TV 2 News’ nye magasin ”Ellemann | Lykketoft" lover overblik, men hæver sig ikke mange centimeter over den danske muld. Det er ikke, fordi der er noget galt med ambitionerne. Eller med de to tidligere udenrigsministre, som på papiret er det stærkest tænkelige hold at stille med. Men i de første udsendelser har stjernespillerne ikke helt kunnet finde hinanden i det taktiske oplæg.
Grundlæggende er der meget godt at sige om det nye udenrigspolitiske tiltag fra TV 2 NEWS. Udenrigsstoffet er igennem de efterhånden flere års mediekrise blevet udsultet hos langt de fleste medier og i stigende reduceret til telegramnyheder. Og i en tid hvor DR tolker public service-forpligtelsen i retning af at lukke det billige, men godt producerede "Skype-program" DR2 Udland, er det positivt, at man på TV 2 NEWS har valgt at satse ambitiøst på udenrigsstoffet.
At det på denne måde er TV 2 NEWS, der sætter dagsordnen synes ikke tilfældigt. Det afspejler en generel udvikling, hvor succesfulde nyskabende tiltag, når det gælder nyhedsformidling og baggrund på tv herhjemme, skal findes på den ellers i starten udskældte 24-timers kanal. Med blandt andet "Presselogen", "Tirsdagsanalysen" og "Mogensen og Kristiansen" handler TV 2 NEWS om meget mere end helikopteren og evindelige breaking news-historier. Det er noget, resten af landets nyhedschefer, ikke mindst DR, kan lære noget af.
Weekendavisens udenrigskorrespondent, Martin Krasnik, er sat for bordenden af ”Ellemann | Lykketoft” og hans to hovedpersoner må vel betragtes som nogle af de største udenrigspolitiske kapaciteter, vi har herhjemme. Et faktum, som både de selv og TV 2 virker ekstremt bevidste om.
I omtalen til programmet skriver stationen, at de to analytikere i studiet "ved, hvad der foregår bag kulisserne på topmøder og under internationale kriser, og de kan oversætte det internationale spil for de danske seere." Og selv om Lykketoft, der i traileren til programmet veltilfreds flasher sit diplomatpas fra Udenrigspolitisk Nævn, kun har været i spidsen for ministeriet på Asiatisk Plads i 11 måneder mod Ellemanns 11 år, er der selvfølgelig noget om snakken.
Stærk opstilling skraber kun i overfladen
Men det bliver mest ved netop snakken. For magasinprogrammet, der har det ambitiøse mål at være dybdeborende, når af forunderlige årsager kun til lidt skraben i overfladen. Duoen Ellemann og Lykketoft reducerer sig selv til temmeligt tandløse iagttagere, og deres analyser har i de første programmer ikke bragt seeren helt derhen, programmet lover.
Det er tydeligt, at de to hovedpersoner ikke rigtigt er i stand til at bringe den insider-viden, programmet forsøger at slå mønt af. Den lovede oversættelse af det internationale spil synes foretaget på markant længere afstand, end man burde kunne forvente sig af et program, hvis trailer er optaget i Kastrup Lufthavn.
Men det kan være svært at se, hvod det præcist går galt. For på flere punkter viser programmet faktisk gode takter og illustrerer, at der er tænkt over, at man vil dække verden anderledes. For eksempel skal programmet have point for i stort omfang at bruge billeder og materiale, som ellers sjældent finder vej til de danske medier. Det har eksempelvis været brugt klip fra FNs Generalsekretærs pressemøder, fra høringer i det amerikanske Senat mv.
Derudover er der også tid nok til emnerne. Krasnik og redaktionen forsøger ikke at koge hele verdens ugentlige udvikling ned i et lille ekstrakt, men fokuserer på enkelte temaer. Det er rigtigt set og burde give tiden til den nødvendige fordybelse.
Jovial konkurrence i frokostspisning
Men der sker ikke nok, og man kommer mulighederne til trods ikke rigtigt i dybden. I stedet bliver det for ofte til lidt snik-snak mellem de to forhenværende – og en jovial konkurrence om, hvem der har spist flest frokoster med flest statsledere og internationale sværvægtere. Det er morsomt i små doser. Men i længden efterlades man med et ønske om, at de gik lidt mere seriøst til emnerne.
Både Ellemann og Lykketoft har en stor baggrundsviden og er så drevne debattørrer, at når ikke Krasnik holder dem fast, er der intet, der er lettere for dem end at lire lidt almindeligheder af. Det har de begge gjort utallige gange til partiforenings- og vælgermøder, i tv-debatter og i folketingssalen, og det synes at være samme metodik, de anvender her. Og det er en skam. Det er netop, når almindelighederne træder i baggrunden – og de to bruger deres erfaringer aktivt til analysen af verdens aktuelle tilstand, at programmet viser sin potentielt store styrke. Men det sker for sjældent, og der er behov for, at de to herrer må tage opgaven lidt mere alvorligt, og at den ellers normalt ganske skarpe Krasnik skruer op for modspillet.
Problemerne skyldes formentligt også, at selve det redaktionelle koncept har sat sig mellem flere stole. På den ene side forsøger man med valget af en tidligere og en fortsat aktiv politiker at koble sig på tidens ”Fox News”-trend, hvor nyheder skal formidles og analyseres med ”views” frem for blot de rå ”news”. Et format, som TV 2 NEWS selv har haft succes med Mogensen og Christiansens som hhv. rød og blå analytiker.
Det er ikke rød mod blå, men gråt grums
Men i modsætning til de to indenrigspolitiske kaffegrumslæsere er det ikke et klar koncept, at Lykketoft og Ellemann skal komme fra hvert sit hjørne. Og med det mere traditionelle tilvalg at have en vært i programmet minder set-uppet på nogle måder snarere om debatterne i DR2s Deadline, hvor Krasnik med stor succes tidligere har fungeret som vært. Men netop fordi deltagerne i Deadline ofte er udvalgt grundet deres (modsatrettede) holdninger til et givent emne, så lever debatten på DR2. I skarp kontrast hertil forsøger Lykketoft og Ellemann efter bedste evne at være analyserede, ikke debatterende.
Det gør programmet noget gammeldags, idet Krasnik stiller et spørgsmål, som en deltager svarer på, hvorefter Krasnik stiller nok et spørgsmål, og i den lange tid der er afsat til programmet, ja så bliver det meget hurtigt både ufarligt og ensformigt.
Det ville i stedet klæde såvel deltagere som studievært at udfordre det normative verdenssyn, der ligger bag mange af udsagnene i programmet. Nu svæver programmet i stedet lidt i en gråzone, hvor holdningerne ikke rigtigt kommer til udtryk, erfaringen fra de bonede gulve sjældent bruges aktivt, men blot som anekdoter. Og hvor vi aldrig helt får sat de aktuelle temaer ind i en overordnet strategisk ramme. Her hæmmer det måske også, at Lykketoft fortsat er aktiv politiker, og at der dermed er grænser for, hvad han kan og vil sige. Det er en naturlig kondition, men måske noget redaktionen burde have overvejet, da de designede programmet.
Fokuser på kernen og glem det poppede
Programmet burde stole mere på sig selv og rette fokus entydigt mod det analyserede. Resten skulle så skæres fra. Eksempelvis kunne man undlade at bruge tv-tid på de øvrige elementer som "Ham/Hende ville jeg nødigt/helst være i denne uge" og "Kan du huske dengang".
Ingen af disse lidt tabloid-inspirerede segmenter passer til de to deltagere i programmet, og det bliver direkte pinligt (eller morsomt, afhængigt af øjnene der ser), når Lykketoft på grund af strukturen i programmet får sagt, at "han i denne uge helst ville være Syriens diktator Bashar Assad eller Sydafrikas Jacob Zuma". Programmet er under alle omstændigheder ikke populærkultur, og der er ingen grund til at forsøge at blive det.
I stedet burde programmet satse på, hvad det med nogle ændringer kan blive god til: et skarpt fokus på, hvad det egentlig er, der driver de internationale begivenheder. Hvorfor er Tyrkiet pludselig arm i arm med Iran, hvad er betydningen af Kinas kommercielle indtog i Afrika osv.
Der er rigeligt at tage fat på, og hvis de to tør udfordre deres modpart med bare lidt af det bid, de havde, da det var dansk indenrigspolitik, de diskuterede, vil det klart løfte programmet. Hvis man så samtidig fastholder og centrerer det redaktionelle fokus med også at dække nogle af de emmer, som ellers ikke bliver behandlet i Danmark kan ”Lykketoft | Ellemann” blive rigtigt godt. Indtil da minder det lidt for meget om udenrigsministeriel seniorklub – samt om et velment, men ikke flyvefærdigt forsøg på en udenrigspolitisk analyse.
Tejs Laustsen Jensen og Peter Strauss Jørgensen er redaktører på det udenrigspolitiske netmagasin NeedtoKnow.dk
Hør også Kforums Ugens Podcast, hvor programværten Martin Krasnik fortæller om arbejdet med programmet.