Den fedeste fest i dansk politik

Uffe Elbæk sidder træt og kigger ud i luften. Deadlines Nynne Bjerre Christensen taler med ham om det interview, han lige har medvirket til. Det er ikke gået, som Deadline-værten helst ville. Der er ikke noget politikerblod på studiegulvet. Uffes afvæbnende og åbne facon gør, at han glider af på interviewerens aggressive facon. Studieværten stikker et hyænegrin til ofret, der slap: ”Jeg kan ikke rigtig komme til at give dig med grovfilen”. Uffes blik flakker kort, han svarer hende ikke. Han ser frem for sig med samme tomme blik. Man er ikke i tvivl om, hvad han tænker om grinet og grovfilen.

Alternativet holder de bedste fester. Punktum. Foto fra Alternativets valgfest på PapirØen. Kilde: Scanpix.

Og så forstår man det pludselig: hvorfor manden, der jo er en af de politikere, der godt kan få et godt job, ikke forlod den politiske thunderdome, sværddansen mellem journalistiske happy slappere og en lige så menneskeædende politisk kultur, da det hele væltede, og han mistede troen på sit parti. Mange af os, der kender Uffe Elbæk, håbede nok for ham, at han ville tage et godt job i kulturindustrien og nyde livet. Det er jo ikke noget særligt attråværdigt liv at være politiker.

Men Uffe var ikke færdig med politik, og han udstillede kynismen hos alle os, der har brugt mange år på det politiske spil, og som troede, at hans iværksættertalent var kommet til kort.

Uffe på toppen af Danmark. Kilde: Scanpix/Henning Bagger.

For Uffe er optændt af at gøre noget ved en syg kultur, hvor alle går med grovfil og en jernstang i ærmet, og han er nødt til at prøve at gøre sit for at se, om han skal ”change the game”, som hans tidligere konsulentbureau også hed.

Men ellers giver filmen ikke ret meget indsigt i, hvilke politiske overvejelser Uffe Elbæk gjorde sig, da han forlod det Radikale projekt, som han havde været opstillet og valgt for, både til byråd og folketing. De to instruktører er interesseret i streetfighteren Uffe, ikke i politik.

Trailer til filmen 'Uffes Alternativ'. Kilde: Vimeo.

Så nej, det er ikke en stor dokumentarfilm. Du får ikke den stille, men knusende dom over filmens personer, som du gør i en Christoffer Guldbrandsen-film. Filmen forstår måske ikke helt, hvor store spørgsmål den behandler. Men du skal se den alligevel, filmen om Uffe Elbæk og hans Alternativ. For man kan ikke lade være at få blik for nogle af de vigtigste problemstillinger i dansk politik. Så pyt med anmelderiet - den er vigtig nok, den film.

Endelig et venstrefløjsparti, der ikke prøver at være et socialdemokrati

Først og fremmest er Alternativet et venstrefløjsparti, som ikke har ondt af sine vælgere. På venstrefløjen ser man – ser vi – mennesker som noget, der i varierende grad kalder på beskyttelse mod markedskræfter og udbytning. Det gør Alternativet ikke. Uffes Alternativ tænker mennesker som nogen, der selv kan løse denne verdens udfordringer. På den måde er Alternativet på lange stræk et langt mere naturligt kommentarparti til Socialdemokraterne på den danske venstrefløj end Enhedslisten og SF.

SF havde muligheden for at tage skridtet og blive det moderne grønne venstrefløjsparti, første gang Pia Olsen Dyhr stillede op til formandsvalget. Men kombinationen af fagbevægelsestraditionalisme og arbejderisterne i børnebanden placerede SF som et - endnu mindre moderne - socialdemokrati-light. Og i dag kan Pia Olsen kigge ned igennem gruppelokalet på Karsten Hønge og spekulere lidt over, hvordan man får lavet en fest i SF, der er bare halvt så sjov som Uffe Elbæks dansende brigade af ressourcestærke unge med mod på nye løsninger og selvtillid.

Nøgternt set passer Uffes parti bare meget bedre til særligt de unge, som ikke føler sig som svæklinge, og som ikke er bange for ret meget. Det skulle da lige være, om der er plads i baren på Mikkeller i Viktoriagade. De har gode uddannelser, internationalt overblik og appetit på livet. De gider ikke den støvede venstrefløj med de frastødende autonome og kynikerne i Enhedslistens bagland.

De unge disser SF og Enhedslisten. Alternativet fester bedre. Kilde: Scanpix.

De kan ikke identificere sig med fløjlsbuksesocialisterne og den tunge fornemmelse af fagforeningsbeton, der ligger bag de tre partier. Partier, der alle sammen bruger den røde fane og har dybe bånd til fagbevægelsen. Og som ikke tror, ordet ”social” er noget, man bruger om medier.

Giv rød stue et bedre indeklima

Alternativet kan måske ovenikøbet også byde Liberal Alliance modstand som den stærke strømning blandt de unge. LA har godt fat i de selvtillidsfulde unge, der ikke kan se ret meget andet end kvælningsdød i velfærdsdynen. Man skal tage sig i agt for Uffe Elbæk, både i SF, men også hos De Radikale, der i kølvandet på Margrethe Vestagers kolossalt desillusionerende faneflugt åbenbart ikke kan finde et andet projekt end at advokere for finansministeriets regnemodeller.

Det, som filmen faktisk får vist, er, hvad det er for nogle dejlige – hovedsageligt unge – mennesker, der er tiltalt af Alternativet. Ja – det er nogle flippere (men der er vist rigeligt med tørkiks og jakkesæt her i verden), og de samles i Alternativet med en dagsorden om at gøre noget og afprøve nye muligheder.

På den måde har venstrefløjen gevaldigt brug for Uffes Alternativ: Hvis man i det røde Danmark mener, som Mette Frederiksen siger, at man er progressive, optaget af at drive Danmarkshistorien fremad, at morgendagen skal være bedre end i dag, så må man altså erkende, at man ikke kan have fremtiden som fortælling, hvis man ikke er i stand til at overbevise nogen unge mennesker om, at man står for fremtiden. Det er de unges privilegium at definere fremtiden.

Alle vil lave Uffe-selfies. Kilde: Scanpix.

Venstrefløjen har i dag tre partier, der kæmper om at adressere samme lønmodtager-dagsordener, og et Radikalt administrationsparti, der lige har set sin kulturelle base skride med fuld musik og gøgleroptog. Mens den politiske plade gik i hak i samme melodi hos S, SF og Enhl – hvor der ikke er ret meget fantasi til at tale om andet end dagpenge og social dumping – tager Uffe sig af alle dem, der ikke kan se, hvordan i alverden genoptjeningsretten til dagpenge på nogen måde adresserer de store problemer, samfundet står med. Der er heldigvis mange på venstrefløjen, der er optaget af andre ting også.

Det kan meget vel være, at Alternativet er den gamechanger, der kan give Rød Stue et sundere indeklima, fordi Elbæk bringer en optimisme og en foryngelse tilbage til venstrefløjen.

Han gider sine vælgere

Uffe gider faktisk være sammen med sine vælgere. Det er ikke noget, man gør i ret mange partier. Allerhelst vil man meningsmåle og fokusgruppe røven ud af bukserne på sit segment, finde nogle dygtige kommunikationsfolk, der kan designe nogle medieegnede budskaber, og så køre den ind med noget kampagne.

Uffe Elbæk har gennem sin kampagne haft direkte interaktion med vælgerne. Her uddeler han highfives til cyklister under valgkampen. Kilde: Polfoto/Jonas Olufsen.

Det er lettere, det kræver ikke så meget engagement – og så kan man være sammen med dem i den politiske klasse, man ligner og synes er federe i mellemtiden. At lave politik, diskutere den i større cirkler og ligefrem give reel indflydelse til parti og vælgerkorps … nej tak. Den slags crowdsourcing, cocreation, eller hvad varmluftsindustrien og gøglerne nu ellers kalder det, er der ikke meget af i de gamle partier.

Der er ikke ret mange, der orker så meget sur kaffe og så mange fritflyvende udviklingsmøder, som Uffe gør. Manden må besidde en nærmest patologisk kærlighed til ”inkluderende processer”. Bevares, der findes da virkelig mange undtagelser, som når politikere arrangerer folkemøder osv. – men de fleste partier er designet til en tid, hvor folk deltog politisk som del af deres klasseidentitet. De kom og gjorde det, de skulle, i partiet. Det gjorde man bare.

Og det gør de så ikke mere, medlemstallene er jo meget små i dag. Det Uffe intuitivt har fattet – og det virker intuitivt, Uffe er nok mere street-smart end book-smart – er, at moderne mennesker forventer indflydelse på det, de engagerer sig i.

Love is in the air for Alternativet. Dem, der griner mest, vinder mest.

Vi har fået så mange muligheder og dermed forventninger til, at vi kan forme vores egen verden med vores valg. Så en politisk deltagelsesmodel, hvor et partimedlemskab i realiteten kun indeholder muligheden for at juble af den, til enhver tid, siddende ledelse, er dømt til langsom død af iltmangel.

Alle politiske partier, der vil have medlemmer og et reelt rodnet, er nødt til at lære en anden samtale med deres vælgerkorps. En af grundene til, at vi i de politiske partier genoplivede ”den gamle” kampagneform med dør-til-dør-kampagner og forsøgte at genskabe et fysisk møde mellem politikere og vælgere, er, at man ikke længere kan reklamere sig igennem med budskaber eller formidle dem gennem medierne.

Mediernes behandling af det politiske stof er mere en slagtebænk for politiske visioner, end det er formidling, og i øvrigt er der ingen, der læser aviser længere. Og fjernsyn er … ja, suk. Så man er nødt til at finde andre måder at nå sit vælgerkorps på. Her har Uffe bare en model, der både organiserer vælgerkorpset, inkluderer vælgerne i en model, der giver identitet, og distribuerer ejerskab og en oplevelse af mulighed for at forme det, man er med i. Det kan man se i filmen. Og det vil blive kopieret.

Nedslidningsmaskinen

Dramaet i filmen er Uffes uventede møde med den politiske nedslidningsmaskine, svovlpølen på Christiansborg. Mellem vagthunde, der er blevet til jagthunde, og så den, lejlighedsvist, ondskabsfulde rivalisering mellem de politiske partier. Det er selvfølgelig AFUK-sagen, det drejer sig om, hvor Uffe fik lagt en del ministerielle aktiviteter på en institution, han var temmelig godt forbundet til og havde siddet i bestyrelsen for.

Filmen får ikke vist, hvordan Venstres Michael Aarestrup, den hidsigste inkvisitor, nærmest er overrasket over, at Uffe Elbæk trækker sig; det synes de alligevel ikke, der var grund til. Det er jo bare sådan, de leger, ”it’s the game”. Men man får et kig på, hvad det vil sige at leve med en ”politisk sag”, en hetz, eller hvad man nu kalder det.

De politiske partier bruger utrolig mange kræfter på et politisk motiveret nedslidningsspil, der selvfølgelig har store menneskelige konsekvenser. Det er, som The Wires antihelt Omar Little siger, når han ruller de andre narkohandlere: "It’s all in the game, yo. All in the game". Spillet er, som spillet er, fordi de, som ikke spiller nedslidningsspillet, taber.

Partierne bruger mange kræfter på nedslidningsspillet. Som antihelten Omar Little udtrykker det i serien The Wire: "It’s all in the game, yo. All in the game". Kilde: Wired.com

Pinocchio-næser og straksopbremsning

Danmark har lige været igennem en valgkamp, hvor både røde og blå prøvede at vinde et valg med negative kampagner og forsøg på karaktermord og nedslidning af modstanderne. Langt mere end de prøvede på selv at fremlægge ret meget politisk udover ”reformiver”,

”straksopbremsning for flygtninge” og et håndværkerfradrag. På den måde var den sidste valgkamp frygtelig at se på.

Man burde have lukket sin internetadgang, da Venstre hængte banneret med Helle Thorning med pinocchionæse op på Bella Sky og henviste til botox-historier om hende. Eller i hvert fald da Socialdemokraterne sagde "tak for sidst" og replicerede med plakater, der henviste til Lars Løkkes bilagsrod. Men mange kryds i stemmeboksen er mere et resultat af fravalg end af tilvalg, og det med politiske valg er bare et nulsumsspil: Så man slider de andre ned, det bedste man kan.

Venstre prydede Crowne Plaza med et kæmpe banner om Helle Thornings løftebrud under valgkampen. Kilde: Twitter/Venstre.

Sidste valgkamp var et hidtidigt lavpunkt i den politiske Danmarkshistorie, men ”the game” ser ud, som det gør, fordi de politiske vilkår er, som de er: Pressen er blevet klemt af omsætningskrise og nedgang i læsere og annoncer og er blevet mere tabloid. De politiske partier har mistet deres rodnet og de ungdomspolitiske kulturer, som er lige lovligt optaget af spillet, fylder mere.

Politik udvikles ikke længere i partierne, som et stykke hen ad vejen er blevet mere konkurrerende karrieremaskiner (i realiteten inden for et socialdemokratisk tankesæt). Det politiske beslutningsrum er indskrænket af internationalisering og markedstilpasning - så fokus inde i karrieremaskinerne bliver mere på proces og negativ kommunikation.

Alle disse faktorer er forbundne kar, som har formet det spil, Uffe gerne vil ændre reglerne i. Filmen kommer ikke rigtig i nærheden af at beskæftige sig med disse ting, optaget som den er af historien om Uffe selv. Men så er det jo godt, at du kan læse om det her.

At spillet er (blevet) sådan, skaber så også den politikerlede, som sender hundredtusinder af vælgere rodløst rundt mellem partierne, og som i sidste ende er grunden til, at Alternativet fik fem procent af stemmerne i første hug. Om Uffe så vil lykkes med at ændre spillet? ”The game is the game always,” siger Omar. De grundlæggende forhold, der skaber spillereglerne i dansk politik, er vist ikke ved at ændre sig. Men at Uffe gør oprør, det må man elske ham for, vores lille street fighting man fra Aarhus.

Uffe Elbæk har med Alternativet gjort oprør mod traditionel dansk politik. Kilde: Polfoto.

Det er ikke en flinkeskole, han driver

Der er en om Uffe, som alle glemte: Han har lavet, måske, den eneste helt private uddannelse i et land, hvor staten ellers betaler alt. Der er blevet gjort meget grin med ham, men han har altid eksekveret ting, som fra starten så flippede ud: Kaospiloterne, Outgames osv. Jeg troede nok heller ikke på det politiske til at begynde med. Men han gennemfører de ting, han sætter sig for.

Uffe Elbæk er god til at få folk til at arbejde for sig. Man aner det kort i filmen, hvor de andre kandidater opdager, hvor meget han forlanger af dem i forhold til at rejse penge til deres egne kampagner. Uffe er flink. Men det er faktisk ikke en flinkeskole, han driver. Hvis de to filmfolk ikke havde været helt så betaget af den flinke side af Uffe, havde man nok godt kunnet kigge lidt på det. For der er også ”hårde” ledelsesmæssige egenskaber i Uffe Elbæk.

Noget af Alternativets og Uffes succes er jo også bare forbandet stort held. Hans første valgkamp til Folketinget var ikke nogen bragende succes, han blev valgt på Vestagers counterpunch til den uigennemtænkte S/SF-alliance: dagpengeaftalen. Der så i øvrigt martrede den regering, Uffe ikke kunne holde ud at forsvare. Men sådan er der jo så meget.

Klovnen, der får ting til at ske

Kommunalvalget bliver der, hvor Alternativet bider sig fast for alvor. Mange vil prøve at behandle dem som et politisk engangsknald indtil da. Ved folketingsvalget fik Alternativet fremragende valg i København og Aarhus, i København får partiet – selv ude i Corydon-land på Amager – mindst 11 %. I alle kredse. Stemmeprocenten daler til omkring 60 % til k-valget, men Alternativets vælgere er ikke de mest sandsynlige sofavælgere. Det er sobert at anslå et vælgerpotentiale på nuværende tidspunkt på mellem 15 og 20 % i København og Aarhus.

Alternativet kan nærmest blive et af de største partier i hvert fald i København, hvor det borgerlige ligger helt i ruiner. I København er De Radikale heller ikke mentalt til stede med Allerslev i front, og myreflittige Ninna Thomsen i SF er måske vellidt, men usynlig. Alternativet kommer – med mindre grovfilen får fat i dem – til at få mindst én borgmesterpost. Det bliver et midtvejsvalg for dem og en test på, om bæredygtighedsdiskussionen kan oversættes til byrådet. Men mon ikke det nok skal gå med en kødfri dag for klimaet osv.?

I det hele taget er der nogle, der skal holde op med at gøre grin med gøglerne. Helt grundlæggende har Alternativet fat i mennesker, der ser sig selv som ressourcestærke. De adresserer en træthed ved det politiske spil, der er udbredt, de har en deltagelsesform, der er moderne, og som er en opdatering af de kedelige partisystemer. Og så er de faktisk godt og kontant ledet. Mange synes måske, han er en klovn, ham Uffe. Men han er en klovn, der går på arbejde og får ting til at ske.

Og når man har den fedeste fest i byen, skal der nok komme flere til.

'Uffes Alternativ' blev vist mandag den 28. september 20.45 på DR2 (del 1), og anden del vises 5. oktober 20.00 samme sted.

Læs andre anmeldelser af dokumentaren her: