let at forholde sig argumentationsteknisk til en kompleks samtale endsige en mundtlig debat, som går hurtigt. Det kræver lang retorisk træning at kunne samle alle trådene og holde de relevante dele op imod hinanden. Derfor kan en del journalister heller ikke ramme de rigtige søm i situationen, endsige gennemskue, hvor de sidder sprogligt.

Imidlertid burde de kunne sammensætte et udtømmende program, som de har tid til at optage og klippe sammen – uanset om det er til radio eller tv. Der var ovenikøbet to journalister på sagen, og den blev dækket over lang tid.

Det handler om forståelsen for praktisk retorik og argumentation, så man kan gennemskue argumentet og gøre opmærksom på, at det da vist ikke hænger sammen. Og det handler om almindelig samtaleteknik, hvor man vil sin samtalepartner noget og spørger ind. ”Det lyder da, som om der må have været noget bedøvende i de flasker, siden du aldrig vågnede. Tror du, der var det?” Det er basal interesse for modparten.

På DRs hjemmeside ligger der en artikel om programmet, hvoraf det fremgår, at flere facebookbrugere efter programmet har stillet spørgsmålstegn ved, hvor forældrene var henne. Men det eneste svar på, hvorfor forældrene ikke har grebet ind, er ifølge artiklen, at ”man jo stoler på præsten”.

Det svar er ikke noget svar, DR. I må stille yderligere spørgsmål til begrundelserne, så vi kan forstå og tage ved lære.