Henrik Dahl, du tager fejl

Det har været en turbulent uge for studerende og ansatte ved Humanistisk Informatik. Humaniora-uddannelsen, der forener humanistiske og teknologiske elementer, har været i massiv modvind siden mandag den 24. november 2014. Akkrediteringsrådet, der vender tommelfingeren op eller ned i forhold til danske universitetsuddannelsers kvalitet, vejede Humanistisk Informatik og fandt studiet for let. Eller gjorde de?
Mandag den 24. november fik rektor på Aalborg Universitet, Per Michael Johansen, en opringning fra Akkrediteringsrådet og blev fortalt over telefonen, at rådet have besluttet sig ikke at give akkreditering til bacheloren i Humanistisk Informatik. Han måtte vente til fredag med at få en begrundelse. Tirsdag den 25. november kunne vi studerende læse i Politiken, at Akkrediteringsrådet havde valgt at lukke Humanistisk Informatik på Aalborg Universitet, både afdelingen i Aalborg og i København. Som studerende på uddannelsen i København var vi i chok, og vi er lige så uforstående over for beslutningen som vores rektor.
 
Onsdag den 26. bragte DR et citat fra Akkrediteringsrådets formand, Per B. Christensen, om, at beslutningen ikke står til diskussion. Torsdag den 27. november var studerende og ansatte i København og Aalborg samlet til stormøde for at diskutere de eventuelle konsekvenser, som fredagens begrundelse skulle redegøre for. Under mødet torsdag tjekkede en besked ind fra Akkrediteringsrådet om, at de på baggrund af en teknikalitet ikke kunne tage beslutningen alligevel, og at rådet derfor må vente til januar med at træffe en beslutning.
Akkrediteringsrådet udsætter at træffe afgørelse om akkreditering af bacheloruddannelserne i Humanistisk Informatik på Aalborg Universitet. Kilde: Akkrediteringsraadet.dk.
 
Her skiller sovsen
Først og fremmest anser vi det for dybt uprofessionelt, at Akkrediteringsrådet, der som sagt har til opgave at kvalitetsvurdere danske universitetsuddannelser, på den måde jonglerer med blandede udmeldelser, som påvirker over tusind menneskers uddannelsessituation og professionelle karriere. Man har ganske simpelt solgt skindet, før bjørnen var skudt.
 
Lad os være ærlige – Akkrediteringsrådets beslutninger kommer ikke ud af ingenting. Hvis en uddannelse ikke kan leve op til kravene for en kvalificeret uddannelse, skal rådet selvfølgelig råbe vagt i gevær. Det har rådet valgt at gøre i forhold til Humanistisk Informatik ved Aalborg Universitet ved at lukke uddannelsen, hvilket er dybt urimeligt.
 
Lad os forklare hvorfor
For det første er der blevet indført utallige tiltag, på baggrund af censorkorpsets rapport i 2013, der skal styrke den faglige kvalitet på uddannelsen. Studieordningerne på både bacheloren og de tilhørende kandidater er blevet revideret med henblik på øget faglighed og progression. Der er blevet sat stort fokus på den litteratur, der bliver brugt, samtidig med at der er blevet sat ekstra fokus på forskningsbaseret undervisning samt den akademiske disciplin videnskabsteori.
 
Knap 3000 støtter Humanistisk Informatik på Facebook. 
 
For det andet er der blevet skåret kraftigt i optaget, både i Aalborg og København. Der er i år kun blevet optaget 70 studerende i København i forhold til 120 sidste år. Dette har resulteret i, at adgangskvotienten nu ligger på 9,0 i København. Det er højere end jurastudiet på Aalborg Universitet, der ligger på 8,9. I Aalborg blev der skåret ned til 120 pladser, fra over 250 pladser i 2013.
 
Samtidigt dokumenterer akkrediteringsrapporten, at 94 procent af de studerende ved uddannelsen tager en relevant kandidatuddannelse eller kommer i arbejde efter endt bachelor. Vi får positive evalueringer ude i erhvervslivet af Aftagerpanelet. Derudover bliver det tydeligt, at karaktererne, der bliver givet på uddannelsen, ligger over gennemsnittet sammenlignet med tilsvarende uddannelser. Ydermere viser en analyse af forskningsmiljøet på Humanistisk Informatik, at det er et aldeles stærkt forskningsmiljø, hvor der er en unik profil med en høj forskningspublicering, sammenlignet med landets andre humanistiske forskningsmiljøer. Det problemorienterede projektarbejde er desuden noget, som alle studerende værdsætter, og det står dem frit for at skræddersy deres egen kompetenceprofil.
 
Hvor nogle eksempelvis vælger at arbejde med implementeringen af innovationsstrategier i den offentlige sektor eller at overkomme kommunikationsmæssige udfordringer i nystartede iværksættervirksomheder, vælger andre at skærpe deres evner inden for videnskabsteori i form af at sætte nogle af sociologiens og filosofiens største tænkere op mod hinanden med afsæt i videnskabsteoretiske sondringer.
 
Hvis man vælger at vurdere en uddannelses kvalitet på baggrund af de ovenstående kriterier, ligger Humanistisk Informatik derfor rigtig højt. Derfor har akkrediteringsrapporten også indstillet uddannelsen til en positiv betinget akkreditering. Dette vælger Akkrediteringsrådet – uagtet at Aalborg universitet i årtier har leveret kandidater til erhvervslivet med stor succes – at blæse på ved at varsle studiets lukning uden nogen form for begrundelse.
 
Lad os sige det pænt: Vi forstår ganske simpelt ikke rådets udmeldelse.
 
Det forstår Henrik Dahl derimod godt. Udover titlen som forfatter, sociolog, folketingskandidat og debattør fungerer Dahl som censor for netop studerende ved Humanistisk Informatik. I 2013 indledte førnævnte en skarp kritik af studiet. Herefter blev han udsat for personangreb, som på ingen måde var berettigede og affødt af mangel på selvkritisk sans.
 
Kritikken har båret frugt, og den har medført de mange positive tiltag, der har skullet styrke studiet. Og det er også meget godt alt sammen, og vi som studie er blevet stærkere af denne proces. Problematikken ved Henrik Dahls rolle som censor er dog fortsat, at han slet ikke bryder sig om uddannelsen. Piller vi alle argumenterne fra, står vi tilbage med en mand, der i den grad har drevet klapjagt på uddannelsen. Lad nedenstående statusopdatering fra Facebook fungere som eksempel på Dahls følelser for studiet.
 

Sociolog, folketingskandidat og censor ved Humanistisk Informatik byder en lukning af studiet velkommen.

En ulv i fåreklæder
I september erklærede uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen i et debatindlæg i Politiken, at hun ikke ville være bekendt at lade unge uddanne sig til arbejdsløshed. I dag ser det ud til, at hun gerne vil være bekendt at lade en humanistisk uddannelse, der skaber topkvalificeret arbejdskraft og forskning, lukke. Sofie Carsten Nielsen har hældt benzin på bålet i diskussionen om humanister som værende ubrugelige, trods hendes rolle som uddannelsesminister – til stor bekymring for ansatte og studerende inden for det humanistiske felt. 
 

På trods af Sofie Carsten Nielsens korstog mod humaniora, og sociologen Henrik Dahls hetz mod Humanistisk Informatik, ranker vi ryggen. Kulminationen med en eventuel lukning kan kun betragtes som et udtryk for ren og skær virkelighedsforskrækkelse. Underviserne, Dansk Magisterforening og kræfter i erhvervslivet er ikke i tvivl om vores kunnen.
 
Og det er vi heller ikke.
 
 
Kære Sofie – du kan ikke være bekendt at vende det blinde øje til, når humanister af høj kvalitet bliver truet med at få trukket tæppet væk under sig uden nogen velargumenteret begrundelse. Hvis du ikke vil lytte på os, så lyt i det mindste på Dansk Magisterforenings formand, Ingrid Stage:
 
“Det er dybt bekymrende, hvis uddannelsen lukker. Ikke kun for studerende og for undervisere, men også for samfundet”.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job