Tv-duellen vinder det britiske valg

De britiske tv-dueller er unægteligt blevet endnu mere interessante, efter at outsideren Nick Cleggs private talepapir blev glemt i en taxa og offentliggjort af The Sun. Af papirerne fremgår det, at Clegg skal holde sig fra konkrete politiske emner og koncentrere sig om værdier og om at betegne modstanderne som gammeldags

Storbritannien har som et af de sidste demokratiske lande introduceret tv-transmitterede debatter mellem de toneangivende politikere under valgkampen. Ligesom i Danmark og USA er mediedækningen af duellerne massiv. Ttalking heads debatterer, hvem der vandt og hvem der tabte, og alle partier har fløjet eksperter ind fra Obamas kampagne til at rådgive om politikernes performance.

Den store mediemæssige opmærksomhed er ofte genstand for et hånligt himmelvendt blik fra kommunikationseksperter. Mange års forskning fra de amerikanske præsidentvalgsdueller har vist, at deres effekt på valgresultatet er overvurderet eller endda lig nul.

Tv-debatter var ellers dømt ude

Ræsonnementet fra forskningen forløber groft sagt således: De mest politisk interesserede kender allerede kandidaterne og deres politik og ved, hvor de vil stemme. Kun de mindst politiske vidende kan flyttes stemmemæssigt gennem påvirkning fra politisk kommunikation. De mindst politisk vidende er også de mindst politisk interesserede. Disse ser ikke duellen, der derfor ikke rigtigt flytter noget.

Umiddelbart passer det fint på de britiske dueller. Små ti millioner briter zappede ind på den første holmgang mellem partilederne - en share på godt en tredjedel. Altså valgte godt 20 mio. briter - formentlig de mindst politisk interesserede - at se noget andet, mens politikerne duellerede på ITV.

Alligevel har debatten haft en reel effekt på meningsmålingerne - og får det formentlig også på valgets udfald. Årsagen er formentlig, at selv store dele af den mest politisk interesserede tredjedel ikke rigtigt har kendt noget til Nick Clegg i forvejen.

Vi ved fra den amerikanske forskning, at jo mindre kendt en kandidat er i forvejen, jo mere har de at vinde i en debat. Derfor kan der for eksempel flyttes stemmer i amerikanske primærvalgsdebatter, hvor deltagerne er ofte ukendte guvernører fra fjerne stater, der kan få et gennembrud (se: Clinton, Bill).

Det gælder også relativt ukendte tredjepartikandidater, der deltager i debatterne. Både Ross Perot (1992) og Jon Anderson (1980) fik et vælgermæssigt boost ud af deres deltagelse i valgduellerne i USA. Derfor har de store partier i USA også skruet en model sammen, der reelt udelukker kandidater fra andre partiers deltagelse i debatterne.

Men i Storbritannien har Nick Clegg fra det relativt lille Liberal Democrats-parti har fået lov at deltage. Han har udnyttet sin gyldne billet maksimalt, og det ligner mere og mere en kæmpemæssig bommert af den store forhåndsfavorit David Cameron, at duellerne kom i stand.

Lad os se på de enkelte kandidaters kommunikationsstrategier i duellerne.

Den hemmelige kommunikationsstrategi, der virkede

Nick Cleggs strategi kender vi tilfældigvis i detaljer, da hans folk som i en dårlig spionroman glemte de hemmelige forberedelsesnotater på bagsædet af en taxa, hvor The Sun fandt dem.

I de hemmelige papirer lægger de liberale spindoktorer - der har en håndskrift som en rigtig doktors - vægt på, at Clegg nøje kopierer den konservative David Cameron ved at tale om værdier i stedet for konkrete politiske forslag. Modstanderne skal afskrives som "the old parties", og substantiel debat om parties mest kontroversielle synspunkter skal undgås.

Det klarede Clegg over al forventning. Ifølge meningsmålingerne vandt han den første debat stort. Clegg udstiller ved enhver given lejlighed de andre - the old parties - som anakronismer, der beskæftiger sig med forældede skillelinjer, som Clegg selv transcenderer.

I anden debat runde rundede imidlertid stærkt af med et Obama-moment: "Dont let anybody tell you it cant be different - yes we IT can!"

Risikoen for Clegg er naturligvis, at det hele bliver en tand for tykt. Clegg er ikke a skinny kid with a funny name fra Kenya/Kansas. Han er søn af en rig bankmand, har gået på Storbritanniens fineste skoler og arbejdet som politisk lobbyist. Retorikken er rytmisk formfuldendt, men ofte også indholdsløs, som det illustreres i denne fantastisk morsomme spoof på Cleggs debatstil:

Konservative under pres

Cleggs himmelflugt har sat David Cameron under pres. Han har pludselig fået konkurrence om at være valgets forvalter af forandring. Den konservative leder har hidtil høstet de lavthængende frugter af ikke at være Gordon Brown. Change betød automatisk Cameron, så det var bare at køre løs med Tony Blairs gamle ridsede "Time for a change"-plade:

Efter Cleggs entre er Camerons kommunikationsopgave nemlig blevet betydeligt vanskeligere. Han skal nu forklare, at Clegg-change risikerer at betyde fem år mere med Gordon Brown, og at kun en klar konservativ sejr vil skabe ægte forandring. Umiddelbart efter den første debat skrottede Cameron en planlagt valgfilm, der punkede løs på Labour, til fordel for en direkte udfordring på Cleggs banehalvdel.

Tilsvarende lagde Cameron en mere kontant stil over for Nick Clegg i den anden debat, og kritiseserede ham bl.a. for at være vattet, når det kommer til forsvarspolitikken. Clegg ønsker at overveje at skrotte de britiske atommissiler.

Det ligner mere og mere en taktisk brøler af rang, at David Cameron overhovedet sagde ja til tv-debatterne.

Premierminister klar i kulissen

Og imens forsøger premierministeren at svæve over vandene. Gordon Brown kæmpede længe indædt mod tanken om at afholde tv-dueller. Dels har han karisma som et køleskab, og dels får premierministeren sjældent noget ud af en tv-duel. Folk kender ham i forvejen. Og i Browns tilfælde kan de ikke lide, det de ser.

Labour accepterede udelukkende duellerne af samme årsag, som en fodboldtræner sender målmanden med frem i angrebet, når holdet er bagud 2-0 i overtiden: Vi er nødt til at prøve et eller andet.

Men tv-duellerne har også nogle fordele for Brown. Debatterne fjerner fokus fra de små regionale partier som Scottish National Party og walisiske Plaid Cymru, som typisk tager stemmer fra Labour i disse områder.

Men endnu mere vigtigt har det pludselig givet Brown en kommunikationsplatform at stå på. I stedet for at være den trætte, gamle mand over for unge, friske Cameron forsøger han nu at være den alvorlige statsmand, der hæver sig over de to unge knøses fnidder-fnadder. Brown fik som den eneste publikum til at bryde ud i latter, da han sammenlignede Cameron og Cleggs diskussion med sine to små sønners småskænderier, når de skal i bad:

Den sidste debat på BBC (29. april) skal handle om Gordon Browns stærkeste side - økonomien. Her fortsætter skænderierne mellem de to badende smådrenge, mens Brown vil forsøge at finetune det budskab, han allerede har introduceret: Måske hader I mig, men jeg er den eneste, der kan levere varen i en økonomisk krisetid.

Det står dog fast, at Labour næppe genvinder sit flertal i Underhuset. Men det er meget sandsynligt, at Cleggs popularitet kan få den konsekvens, at de konservative ærkefjender heller ikke opnår et flertal. Ifølge Intrade, det største politiske prediction market, er sandsynligheden steget fra ca. 40 pct. til 63 pct. efter de to første valgdueller.

Kurve over sandsynligheden for, at de konservative ikke opnår flertal ved valget. Kurven stiger brat efter de første tv-dueller

Hvis det holder stik, vil tv-duellerne måske for første gang nogensinde vinde et valg.