Emojis – det nye sprog

Det startede som stjerner eller små hjerter på kærestebrevene. Senere blev det smileys som :), :0), ;-) og :-(. Og endelig blev det til emojis. ‘Emoji’ er japansk og betyder billedtegn, og de er overalt i vores e-mails og digitale beskeder: New York har sine egne, San Francisco, naturligvis, og heldigvis – takket være Kforum og Kontrapunkt – nu også København.
De første rigtige billeder til mobilbeskeder – altså emojis, der var mere end en smiley – blev skabt i 1998 til NTT Docomo, et japansk mobiltelefoniselskab. De blev hurtigt populære, og i takt med båndbredde og teknologi udviklede de sig fra at være simple smiley-lignende, primitive figurer til at være rigtige billeder af ting og handlinger, man ofte har brug for i Japan. Fordi internettet er grænseløst, spredte de sig til mobilselskaber uden for Japan – men egentlig forbavsende langsomt. Først i 2007 og 2009 blev emojis en del af gmail-vokabulariet og Apples styresystem 10.7, Lion.
 
Kinesiske skrifttegn og emojis
Den langsomme spredning til Europa har noget at gøre med forskellen på skriftsprogene i Asien og Europa. Det er pudsigt, at ordet ‘emoji’ betyder billedtegn og opfattes som noget specielt, for de tegn, man bruger til det ‘rigtige’ skriftsprog i Japan, er de gamle kinesiske tegn, som også er billedtegn.
 
På japansk kalder man dem ‘kanji’, hvilket bare er den japanske udtale af det kinesiske ord ‘hanzi’, som betyder skrifttegn. For en udlænding er det måske svært at se billedet i skrifttegnene, men alle asiater kan pege på billedelementerne i dem. På kinesisk er et skrifttegn et billede – et ord – og på kinesisk bøjer man ikke ordene, men sætter dem bare efter hinanden som en række billeder på samme måde, som vi i dag ser rækker af emojis i beskeder.
 
Emojis, som stammer fra det japanske mobiltelefoniselskab NTT Docomo, bliver i dag brugt flittigt i alverdens tekstbeskeder. 
 
Tekstbeskedens barndom i Japan
Japan importerede i sin tid det kinesiske skriftsprog – uanset at det japanske sprog ikke egner sig til at blive repræsenteret ved et billedsprog. Japansk har en mere kompliceret grammatik, så man blev nødt til at opfinde et stavelsesalfabet, der kan skrive partikler, endelser og andre elementer, der ikke er billedtegn for. Man kan således godt skrive japansk udelukkende med stavelsestegnene (’hiragana’ eller ’katagana’), men det regnes ikke for fint. Før i tiden var det kvinderne (som ikke fik så meget uddannelse), der primært brugte stavelsestegnene, der da også kaldes ’kvindesprog’.
 
I tekstbeskedernes barndom i Japan var det også stavelsestegnene – i en endnu mere simpel form – man brugte. Det er derfor klart, at hele ideen med at supplere sin hurtige tekstbesked med et lille billede falder en japaner mere naturligt, end det gør en europæer. Japanere og kinesere er også meget mere vant til at afkode sekvenser af billedtegn, og få dem til at danne sætninger – for det er det, de gør hele tiden.
 
Emoji Dick
Det interessante ved, at emojierne nu også er kommet ind i vores sprog, er at se, om de langsomt vil ændre vores måde at tænke på.
 
Som vi alle ved, hænger sprog og bevidsthed sammen. Vi kan kun tænke det, vi kan sige, og selvom man kunne gå ind i en lang hønen-versus-ægget-diskussion her, så er det faktisk sådan, at der er en kæmpe forskel på den måde, europæere og kinesere (og også japanere, går jeg ud fra) tænker på. Og den forskel har meget – måske alt – at gøre med sprogene. Kinesere tænker konkret og har det svært med abstrakte begreber, fordi deres sprog består af konkrete billeder af konkrete ting. Et begreb som størrelse hedder på kinesisk ’storlille’, og selvom man som europæer godt forstår meningen, er ’storlille’ jo ikke det samme som størrelse – og sådan er det hele vejen.
 
Jeg vil ikke gøre dette til et langt sprogfilosofisk essay, men bare pege på, at emojis er meget mere oplagte at bruge – og forstå – for kinesere og japanere, fordi deres sprog altid har bestået af billeder. Derfor skal det blive spændende at se, om vi kommer til at lære det efterhånden. De første forsøg med at skrive bøger udelukkende med emojis er blevet gjort, og det amerikanske nationalbibliotek har indlemmet ’Emoji Dick’, en emoji-oversættelse af Moby Dick, i sin samling.
 
 
Ligesom Moby Dick er skrevet med emojis, er serien 'Breaking Bad' og filmen 'Lost in Translation' også emoji-fortolket. Mon vi en dag også kommer til at skriver referater af serier som 'Dicte' eller 'Forbrydelsen' med emojis? Det må tiden vise. 
 
Referat af filmen 'Lost in Translation' skrevet med emojis. Mand flyver til Japan. På sit hotel møder han en pige. Venskab opstår og de oplever Tokyo sammen. Langsomt udvikler deres forhold sig til mere end vendskab. Mand tager hjem igen. 
 
 
Breaking Bad emoji-version. Her ses seriens skuespillere. Se mere Breaking Bad her.
 
 
Jeg må sige, at jeg finder det nemmere med bogstaver.
 
Noget helt andet er så, at kineserne i stigende grad bruger bogstaver i deres dagligdag, fordi de bruger alfabetiseringen af de kinesiske skrifttegn ’pinyin’ som input til tekstbeskeder på telefonerne. De bliver dog nødt til at vælge skrifttegn, når de sender beskeden, fordi kinesisk har utrolig mange ord, der udtales – og altså transskriberes – ens. Men i fremtiden vælger de måske i højere grad emojis. Så med andre ord bevæger vi os måske mod den store konvergens, hvor vi alle over hele verden skriver med en blanding af et beskedent lokalsprogligt stavelsesinput og serier af små, kulørte tegninger.
 
Nu kan du i hvert fald starte her og udvide dit emoji-ordforråd med de nye københavner-emojis. Aarhusudgaven kan ikke være langt væk. 
 
Læs meget mere om emojis som sprog og medie herunder:
 
 
Se listen over de 100 mest brugte emojis her:
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job